Skal vi “hjælpe rygere” ved at gøre dem fredløse, og lave razziaer i kiosker, hvor de lagt i håndjern får valget mellem at komme i fængsel eller blive indlagt på tobaksafvænningsinstitutioner ?

Skal vi indfange Danmarks mange alkoholikere på landets udskænkningssteder og give dem samme valg for deres eget bedste. Skal vi sætte afvæningspistolen for panden af de nerve-sovemedicin-afhængige når de ankommer på apoteket med deres recepter i lommen.

Og skal vi lægge os på lur ved bagerbutikkerne for at give overvægtige valget mellem straf eller Nupo-tvangsaffedning ?

Selv om de 4 største misbrugsproblemer i Danmark er tobaksrygning, alkoholmisbrug, afhængighed af legal nerve-sovemedicin samt fedme (“madmisbrug”), så vil Venstres københavnsafdeling givetvis tage afstand fra den slags forrykte løsningsmodeller.

Mysteriet er så, hvordan man dog kan komme på den tanke, at der vil komme noget som helst godt ud af at indlede en jagt på narkomaner med henblik på at tvinge dem i behandling. Forslaget er mildest talt hverken tynget af viden eller omtanke.

For det første er det værd at gøre opmærksom på at behandling for afhængighed er en langvarig affære, som oftest i de første mange år resulterer i tilbagefald på tilbagefald. Når tilbagefaldet sker, er det mere risikabelt og mere kaotisk, når der har været brugt tvang.

Denne realitet må man forholde sig til, sådan at en urealistisk behandlingsoptimisme ikke udarter til en behandlingsfanatisme, hvor et mål om stoffrihed helliger alle midler herunder at dødeligheden fordobles eller tredobles.

For det andet har de der tror på tvangsbehandling som et fix af problemet en afgrundsdyb mangel på forståelse af hvordan afhængighed og misbrug kan afhjælpes. Afhængighed er ikke en lidelse for hvilken der eksisterer en kur i den forstand, at man passivt kan lade sig indlægge – eller ved tvang blive indlagt – og lade behandlerne gøre det fornødne.

At frigøre sig fra en afhængighed er et langt og svært projekt, som trækker på den afhængiges motivation, vilje, og håb. Behandlingen fordrer en god terapeutisk relation kendetegnet ved fortrolighed, tryghed, samarbejde, imødekommenhed, kærlighed, omsorg, værdighed og socialt netværk.

Tvang er ganske enkelt ikke en farbar vej til at opnå gode behandlingsudfald, tværtimod ! Man skader mere end man gavner ved at bruge tvang. Tvang er gift for meget at det som virker i behandling. Tvang umyndiggør og undergraver mulighederne for gode behandlingsresultater. Tvang gør hjælperne til mere kontrollanter end godt er.

For det tredje må enhver politiker med ambitioner om at effektivisere offentlig virksomhed og at holde et skattestop spørge sagkundskaben om tvang er ‘cost effective’ ?

Svaret er nej, tværtimod ! Tvangsbehandling er den dyreste og mindst effektive behandlingsform. Tvang er skatteydermidler hældt direkte i kloakken.

Endeligt kunne man da også fristes til at spørge venstrefolkene i København om tvangsbehandling rimer med erklærede liberalt, borgerlige målsætninger, som at mindske statens indflydelse og at give den enkelte mere frihed. Mig forekommer det at en behandlerstat, der tvinger sine borgere i terapi under trusler om straf, benytter sig af noget der til forveksling ligner Stalin-metoder.

Hvor bliver respekten for frihedsrettighederne og individets selvbestemmelse af ?

Kan man tillade sig i den grad at ville umyndiggøre vores stofafhængige medborgere og fortsat kalde sig liberal ?

Enkelte juridiske betragtninger om kriminalisering af brug af stof

Af Nanna W. Gotfredsen, gadejurist

Forslaget om tvangsbehandling og den deri indbyggede kriminalisering af selve brugen og brugerne selv samt i øvrigt også et enkelt punkt i teologens udmærkede beskrivelse af observationer på Maria Kirkeplads tidligere i denne e-gruppe, foranlediger dette mere juridiske indlæg.

Politikere og andre giver med jævne mellemrum det indtryk, at skulle være forbudt at bruge stoffer. Selve brugen af stoffer eller “narkotika” – der jo alene har mening som et juridisk begreb og som dermed ikke rummer absolutte sandheder om f.eks. fare eller det onde selv, men blot er udtryk for en beslutning på basis af f.eks. kulturelle, geografiske, historiske og tidsmæssige forhold – er ikke kriminaliseret i den danske narkotikalovgivning. Og dette er på ingen måde en tilfældighed.

Når vi nu ikke kan forlade os trygt på en sådan absolut sandhed, ville det måske være klædeligt med lidt ydmyghed? Måske burde vi ligefrem påtage os et medansvar – selvsagt ikke for vedtagelsen af lov om euforiserende stoffer i 1955 – men for opretholdelse af en kriminalisering der vel med rette kan anklages for i sig selv at udrette mere skade, end det den i intentionen skulle beskytte i mod.

Vi må i det mindste til stadighed have for øje, om det er stofferne i sig selv eller kriminaliseringen af dem, der er skadelige for brugerne. En tysk bekendt med den forbudte “heroin-glæde” har udtrykt det ganske godt: “I don´t have a drug problem, I have a money problem”. Af flere af de interviews jeg har gennemført under og som opfølgning på min tid som “gadejurist” er der fremkommet tilsvarende meldinger. Her et citat fra et interview:

“Jeg har sgu´ ikke noget problem med dope. Jeg har alle mulige andre problemer…. både fra tiden før jeg mødte den bedste løsning, jeg til dato har mødt på mine problemer og fra tiden efter. Det største af mine problemer lige nu er, at jeg mangler penge. Det næste problem er, at de forventer, at jeg fravælger min løsning. Jeg bilder dem hvad som helst ind bare for at få lidt fred”.

At kriminalisere og dermed straffe er en bevidst påførsel af lidelse, hvilket der selvsagt skal særdeles gode grunde til. Den oprindeligt gældende hævnret, blodhævnen, afløstes fra reformationen i 1536 efterhånden af den kristne kirkes opfattelse af, at det var den onde vilje bag forbrydelsen, forstået som den onde vilje til at skade andre mennesker eller andres goder, der burde straffes.

Når brugerne forretter skade på andre eller andres goder, sker det vel nærmere som følge af kriminaliseringen af stof, end som følge af brugen af stof. Derfor kan brugerne vel ikke siges at have en strafværdig ond vilje. Ser man isoleret på dét at bruge stoffer, skader brugerne jo ikke andre end allerhøjst sig selv. Vil man hævde, at brugerne skader sig selv, sker det så med (ond) vilje eller har vi blot tilrettelagt en tilværelse for dem, hvori de ikke kan undgå de skadelige følger af kriminaliseringen? Kan brugerne bebrejdes det og måske endda ligefrem strafferetligt forfølges?

Når brugerne ikke kan pålægges ansvaret for den skade der følger af kriminaliseringen, kan tilslutningen til kriminalisering af brugerne selv (selve brugen) alene basere sig på antagelsen om, at de skader sig selv ved at bruge stof. Dette kan og bør efter min bedste overbevisning drages i tvivl – det er i hvert fald ikke mit indtryk at dette generelt er brugernes hensigt, snarere tværtimod – de lindrer og med blot et begrænset kendskab til deres bagage, kan man vel ikke have andet end forståelse herfor.

At de kommer til at “genere” det øvrige samfund, som følge af at samfundet har kriminaliseret elementer der er uløseligt forbundet med deres løsning, kan selvsagt ikke være en bærende begrundelse. Ligeledes kan selvfølgelig ej heller en lille gruppe rabiate pårørendes behov for at deres afkom er buret inde, legitimere et sådant overgreb.

At staten skulle beskytte borgeren mod borgeren selv, ville stride imod principperne for retsstaten. Når de strenge betingelser herfor i øvrigt er opfyldte, kan man tvangsindlægge eller umyndiggøre den der skader sig selv, men det strafferetlige system er som udgangspunkt uanvendeligt i denne henseende. Det savner ganske enkelt mening. Således var for eksempel (forsøg på) selvmord kriminaliseret i Christian d. V´s Danske Lov af 1683 (6-6-21), men blev afkriminaliseret ved straffeloven af 1866 § 308. Når man i dag undtagelsesvist kriminaliserer handlinger eller undladelser der rummer (risiko for) skade på individet selv, som f.eks. ved kørsel uden sikkerhedssele, holder man sig i øvrigt til den mindst mulige straf, nemlig bødestraffen.

Netop lov om euforiserende stoffer (som vedtoges i 1955, altså adskillige år før et egentlig “narkotikaproblem” opstod) er faktisk et udmærket eksempel på, at dansk lovgivning er i overensstemmelse med retsstatstanken.

Loven kriminaliserer så godt som alle måder at omgås narkotika på (d.v.s. køb, salg, overdragelse, indførsel, udførsel, udlevering, modtagelse, fremstilling, forarbejdning og besiddelse), men ikke selve brugen. Når det nu ikke er muligt at bruge narkotika, uden også at besidde det, kunne man måske forledes til at tro, at det kun er en omgang ordkløveri (der f.eks. primært tjener opretholdelsen af behovet for jurister …). Det er det ikke. Af forarbejderne til lovgivningen om euforiserende stoffer fremgår det flere steder eksplicit, at det ikke er hensigten at ramme brugerne, men derimod den såkaldte bagmandsvirksomhed.

Når man i sin tid kriminaliserede også besiddelse, var det således heller ikke for at ramme brugerne, men derimod alene for at imødekomme anklagemyndighedens ønske om at kunne dømme bagmænd i sager, hvor man ikke var i stand til at føre tilstrækkeligt bevis for handel. Narkotikalovgivningen afholder sig dog fra præcist at definere “bagmand” og “bruger” og den praktiske virkelighed kan forekomme i nogen grad at være “skredet fra” de oprindelige intentioner.

En op gennem 1990erne støt voksende andel (38 pct. i 2001) af de indsatte i vore fængsler er stofbrugere, mens andelen af stofkriminelle ikke-brugere i fængslerne (altså “bagmænd”) er langt lavere og i øvrigt – naturligvis – upåvirket af mere eller mindre intensiv politiindsats på gadeplan, er vel de tydeligste tegn på at afstanden mellem lov og liv er stor og stadig større.

De brugervenlige intentioner blev f.eks. også understreget i 1969, da Folketinget, i øvrigt med stort flertal, vedtog at skærpe straffen for narkotikakriminalitet, således at grovere overtrædelser af lov om euforiserende stoffer kunne straffes med fængsel i indtil seks år. Allerede på det tidspunkt herskede der stor uenighed og usikkerhed om prioriteringen af den kontrolpolitiske indsats og som betingelse for en tilslutning til forslaget om strafskærpelse krævede et folketingsflertal, at rigsadvokaten skulle udarbejde retningslinier for praksis i narkotikasager.

