Fra Danmarks Radio’s Agenda kl. 16:03 på P1, den 23. oktober 2011

Af Rasmus Poulsen

Hør udsendelse (57:21)

En gang var alle euforiserende stoffer lovlige. Og den gang var der faktisk ikke så mange der tog dem. Så blev stofferne forbudt og et helvede af misbrug brød løs.
I hele verden kæmper man en svær kamp imod stofferne, der siver ind i ethvert samfund, uanset hvor forbudte de end er og hvor agressivt man bekæmper dem, der sælger og bruger dem.

Men de senere år er der kommet en stigende tendens til at mene, at vi simpelthen bare skal lovliggøre stofferne. Ikke bare fri hash eller heroin til de hårdest ramte narkomaner – næ en total legalisering af alle euforiserende stoffer. Og det er bestemt ikke hippierne der kæmper for det. Det er politifolk, dommere og efterretningsagenter, der laver lobbyarbejde for det, økonomer der skriver ledere om det i deres højest estimerede tidsskrifter, og efterhånden også magtfulde politikere i de lande der er aller hårdest ramt af den vold og dødelighed, vi har vænnet os til at se som en selvfølgelig konsekvens af stoffernes tilstedeværelse. Det lyder skørt, men i løbet af udsendelsen i dag, vil vi forhåbentlig blive klogere på, hvorfor den holdning vinder frem.

En af dem der går i spidsen i kampen imod forbudspolitiken, er en amerikaner ved navn Jack Cole. Han er pensioneret politibetjent og har sammen med nogle af sine tidligere kollegaer dannet organisationen LEAP, der står for Law Enforcement Against Prohibition – Retshåndhævere Imod Forbud.

- Alle stoffer skal legaliseres. Og det er vigtigt at det er alle stoffer. Jo farligere et stof, jo mere grund til at legalisere det. For man kan ikke kontrollere det på andre måder. Hvem kontrollerer stofferne nu? De kriminelle. De bestemmer hvilke stoffer, hvor stærke, hvad de skal fortyndes med, hvad de skal koste, hvem der må købe og hvor de bliver solgt. Vi skal tage ansvaret over de stoffer tilbage. De skal legaliseres og reguleres. Når man legalisere stoffer, fjerner man med det samme volden. Og man standser overdoser, hævdede Jack Cole.
Han bygger sine holdning på tal fra hele verden og så fra sine egne erfaringer som narkotika betjent der både husker tiden før og under den verserende “War On Drugs”.

- Da jeg kom ind i korpset i New Jersey i 1964 havde vi 1700 betjente og vi havde en syv mand stor narkotika afdeling. Og seks år senere var syv betjente stadig tilstrækkeligt til opgaven med narkotika bekæmpelse. Og så pludselig i oktober 1970 gik vi fra en syv personers afdeling til et 76 personers narkotika bureau. Fra dag til dag. Betalt af regeringen.
Når man forstørrer en afdeling med kun én opgave til 11 gange dens oprindelige størrelse, sker det med en forventning om at der kommer til at ske 11 gange så mange anholdelser. Og det her foregik over hele USA.
Så det følgende år var vi ude og arrestere alle vi kunne få øje på eller komme i tanke om. Og hvis man ser på statistikkerne, var antallet af arrestationer for ikke-voldelige stof forbrydelser omkring 10.000. I 1970 steg det til 415.000 som vi anholdt det år for ikke-voldelige stof forbrydelser.
Vores chefer ville have Krigen Mod Narko til at se ud som den mest nødvendige ting, vi kunne lave. For de penge regeringen brugte på at uddanne så mange narko betjente i 1970, ville de ikke bruge året efter. Med mindre vi kunne få det til at se ud som om det var fuldstændig essentielt.
Så vi løj. Vi snød med statistikkerne. Der var ikke særlig mange narkohandlere på det tidspunkt. Særligt ikke der hvor jeg arbejdede i forstæderne til NYC.
Så de satte os undercover betjente ind på små vennekredse. 10-15 unge mennesker og fredag aften er der måske nogen der spørger om der skal tages stoffer. Og hvis ingen siger det, så var det mit job. Og hvis nogen var med på den, var der måske en anden der havde adgang til en bil som så ville køre ind til byen og købe fx to joints eller et LSD trip til de forskellige medlemmer i gruppen inkl. mig. Og når de så kom tilbage med deres minimale stof mængder og gav mig min bestilling, blev de til “big-time narkohandlere”, for det var hvad vi kaldte dem.
Jeg blev i gruppen indtil jeg havde fået alle medlemmerne. Og det var nemt, for de tjente ingen penge på det, så det gik på tur. Det gjorde hver af os agenter. Vi havde omkring 10 grupper hver i forskellige byer. Så efter ca. 45 dage lavede vi razzia. Jeg havde den slags sager på måske 100 mennesker.
Så rullede vi ud om natten og sparkede dørene ind. Og når vi kom til stationen havde vi allerede tilkaldt tv stationerne, så vi ku få deres billeder i aviserne og ødelægge deres omdømme. Og når vi havde linet 100 personer op ad væggen, kom chefen ud og sagde “se, der er 100 store narkohandlere vi har taget ud af jeres område. Det her er et kæmpe problem. Vi skal bruge flere penge og strengere lovgivning. For det her vil ødelægge samfundet.” Det var alt sammen noget vi fandt på!, siger Jack Cole.

