29 marts 2012

by Thomas Aaby Berdal,

På lørdag 31.3. 2012 afholdes der en demonstration til fordel for legalisering af narkotika. Det er Lars Andersen – poltimanden der i 2010 stoppede i politiet, da han ikke ville håndhæve forbuddet – der står bag. Lars Andersen har sidenhen overordnet gjort sig til bannerfører for en meget udstrakt frihedsgrad. Og har i den anledning lavet statements også for bl.a. ytringsfrihed.

Undertegnede har i mange år gået stærkt ind for en renovering af en forfejlet dansk narko-lovgivning. Af næsten principielle årsager, har vi herhjemme i mange år fastholdt en meget stringent indgangsvinkel til problematikkerne, hvor stofferne på det nærmest er blevet gjort til tabu. Forstået på den måde, at det har været udenfor diskussion, at disse kan ses som en potentiel medspiller overfor allerede afhængige.
Og jeg mangler at høre politikere komme med gode grunde for den nuværende lovgivning, udover slidte fraser som “at så giver vi op overfor stofferne”.

Lars Andersen skriver i sin pressemeddelelse om demonstrationen følgende: “Ca. halvdelen af alle indbrud herhjemme begås af narkomaner, der skal skaffe penge til narkotika, der i dag er unaturligt dyrt pga forbuddet, og mange af de sidste års bandeskyderier relaterer sig direkte til kriminelle banders kamp om det illegale marked. Så af samme grund som man hævede alkoholforbuddet i USA i 1933, bør man hæve det nuværende narkotikaforbud. Forbud af den art virker simpelthen stik imod hensigten.”

- Jeg er enig. Narkomanerne lever en kummerlig tilværelse, fordi de ikke kan få det stof de vil forbruge ad lovlig vej. De er dermed henvist til illegale markeder, styret af folk med få eller ingen skrupler. Narkomanen skal skaffe penge – og mange af dem – da stofferne dels i kraft af deres illegitimitet er vanvittig dyre, og dels kræver et større og større indtag, for at nå ønskede virkning. Metoderne er ofte prostitution, selv at deale eller på anden vis begå kriminalitet. Samtidig har narkomanerne ingen eller ringe mulighed for at vide hvilken kvalitet stofferne er i. Hvad de potentielt er blandet med – og i hvilke mængder de skal indtages. For de værst ramte, der lever på gader og stræder, er det ovenikøbet ofte under uhumske og uhygiejniske forhold at stoffet skal indtages. Med sygdom og død til følge.

Samtidig er vi med forbuddet med til at opretholde og underbygge et mere og mere kriminelt miljø.

Forsøg i andre lande
Jeg har ikke gået ind for en fuldstændig legalisering – og er stadig meget i tvivl. Det kommer jeg til lidt senere i teksten. Men jeg går ind for en meget mere vidtrækkende brug af lægeordineret narkotika til afhængige. Og ikke kun til de hårdest ramte (hvorfor vente med det der virker, indtil folk er næsten døde?) – men til alle afhængige. Og især heroinafhængige er det svært at se nogen grund til ikke at starte meget tidligere.
Heroin er et stof der er helt ekseptionelt vanedannende – og som de færreste uden hjælp slipper igen. Der er lavet utallige forsøg med lægeordineret heroin i andre lande, med stor succes. I de områder hvor forsøgene har kørt, har man kunne konstatere et væsentligt fald i kriminalitetsstatistikkerne – og et enormt stort fald i tilgangen af nye narkomaner. I forhold til det sidste, er det ikke helt udenfor rimelig antagelse, at incitamentet for at hjælpe til med at skabe nye narkomaner forsvinder, når de efterfølgende kan gå op til lægen/klinikken og få stoffet. Man har endvidere kunne konstatere, at de heroinafhængige har kunne genoptage et rimelig normalt liv. Og der er ret stor succes med helt at få dem afvænnet. Formentlig fordi den afhængige nu har overskud til igen at tage hånd om sit liv, når hver dag ikke er en kamp for næste fix.
Vi er nu i DK langt om længe gået i gang med forsøg med lægeordineret heroin. Og det er da en start. Men samtidig er det pudsigt at vi nærer så lidt tillid til de forsøg der allerede er foretaget i Europa, at vi ikke langt mere vidtrækkende starter op. Som jeg ser det, er det folks liv der er på spil.

Tvivl om legalisering
Når jeg er i tvivl om en fuldstændig legalisering af narkotika, skyldes det at brugen – heller ikke under lovlige former – af visse stoftyper, foranlediger aggressivitet. Og dermed kan man diskutere om en legalisering er offerløs. Som bl.a. Lars Andersen hævder.
Både amfetamin og kokain (og til dels hallucinogener som LSD og psilocybin) foranlediger aggressivitet (LSD og psilocybin dog primært psykoser og sindssyge). Og dermed kan konsekvenserne af brugen af disse blive uoverskuelige. Og det ikke kun for brugeren. Omvendt kan man naturligvis argumentere for at alkohol kan have samme effekt.