Det drejede sig især om en mild påtalepraksis overfor brugerne og en sådan kommer til udtryk i det stadigt gældende rigsadvokatcirkulære nr. 144 af 15. juli 1969. Et centralt element heri var netop, at det efter forarbejderne til lov om euforiserende stoffer ikke har været hensigten at kriminalisere forbrug af euforiserende stoffer og dermed heller ikke besiddelse af stoffer med henblik på eget forbrug.

Som det også fremgår af dette cirkulære, blev besiddelse således primært kriminaliseret af “retstekniske grunde”, i det man fra politimæssig side forudså, at det i visse sager kunne blive vanskeligt at føre bevis for salg, distribution, import og eksport i forhold til “bagmændene” og at man i disse tilfælde måtte have mulighed for at ramme forhandlerleddet alene på besiddelse.

“Forbuddet mod besiddelse – og tilsvarende regler gælder køb og modtagelse – er ifølge lovens forarbejder navnlig begrundet i retstekniske hensyn: besiddelse vil ofte være indikation for en udbredelse, som ikke lader sig bevise.

Som følge heraf vil der i reglen ikke være anledning til at indlede undersøgelse med henblik på at pålægge strafansvar for besiddelse (køb eller modtagelse), når mistanken alene angår eget forbrug af euforiserende stoffer.”

Domstolene er, især fra forsvarerside, i gennem mange år blevet kritiseret for, at kravene til bevis i narkotikasager er for lavt. Og mon ikke de fleste vil huske scener fra Lars Engels´ usmagelige “dokumentar”-programmer, hvor civilklædt politi i stort tal ligger på lur bag hotel-persienner overfor Maria Kirkeplads? Dagens fangst var f.eks. en stofafhængig gennem mere end 20 år med to brugerdoser skjult i den materiefyldte forbinding om et stort og væskende skinnebenssår.

Er han en “bagmand”? Når der er langt mellem lov og liv, kan loven – eller dens praktiske anvendelse – komme til aldeles at savne mening. Helt grotesk bliver det i den ene lejr at lægge øre til den opfattelse, at enhver der sælger stof må kategoriseres som bagmand, når det på Maria Kirkeplads mest er tilfældigheder der afgør, om den ene eller den anden en given dag er sælger eller køber. Og når brugerne sælger stof i Gaden, vel at mærke med stor opdagelsesrisiko og minimal fortjeneste, begrundes det oftest med, at man netop ikke vil skade andre, som man føler sig skyldig i at gøre, når man begår berigelseskriminalitet (tyveri og indbrud).

Det vanvittige forslag om “frit valg” mellem fængsel og tvangsbehandling, som i øvrigt kunne mistænkes for at have en anden eller i det mindste supplerende dagsorden; nemlig den at give sundhedsministeren lejlighed til at fremstå som den rolige og velafbalancerede mellem to “rabiate” forslag af tiden; med brugerrum/fixerum på den ene side og tvangsbehandling/fængsel på den anden, er dermed ikke alene i strid med retsstatstanken, men også med intentionerne bag den danske narkotikalovgivning og principperne for behandling af stofafhængighed.

Når jeg undrende har spurgt politikere mv. om årsager til områdets sørgelige tilstand, har svaret ofte lydt på henvisninger til “moral” eller “samfundsmoral”. Hvad det så end er for størrelser, kan det da være udmærket at have “høj moral”, når det vel at mærke ikke er andre der betaler prisen herfor.

EMCDDA anbefalede i juli måned d.å. EU-landene at afskaffe retsforfølgelse af besiddelse af stoffer til eget brug. Så måske er vi på rette spor!? Det er og bliver dog svært, så længe det primært er medier og politi der sætter dagsordenen for debatten og så længe det politiske niveau stædigt fastholder deres selvbestaltede patent på dette område. “Den farligste brug af narkotika er den politiske” (Nils Christie og Kettil Brun, 1995).

Kilder:

· Ditlev Tamm og Jens Ulf Jørgensen, “Dansk retshistorie i hovedpunkter fra Landskabslovene til Ørsted”, 1978
· Jørgen Jepsen, “Hvor kommer narkotikapolitikken fra?”, NAD-publikation nr. 24
· Vagn Greve, “Narkotikalovgivningen i Danmark set fra en retspolitisk synsvinkel: en kritisk vurdering af gældende lovgivning”, Juristen 1986, p. 92f samt indlæg på Nordisk Seminar om Narkotika og Kontrolpolitik, april 1985
· Flemming Balvig, “Det strafferetlige system vs. Narkotika”, bidrag til bog/samleværk, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, København 1991
· Anette Storgaard, “Straf for narkotikahandel”, CANFAU, 1992
· Flemming Balvig, “Kriminalitet og social kontrol”, 1995
· Nils Christie og Kettil Bruun, “Den Gode Fiende”, 1995
· Cesare Beccaria, “Om forbrydelse og straf (1765)” & Voltaires kommentarer”, 1998
· Vagn Greve, “Det strafferetlige ansvar”, Jurist- og Økonomforbundets Forlag Forlag, 1999
· Lau Laursen Storgaard, “Konstruktionen af dansk narkotikakontrolpolitik siden 1965″, 2000
· Jørgen Jepsen, “Fixerum – hvad kan Danmark gøre?”, Stof nr. 13, december 2000
· Kriminalforsorgens Statistik, 2001 (www.kriminalforsorgen.dk)
· TekstTV, TV2, p. 139 d. 24. juli 2002:

“EMCDDA: Drop de små narkostraffe.

EU-landene bør afskaffe retsforfølgelse af personer, som bliver anholdt med små mængder narkotika til eget forbrug.

Anbefalingen kommer fra Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug, som opfordrer landene til at “se virkeligheden i øjnene” og ændre lovgivningen på området. Begrundelsen er, at myndighederne i samtlige EU-lande ofte nøjes med advarsler eller afvænning til folk med narkotika til eget brug. Kun fire lande har hidtil taget konsekvensen og gjort forseelsen straffri ifølge loven.”

Og EMCDDA:

www.emcdda.org/data/docs/36en.doc og

www.emcdda.org/multimedia/publications/insights/prosecution_executive_summary.pdf

U.N. Treaties and the Legalization of Drugs

 
By Peter Webster

As dissatisfaction with the results of drug prohibition mounts once again,
it is natural to expect that analysts of the situation will propose a wide
variety of ways to “improve” legislation, enforcement, addiction treatment,
and other currently popular “remedies” for illegal drug use. The scenario
is not new, although recently the perceived failure of prohibitionist
policies seems to be reaching new heights.

With each outbreak of recognition of prohibition’s faults, however, a few
observers dare to question the very concept of prohibition, trying to
convince authorities and the public at large that perhaps prohibitionist
policy is itself the root of the problems we have habitually ascribed to
the prohibited substances. This view rejects in principle the idea that
prohibition can be “fixed” or “improved,” its results made at least
somewhat less disastrous by tinkering with the details of prohibitionist
policies.

The current outbreak of disillusionment with prohibition seems also to be
producing unprecedented numbers of critics in this camp. Not only
independent researchers and writers, but notable political figures in
several countries have suggested outright that prohibition’s Golden Age is
over, and in the interests of public health, control of powerful and
world-wide criminal syndicates, protection of human rights and other
necessary goals, a complete reversal of prohibition is not only justified
but obligatory and long overdue.

Such currents of dissent exist widely today not only in European societies
known for their pragmatism and tolerance, but also in countries hard hit by
the negative results of the U.S. Drug War.

Parliamentarians, governors, police, and even presidents in several
countries of Latin America have thus joined in with long-enduring reform
voices in Europe and North America in calling for a repeal of drug
prohibition, recognizing that only a system of controlled legalization can
provide a measure of control over the manufacture and access to drugs.

The U.S. federal government is likely to be on the caboose of this train of
reform, however, for several reasons that need not be examined here. The
U.S., with the assistance of its handmaiden U.N. drug control agencies, is
instead trying to reinforce drug prohibition and has cajoled, intimidated,
and threatened no small number of nations that have made moves away from
U.S./U.N. dictates. A major tool in this process has been the U.N.
international drug treaties that were essentially forced upon their
signatories by the U.S. These treaties today provide the U.S. federal
authorities with an immediate rejoinder to any moves or even suggestions
for drug policy reform that might tend to discredit U.S. prohibitionist policy.

For example, on August 16, 2001, the Jamaica Observer reported on the
results of an enquiry by its National Ganja Commission, which recommended
“the decriminalization of ganja for personal, private use by adults and for
use as a sacrament for religious purposes.”

Within hours, the U.S. Embassy was already “hinting” that Jamaica could
face certification problems during its next annual narcotics review:

“The US government will consider Jamaica’s adherence to its commitments
under the 1988 UN Drug Convention when making its determination under the
annual narcotics certification review,” US Embassy spokesman Michael
Koplovsky said.

A similar threat was issued by U.S. Ambassador Anne Patterson in response
to a legalization debate in the Colombian Congress, an event reinforced by
a “Historic Resolution” by the National Assembly of Colombian Governors
recommending an end to drug prohibition.

Pressure to reform cannabis laws in Britain has also been mounting during
the past year, and although such direct threats to a major U.S. ally were
not immediately obvious, a story from the U.K.’s GUARDIAN newspaper
indicated that reformers in the U.K. had been anticipating U.S. objections
based on the U.N. treaties:

Pubdate: Tue, 28 Aug 2001 Source: Guardian, The (UK)

UN TREATY ‘NO BAR’ TO EASING DRUG LAWS

Special Report: Drugs In Britain

A reform of Britain’s drug laws could be introduced without the government
breaching its international obligations under UN drug control conventions,
according to a legal study published today….

The conclusions of the study, entitled European Drug Laws: the Room for
Manoeuvre, are important because opponents of drug law reform have argued
that Britain could not liberalise its drug laws even if it wanted to
because it would breach the UN treaty.

I would like to suggest, however, that there exists an important loophole
in the 1988 U.N. Treaty that would not only allow some leeway for countries
to “ease drug laws” and soften the impact of radical prohibition, but to
declare the treaty entirely inapplicable and void.

The UNDCP World Drug Report (New York: Oxford University Press, 1997: p185)
states:

“…[none of the] three international drug Conventions insist on the
establishment of drug consumption per se as a punishable offense. Only the
1988 Convention clearly requires parties to establish as criminal offenses
under law the possession, purchase or cultivation of controlled drugs for
the purpose of non-medical, personal consumption, UNLESS TO DO SO WOULD BE
CONTRARY TO THE CONSTITUTIONAL PRINCIPLES AND BASIC CONCEPTS OF THEIR LEGAL
SYSTEMS.” (Capitals added)

It would appear that if the highest court of a nation would rule that the
prohibition of a drug such as cannabis is unconstitutional, it would
automatically render null and void all the problematic restrictions of the
U.N. treaties in question. This is the very road that Canada appears to be
following, with a Supreme Court decision on the constitutionality of
cannabis prohibition expected later this year.