- I mit land har vi gjort det så slemt at hvis du blir taget med så meget som en joint, så mister du kørekortet. Hvis du er fx en 20årig person og har en familie du forsørger og du mister kørekortet er det et stort problem. For vi har ikke noget kollektivt trafik system. Så med mindre du bor i en storby kan du ikke komme på arbejde, hvis du ikke har en bil. Så vi tager folks job fra dem og skader dermed hele stofbrugerens familie. Til sidst bliver de nødt til at stjæle for at overleve. Ingen vil ansætte dem, fordi de har en dom. I modsætning til en afhængighed, så hænger en dom ved dig resten af livet.
- Ifølge DEA havde vi, da vi startede Krigen Mod Stoffer, omkring 4 millioner mennesker i USA som havde brugt et illegalt stof. Det var omkring 2% af befolkningen. Nu har vi 112 millioner mennesker – 46% af den nuværende befolkning.

- Vi havde kun alkohol forbud i 13 år. Og på de år skabte vi organiseret kriminalitet, vi hævede drabs raten til det hidtil højeste. Og vi skabte mere korruption især blandt politiet end der nogensinde havde været før. Og det kunne vi ikke stå inde for, så vi afskaffede den lov i 1933. Dagen efter var Al Capone og hans kumpaner arbejdsløse og slog ikke hinanden eller os betjente ihjel. Drabs raten og korruptionen dalede til næsten ingenting. Og der blev det i næsten 35 år. Indtil Nixon erklærede krig mod stoffer. Nu er det lagt værre end under alkohol forbuddet.

I Danmark er en af Jack Coles meningsfæller økonom og kommentator Niels Westy Munch-Holbek. Han siger:

- Ifølge undersøgelser, har amerikanske unge i dag lettere ved at skaffe stoffer end alkohol.

Niels Westy foreslår, at man i Danmark kan indføre en model i forhold til stoffer der svarer til Sveriges alkohol model, hvor man har Systembolaget som varetager alkohol salget.

-På den måde kan man få kontrol med stof salget. pusherne er jo ligeglade med, hvem de sælger til. Men i en forretning kan man lave sanktioner.

Et af argumenterne for legalisering er, at forbuddet ikke har ført til mindre fstofbrug. Snarre det modsatte.

- WHO lavede undersøgelse i 2008 hvor de undersøgte sammenhængen mellem lovgivning og forbrug. Og de fandt simpelthen ingen sammenhæng. Der var stort set procentvis lige meget stofbrug i Sverige og Portugal som har henholdsvis Europas strengeste og lempeligste stofpolitik, siger Niels Westy og fortsætter:

- En anden ting man kunne forestille sig ville ske, er også at selve stoffer bliver bedre og mindre skadelige. Der ville sandsynligvis være en økonomisk interesse i at lave stoffer med færre bivirkninger. Stofferne vil blive svagere, fordi de bliver stærkere af at være forbudte – bl.a. pga. at de skal smugles. Under alkohol forbuddet blev det mere og mere spiritus man drak, frem for øl og vin, for det kom til at handle mere om virkningen end om nydelsen. Folk blev blinde af det og døde af det. I slutningen af alkohol forbuddet begyndte folk at injicere alkohol!*

Om en stof legalisering vil blive til virkelighed er en anden historie. Men både Niels Westy, socialoverlæge Peter Ege og Jack Cole er optimistiske.