Absurd paradoks
Heroin er dog ét af de mindst farlige stoffer (men mest vanedannende) indtaget rent og i rette doser. Der er stort set ingen skadevirkninger på organer og væv. Chancen for, som resultat af heroin-indtagelse, aggressivitet, sindssygdom og psykoser er noget nær nul. Omvendt er det stof, som man behandler bl.a. heroinafhængige med, nemlig metadon, virkelig farligt og skadeligt for kroppen. Og især hér skinner de hellige principper igennem, når vi behandler syge mennesker med et stof der er farligere end det stof de egentlig bør have.
Man kan i hvertfald se på om man til at starte med, ikke bare skal udfase metadonen i denne sammenhæng – og så benytte heroin i stedet.

Kilder
Jeg har skrevet ovenstående med skud fra hoften. Og det er ikke en videskabelig tekst. Der findes dog utrolig meget på nettet om dette område.

Google away! Du kan f.eks. starte hér:http://www.s1006108.tdchweb.dk/subpage.php3?article=1484&toppic=kategori2&language=dk eller hér:http://www.brugerforeningen.dk/bf.nsf/pagesdk/D322FD695655FB54C12578AE0075EDBA?OpenDocument&K=G%E6steskribenter&S=DK

Gadejuristen

Onsdag, 11 jul 2012

Så er den her, den livsfarlige heroin med miltbrand. En kær ven, en god mands gode bror, blev indlagt torsdag d. 5. juli 2012 med voldsomme smerter i ben og maveregion og afgik ved døden søndag d. 8. juli. Kunne dette dødsfald være undgået? Havde han måske henvendt sig i tide – helst allerede i slutningen af juni, da han begyndte at opleve smerter og stivhed i nakken – hvis de relevante myndigheder havde påtaget sig at advare og informere stofbrugerne? Vil flere komme til at lide denne brutale død?

Der skal her mindes om, at miltbrand-sporer ikke på nogen måde er en nødvendig ingrediens i heroin. At fænomenet forekommer, er en følge af kriminaliseringen og de forhold som de aktuelt illegale stoffer fremstilles under (fx tørring af opiummasse under åben afghansk himmel på gedehuder). Det er en kontrolrelateret skade. Det er dermed vores ansvar. Og vi må spørge os selv, og tage stilling til, om kriminaliseringen er det værd? Vi har dog ”legaliseret” heroin i den forstand, at vi fra 2010 har udbudt heroinunderstøttet behandling. Men stadig kun til en alt for lille gruppe og alene under nogle omstændigheder der gør, at en alt for lille gruppe kan komme i betragtning. Og selv om vore politikere, næsten uafhængigt af partifarve for nogle måneder siden – under behandlingen af lovforslaget om etablering af stofindtagelsesrum (L185) – nærmest stod på nakken af hinanden for at støtte udvidelse af den også i Danmark succesrige heroinbehandling, er de praktisk indiskutabelt nødvendige skridt endnu ikke taget. Traditionen tro har vi så umanerligt god tid på stofbrugernes vegne og bekostning.

I anledning af nyligt tilsvarende tilfælde af miltbrand-død i Tyskland udtalte professor Østergaard, infektionsmedicinsk afdeling, Aarhus Universitetshospital, d. 22. juni 2012 følgende til pressen:

”Der er kun grund til bekymring for narkomanerne, og dem skal vi nok tage hånd om”.

Gjorde man det, professor? Tog man hånd om stofbrugerne? Hvordan?

En række spørgsmål trænger sig på.

Hvorfor er der ikke udgået nogen som helst information til stofbrugerne selv i forebyggende øjemed fra hverken infektionsmedicinerne, Sundhedsstyrelsen, Embedslægerne eller politiet FØR skaden skete?

Hvorfor informerede sundhedsvæsenet alene ”sine egne”? Hvorfor blev dette fundet tilstrækkeligt? Hvad med de potentielle patienter? Hvorfor blev den forebyggende indsats i forhold til de potentielle patienter ikke anset for mindst lige så væsentlig?

Skulle politiet have handlet? Er det overhovedet hensigtsmæssigt eller rimeligt at forestille sig, at politiet skal varetage det forebyggende informationsarbejde af sundhedsfaglig karakter rettet mod stofbrugerne selv, også dem på gadeplan, en gruppe mennesker der oven i købet bestemt ikke er videre glade for eller trygge ved politiet? Hvis dette faktisk er udtryk for en allerede fastlagt arbejdsdeling ved miltbrand-alarm, at Sundhedsstyrelsen/sundhedsvæsenet blot skal tage sig af de hvidkitledes ve og vel, mens politiet skal tage sig af den forebyggende indsats af sundhedsfaglig karakter i forhold til stofbrugerne, de potentielle patienter, er verden så ikke helt af lave? Gadejuristen har tidligere pointeret, at stofbrugerne har enormt behov for en sundhedsminister, men alligevel ofte er belemrede af hele to justitsministre, herunder sundhedsministre, som når det kommer til stofbrugerne opfører sig som justitsminister; en tilstand der kun skræmmende klart så vel herved er illustreret.