Any nation that recognizes that drug prohibition infringes human rights,
produces millions of victims, threatens the world economy, creates powerful
international criminal syndicates, and thus constitutes what may well be
seen someday as a crime against humanity, should seriously consider
employing this loophole, declaring prohibitionist policy to be
unconstitutional and abusive of human rights guaranteed by national and
international documents and treaties that must take precedence over the
U.N. drug control treaties. A group of nations which, as a bloc, issued
such a resolution, might well provide the needed catalyst that would topple
a century-long folly and lead the way to intelligent and effective drug
policy for societies the world over.

Peter Webster is Review Editor for the International Journal of Drug Policy
- http://www.elsevier.nl/ – the Official Journal of the International Harm
Reduction Association. For subscriptions: usinfo-f@elsevier.com
nlinfo-f@elsevier.nl

He is also co-Webmaster of the DRCNet Online Library of Drug Policy -
http://www.druglibrary.org/ – and The Psychedelic Library -
http://www.psychedelic-library.org/

I Australien kalder man en sådan facilitet for injecting centre eller medically supervised injecting centre. I Schweiz bruger man flere betegnelser, herunder Fixerstübli og Gassenzimmer. I Tyskland siger man enten Gesundheitsräume, Fixerstuben eller – og det er det nyeste og formentlig også fremtidens benævnelse – Drogenkonsumräume. Den gængse hollandske betegnelse er gebruiksruimte, og når hollænderne udtaler sig på engelsk om sådanne tiltag, anvendes den neutrale betegnelse user room, en betegnelse der formentlig bedst oversættes til dansk med ordet brugerrum.
Der er i flere lande gjort overvejelser om retorikken. Især er det fremhævet, at betegnelsen fixerum og tilsvarende er misvisende, da muligheden for superviseret overvåget indtagelse af medbragte stoffer kun udgør et mindre hjørne af de etablerede faciliteters vifte af tilbud, ligesom selve stofindtagelsen tidsmæssigt kun udgør en beskeden del af den enkeltes besøg på en sådan facilitet. Når fixerum således ikke vil være en dækkende betegnelse og da området i forvejen er ladet til bristepunktet med mere eller mindre underbyggede antagelser, holdninger, forestillinger og myter, kunne man med fordel vælge en på én gang så neutral og samtidig dækkende betegnelse som mulig. Sundhedsrum kunne være en relevant betegnelse, men af de nævnte grunde vil begrebet brugerrum blive anvendt i det følgende.

I de lande, hvor man har suppleret den skadesreducerende indsats på narkotikaområdet med tilbud om brugerrum, har man gjort sig mange overvejelser om tilbuddets målsætninger, former og indhold samt om forholdet til og overensstemmelsen mellem et sådant tilbud og den nationale hhv. internationale ret. Ligeledes foreligger der efterhånden ganske megen dokumentation om brugerrums evne til at nå den definerede målgruppe, potentiale i forhold til at reducere dødelighed, smitterisiko mv. samt effekt i forhold til at formidle kontakt til det øvrige offentlige sociale, sundhedsfaglige- og/eller behandlingssystem.

Nærværende notat vil tilstræbe at give en summarisk gennemgang af disse punkter.

1. Baggrund.
Fra starten af 1990erne har der været bred faglig og politisk enighed om, at der – i erkendelse af, at der var behov for differentierede og individualiserede behandlingstilbud – skulle satses på en bredspektret behandlingsindsats på narkotikaområdet. Med den daværende regerings narkotikapolitiske redegørelse i 1994 kom behandlingsindsatsen for alvor på dagsordenen. En betydelig udbygning af behandlingsindsatsen og forskningsindsatsen blev indledt. Med henblik på at sikre en større koordination blev visitationskompetencen omlagt til amtskommunerne i 1996. I løbet af ganske få år blev ressourceanvendelsen på behandling for stofafhængighed mere end fordoblet Se f.eks. ”Indsatsen for de hårdest belastede stofmisbrugere”, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, februar 2000: De kommunale og amtskommunale regnskaber og budgetter viste, at der i 2001 var afsat 569,7 mio. kr., mens det tilsvarende regnskabstal for 1995 var på 196,7 mio. kr. Via puljen til forbedring af den sociale indsats for stofmisbrugere er der fra 1995 til 1998 bevilget 15-20 mio. kr. årligt til stofmisbrugsområdet. Frem til 2001 er de samlede statslige bevillinger steget til over 52 mio. kr.. Den politiske narkotikafølgegruppe, Agerschou-udvalget, konkluderede i Agerschou-rapporten i 1998”Agerschou-rapporten”, Socialministeriet, juni 1998, at aldrig havde vi haft så mange behandlingspladser og aldrig havde så mange været i behandling.

Paradokset er, at denne markante fremgang ikke har afspejlet sig tilsvarende i antallet af narkotikarelaterede dødsfald. Alt efter opgørelsesmetode er der fortsat mellem 250 og 350 stofafhængige der dør hvert år i Danmarkwww.politi.dk/Statistik/NarkStat01/omkomne/Omkomneudvikling.htm og ”Nye tal fra Sundhedsstyrelsen”, april 1999. Konklusionen må være, at der er en gruppe vi aktuelt ikke når eller som aktuelt ikke i tilstrækkelig grad kan profitere af det etablerede behandlingssystem. Eller sagt med andre ord; der er noget vi endnu ikke er gode nok til, hvilket også underbygges af den fortsat meget lave succesrate i forhold til opnåelse og bevarelse af stoffrihed. Især den fortsat høje dødelighed har ført til tiltagende krav om lettere adgang til behandlingssystemet Dette er til dels sikret med vedtagelse af den såkaldte ”behandlingsgaranti”, jfr. servicelovens § 85, der dog ikke omfatter den for de dårligste og mest udsatte stofmisbrugere nok så relevante medicinsk understøttede behandling., mere realistiske behandlingsmålsætninger, sikring af kvalitet i den udbudte offentlige hhv. private behandling samt en større åbenhed overfor alternative tiltag, herunder f.eks. forsøg med heroinunderstøttet behandling og etablering af brugerrum.

Etablering af tilstrækkelige skadesreducerende tiltag er nærliggende at påpege i det mindste som nødløsninger, der kan kompensere indtil den nødvendige kvalitet i behandlingsindsatsen er sikret, således at den udbudte behandling – når succeskriteriet er stoffrihed – efter relevant tilpasning formår at gavne og rumme også de hårdest belastede og mest udsatte stofafhængige.

Skadesreduktion er en integreret og anerkendt del af den danske narkotikaindsats; en strategi der blev indledt, med f.eks. metadonunderstøttet behandling og siden også sprøjteudleveringsprogrammer, allerede i 1980erne F.eks. knæsat og defineret i Socialministeriets vejledning til serviceloven af 10. marts 1998 p. 118. Det karakteristiske for skadesreducerende tiltag er, at de mere moralske og idealistiske ofte langsigtede målsætninger nedtones, mens man i højere grad forholder sig til og tager udgangspunkt i fakta. I forhold til spørgsmålet om etablering af brugerrum er det et faktum, at en gruppe stofafhængige mennesker, for hvem stofafhængigheden (aktuelt) har kronisk karakter, lever under så kummerlige vilkår på de åbne stofscener i de større danske byer, at deres risiko for at dø af en overdosis eller at blive smittet – og smitte andre – med alvorlige og dødelige sygdomme som følge af ekstrem risikoadfærd og manglende kompetence er ekstremt høj. Generelt for stofafhængige gælder det, at deres dødelighed er 15 gange højere end normalbefolkningens ”Nye tal fra Sundhedsstyrelsen”, april 1999. Dødeligheden for de svageste og mest udsatte stofafhængige er ikke beregnet særskilt, men må formodes at være højere. Denne gruppes absolut foretrukne stof er morfinpræparatet heroin ”Sygepleje blandt stofmisbrugere”, 1998-1999, FAF, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Københavns Kommune. Mere end 200.000 danskere indtager hvert år forskellige morfinpræparater uden af den grund at have en overdødelighed svarende til de dårligst stillede og mest udsatte stofmisbrugere Ifølge en ny dansk undersøgelse, omtalt i Berlingske Tidende d. 25. januar 2003, indtager 130.000 danskere jævnligt/dagligt morfin.. Det er da også ofte anført, at det ikke så meget er selve anvendelsen af heroin, der er årsag til disse alvorlige problemer for det enkelte individ og for samfundet generelt, men derimod de betingelser hvorunder de mest udsatte stofafhængige er henvist til at skaffe og indtage stoffet der er afgørende. Når dette sammenholdes med den lave succes med den stoffrie behandling, er det nærliggende at stille krav om eller formulere behov for, at man – i det mindste midlertidigt eller så længe der er behov herfor – ændrer betingelserne for stofindtagelsen gennem etablering af brugerrum.

Den politiske debat er tilbøjelig til at blande moralske og idealistiske målsætninger med det faktuelle. At målet for den enkelte er stoffrihed, er først og fremmest et politisk mål, et idealistisk mål, mens det faktuelt er et fuldstændigt urealistisk mål. I det mindste i den faglige diskussion om etablering af brugerrum må tingene skilles ad. Det kan i den forbindelse være værd at erindre sig Nils Christie´s ord: ”Den farligste brug af narkotika er den politiske””Den Gode Fiende”, Nils Christie og Kettil Bruun, p. 17, 1995. Mens den politiske debat er tilbøjelig til at fremføre, at et sådant tiltag er et skridt på vejen til legalisering, starten på en glidebane, der ikke siden kan stoppes og andre utopier, bør den faglige og saglige diskussion tage sit udgangspunkt i en faktisk, praktisk erkendelse af, at en gruppe mennesker bruger stoffer under livsfarlige og ydmygende omstændigheder. Hvorledes forholder vi os bedst til dette faktum? Kunne der præsteres et relevant og kvalificeret behandlingstilbud til de svageste og mest udsatte stofafhængige, ville diskussionen selvsagt være mindre relevant. Brugerrum er et praktisk indiskutabelt relevant tiltag der bør anses som et sikkerhedsnet, der spændes ud under en gruppe nødlidende mennesker, indtil vi bliver bedre til at behandle, bedre til at imødekomme også denne gruppes særlige behov. Det spørgsmål der skal tages stilling til er således ikke, om det f.eks. er godt eller dårligt at bruge illegale stoffer eller om stofafhængige bør holde op med at bruge stoffer eller ej. Faktum er, at der bliver indtaget stoffer. Det valg der skal træffes er dermed under hvilke betingelser vi vil lade stofindtagelsen foregå; dødelige, smittefarlige og stærkt nedværdigende, eller livreddende, omsorgsfulde, reelt hjælpende betingelser?