- Jeg tror, der er en anden holdning hos befolkningen end officielt fra politikerne. Når man sætter sig ned og snakker, har jeg kun oplevet at folk ændrer mening, siger Niels Westy.

En af de politikere der taler imod legalisering og for en strengere kurs imod stoffer er De Konservatives Tom Behnke. En gang var han ellers af en anden opfattelse. I 1993 skrev han en kronik der anbefalede lovliggørelse med mange af LEAPs argumenter. Han skrev bl.a.:

- Først og fremmest bør vi få begrænset følgerne af narkotikabrug. Det betyder, at vi skal have nedbragt kriminaliteten, der følger af de store omkostninger forbundet med forbruget, og samtidig skal vi have begrænset antallet af dødsfald og sygdom i forbindelse med narkotikabrug.

I dag siger Tom Behnke dog til Agenda:

- Prisen for at lave en legalisering ville være at alle ville få nem adgang til euforiserende stoffer. Og der vil være rigtig mange som vil have svært ved at kunne forstå, at narkotika er farligt, når nu det er fuldt lovligt. Derfor er man nødt til at fastholde den kurs man har nu, for at holde tilgangen af nye stofbrugere nede på et minimum.

Det sted i verden hvor man er gået længst i retning af legalisering er i Portugal, hvor man de sidste 10 år har haft en afkriminalisering af alle stoffer. Det betyder at borgerne må have ethvert stof på sig i en mængde der svarer til 10 dages forbrug.

Resultaterne af det forsøg peger ikke på at Tom Behnke vil få ret i sin frygt. En undersøgelse af det portugisiske projekt offentliggjort i British Journal of Criminology konkluderer, at forsøget har medført færre stofmisbrugere generelt, et drastisk fald i tilgangen af nye stofbrugere, en bremsning af spredningen af HIV blandt stofbrugere og færre overdoser. Det eneste stof Portugal har set en stigning i bruget af, er cannabis. Det er dog steget mindre end i det øvrige Europa og USA. 13% af portugisiske 15-16årige har prøvet pot. Det generelle tal for den aldersgruppe i Europa er 19%. Og i USA har 32% af aldersgruppen røget pot.

1. marts 2012.

Af Kurt Stoldt

Det er et almindeligt kendt fænomen, at misbrugere, som kommer fra en Minnesota/12 trins døgnbehandling, ofte får meget travlt med projektionerne, når de efterfølgende forenes/genforenes med venner og pårørende, som har et uproblematisk forhold til nydelsesmidler.

Herved opstår der naturligvis en konflikt. For på den ene side er alle berørte glade på misbrugerens vegne, fordi vedkommende nu igen er til stede, og ikke helt og holdent opslugt af jagten på ”det foretrukne stof”, at en sandsynlig tidlig død måske er forhindret, og ikke mindst, at den dårlige samvittighed og skyldsfølelsen nu kan finde en lindring, så fremtiden ikke længere tegner så mørk, for det er en traumatisk situation, som pårørende, ikke at kunne gøre den store forskel og blot se på, når det går ned ad slisken med rasende fart.

På den anden side dukker skammen og skyldsfølelsen nu op i en anden form, når de beskyldes for at være misbrugere, afhængige og hvad har vi, og bliver orienterede om, at det måske snart er deres tur, hvis de ikke med det samme vælger den absolutte afholdenhed og askesen, for slet ikke at tale om, hvor destruktiv en påvirkning det er for misbrugeren, som jo også har lært, at han/hun lider af en uhelbredelig og kronisk sygdom, som i bedste fald kan sættes i bero, men også meget hurtigt kan genaktiveres, hvis forholdene taler for det.

