Eksperter: Legaliser alle
stofferne
Agenda 23.
oktober 2011 kl. 16:03 på DR P1.
Hør udsendelse(57:21)
En gang var alle euforiserende stoffer lovlige. Og den gang
var der faktisk ikke så mange der tog dem. Så blev stofferne forbudt og et
helvede af misbrug brød løs. I hele verden kæmper man en svær kamp imod
stofferne, der siver ind i ethvert samfund, uanset hvor forbudte de end er og
hvor agressivt man bekæmper dem, der sælger og bruger dem.
Men de senere
år er der kommet en stigende tendens til at mene, at vi simpelthen bare skal
lovliggøre stofferne. Ikke bare fri hash eller heroin til de hårdest ramte
narkomaner – næ en total legalisering af alle euforiserende stoffer. Og det er
bestemt ikke hippierne der kæmper for det. Det er politifolk, dommere og
efterretningsagenter, der laver lobbyarbejde for det, økonomer der skriver
ledere om det i deres højest estimerede tidsskrifter, og efterhånden også
magtfulde politikere i de lande der er aller hårdest ramt af den vold og
dødelighed, vi har vænnet os til at se som en selvfølgelig konsekvens af
stoffernes tilstedeværelse. Det lyder skørt, men i løbet af udsendelsen i dag,
vil vi forhåbentlig blive klogere på, hvorfor den holdning vinder
frem.
En af dem der går i spidsen i kampen imod forbudspolitiken, er en
amerikaner ved navn Jack Cole. Han er pensioneret politibetjent og har sammen
med nogle af sine tidligere kollegaer dannet organisationen LEAP, der står for
Law Enforcement Against Prohibition – Retshåndhævere Imod Forbud.
- Alle
stoffer skal legaliseres. Og det er vigtigt at det er alle stoffer. Jo farligere
et stof, jo mere grund til at legalisere det. For man kan ikke kontrollere det
på andre måder. Hvem kontrollerer stofferne nu? De kriminelle. De bestemmer
hvilke stoffer, hvor stærke, hvad de skal fortyndes med, hvad de skal koste,
hvem der må købe og hvor de bliver solgt. Vi skal tage ansvaret over de stoffer
tilbage. De skal legaliseres og reguleres. Når man legalisere stoffer, fjerner
man med det samme volden. Og man standser overdoser, hævdede Jack Cole.
Han
bygger sine holdning på tal fra hele verden og så fra sine egne erfaringer som
narkotika betjent der både husker tiden før og under den verserende “War On
Drugs”.
- Da jeg kom ind i korpset i New Jersey i 1964 havde vi 1700
betjente og vi havde en syv mand stor narkotika afdeling. Og seks år senere var
syv betjente stadig tilstrækkeligt til opgaven med narkotika bekæmpelse. Og så
pludselig i oktober 1970 gik vi fra en syv personers afdeling til et 76
personers narkotika bureau. Fra dag til dag. Betalt af regeringen.
Når man
forstørrer en afdeling med kun én opgave til 11 gange dens oprindelige
størrelse, sker det med en forventning om at der kommer til at ske 11 gange så
mange anholdelser. Og det her foregik over hele USA.
Så det følgende år var
vi ude og arrestere alle vi kunne få øje på eller komme i tanke om. Og hvis man
ser på statistikkerne, var antallet af arrestationer for ikke-voldelige stof
forbrydelser omkring 10.000. I 1970 steg det til 415.000 som vi anholdt det år
for ikke-voldelige stof forbrydelser.
Vores chefer ville have Krigen Mod
Narko til at se ud som den mest nødvendige ting, vi kunne lave. For de penge
regeringen brugte på at uddanne så mange narko betjente i 1970, ville de ikke
bruge året efter. Med mindre vi kunne få det til at se ud som om det var
fuldstændig essentielt.
Så vi løj. Vi snød med statistikkerne. Der var ikke
særlig mange narkohandlere på det tidspunkt. Særligt ikke der hvor jeg arbejdede
i forstæderne til NYC.
Så de satte os undercover betjente ind på små
vennekredse. 10-15 unge mennesker og fredag aften er der måske nogen der spørger
om der skal tages stoffer. Og hvis ingen siger det, så var det mit job. Og hvis
nogen var med på den, var der måske en anden der havde adgang til en bil som så
ville køre ind til byen og købe fx to joints eller et LSD trip til de
forskellige medlemmer i gruppen inkl. mig. Og når de så kom tilbage med deres
minimale stof mængder og gav mig min bestilling, blev de til “big-time
narkohandlere”, for det var hvad vi kaldte dem.
Jeg blev i gruppen indtil jeg
havde fået alle medlemmerne. Og det var nemt, for de tjente ingen penge på det,
så det gik på tur. Det gjorde hver af os agenter. Vi havde omkring 10 grupper
hver i forskellige byer. Så efter ca. 45 dage lavede vi razzia. Jeg havde den
slags sager på måske 100 mennesker.
Så rullede vi ud om natten og sparkede
dørene ind. Og når vi kom til stationen havde vi allerede tilkaldt tv
stationerne, så vi ku få deres billeder i aviserne og ødelægge deres omdømme. Og
når vi havde linet 100 personer op ad væggen, kom chefen ud og sagde “se, der er
100 store narkohandlere vi har taget ud af jeres område. Det her er et kæmpe
problem. Vi skal bruge flere penge og strengere lovgivning. For det her vil
ødelægge samfundet.” Det var alt sammen noget vi fandt på!, siger Jack
Cole.