2. Definition af brugerrum, målgruppe, betingelser mv.
Baseret på andre landes beskrevne overvejelser, indsamlede erfaringer og dokumentation sammenholdt med danske behov og traditioner formuleres her et forslag til indholdsmæssige krav til og mål for (forsøgsordning med) brugerrum på dansk grund.

Målgruppen vil være de hårdest belastede stofmisbrugere, der enten er udenfor behandlingssystemet eller (åbenbart) ikke profiterer i tilstrækkelig grad af den behandling de aktuelt er i, som ellers ville være henvist til at indtage stoffer, som ville blive indtaget under alle omstændigheder blot under ekstremt uhygiejniske omstændigheder og med stor risiko for liv, helbred og lemmer.
Der foretages på stedet en vis registrering af data (i anonymiseret form). Den i Tyskland anvendte model kunne overvejes anvendt. I Tyskland gennemføres en såkaldt ”midlertidig registrering”. Der indgås en slags kontrakt mellem bruger og facilitet ved hvert besøg. Denne kontraktindgåelse har to erklærede formål; først og fremmest følger det af den tyske lovgivning, at brugerrummene skal evalueres som videnskabelige forsøg og til dette formål indsendes der månedligt data indeholdende oplysninger om brugernes alder, stofkarrierens længde, hvilket stof de agter at indtage, behandlingserfaringer, antal overdoser mv. Sådanne data anføres i skema. Dernæst er underskrivelsen af kontrakten tænkt potentielt konfliktforebyggende, i det brugeren ved underskrivelsen ved hvert besøg samtidig informeres om de betingelser og husregler der gælder for at benytte faciliteterne. Kontrakten makuleres så snart data er registreret.

Brugerrummet omfatter en indgang eller et venteværelse, hvor den midlertidige registrering gennemføres, hvor bemandingen består af f.eks. socialpædagogisk personale. Dernæst er der et særligt indrettet lokale (let at sterilisere, relevant indrettet med særligt lys etc.), hvor de medbragte stoffer indtages under overvågning af og supervision fra sundhedsfagligt personale. Brugerrummet bør indrettes således, at det er muligt for brugerne at vælge anden administrationsrute end den intravenøse (dvs. rygning, ”up-your-bum” etc.). Især sygeplejersker varetager den nødvendige skadesreducerende undervisning i injektionsteknik, mens f.eks. ambulancebehandlere (niveau 2), udover læger, vil være særligt kompetente til at yde overlevelseshjælp ved overdosis. Alt personale skal have særlig omsorgs- og skadesreducerende kompetence. Brugerrummet bør derudover udgøre et egentligt værested, hvor man kan tilbydes en snak, en kop kaffe, lidt mad, evt. også bad og tøjvask. Værestedet danner således rammen om adækvat og relevant egentligt socialpædagogisk arbejde. Udover at være rummelige, skal personalet også kunne formidle kontakt til eller i det mindste informere om behandlingsmuligheder, etablere ønsket kontakt med visiterende eller øvrige sociale myndigheder og til det almene sundhedsfaglige system. Der bør være mulighed for at kunne afsætte eller indkalde personale til akutte opgaver (f.eks. unge eller gravide stofmisbrugere).

Betingelser for at benytte rummet:

· Man tilhører målgruppen.
· Man registreres midlertidigt (garanteres anonymitet) og oplyser (bl.a.) hvilket stof man (tror, at man) indtager – dette først og fremmest af hensyn til muligheden for at tilrettelægge akut indsats og overlevelseshjælp ved overdosis eller andre fatale hændelser – samt besvarer øvrige spørgsmål af relevans for evalueringen.
· Brugerne accepterer at stofindtagelsen overvåges og superviseres af det sundhedsfagligt uddannede personale, dels med henblik på at give skadesreducerende information, dels for at kunne gribe hurtigt ind ved eventuel overdosis.
· Brugerne af stedet kan assistere hinanden med at injicere, men modtager ikke aktiv hjælp hertil fra personalet.
· Der må (naturligvis) ikke handles eller på anden måde ske overdragelse af narkotika. Man indtager alene de stoffer, man selv har medbragt. Dermed vil der alene blive indtaget stoffer i brugerrummet som brugerne under alle omstændigheder ville have indtaget.
· Der må (naturligvis) ikke begås andre former for kriminalitet, f.eks. salg eller overdragelse af hælervarer, vold eller trusler om vold.

Førstegangsbrugere og rekreative (dvs. lejlighedsvise) brugere kan således ikke benytte brugerrummet.

3. De nationale regler.
Politikere og andre giver med jævne mellemrum det fejlagtige indtryk, at det skulle være forbudt at bruge stoffer i Danmark. Selve brugen af stoffer eller ”narkotika” Begrebet ”narkotika” har alene mening som et juridisk begreb og rummer dermed ikke absolutte sandheder om f.eks. fare eller det onde selv, men er mere udtryk for en beslutning på baggrund af f.eks. kulturelle, geografiske, historiske, politiske og tidsmæssige forhold, om, at visse præparater – der endda i vid udstrækning svarer til tilsvarende stoffer på apotekernes hylder – skal være ulovlige. er ikke kriminaliseret i den danske narkotikalovgivning. Og dette er på ingen måde en tilfældighed.

Kriminalisering og strafpålæggelse er en bevidst påførsel af lidelse, hvilket der selvsagt altid skal særdeles gode grunde til. Den oprindeligt gældende hævnret, blodhævnen, afløstes fra reformationen i 1536 efterhånden af den kristne kirkes opfattelse af, at det alene var den onde vilje bag forbrydelsen, forstået som den onde vilje til at skade andre mennesker eller andres goder, der burde straffes. Når stofafhængige forretter skade på andre eller andres goder, sker det vel nærmere som følge af kriminaliseringen af stof, end som følge af brugen af stof. Kan brugerne så siges at have en strafværdig ond vilje? Ser man isoleret på dét at bruge stoffer, skader brugerne ikke andre end allerhøjst sig selv. Vil man hævde, at brugerne skader sig selv, sker det så med (ond) vilje eller er der blot tilrettelagt en tilværelse for dem, hvori de ikke kan undgå de skadelige følger af kriminaliseringen? Det kan vel ikke bebrejdes brugerne, at de tilgængelige stoffer er urene og koncentrationen ukendt og at brug af stoffer af disse grunde kan være skadeligt. Uanset om man hælder til at brugerne med eller uden (ond) vilje skader sig selv eller ej, må man spørge om en strafferetlig forfølgelse af dem på nogen som helst måde kan være legitim?

At staten skulle beskytte borgeren mod borgeren selv, ville stride imod principperne for retsstaten. Når de strenge betingelser herfor i øvrigt er opfyldte, kan man tvangsindlægge eller umyndiggøre den der skader sig selv, men det strafferetlige system er som udgangspunkt fuldstændigt uanvendeligt i denne henseende. Det savner ganske enkelt mening. Således var for eksempel (forsøg på) selvmord kriminaliseret i Christian d. V´s Danske Lov af 1683 (6-6-21), men blev afkriminaliseret ved straffeloven af 1866. Når man i dag undtagelsesvist kriminaliserer handlinger eller undladelser der rummer (risiko for) skade på individet selv, som f.eks. ved kørsel uden sikkerhedssele, holder man sig i øvrigt til den mindst mulige straf, nemlig bødestraffen.

Netop lov om euforiserende stoffer Lov om euforiserende stoffer (nr. 391 af 21. juli 1955) blev vedtaget i 1955, altså adskillige år før et egentlig ”narkotikaproblem” opstod fra 1955 er et udmærket eksempel på, at dansk lovgivning er i overensstemmelse med retsstatstanken. Loven kriminaliserer så godt som alle måder at omgås narkotika på (d.v.s. køb, salg, overdragelse, indførsel, udførsel, udlevering, modtagelse, fremstilling, forarbejdning og besiddelse), men ikke selve brugen. Når det nu ikke er muligt at bruge narkotika, uden også at besidde det, kunne man måske forledes til at tro, at det kun er ordkløveri. Det er det ikke. Af forarbejderne mv. til lov om euforiserende stoffer fremgår det flere steder eksplicit, at det ikke er hensigten at ramme brugerne, men derimod den såkaldte bagmandsvirksomhed. Når man i sin tid kriminaliserede også besiddelse, var det således heller ikke for at ramme brugerne, men derimod alene for at imødekomme anklagemyndighedens ønske om at kunne dømme bagmænd i sager, hvor man ikke var i stand til at føre tilstrækkeligt bevis for handel.
Narkotikalovgivningen afholder sig dog fra præcist at definere ”bagmand” og ”bruger” og den praktiske virkelighed forekommer at være skredet i forhold til intentionerne. En op gennem 1990erne støt voksende andel – fra ca. 30 pct. i 1993/94 til 38 pct. i 2001Opgørelse over antallet af stofmisbrugere og stofkriminelle ikke-brugere inden for Kriminalforsorgen den 21. november 2000, Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Statistiksektionen, j.nr. sfk. 00-1615-59, juli 2001 – af de indsatte i vore fængsler er stofafhængige, mens andelen af stofkriminelle ikke-brugere i fængslerne (altså ”bagmænd”) er langt lavere og i øvrigt upåvirket af mere eller mindre intensiv politiindsats på gadeplan, er vel de tydeligste tegn på at afstanden mellem lov og liv er stor og stadig større. Ca. 20 pct. af de indsatte i 2000 var hårdt belastede stofafhængige. Denne gruppes andel af fængselspopulationen er således fordoblet op gennem 1990erne! Tal fra 2000, se www.kriminalforsorgen.dk/publika/stat2000/stat2000-6.htm
De brugervenlige intentioner i lovgivningen blev f.eks. også understreget i 1969, da Folketinget, i øvrigt med stort flertal, vedtog at skærpe straffen for narkotikakriminalitet. Allerede på det tidspunkt herskede der dog stor uenighed og usikkerhed om prioriteringen af den kontrolpolitiske indsats og som betingelse for en tilslutning til forslaget om strafskærpelse krævede et folketingsflertal, at Rigsadvokaten skulle udarbejde retningslinier for praksis i narkotikasager. Det drejede sig især om en mild påtalepraksis overfor brugerne og en sådan kommer til udtryk i det stadigt gældende rigsadvokatcirkulære nr. 144 af 15. juli 1969. Et centralt element heri er netop, at det efter forarbejderne til lov om euforiserende stoffer ikke har været hensigten at kriminalisere forbrug af euforiserende stoffer og dermed heller ikke besiddelse af stoffer med henblik på eget forbrug. Som det også fremgår af dette cirkulære, blev besiddelse således primært kriminaliseret af ”retstekniske grunde”, i det man fra politimæssig side forudså, at det i visse sager kunne blive vanskeligt at føre bevis for salg, distribution, import og eksport i forhold til ”bagmændene” og at man i disse tilfælde måtte have mulighed for at ramme forhandlerleddet alene på besiddelse:
”Forbuddet mod besiddelse – og tilsvarende regler gælder køb og modtagelse – er ifølge lovens forarbejder navnlig begrundet i retstekniske hensyn: besiddelse vil ofte være indikation for en udbredelse, som ikke lader sig bevise.
Som følge heraf vil der i reglen ikke være anledning til at indlede undersøgelse med henblik på at pålægge strafansvar for besiddelse (køb eller modtagelse), når mistanken alene angår eget forbrug af euforiserende stoffer.” Rigsadvokatens cirkulære nr. 144 af 15. juli 1969
Det er således ikke forbudt at bruge stoffer i Danmark. Og da besiddelse blev kriminaliseret skete det for bedre at kunne ramme bagmændene – ikke brugerne. EMCDDA, EU´s overvågningscenter på narkotikaområdet, anbefalede i juli måned 2002 EU-landene at afskaffe retsforfølgelse af besiddelse af stoffer til eget brug. Man havde dokumenteret, at det allerede var praksis de fleste steder og at fire lande med henblik på at bringe overensstemmelse mellem praksis og lovgivning havde taget skridtet fuldt ud og afkriminaliseret besiddelse til eget forbrug TekstTV, TV2, p. 139 d. 24. juli 2002: “EMCDDA: Drop de små narkostraffe”.
og http://www.emcdda.org/data/docs/36en.doc og www.emcdda.org/multimedia/publications/insights/prosecution_executive_summary.pdf. Det skal også nævnes, at stofkriminalitet, i det mindste den milde form (besiddelse til eget forbrug), ofte benævnes som offerløs. Når straffelovgivningen og straffeapparatet aktiveres, er der normalt et offer; oftest et menneske der oplever sig krænket. Således forholder det sig ikke ved besiddelse til eget forbrug, ligesom der ej heller er et konkret offer i de grovere sager. Kilder: ”Narreskibet”, Jacob Hilden Winsløv, 1984, ”Narkotikakontrol i Danmark”, Sysette Vinding Kruse, Jacob Hilden Winsløv og Anette Storgaard, Alkohol og Narkotikarådets skriftsserie 14, juni 1989 og Lau Laursen, ”Konstruktionen af dansk narkotikakontrolpolitik siden 1965”, 2000, se også Vagn Greve, ”Narkotikalovgivningen i Danmark set fra en retspolitisk synsvinkel: en kritisk vurdering af gældende lovgivning”, indlæg på Nordisk Seminar om Narkotika og Kontrolpolitik, april 1985 og Vagn Greve, Det strafferetlige ansvar, 1999 (p. 65), hvor det påpeges at hverken lov eller forarbejder på nogen måde beskæftiger sig med hvad der nærmere måtte ligge i begrebet ”fare”. Således er loven en beskyttelseslov mod fare, men den siger intet om, hvilken fare der skal beskyttes imod. Selvom forarbejderne taler meget om farlighed, afklares spørgsmålet ej heller der. Begrebet analyseres ikke og det er ikke muligt at sige, om farlighed i lovens forstand betyder risiko for fysisk eller psykisk afhængighed, for social deroute, kriminelle handlinger m.v.