Hertil kommer, at ”rådgivningen” fra 12 trins institutionerne og ”sponsorer” i NA og AA ofte anbefaler, at misbrugeren ”må vælge den pårørende fra”, hvilket mange sikkert vil synes er kynisk, men som sagtens kan retfærdiggøres i ”12 trins kulten”, for her handler det nemlig primært om misbrugeren, som skal retfærdiggøres og have lindring for alt det forfærdelige vedkommende har været igennem og ikke mindst har forvoldt andre – så kommer de pårørende , som sandsynligvis har lidt mere, i anden række.

Det er typisk, at der i kulter og sekter opstår en vis kynisme overfor anderledes tænkende og anderledes handlende mennesker, som ikke lige passer ind i de ofte gentagne mantraer:” Alkohol er et stof – en er for mange og tusind er aldrig nok – du lider af en kronisk, uhelbredelig og fremadskridende sygdom, og sygdommen hedder afhængighed osv.”

Hvis andre ikke efterlever kultens doktriner til mindste detalje, følger konklusionen prompte – de er lige så syge som jeg, og den slags mennesker kan jeg jo ikke bruge til noget, for så bliver min sygdom jo bare genaktiveret, naturligvis helt udenfor min vilje og kontrol, og dermed har jeg jo heller ingen skyld i mit ”tilbagefald” – vel?

Mange pårørende har fået sig noget af et chok ved denne rabiate tankegang, men som om det ikke var nok, kører der nu en hvervningskampagne til pårørendekurser, medafhængighedskurser og højskoleophold til mange tusinde kroner, forestået af den selv samme 12 trins kult, som nu åbenbart ikke synes, at de udskrevne klienter gør jobbet godt nok, men hellere selv må tage fat om sagen, så kan de lære det, kan de.

Ikke dermed sagt, at det ikke er godt, at pårørende til misbrugere, psykisk syge og andre traumatiserende livsforhold bliver orienterede og får nogle værktøjer til at vide, hvorledes det er hensigtsmæssig at forholde sig overfor problemet, men de færreste har brug for at blive hvervet til en kult, fordi det selvfølgelig slet ikke er måden at løse problemet på.

Fakta er, at Minnesota/12 trins institutionernes døgnbehandling er en introduktion til NA og AA, og at de såkaldte pårørendekurser eller medafhængighedskurser ligeledes er en introduktion til AL-anon og NAR-anon.

Problemet er jo, at selve udgangspunktet bygger på et postulat (nogle kalder det en løgn), som alle andre sekter og kulter har benyttet sig af i århundreder, nemlig afhængigheden til kultens ”program”, møder og etik, hvilket efterlader alle kultmedlemmerne som viljeløse robotter, som ikke kan klare sig selv, ikke kan være alene, fordi de har lært, at en misbruger i eget selskab, er i dårligt selskab! Sådan!

Desuden hænger Sofoklessværdet lige over hovedet, klar til at hugge, hvis de ikke går til møder, arbejder med de 12 trin og hvad har vi, for så vender sygdommen jo tilbage for fuld styrke, og så ligger det frygtede ”tilbagefald” jo snublende nær,- helt udenfor personens egenvilje, egenbestemmelse og kontrol – ikke sandt?

Personligt tror jeg, at det farligste element i hele denne Minnesota 12 trins gentagelse med døgnbehandling, tilbagefaldsbehandling, døgnbehandling, tilbagefaldsbehandling i det uendelige ligger deri, at misbrugskonsulenterne tilsyneladende ikke tør tænke den tanke til ende, at de rent faktisk kunne prøve noget andet.

Et specielt konstruktivt tiltag udviste Fredensborg kommune, da de for nogle år siden fik bevilget 50.000 kr af en slunken kommunekasse til at rejse ud til en lille ø i det nordlige Atlanterhav, med henblik på, at lave samarbejdsaftaler med de derværende 12 trins institutioner, som rygtet ville fortælle, var meget bedre end de samme her til lands.