Hvorfor tog det kommunale behandlingssystem ikke ansvar og affære? Først to døgn efter det første miltbrand-dødsfald i Danmark var en kendsgerning, blev der omdelt informationsmateriale fra Københavns Kommunes Socialforvaltning … Man burde vel, og som minimum i søndags, hvor det stod klart, at den var gal, straks have sænket tærsklerne så markant, at man fx havde kørt en metadonbus ned i Gaden og inviteret det heroinafhængige gadefolk indenfor. Ligesom man skulle have ladet en ladeport til heroinbehandlingen på Valmuen afløse det i øvrigt af mange grunde komplet uforståelige aktuelle indskrivningsstop (trods knap 50 ledige pladser!), frem for fortsat at lade de heroinafhængige være henvist til muligt miltbrand-inficeret gadeheroin. Først tirsdag udkom der altså skriftligt informationsmateriale – men ingen metadonbus og heller ingen åben ladeport til heroinklinikken Valmuen.

På TV-lorry meddelte politiet mandag aften, d. 9. juli 2012, at ‘det ikke var sikkert der var sammenhæng’ og man mente vel, at blot fordi der var sket miltbrand-dødsfald i Tyskland, behøvede den inficerede heroin ikke at lande i Danmark. Når der skal fundraises midler til politiets narkotikakontrol, har politiet ellers ikke været sene til at påpege narkotikafænomenets svært omkostningstunge grænseoverskridende natur … En sådan grænseoverskridende natur gælder selvsagt ikke alene for heroin UDEN miltbrand-sporer, men – selvfølgelig – også for heroin MED miltbrand-sporer …

I mangel af bedre måtte brugerne på gadeplan nøjes med information som denne, der kan downloades som pdf-fil her på siden, fra os i Gadejuristen, som vi, sammen med brugerforeningerne Trinløse Tænkere og BrugerForeningenfor aktive stofbrugere, begyndte at omdele allerede søndag aften.

Hvor dette land dog savner en uafhængig, højkompetent, ikke-politisk, koordinerende instans for narkotikaindsats. Hvis ikke for stofbrugernes skyld, så af hensyn til samfundsøkonomien; vi taler her om milliarder af skattekroner, der fyres af år efter år på politikontrol og såkaldt ”behandling”, uden at nogen kan hævde ret mange dokumenterede gavnlige virkninger, mens skadevirkningerne tårner sig op. Stofferne er kun flere og flere, lettere og lettere tilgængelige og billigere end nogensinde. Samtidig dør stofbrugerne kontinuerligt i alt for ung alder i hobetal, og mens de stadig forsøger desperat at overleve, krænkes de juridisk i et uhørt omfang. Dette gælder på det sundhedsretlige felt, hvor deres patientrettigheder er så godt som ikke-eksisterende, på det socialretlige felt, hvor fx den “behandlingsgaranti”, som politikerne mener at have givet brugerne tilbage i 2003, stadig ikke har vist sig. Det gælder familieretligt, boligretligt og økonomisk i forhold til deres eksistensgrundlag, der gentagne gange sanktioneres til ophør, hvilket også gør dem fx boligløse, og det gælder i forhold til striben af komplet uforståelige afslag på bevilling af førtidspension.

Mon vi nogensinde får en sådan instans? Et nyt Narkotikaråd? En Narkotika-kommission?

Den tidligere regering mente tydeligvis ikke det var nødvendigt at involvere fagfolk. Dels nedlagde man Narkotikarådet, straks man kom til, og herefter blev dansk narkotikaindsats tilrettelagt i et rum bestående af politikere og embedsfolk, som til gengæld var nærmest hermetisk lukket for fagfolk. Baggrunden for en sådan tilgang til det så komplekse narkotikafænomen blev beskrevet i denne tidligere regerings første narkotikahandleplan”Kampen mod narko”, oktober 2003, p. 6, og gengives her, også for at vi aldrig glemmer, hvor galt det kan gå:

“10. Fortalere for narkotikapolitiske ændringer fremhæver ofte nødvendigheden af en realistisk narkotikapolitik, som er evidensbaseret. Dette – tilsyneladende indlysende – krav må imidlertid forstås og sættes i perspektiv. Det er således afgørende, at man ikke isoleret ser på de forventede, umiddelbare virkninger af et bestemt tiltag, men også vurderer det i forhold til andre relevante narkotikapolitiske elementer. En sådan bredere vurdering vil i nogle tilfælde blotlægge en konflikt mellem modstridende hensyn. I den situation kan narkotikapolitiske valg ikke udelukkende baseres på ekspertdefineret evidens. De må medinddrage prioriteringer af politisk natur; ellers kunne det jo også overlades til eksperter alene at fastlægge narkotikapolitikken.”

Udover et par ellers begavede og stofbruger-venlige sætninger i den siddende regerings regeringsgrundlag, har vi reelt for nuværende ingen narkotikapolitik.

Kom nu land, kom nu!