At politi og presse har haft afgørende indflydelse på dagsordenen for dansk narkotikakontrolpolitik er påpeget af Lau Laursen Lau Laursen, ”Konstruktionen af dansk narkotikakontrolpolitik siden 1965”, 2000. Et eksempel herpå, hvor nævnte aktører gik hånd i hånd, er forløbet op til vedtagelsen af den såkaldte ”pusherlov” i 1996. I september 1996 gennemførte EkstraBladet en kampagne mod påståede sælgere af narkotika på gadeplan. Enkeltindivider udstilledes i avisen og på reklamer. Efter intens og målrettet observation på Vesterbro, iværksatte Københavns Politi en ”nøje planlagt” aktion d. 17. september 1996. En række mennesker af primært afrikansk eller anden udenlandsk herkomst blev anholdt. Udover at blive udstillet i EkstraBladet, blev de også fremstillet for retten og begæret varetægtsfængslede. Da de kun var i besiddelse af meget små mængder stof, blev anklagemyndighedens påstand om varetægtsfængsling i hovedparten af sagerne ikke imødekommet i byretten. Hovedparten af disse afgørelser blev dog omgjort i Landsretten. Den efterfølgende politiske debat var intens og de anholdte blev omtalt som ”dødens købmænd”, der spekulerede i den bløde linie overfor brugernes besiddelse af små mængder stof til eget forbrug. I løbet af meget kort tid vedtog Folketinget en strafskærpelse ved gentagen handel med små mængder hårde stoffer, således at det ved strafudmålingen skulle betragtes som en betydeligt skærpende omstændighed, at der var tale om gentagne tilfælde af salg. Lbkg. nr. 1054 af 11. december 1996 om ændring af lov om euforiserende stoffer Det fremgår af forarbejderne at bestemmelsen skulle finde anvendelse på ikke blot tilfælde af gennemførte salg, men også på besiddelse med henblik på salg. Man var opmærksom på, at en vis andel af dem der dømmes for gadesalg af mindre mængder narkotika, selv er stofafhængige. Det var da heller ikke denne gruppe der var primært mål for strafskærpelsen, men derimod ”pusherne”, forstået som stofkriminelle ikke-brugere, der sælger stof med profit for øje. For det tilfælde at strafskærpelsen imidlertid skulle betyde, at flere stofafhængige blev dømt, var man opmærksom på at udvide behandlingsmulighederne i fængslerne eller øge antallet af § 49, stk. 2-overførsler. Det understreges dog i Justitsministeriets bemærkninger til lovforslaget, at den bløde linie overfor de stofafhængiges besiddelse af stof til eget forbrug skulle opretholdes:
”Det er imidlertid ikke hensigten med dette lovforslag at ændre strafudmålingen for andre typer af overtrædelser af lov om euforiserende stoffer […]. Det forudsættes således, at strafskærpelsen i sager om gentagen handel med små mængder hårde stoffer ikke får afledede virkninger overfor […] mildere lovovertrædelser (f.eks. besiddelse til eget forbrug) …”.
Hensigten var blot, at politiet skulle kunne gribe ind med det samme, når der konstateres handel med selv små mængder hårde stoffer. Men det understreges i bemærkningerne såvel somi en orienterende cirkulæreskrivelse af 9. december 1996 fra Justitsministeriet til domstole, politi og anklagemyndighed, at lovændringen ikke indebærer, at politiet skal observere mistænkte over en længere periode med henblik på at samle beviser for et stort antal handler, inden sagen indbringes for retten.

Når målsætningen for den danske narkotikalovgivning opsummeres, må den lyde således: Det er bagmændene og salget af narkotika man har til hensigt at ramme – ikke brugerne. De grovere tilfælde mødes af bestemmelser i straffeloven, mens de mindre grove sager behandles efter lov om euforiserende stoffer. Man kunne formode, at statistikkerne afspejlede målsætningen som følge af at politiet prioriterer i overensstemmelse med målsætningen. Sådan forholder det sig tilsyneladende imidlertid ikke:

Det samlede antal narkotikasager, hvor der er rejst sigtelse (ekskl. et mindre antal sager om dopingmidler):

Heraf antal grovere narkotikasager (straffelovens bestemmelser):

Heraf antal mindre grove narkotikasager (lov om euforiserende stoffer):

Rigspolitiets statistik, se note Se Rigspolitiets hjemmeside, www.politi.dk/Statistik/NarkStat01/sigt/SigtelserDK.htm (2001)
Lægges de grove sager sammen, salgssagerne ”Salgssager” er således antal sager om salg af narkotika og antal sager om besiddelse af stof ”med henblik på salg”., og sættes dette tal i forhold til det samlede antal sager, viser det sig, at brugssagerne – dvs. de mildeste tilfælde af overtrædelse af narkotikalovgivningen, som lovgiver gang på gang har fremhævet ikke var mål for kontrolindsatsen – udgør hele 81 pct. af det samlede antal sager, mens de grovere sager kun udgør en beskeden andel på 19 pct. Det er således stort set kun de lidet strafværdige forhold og brugerne selv der rammes af kontrolindsatsen. Vi har dermed en lovgivning med de bedste intentioner, men som på ingen måde evner – i hvert fald ikke som den praktiseres – at bringe de ønskede resultater. Snarere tværtimod. De groveste narkotikaforbrydelser udgør kun 6 pct. af det samlede antal sager om overtrædelse af narkotikalovgivningen (2001).

Når dømte i henhold til narkotikalovgivningen udgør så stor en andel af fængselspopulationen (op imod halvdelen), kunne man forledes til at tro, at narkotikakriminalitet også udgør en markant del af den samlede kriminalitet i Danmark. Det er ikke tilfældet. Der anmeldes hvert år knap 500.000 overtrædelser af straffeloven og lige så mange overtrædelser af særlovgivningen (hvorunder lov om euforiserende stoffer hører). I 2001 udgjorde narkotikakriminalitet kun 1,3 pct. af den samlede kriminalitet, mens de grove sager, ”salgssagerne”, kun udgjorde 0,2 pct. af den samlede kriminalitet. De groveste narkotikaforbrydelser, som behandles efter straffeloven, består i en yderst beskeden andel på 0,08 pct. af den samlede kriminalitetsmængde. Man kan sige, at narkotikakriminalitet fylder meget i medierne, i den politiske debat, i politiets arbejde, ved domstolene og i fængslerne, men ikke i virkeligheden.

Det er fra forskellig side hævdet Se f.eks. ”Fixerum – hvad kan Danmark gøre?”, Jørgen Jepsen, Stof nr. 13, december 2000 og responsum afgivet til Pompidou-gruppen d. 4. august 2000 af professor i strafferet Brice de Ruyver, Universitetet i Gent., at en fortsat anvendelse af det gældende opportunitetsprincip Opportunitetsprincippet betyder, at det beror på anklagemyndighedens skøn, om den vil rejse tiltale for en begået lovovertrædelse. Der er i dansk ret således ikke pligt til at rejse tiltale for enhver begået overtrædelse. (som også rigsadvokatcirkulæret fra 1969 er udtryk for) under visse betingelser kunne udgøre de tilstrækkelige retlige rammer for etablering af brugerrum. Dog har Rigsadvokaten i 1999 på forespørgsel fra Narkotikarådet givet udtryk for, at der skulle etableres direkte lovhjemmel for etablering af brugerrum, herunder afkriminalisering af besiddelse til eget forbrug på givne lokaliteter.