Og hvorfor tør de så ikke prøve noget andet? Fordi det er et ligeså fastlåst dogme, at rigtig mange tidligere misbrugere, som på et tidspunkt blev spyttet ud af en Minnesota 12 trins behandling, går derfra med en lille 12 trins terapeut i maven, og et ønske om, at arbejde med misbrugere, og at denne forestilling i årevis er blevet underbygget og cementeret af det offentlige behandlingsområde som værende rigtig og hensigtsmæssig.

Og hvorfor nu det, vil nogen sikkert spørge. Jo udfra den tese, at tidligere misbrugere må være i besiddelse af et erfaringsmateriale, som rigtigt anvendt vil kunne hjælpe mange andre misbrugere!

Pudsigt nok, når de selv påstår, at der er tale om en uhelbredelig sygdom, for det ville jo svare til, at f.eks. en kræftlæge ville være specielt godt kvalificeret, hvis han selv havde haft kræft, eller en psykiater f.eks. selv havde været skizofren, men således er virkeligheden ikke nødvendigvis skruet sammen.

Derfor fortsætter misbrugsektoren med at anvende de samme institutioner, samme ideologier, og betalingen til de mange tilbagefaldsbehandlinger, som lænser kassen for de midler, som kunne være anvendt mere hensigtsmæssigt.

Om ikke andet, kunne man måske forestille sig, at de pårørende i det mindste kunne gå fri for beskyldninger om afhængighed og sygdom, som om de ikke havde været nok igennem., og måske eksisterer der faktisk et bedre behandlingstilbud lige om hjørnet, eller måske et kommende bedre behandlingstilbud, men hvis de visiterende sagsbehandlere fortsætter i samme fastlåste stil, og benytter de gammelkendte 12 trins behandlingsmetoder igen og igen, og søger nyheder og forbedringer i samme gamle behandlingsmetoder og ideologi, rokker vi os ikke ud ad stedet, bortset fra hyggelige flyveture på den slunkne kommunekasses regning, for at finde de samme institutioner, samme ideologi og samme metoder i den anden ende af verden.

29 marts 2012

by Thomas Aaby Berdal,

På lørdag 31.3. 2012 afholdes der en demonstration til fordel for legalisering af narkotika. Det er Lars Andersen – poltimanden der i 2010 stoppede i politiet, da han ikke ville håndhæve forbuddet – der står bag. Lars Andersen har sidenhen overordnet gjort sig til bannerfører for en meget udstrakt frihedsgrad. Og har i den anledning lavet statements også for bl.a. ytringsfrihed.

Undertegnede har i mange år gået stærkt ind for en renovering af en forfejlet dansk narko-lovgivning. Af næsten principielle årsager, har vi herhjemme i mange år fastholdt en meget stringent indgangsvinkel til problematikkerne, hvor stofferne på det nærmest er blevet gjort til tabu. Forstået på den måde, at det har været udenfor diskussion, at disse kan ses som en potentiel medspiller overfor allerede afhængige.
Og jeg mangler at høre politikere komme med gode grunde for den nuværende lovgivning, udover slidte fraser som “at så giver vi op overfor stofferne”.

Lars Andersen skriver i sin pressemeddelelse om demonstrationen følgende: “Ca. halvdelen af alle indbrud herhjemme begås af narkomaner, der skal skaffe penge til narkotika, der i dag er unaturligt dyrt pga forbuddet, og mange af de sidste års bandeskyderier relaterer sig direkte til kriminelle banders kamp om det illegale marked. Så af samme grund som man hævede alkoholforbuddet i USA i 1933, bør man hæve det nuværende narkotikaforbud. Forbud af den art virker simpelthen stik imod hensigten.”

- Jeg er enig. Narkomanerne lever en kummerlig tilværelse, fordi de ikke kan få det stof de vil forbruge ad lovlig vej. De er dermed henvist til illegale markeder, styret af folk med få eller ingen skrupler. Narkomanen skal skaffe penge – og mange af dem – da stofferne dels i kraft af deres illegitimitet er vanvittig dyre, og dels kræver et større og større indtag, for at nå ønskede virkning. Metoderne er ofte prostitution, selv at deale eller på anden vis begå kriminalitet. Samtidig har narkomanerne ingen eller ringe mulighed for at vide hvilken kvalitet stofferne er i. Hvad de potentielt er blandet med – og i hvilke mængder de skal indtages. For de værst ramte, der lever på gader og stræder, er det ovenikøbet ofte under uhumske og uhygiejniske forhold at stoffet skal indtages. Med sygdom og død til følge.

