Månedsarkiv: september 2007

(English) Danmarks første fixehåndbog

26. september 2007.

Fixeteknik til stofbrugere

Vesterbro må ikke lave fixerum – derfor udgiver Dugnad Vesterbro nu en Fixehåndbog, så stofbrugerne kan blive bedre til at fixe – på gaden.

Fixehåndbogen er en sundhedsfaglig vejledning og den første håndbog for aktive stofbrugere i Danmark. Bogen er oversat fra engelsk til dansk samt justeret til danske forhold af tidligere gadesygeplejerske Charlotte Fich.

Sygeplejerske Charlotte Fich siger om bogen: ”Stofbrugerne har behov for reel information, der forholder sig til netop deres subkultur. Vi har en hel del viden om de mange risici, der er forbundet med intravenøs brug af stoffer, og bogen kan muligvis begrænse nogle af disse problemer. En bog om dette emne rummer ligeledes en accept af menneskets personlige valg. Hermed mener jeg, at bogen netop tjener til, at brugerne træffer mere kvalificerede valg, end de ville have gjort uden reel indsigt i deres intravenøse stofbrug. Altså reel information skaber mulighed for fornuft… ”

BrugerForeningens formand Jørgen Kjær udtaler om bogen: ”Den bog har vi savnet meget længe. De fleste stofbrugere har lidt populært sagt lært at fixe af en kammerat i en kælder. Det er sjældent, at det er fysiologisk korrekt, hvilket kan medføre skader i form af fejlfix, bylder og åbne sår. Derfor er vi utroligt glade for, at der nu findes en rigtig fixehåndbog, hvor stofbrugeren kan få information om, hvordan man fixer uden at skade sig selv.”

Bogen blev udgivet af Dugnad Vesterbro 1. oktober 2007 – et netværk af lokale beboere, erhvervsdrivende, foreninger og aktører på Vesterbro – der arbejder for at skabe løsninger på de narkotikarelaterede problemer på Vesterbro. Bogen er udgivet med støtte fra en privat fond.

Efterspørgslen har allerede givet anledning til fondsansøgning om en 2. udgave.

Venlig hilsen

Michael Lodberg Olsen, Formand, Dugnad Vesterbro
Mobil 25 85 24 85

Jørgen Kjær, Formand BrugerForeningen
Tlf.: 35 36 01 50

1. udgave, 2007
Oplag 2.700
Udgivet af Dugnad Vesterbro
44 sider illustreret
ISBN: 87-991783-0-3

Og bogen kan også hentes i Pdf.fil direkte på Internettet via denne adresse:

http://www.dugnad.dk/files/fixeteknik_bog.pdf

Læs mere på www.dugnad.dk/fixeteknik.htm