4. De internationale regler.
På foranledning af det danske Sundhedsministerium er INCB i 1999 anmodet om en udtalelse om brugerrums overensstemmelse med de internationale konventioner og der henvises ofte og gerne til dette svar som årsagen til afvisning af etablering af fixerum i Danmark med henvisning til at sådanne tiltag er i strid med de internationale konventioner. INCB har som opgave, at overvåge konventionernes overholdelse på vegne af UNCDP og ECOSOC. INCB afgiver årlige rapporter til disse om udviklingen i overholdelsen og anvendelsen af konventionerne og kan i denne sammenhæng fremhæve forhold, man anser for problematiske – og som man eventuelt har henvendt sig til de enkelte lande om. I denne forbindelse kan INCB gøre sig til talsmand for fortolkning af konventionerne, men man kan ikke sige, at disse fortolkninger er absolut autoritative – de enkelte lande har en vis adgang til at anlægge deres egne fortolkninger Jfr. også en generalklausul i den såkaldte “håndhævelses-konvention” fra 1988, art. 3, stk. 2, der indebærer at konventionsbestemmelserne må læses med forbehold af grundlæggende principper i de enkelte landes forfatninger og retssystemer. På dette tidspunkt har f.eks. den milde påtalepraksis jfr. rigsadvokatcirkulæret være gældende i dansk ret i næsten 20 år.. Ud fra INCB´s årsberetning fra 1999 Report of the International Narcotics Control Board, 1999, www.incb.org/e/ar/1999/menu.htm, p. 26-27 , kan det forekomme som om, at det man konkret har udtalt sig om, nærmere er spørgsmålet om lovligheden af lokaliteter som shooting galleries, der direkte dyrker stofkulturen og dermed også rummer potentiale for en udvidelse af kredsen af brugere samt en forøgelse af omsætningen. INCB henviser nemlig til, at de internationale konventioner blev vedtaget for mange årtier siden netop for at eliminere steder, som f.eks. ”opiumshuler”, hvor indtagelse af stoffer har rekreativt formål. Det står klart, at konventionerne forhindrer både generel legalisering og lokaliteter med sådanne rekreative formål. Det er da heller ikke sådanne intentioner eller hensigter man har med etablering af brugerrum, jfr. ovenfor.

Uanset INCB´s erklærede holdning, har lande som f.eks. Tyskland, Schweiz og Norge taget specifikt stilling til spørgsmålet om brugerrums overensstemmelse med de internationale konventioner. Alle kommer de til det samme resultat. I Norge er det fremhævet, at det samaritanske princip skal gælde også for stofafhængige; de skal hjælpes og støttes – uanset om deres adfærd i øvrigt måtte anses som ”dadelværdig”. Det norske Justitsministerium har udtalt, at de nationale regler må læses og fortolkes med forbehold for undtagelsessituationer, som det ikke har været hensigten at ramme med straf og at det ikke kan være lovens fornuftige mening, at tiltag som vil kunne redde menneskeliv og hindre smittespredning af alvorlige smitsomme sygdomme og som er iværksat af sundhedsmyndighederne, skulle være ulovlige eller strafbare. Også i Tyskland lægges der særlig vægt på sundhedsfaglige tiltags forrang.
En af de mest grundige analyser af de internationale konventionsforpligtelser er gennemført i Schweiz. Det schweiziske Sundhedsministerium anmodede det uafhængige institut Swiss Institute of Comparative Law om en vurdering af spørgsmålet På http://www.bag.admin.ch/sucht/therapie/e/expe.htm (det schweiziske Sundhedsministeriums hjemmeside) findes den juridiske analyse fra Swiss Institute of Comparative Law. . Instituttet fastslår indledningsvist, at ingen af konventionerne overhovedet nævner begrebet brugerrum. Af konklusionen fremgår følgende (uautoriseret oversættelse):
”Teksterne i de relevante internationale konventioner angiver ingen retningslinier for det grundlæggende spørgsmål om hvorvidt offentlige brugerrum faktisk bidrager til rehabilitering og social reintegration af stofmisbrugere på kort sigt samt reducerer menneskelig lidelse og eliminerer det økonomiske incitament ved illegal handel på længere sigt [og dermed ikke strider imod konventionsforpligtelserne]. Den aktuelle praksis i konventionslandene kan på dette punkt angive nogle retningslinier, såfremt denne praksis er indholdsmæssigt ensartet. Hvis ikke, må det konkluderes, at konventionslandene bevarer kompetencen til at træffe deres egne politiske valg i forhold til tolerance overfor brugerrum. Konventionerne forpligter ikke staterne til at retsforfølge og straffe stofmisbrugeres besiddelse og brug af stoffer i brugerrum (bortset fra de psykotrope stoffer der er opregnet i Schedule I i 1971-konventionen [herunder LSD]). Denne konklusion gælder med det forbehold, at aktiviteter der strider imod hensigter og mål i konventionerne ikke må tolereres[som f.eks. handel med stof], men dette er blot for igen at understrege spørgsmålet om brugerrums grundlæggende sociale og sundhedsfaglige nytte.”
Når der f.eks. ikke må handles med eller ske anden udbredelse af narkotika, således at der alene indtages stoffer der under alle omstændigheder ville blive indtaget og når tiltaget er defineret således, at det sigter på at reducere dødeligheden og den menneskelige lidelse samt øge mulighederne for social (re-) integration og rehabilitering på længere sigt, er det således konkluderet, at etablering af brugerrum ikke strider imod de internationale konventioner. Det bemærkes, at også udviklingen i praksis har betydning for hvorledes konventionsforpligtelser skal fortolkes. Som det vil fremgå i det følgende er der efterhånden etableret ganske mange af sådanne faciliteter i Europa.

5. Dokumentation og praktiske erfaringer.
I 2000 blev antallet af brugerrum i Europa opgjort til mere end 45 i en opsummerende artikel i Drug and Alcohol Review Drug and Alcohol Review (2000) 19, 337-346, Harm Reduction Digest 10, ”Drug Consumption Facilities in Europe and the establishment of supervised injecting centres in Australia”, Kate Dolan et al. (forskere ved University of New South Wales, Australien). Selvom brugerrummene kan fremstå forskellige, fremgår det af artiklen, at der er en række fællestræk. De er offentligt godkendte, adgangen til brugerrummene er reguleret, stofindtagelse overvåges og superviseres, der er adgang til sterilt injektionsudstyr og særligt uddannet personale til varetagelse af øjeblikkelig genoplivning ved overdosis, (tertiær) forebyggelse og primær sundhedsfaglig hjælp- og pleje, samt formidling af eller visitation til behandlingstilbud (både substitutionsbehandling og stoffri behandling). Dertil kommer, at det alle steder er specificeret, at handel med eller anden overdragelse af narkotika er forbudt. Stort set samtlige brugerrum har en række supplerende tilbud, f.eks. mad og drikke, bad og mulighed for tøjvask. Ifølge forfatterne til nævnte artikel er det desuden et fællestræk, at brugerrummene generelt fungerer med succes i et godt samarbejde med lokalsamfundet, de lokale myndigheder og politiet. På baggrund af den på det tidspunkt foreliggende dokumentation, karakteriserede forfatterne de etablerede brugerrums funktion og effekt som ”opmuntrende”; antallet af overdose-dødsfald og komplikationer ved ikke-fatale overdoser var reduceret, risikoadfærd i forhold til smittespredning var reduceret, brugernes fysiske og sociale funktionsniveau var forbedret og forstyrrelse af den offentlige orden var reduceret.
Forfatterne opsummerer landenes hovedformål med etablering af brugerrum således:

1. Reduktion i antallet af overdoser (både fatale og non-fatale)
2. Reduceret smitterisiko
3. Øget tilgang til behandlingstilbud mv.
4. Reduceret forstyrrelse af den offentlige orden, herunder bortkastet brugt injektionsudstyr, synlig stofindtagelse og åben stofhandel.

Forfatterne kategoriserer etableringen af brugerrum som udtryk for en pragmatisk skadesreduktions strategi i forhold til de åbne stofscener, der er karakteriseret ved forringende sundhedsmæssige betingelser og stigende forstyrrelse af den offentlige orden og fremhæver, at der ikke er sket et eneste dødsfald i de etablerede brugerrum. Ligeledes nævner forfatterne, at sandsynligheden for at have behov for indlæggelse efter en overdosis i det offentlige rum, altså på gaden, er 10 gange større, end for den der får en overdosis i et brugerrum.

Offentligt godkendte brugerrum, eller forsøgsordninger hermed, findes i dag i en række lande, f.eks. i Holland, Tyskland, Schweiz og Australien. Flere lande er på vej, herunder Spanien og Canada. I Norge er brugerrum (sprøyterom) lovliggjort. Det er hensigten, at det første offentligt godkendte brugerrum skal åbne i Oslo ca. 1. marts 2003. I endnu flere lande findes der lignende faciliteter, som det offentlige har viden om, men ikke officielt godkendt.

5.1. Holland.
I Holland findes der i dag knap 20 offentligt godkendte brugerrum. Den hollandske model generelt på narkotikaområdet har formodentlig vist sig ikke kun at være modig, men også effektiv. De hollandske heroin-afhængige udviser lavere risikoadfærd (kun 15 pct. injicerer heroin, resten ryger stoffet), de har en langt lavere dødelighed og som udtryk for en lav tilgang af nye unge stofafhængige også en langt højere gennemsnitsalder end stofafhængige i det øvrige Europa. De fleste brugerrum i Holland giver primært mulighed for at ryge heroin, men også den intravenøse administrationsrute er der givet plads til I Amsterdam er der i et samarbejde mellem Tyskland og Holland etableret et brugerrum, AMOC/DHV, særligt for udenlandske stofafhængige, som stort set alle injicerer.
Hovedparten af de hollandske brugerrum drives af de amtslige (regionale) myndigheder og tilbyder en bred vifte af behandlingstilbud. Brugerrummene er ofte integrerede i eksisterende lavtærskeltilbud og rummer sundhedsfaglig pleje, rådgivning, mad, tøjvask og bad.
Der er ikke gennemført særlig lovgivning om brugerrum. I 1996 erklærede den hollandske Rigsadvokat at besiddelse af narkotika i forbindelse med brugerrum ville blive tolereret, når brugerrummene var godkendte af de lokale ”trekants-komitéer”. Disse består af den lokale borgmester, politimester og anklager og er tildelt markante beføjelser i det hollandske system. Flere af de hollandske brugerrum har tilkoblede beskæftigelsesprojekter. Der formidles således diverse jobs på daglejer-basis til brugerne af faciliteten. Oplyst på konference i Zaandam, Holland, d. 1. november 2002.