Samtidig er vi med forbuddet med til at opretholde og underbygge et mere og mere kriminelt miljø.

Forsøg i andre lande
Jeg har ikke gået ind for en fuldstændig legalisering – og er stadig meget i tvivl. Det kommer jeg til lidt senere i teksten. Men jeg går ind for en meget mere vidtrækkende brug af lægeordineret narkotika til afhængige. Og ikke kun til de hårdest ramte (hvorfor vente med det der virker, indtil folk er næsten døde?) – men til alle afhængige. Og især heroinafhængige er det svært at se nogen grund til ikke at starte meget tidligere.
Heroin er et stof der er helt ekseptionelt vanedannende – og som de færreste uden hjælp slipper igen. Der er lavet utallige forsøg med lægeordineret heroin i andre lande, med stor succes. I de områder hvor forsøgene har kørt, har man kunne konstatere et væsentligt fald i kriminalitetsstatistikkerne – og et enormt stort fald i tilgangen af nye narkomaner. I forhold til det sidste, er det ikke helt udenfor rimelig antagelse, at incitamentet for at hjælpe til med at skabe nye narkomaner forsvinder, når de efterfølgende kan gå op til lægen/klinikken og få stoffet. Man har endvidere kunne konstatere, at de heroinafhængige har kunne genoptage et rimelig normalt liv. Og der er ret stor succes med helt at få dem afvænnet. Formentlig fordi den afhængige nu har overskud til igen at tage hånd om sit liv, når hver dag ikke er en kamp for næste fix.
Vi er nu i DK langt om længe gået i gang med forsøg med lægeordineret heroin. Og det er da en start. Men samtidig er det pudsigt at vi nærer så lidt tillid til de forsøg der allerede er foretaget i Europa, at vi ikke langt mere vidtrækkende starter op. Som jeg ser det, er det folks liv der er på spil.

Tvivl om legalisering
Når jeg er i tvivl om en fuldstændig legalisering af narkotika, skyldes det at brugen – heller ikke under lovlige former – af visse stoftyper, foranlediger aggressivitet. Og dermed kan man diskutere om en legalisering er offerløs. Som bl.a. Lars Andersen hævder.
Både amfetamin og kokain (og til dels hallucinogener som LSD og psilocybin) foranlediger aggressivitet (LSD og psilocybin dog primært psykoser og sindssyge). Og dermed kan konsekvenserne af brugen af disse blive uoverskuelige. Og det ikke kun for brugeren. Omvendt kan man naturligvis argumentere for at alkohol kan have samme effekt.

Absurd paradoks
Heroin er dog ét af de mindst farlige stoffer (men mest vanedannende) indtaget rent og i rette doser. Der er stort set ingen skadevirkninger på organer og væv. Chancen for, som resultat af heroin-indtagelse, aggressivitet, sindssygdom og psykoser er noget nær nul. Omvendt er det stof, som man behandler bl.a. heroinafhængige med, nemlig metadon, virkelig farligt og skadeligt for kroppen. Og især hér skinner de hellige principper igennem, når vi behandler syge mennesker med et stof der er farligere end det stof de egentlig bør have.
Man kan i hvertfald se på om man til at starte med, ikke bare skal udfase metadonen i denne sammenhæng – og så benytte heroin i stedet.

Kilder
Jeg har skrevet ovenstående med skud fra hoften. Og det er ikke en videskabelig tekst. Der findes dog utrolig meget på nettet om dette område.

Google away! Du kan f.eks. starte hér:http://www.s1006108.tdchweb.dk/subpage.php3?article=1484&toppic=kategori2&language=dk eller hér:http://www.brugerforeningen.dk/bf.nsf/pagesdk/D322FD695655FB54C12578AE0075EDBA?OpenDocument&K=G%E6steskribenter&S=DK

Gadejuristen

Onsdag, 11 jul 2012

Så er den her, den livsfarlige heroin med miltbrand. En kær ven, en god mands gode bror, blev indlagt torsdag d. 5. juli 2012 med voldsomme smerter i ben og maveregion og afgik ved døden søndag d. 8. juli. Kunne dette dødsfald være undgået? Havde han måske henvendt sig i tide – helst allerede i slutningen af juni, da han begyndte at opleve smerter og stivhed i nakken – hvis de relevante myndigheder havde påtaget sig at advare og informere stofbrugerne? Vil flere komme til at lide denne brutale død?