- I mit land har vi gjort det så slemt at hvis du blir taget med så
meget som en joint, så mister du kørekortet. Hvis du er fx en 20årig person og
har en familie du forsørger og du mister kørekortet er det et stort problem. For
vi har ikke noget kollektivt trafik system. Så med mindre du bor i en storby kan
du ikke komme på arbejde, hvis du ikke har en bil. Så vi tager folks job fra dem
og skader dermed hele stofbrugerens familie. Til sidst bliver de nødt til at
stjæle for at overleve. Ingen vil ansætte dem, fordi de har en dom. I modsætning
til en afhængighed, så hænger en dom ved dig resten af livet.
- Ifølge DEA havde vi, da vi startede Krigen
Mod Stoffer, omkring 4 millioner mennesker i USA som havde brugt et illegalt
stof. Det var omkring 2% af befolkningen. Nu har vi 112 millioner mennesker -
46% af den nuværende befolkning.
- Vi havde kun alkohol forbud i 13 år.
Og på de år skabte vi organiseret kriminalitet, vi hævede drabs raten til det
hidtil højeste. Og vi skabte mere korruption især blandt politiet end der
nogensinde havde været før. Og det kunne vi ikke stå inde for, så vi afskaffede
den lov i 1933. Dagen efter var Al Capone og hans kumpaner arbejdsløse og slog
ikke hinanden eller os betjente ihjel. Drabs raten og korruptionen dalede til
næsten ingenting. Og der blev det i næsten 35 år. Indtil Nixon erklærede krig
mod stoffer. Nu er det lagt værre end under alkohol forbuddet.
I Danmark
er en af Jack Coles meningsfæller økonom og kommentator Niels Westy
Munch-Holbek. Han siger:
- Ifølge undersøgelser, har amerikanske unge i
dag lettere ved at skaffe stoffer end alkohol.
Niels Westy foreslår, at
man i Danmark kan indføre en model i forhold til stoffer der svarer til Sveriges
alkohol model, hvor man har Systembolaget som varetager alkohol
salget.
-På den måde kan man få kontrol med stof salget. pusherne er jo
ligeglade med, hvem de sælger til. Men i en forretning kan man lave
sanktioner.
Et af argumenterne for legalisering er, at forbuddet ikke har
ført til mindre fstofbrug. Snarre det modsatte.
- WHO lavede undersøgelse
i 2008 hvor de undersøgte sammenhængen mellem lovgivning og forbrug. Og de fandt
simpelthen ingen sammenhæng. Der var stort set procentvis lige meget stofbrug i
Sverige og Portugal som har henholdsvis Europas strengeste og lempeligste
stofpolitik, siger Niels Westy og fortsætter:
- En anden ting man kunne
forestille sig ville ske, er også at selve stoffer bliver bedre og mindre
skadelige. Der ville sandsynligvis være en økonomisk interesse i at lave stoffer
med færre bivirkninger. Stofferne vil blive svagere, fordi de bliver stærkere af
at være forbudte – bl.a. pga. at de skal smugles. Under alkohol forbuddet blev
det mere og mere spiritus man drak, frem for øl og vin, for det kom til at
handle mere om virkningen end om nydelsen. Folk blev blinde af det og døde af
det. I slutningen af alkohol forbuddet begyndte folk at injicere
alkohol!*
Om en stof legalisering vil blive til virkelighed er en anden
historie. Men både Niels Westy, socialoverlæge Peter Ege og Jack Cole er
optimistiske.
- Jeg tror, der er en anden holdning hos befolkningen end
officielt fra politikerne. Når man sætter sig ned og snakker, har jeg kun
oplevet at folk ændrer mening, siger Niels Westy.
En af de politikere der
taler imod legalisering og for en strengere kurs imod stoffer er De
Konservatives Tom Behnke. En gang var han ellers af en anden opfattelse. I 1993
skrev han en kronik der anbefalede lovliggørelse med mange af LEAPs argumenter.
Han skrev bl.a.:
- Først og fremmest bør vi få begrænset følgerne af
narkotikabrug. Det betyder, at vi skal have nedbragt kriminaliteten, der følger
af de store omkostninger forbundet med forbruget, og samtidig skal vi have
begrænset antallet af dødsfald og sygdom i forbindelse med
narkotikabrug.
I dag siger Tom Behnke dog til Agenda:
- Prisen for
at lave en legalisering ville være at alle ville få nem adgang til euforiserende
stoffer. Og der vil være rigtig mange som vil have svært ved at kunne forstå, at
narkotika er farligt, når nu det er fuldt lovligt. Derfor er man nødt til at
fastholde den kurs man har nu, for at holde tilgangen af nye stofbrugere nede på
et minimum.
Det sted i verden hvor man er gået længst i retning af
legalisering er i Portugal, hvor man de sidste 10 år har haft en
afkriminalisering af alle stoffer. Det betyder at borgerne må have ethvert stof
på sig i en mængde der svarer til 10 dages forbrug.
Resultaterne af det
forsøg peger ikke på at Tom Behnke vil få ret i sin frygt. En undersøgelse af
det portugisiske projekt offentliggjort i British Journal of Criminology
konkluderer, at forsøget har medført færre stofmisbrugere generelt, et drastisk
fald i tilgangen af nye stofbrugere, en bremsning af spredningen af HIV blandt
stofbrugere og færre overdoser. Det eneste stof Portugal har set en stigning i
bruget af, er cannabis. Det er dog steget mindre end i det øvrige Europa og USA.
13% af portugisiske 15-16årige har prøvet pot. Det generelle tal for den
aldersgruppe i Europa er 19%. Og i USA har 32% af aldersgruppen røget
pot.
***