5.2. Schweiz.
I Schweiz åbnede det første brugerrum i 1986. Der er i dag ca. 20 brugerrum. Brugerrummene er generelt accepterede i de schweiziske lokalsamfund og der er ligeledes tæt samarbejde mellem personale og politi.
Af de schweiziske overvejelser fremgår det, at man på baggrund af den konkrete erfaring, at ikke alle stofafhængige hurtigt har succes med opnåelse af stoffrihed samt den videnskabelige dokumentation for, at stofafhængighedsfasen gennemsnitligt varer 10 år, ønskede at etablere brugerrum der kunne bidrage til først og fremmest overlevelse af denne høj-risiko fase samt muligheden for at gennemleve denne fase med den bedst mulige sundhedstilstand, der senere vil øge de stofafhængiges muligheder for at blive og forblive stoffrie. Et skadesreducerende tilbud som brugerrum anses som en forudsætning for at de svageste og mest udsatte stofafhængige kan tage yderligere skridt på vejen mod stoffrihed. Det er i øvrigt også schweizisk erfaring, at der alene er grund til at etablere brugerrum i større byer med synlige åbne stofscener.
En schweizisk politiker har udtrykt sig således: ”En død stofmisbruger, kan ikke blive stoffri”. Det markante fald i antallet af narkotikarelaterede dødsfald kædes bl.a. sammen med etableringen af brugerrum. Fra 1994 er dødstallet mere end halveret i Schweiz AP-Nachrichten – The Associated Press News Service, 12. juli 1999. Se også det schweiziske Sundhedsministeriums hjemmeside, www.bag.admin.ch. Ifølge rapporten ”Evaluation der Gassenzimmer I, II og III in Basel”, har brugerrum sørget for hygiejniske og kontrollerede betingelser, forebygget smitte, øget især den fysiske sundhedstilstand og reduceret dødeligheden. Det konkluderes, at fordelene ved etablering af brugerrum klart opvejer omkostningerne.
Også i de schweiziske brugerrum praktiseres diverse beskæftigelse af brugerne, herunder frivilligt arbejde i selve brugerrummene.

5.3. Tyskland.
Det første offentlige brugerrum i Tyskland blev åbnet i 1994. Der er i dag 19 brugerrum og det forventes at yderligere to til tre brugerrum – med særlig opbakning fra politiet – vil åbne i starten af 2003.
Planlægningen, udviklingen og driften af de tyske brugerrum er oftest etableret og udført i grundigt samarbejde mellem politi, borgere, lokale erhvervsfolk og myndigheder. De er oftest placerede i tilknytning til allerede eksisterende lavtærskeltilbud og rummer en række supplerende tilbud, herunder visitation til behandlingssystemet – både medicinsk og stoffri behandling.
De tyske overvejelser op til Forbundsdagens vedtagelse af lovgivning om brugerrum d. 25. februar 2000 baserede sig især på, at brugerrum blev anset som et pragmatisk forsøg på at reducere dødeligheden, smitterisikoen samt forstyrrelsen af den offentlige orden og det fremhæves, at brugerrum repræsenterer en ”logisk udvidelse af accept-orienterede tiltag på narkotikaområdet og en human narkotikapolitik”. Det er forbundsregeringens opfattelse, at lovgivningen om brugerrum opfylder de folkeretlige forpligtelser i henhold til de internationale konventioner. Der henvises bl.a. til, at de internationale konventioner ”indrømmer forebyggende sundhedsfaglige tiltag forrang frem for strafferetlig forfølgelse, når kontrol og forebyggelse i øvrigt er sikret””Koalitionsvereinbarung, Aufbruch und Erneuerung”, Bonn 20. oktober 1998 og det tyske Sundhedsministeriums hjemmeside: http://bmgesundheit.de/inhalte-frames/inhalte_themen/drogen/.

En endnu ikke offentliggjort særdeles omfattende undersøgelse af de aktuelt eksisterende 19 brugerrum i Tyskland blev iværksat i januar 2002 på foranledning af det tyske Sundhedsministerium. Undersøgelsen er gennemført af ZEUS (Zentrum für angewandte Psychologie)”Evaluation der Arbeit der Drogenkonsumräume in der Bundesrepublik Deutschland. Endbericht in Auftrag des Bundesministerium für Gesundheit“, ZEUS (Udgives primo 2003, Nomos-Verlag). For uddrag af evalueringens resultater se “GERMANY: Study Shows Drug Consumption Rooms Lower the Number of Drug-related Deaths (NEW: Oct 14 2002), http://www.opiateaddictionrx.info/whatsnew.asp?id=326 og sammenholder lovgivningens krav med praksis, indhentede data, gennemførte interviews med ledelse, medarbejdere og brugere samt en tidssekvens analyse med henblik på at undersøge brugerrummenes effekt i forhold til den narkotikarelaterede dødelighed.
Enkelte resultater skal her nævnes. Fra 1995-2002 er der indtaget 2.100.000 brugerdoser i de tyske brugerrum. I den samme periode er der registreret 5.426 nødsituationer, som kunne have haft dødelig udgang, såfremt der ikke var ydet akut sundhedsfaglig indsats. En årsrapport fra brugerrummet i Münster konkluderer direkte, at der er reddet adskillige menneskeliv. Se”Summary of the most important data and experiences”, report period April 10, 2001 to February 28, 2002, Ralf Gerlach and Wolfgang Schneider, INDRO e.V., Münster, Germany, March 7, 2002, se http://www.indro-online.de/sir.htm
På basis af interviews og indsamlede data er følgende yderligere dokumenteret; brugerrummene når præcis den definerede målgruppe, dvs. de hårdest belastede stofmisbrugere, der ellers ville have indtaget stofferne på den åbne stofscene, man er ikke blevet opsøgt af mindreårige, 96 pct. af de interviewede brugere har adskillige års stofkarriere bag sig og brugerrum øger tilgangen til det offentlige sundheds- og behandlingssystem.
På baggrund af indsamlede tal for narkotikarelaterede dødsfald i Tyskland, fra årene 1990-2001, er der med ARIMA-modellen (Auto-Regressive Integrated Moving Average-Model) gennemført en tidssekvens analyse. Konklusionen er, at de tyske brugerrum statistisk signifikant har bidraget til en reduktion i antallet af narkotikarelaterede dødsfald

5.4. Australien.
Australske undersøgelser fra slutningen af 1990erne dokumenterede, at handel med heroin i stigende grad var gadebaseret, at priserne var faldet og koncentrationen af stoffet steget, at der forekom et stigende antal overdoser, at der fortsat var høj forekomst af hepatitis C og kontinuerlig smittefarlig injektionsadfærd trods diverse skadesreducerende tiltag, at der var markante øvrige fysiske skader i kølvandet på gade-heroinen, samt øget forstyrrelse af den offentlige orden, herunder bortkastet injektionsudstyr, kriminalitet og bortvisning af stofafhængige fra offentlige pladser. Undersøgelserne skærpede den australske interesse for etablering af brugerrum som et fordelagtigt tiltag i den skadesreducerende strategi. Idéen fik markant opbakning af meningsmålinger i 1997 og 1998, ligesom undersøgelser blandt brugerne selv dokumenterede stort behov for og vilje til at anvende et sådant tilbud. I 1999 introducerede regeringen en ny strategi, ”From Harm to Hope”, der inkluderede etablering af brugerrum. 9. december 2000 blev der vedtaget lovgivning der angiver de retlige rammer for en forsøgsordning med etablering af brugerrum. Forud gik en heftig debat med en massiv sammenblanding af fakta og myte. Det er hævdet, at det især var en avisforside, der overbeviste skeptikerne. Kort før det seneste valg, bragte en søndagsavis på forsiden et billede af en 12-årig, der injicerer i en baggård. Herefter kapitulerede modstanderne og stillede krav om alternative tilgange. Der var dog også et andet formodet vendepunkt i den følelsesladede politiske debat. En landspolitiker erklærede nemlig, at en så vigtig afgørelse af så konkret karakter ikke burde træffes af Parlamentet. Om der konkret var behov for etablering af brugerrum måtte derimod afgøres lokalt og det mindste Parlamentet herefter kunne gøre var, at etablere de retlige rammer for etableringen af brugerrum. Personlig oplysning.
En australsk læge, Dr. Andrew Byrne, der tidligere højst kunne betegnes som ”varsom tilhænger” af brugerrum, skriver i en artikelhttp://www.lindesmith.org/library/injection_index.html, at han endelig fik overbevist sig selv, da det gik op for ham at åbning af brugerrum med de synlige hvide kitler og diverse genoplivningsudstyr var det mest klare signal til omverdenen om, hvor farligt det er at bruge illegale stoffer.

Af en delrapport om brugerrummet i Sydney i Australien”Eightteen-month Process Evaluation Report on the Medically Supervised Injecting Centre (MSIC)”, udkast november 2002, National Drug and Alcohol Research Centre, University of New South Wales, Australien. fremgår det, at 3.818 stofafhængige i løbet af de første 18 måneder var registrerede som brugere af brugerrummet. Disse brugere har frekventeret brugerrummet 56.861 gange, hvor medbragt stof er injiceret. Knap ¾ af brugerne af faciliteten var mænd. Heroin var det primært anvendte stof. I 1.385 tilfælde blev brugere visiteret til eller hjulpet i kontakt med andre tilbud, knap halvdelen til diverse behandlingstilbud (substitutions- og stoffri behandling), knap en tredjedel til primær sundhedspleje og ca. ¼ til det sociale system. Der er registreret i alt 13.696 tilfælde af rådgivning, der fordeler sig på information om injektionsteknik, prævention, behandlingsmuligheder, stoffer og alkohol, seksuelt overførte sygdomme, diverse fysiske lidelser (bylder, sår, infektioner mv.), psykosocial- og/eller kriserådgivning, juridisk og/eller finansiel rådgivning, samt rådgivning om overnatningsmuligheder på herberger mv.

Der skete i perioden 424 overdoser, primært heroinrelaterede. Der skete ingen dødsfald.

Tid til danske heroinforsøg og fixerum

Af Bo Asmus Kjeldgaard (SF),Familie- og Arbejdsmarkedsborgmester i København og Frank Hedegaard (SF), Medlem af Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.

De hollandske heroinforsøg viser, at de hårdest ramte stofmisbrugere får det langt bedre med lægeordineret heroin. Sundhedsministeriet offentliggjorde d. 12. marts en dansk undersøgelse om heroinforsøg.

Vi håber, at udspillet medfører, at regeringen vil arbejde for forslaget, så vi kan komme i gang med at hjælpe de hårdest ramte stofmisbrugere.

Det har længe været indlysende, at behandlingsindsatsen overfor stofmisbrugere ikke har virket tilstrækkeligt. Det er derfor også glædeligt at se den seneste tids debat, der viser, at flere politikere, fagfolk og organisationer nu ser positivt på, at lave forsøgsordninger med lægeordineret heroin herhjemme.

SF har længe peget på, at vi bliver nødt til at gå nye veje – eksempelvis med lægeordineret heroin og fixerum. Vi bliver nødt til at handle over for de hårdest ramte stofmisbrugere, som ikke kan hjælpes af nogle andre behandlingstilbud.

Forsøg i Schweiz har været fulgt nøje af WHO, og viste bemærkelsesværdige resultater. Nu viser også de hollandske forsøg, at lægeordineret heroin har en god effekt overfor denne gruppe.