Der skal her mindes om, at miltbrand-sporer ikke på nogen måde er en nødvendig ingrediens i heroin. At fænomenet forekommer, er en følge af kriminaliseringen og de forhold som de aktuelt illegale stoffer fremstilles under (fx tørring af opiummasse under åben afghansk himmel på gedehuder). Det er en kontrolrelateret skade. Det er dermed vores ansvar. Og vi må spørge os selv, og tage stilling til, om kriminaliseringen er det værd? Vi har dog ”legaliseret” heroin i den forstand, at vi fra 2010 har udbudt heroinunderstøttet behandling. Men stadig kun til en alt for lille gruppe og alene under nogle omstændigheder der gør, at en alt for lille gruppe kan komme i betragtning. Og selv om vore politikere, næsten uafhængigt af partifarve for nogle måneder siden – under behandlingen af lovforslaget om etablering af stofindtagelsesrum (L185) – nærmest stod på nakken af hinanden for at støtte udvidelse af den også i Danmark succesrige heroinbehandling, er de praktisk indiskutabelt nødvendige skridt endnu ikke taget. Traditionen tro har vi så umanerligt god tid på stofbrugernes vegne og bekostning.

I anledning af nyligt tilsvarende tilfælde af miltbrand-død i Tyskland udtalte professor Østergaard, infektionsmedicinsk afdeling, Aarhus Universitetshospital, d. 22. juni 2012 følgende til pressen:

”Der er kun grund til bekymring for narkomanerne, og dem skal vi nok tage hånd om”.

Gjorde man det, professor? Tog man hånd om stofbrugerne? Hvordan?

En række spørgsmål trænger sig på.

Hvorfor er der ikke udgået nogen som helst information til stofbrugerne selv i forebyggende øjemed fra hverken infektionsmedicinerne, Sundhedsstyrelsen, Embedslægerne eller politiet FØR skaden skete?

Hvorfor informerede sundhedsvæsenet alene ”sine egne”? Hvorfor blev dette fundet tilstrækkeligt? Hvad med de potentielle patienter? Hvorfor blev den forebyggende indsats i forhold til de potentielle patienter ikke anset for mindst lige så væsentlig?

Skulle politiet have handlet? Er det overhovedet hensigtsmæssigt eller rimeligt at forestille sig, at politiet skal varetage det forebyggende informationsarbejde af sundhedsfaglig karakter rettet mod stofbrugerne selv, også dem på gadeplan, en gruppe mennesker der oven i købet bestemt ikke er videre glade for eller trygge ved politiet? Hvis dette faktisk er udtryk for en allerede fastlagt arbejdsdeling ved miltbrand-alarm, at Sundhedsstyrelsen/sundhedsvæsenet blot skal tage sig af de hvidkitledes ve og vel, mens politiet skal tage sig af den forebyggende indsats af sundhedsfaglig karakter i forhold til stofbrugerne, de potentielle patienter, er verden så ikke helt af lave? Gadejuristen har tidligere pointeret, at stofbrugerne har enormt behov for en sundhedsminister, men alligevel ofte er belemrede af hele to justitsministre, herunder sundhedsministre, som når det kommer til stofbrugerne opfører sig som justitsminister; en tilstand der kun skræmmende klart så vel herved er illustreret.