Stofmisbrugerne får det mærkbart bedre både fysisk og psykisk og samtidig falder kriminaliteten. Nu mener vi, det er på høje tide, at Danmark følger efter. Nu må der handles.

Det er de hårdest ramte stofmisbrugere, der får gavn af heroinforsøg. Overordnet handler det om, at vi har en gruppe stofmisbrugere, som ikke har haft nogle gavn af hidtidige behandlingstilbud.

Efter mange år må vi konstatere, at der er nogle, som simpelthen ikke kan komme ud af stofmisbruget trods mange behandlingstilbud. Derfor er det nytteløst at fastholde det hidtidige mål om stoffrihed for denne gruppe. Ofte er resultatet, at de har et sidemisbrug ved siden af deres metadonbehandling. Det er til stor skade for deres helbred og velvære.

Det er derfor på høje tid, at regeringen gør det muligt at iværksætte et heroinforsøg i Danmark. Heroinforsøg der skal hjælpe gruppen af stofmisbrugere, som har været igennem talrige behandlingstilbud uden at få det bedre.

At lave heroinforsøg kræver, at vi gør det på en ordentlig og kontrolleret måde, så vi ved, hvordan vi bedst mulig kan hjælpe netop denne gruppe stofmisbrugere. Hvad er det, der giver den bedste effekt? –

Vi ved fra de hollandske forsøg, at det ikke alene handler om heroinen, men det overskud det giver dem, at de ikke skal ud at finde deres stoffer, og vi ved det handler om jævnlig kontakt med lægen og det social- og sundhedsfaglige personale.

De hollandske erfaringer kan ikke direkte overføres til Danmark. Dertil er der for store forskelle mellem den hollandske misbrugssituation og den danske. I Holland er flere stofmisbrugere i behandling end i Danmark.

De hollandske stofafhængige er tilsyneladende bedre fungerende end de danske. Der er en højere grad af social integration (flere er i arbejde), flere ryger i stedet for at sprøjte stoffet, de har en mindre dødelighed og der anvendes mindre metadondoser i behandling end herhjemme.

Man er således nødt til at gennemføre forsøg med heroin herhjemme, og vel at mærke ordentlige, kontrollerede forsøg, hvis man overvejer at anvende heroin supplerende til metadon.

Trods det at flere og flere bliver positive overfor at lave danske forsøg med lægeordineret heroin, er der også stadig modstandere. Men vi synes debatten om lægeordineret heroin til tider bygger på myter og fordomme.

Særligt er der en myte om, at det skulle medføre flere unge stofmisbrugere.

Men der skal ikke herske nogen tvivl om heroinforsøg ikke handler om fri heroin, som desværre er det ord man bruger, når medierne beskriver forslaget. Der er tale om forsøg for den gruppe stofmisbrugere, som igennem en lang årrække har været igennem alle øvrige forsøg med henblik på afvænning.

Der er tale om særligt dårligt stillede stofmisbrugere, der kan beskrives som: ældre patienter med en lang misbrugskarriere og hvor den psykosociale situation er perspektivløs og som gentagne gange og uden succes har deltaget i behandlingsprogrammer.

Dermed skulle vi meget gerne slå et syvtommer søm igennem myten om, at heroinforsøgene ender med at resultere i flere heroinmisbrugere.

Resultaterne i de hollandske forsøg har været nævnt mange gange i den igangværende debat.

Resultatet er også utrolig interessant og giver positive perspektiver for fremtiden.

Næsten 2/3 af personerne i heroinforsøget opnåede en forbedring på det fysiske, psykiske og/eller det sociale område.

Med heroin kunne man hjælpe 25 % flere patienter end med metadon alene.

Forskellen må tilskrives forskellen i behandling og behandlingskontekst.

Behandlingen med heroin indebar en større kontakt mellem patienter og personale og mere struktur på dagen.

En anden interessant pointe i det hollandske forsøg er også, at mange af patienterne i kontrolgruppen, der kun fik metadon, fik tilsvarende mængder heroin som forsøgsgruppen, men de fik det bare illegalt.

Forskellen i behandlingsresultaterne er således ikke betinget af den farmakologiske virkning af heroin, men i den adfærdsregulering der ligger i, at får heroin ordineret legalt og i indtagelsen under kontrollerede forhold.

Det betyder overvejende, at stofmisbrugerne ikke tvinges ud for at skaffe penge til mere heroin, men i stedet får overskud til socialt samvær og til at spise. Og det giver en positiv kædereaktion.

I det hollandske forsøg ser man mærkbare forbedringer i både det fysiske og psykiske helbred og i den kriminelle aktivitet. I nogle tilfælde kunne man faktisk observere så væsentlige forbedringer i det fysiske og psykiske helbred, at deltagernes score på relevante spørgeskemaer nærmede sig normalbefolkningens.

På mange måder har de hollandske forsøg altså vist at have en god effekt såvel fysisk, psykisk og socialt.

Men som det også har været fremme i medierne, så har heroinforsøgene yderligere den gode sidegevinst, at stofmisbrugerne stort set slipper af med deres kriminelle adfærd.

Det er først og fremmest godt for stofmisbrugerne, der slipper for konstant at skaffe penge til stoffer og deraf følgende stress og nedværdigelser. Men det er naturligvis også en gevinst for samfundet generelt.

Hvor responderne tidligere i gennemsnit havde knap 15 kriminelle dage om måneden, så har de med den lægeordinerede heroin kun omtrent 2 kriminelle dage. Det er en mærkbar nedgang.

Fixerum på Vesterbro kræver en lovændring

Indlæg til Vesterbrobladet 5. oktober 2001
Af Sophie Hæstorp Andersen

Sommer og efterår 2001 har på Vesterbro været præget af, at salg af narkotika, samt øget prostitution er blomstret op i gaderne igen. Årsagerne hertil er flere – og mandag den 1. oktober lyttede overborgmesteren, socialborgmesteren og politiet på utilfredse beboere på Maria Kirkeplads og i Sommerstedsgade.

Jeg deltog selv i mødet, hvor snakken dels handlede om, hvordan politiet kan gøre en ekstra indsats for at fjerne pushere fra gaden; dels hvordan vi kan sikre et mere værdigt liv for narkomanerne på Maria Kirkeplads. Et sted, hvor narkomanerne ofte finder lukkede døre i kirken, og som derfor er henvist til at fixe sig direkte på pladsen under åben himmel.

Resultatet blev, at overborgmester Jens Kramer Mikkelsen efter mødet, nu bakker op om at etablere fixerum til narkomaner på Vesterbro. En stor sejr til Vesterbros beboere – der er bare lige et MEN.

I dag er fixerum nemlig ikke lovlige. Det kræver med andre ord en lovændring før fixerum kan blive en realitet på Vesterbro. En lovændring, der hidtil er blevet forhindret af flere partier på Christiansborg – herunder flere socialdemokrater, indrømmer jeg gerne. Men jeg vil det anderledes.

I mine øjne, findes der ingen universelle løsninger i bekæmpelsen af narkomisbrug – og der er altid brug for nytænkning. Vi kan lige så godt indse, at ingen narkomaner bliver stoffri fra den ene dag til den anden. Målet er stadig fuldstændig stoffrihed, men på længere sigt, mener jeg at København skal gå foran og lave forsøg med både fixerum og udlevering af fri heroin til de mest belastede misbrugere. Kun sådan kan vi komme den stress og de stikskader til livs, der i dag blokerer for, at narkomaner kan finde overskud til at gå i behandling – og endelig blive helt stoffri.

Forsøg med udlevering af fri heroin under ordnede lægefaglige forhold kan dog ikke rette op på, at vi fortsat har brug for en stor social indsats samtidig med behandlingen af narkomaner. Her kan Københavns Kommune hjælpe med sine erfaringer – men den sociale indsats kan ikke stå alene, som den gør i dag – med alt for få døgnbehandlingspladser og alt for mange på ambulante behandlinger med metadon.

Vi må starte et sted. For mig er der ingen tvivl om, at vi ikke kan acceptere at så mange yngre mennesker hvert år dør som følge af et narkomisbrug. Det er tid til at foretage nogle utraditionelle valg, når det gælder behandling af narkomaner. Menneskelige valg – ikke dogmatiske. Det kræver en holdningsændring i Folketinget.

What is “Junkie-Apartheid”? Remember South Africa where the majority of people were segregated and controlled by the minority? That’s what’s happening to drug users here…We are segregated and persecuted…anybody who uses drugs is scared shitless these days and for good reason…our civil rights have vanished. To that end, I suggest the following dream list to keep in mind…Please feel free to add to this or subtract from it. – Vicki Jacobs

1. Decriminalization of All Drug Laws… hands off our bodies…like the abortion struggle, the principal is control over our bodies, not government control.

2. Clean Drugs With No Bullshit: Think about it…what other business is so unresponsive to consumers? Whatever happened to customer satisfaction? Would any other big business last this long while delivering such an inferior product? Demand testing of drugs for purity of content–not drug-testing of consumers!

3. Consumer-Controlled Junkie Services: detoxes where the client determines the method of treatment, rather than the provider…demand availability of the latest technological advances in detox including electro-stimulation machines and electro-acupuncture to reduce withdrawal symptoms. The people should control their own technology. Harm reduction therapy…drug-management therapy…these services are supposedly for the client, yet they are controlled solely by the system of “Junkie-Apartheid”.

4. Consumer-controlled Drug Maintenance: This means methadone clinics where the client determines the dosage and is not penalized for dirty urine, etc….demand the right to be treated with dignity…demand injectable methadone for shooters and heroin maintenance for those who prefer it (probably most of us).

5. Non-discrimination in health services: We all know too well what happens to drug-users in the health-care system…resulting in a well-founded reluctance to seek medical care…To most doctors, we’re just drug-seeking scum…demand respect.

6. Housing for Drug-Users: It’s nearly impossible to obtain any kind of decent housing for known drug-users, leaving the only options shelters -which ain’t nothin’ but de facto prisons- or the alienation of the streets. As citizens of the richest country on the planet, demand respect.

7. Jobs for Junkies: I.Q. testing of drug-prisoners in San Quentin found their IQs higher than the national average, yet known users are not hired or summarily fired. Demand an end to drug-testing; replace it with competency-testing for the job itself.

We’re talking basic civil rights here. We are a disenfranchised minority. Nobody will hand us our civil rights -we will have to fight for them, especially now when the battle lines are obvious. Let’s stop bickering and think, dream, and organize for our collective future.

Above Manifesto is dedicated to Rod Sorge, who I pray is watching over us from a better place. Rod, we miss you more than we can say…you gave your life for this cause…I hope we’re deserving of your sacrifice.

Vicki Jacobs is an acupuncturist at the Lower East Side Harm Reduction Center/Needle Exchange in NYC