Hvorfor tog det kommunale behandlingssystem ikke ansvar og affære? Først to døgn efter det første miltbrand-dødsfald i Danmark var en kendsgerning, blev der omdelt informationsmateriale fra Københavns Kommunes Socialforvaltning … Man burde vel, og som minimum i søndags, hvor det stod klart, at den var gal, straks have sænket tærsklerne så markant, at man fx havde kørt en metadonbus ned i Gaden og inviteret det heroinafhængige gadefolk indenfor. Ligesom man skulle have ladet en ladeport til heroinbehandlingen på Valmuen afløse det i øvrigt af mange grunde komplet uforståelige aktuelle indskrivningsstop (trods knap 50 ledige pladser!), frem for fortsat at lade de heroinafhængige være henvist til muligt miltbrand-inficeret gadeheroin. Først tirsdag udkom der altså skriftligt informationsmateriale – men ingen metadonbus og heller ingen åben ladeport til heroinklinikken Valmuen.

På TV-lorry meddelte politiet mandag aften, d. 9. juli 2012, at ‘det ikke var sikkert der var sammenhæng’ og man mente vel, at blot fordi der var sket miltbrand-dødsfald i Tyskland, behøvede den inficerede heroin ikke at lande i Danmark. Når der skal fundraises midler til politiets narkotikakontrol, har politiet ellers ikke været sene til at påpege narkotikafænomenets svært omkostningstunge grænseoverskridende natur … En sådan grænseoverskridende natur gælder selvsagt ikke alene for heroin UDEN miltbrand-sporer, men – selvfølgelig – også for heroin MED miltbrand-sporer …

I mangel af bedre måtte brugerne på gadeplan nøjes med information som denne, der kan downloades som pdf-fil her på siden, fra os i Gadejuristen, som vi, sammen med brugerforeningerne Trinløse Tænkere og BrugerForeningenfor aktive stofbrugere, begyndte at omdele allerede søndag aften.

Hvor dette land dog savner en uafhængig, højkompetent, ikke-politisk, koordinerende instans for narkotikaindsats. Hvis ikke for stofbrugernes skyld, så af hensyn til samfundsøkonomien; vi taler her om milliarder af skattekroner, der fyres af år efter år på politikontrol og såkaldt ”behandling”, uden at nogen kan hævde ret mange dokumenterede gavnlige virkninger, mens skadevirkningerne tårner sig op. Stofferne er kun flere og flere, lettere og lettere tilgængelige og billigere end nogensinde. Samtidig dør stofbrugerne kontinuerligt i alt for ung alder i hobetal, og mens de stadig forsøger desperat at overleve, krænkes de juridisk i et uhørt omfang. Dette gælder på det sundhedsretlige felt, hvor deres patientrettigheder er så godt som ikke-eksisterende, på det socialretlige felt, hvor fx den “behandlingsgaranti”, som politikerne mener at have givet brugerne tilbage i 2003, stadig ikke har vist sig. Det gælder familieretligt, boligretligt og økonomisk i forhold til deres eksistensgrundlag, der gentagne gange sanktioneres til ophør, hvilket også gør dem fx boligløse, og det gælder i forhold til striben af komplet uforståelige afslag på bevilling af førtidspension.

Mon vi nogensinde får en sådan instans? Et nyt Narkotikaråd? En Narkotika-kommission?

Den tidligere regering mente tydeligvis ikke det var nødvendigt at involvere fagfolk. Dels nedlagde man Narkotikarådet, straks man kom til, og herefter blev dansk narkotikaindsats tilrettelagt i et rum bestående af politikere og embedsfolk, som til gengæld var nærmest hermetisk lukket for fagfolk. Baggrunden for en sådan tilgang til det så komplekse narkotikafænomen blev beskrevet i denne tidligere regerings første narkotikahandleplan”Kampen mod narko”, oktober 2003, p. 6, og gengives her, også for at vi aldrig glemmer, hvor galt det kan gå:

“10. Fortalere for narkotikapolitiske ændringer fremhæver ofte nødvendigheden af en realistisk narkotikapolitik, som er evidensbaseret. Dette – tilsyneladende indlysende – krav må imidlertid forstås og sættes i perspektiv. Det er således afgørende, at man ikke isoleret ser på de forventede, umiddelbare virkninger af et bestemt tiltag, men også vurderer det i forhold til andre relevante narkotikapolitiske elementer. En sådan bredere vurdering vil i nogle tilfælde blotlægge en konflikt mellem modstridende hensyn. I den situation kan narkotikapolitiske valg ikke udelukkende baseres på ekspertdefineret evidens. De må medinddrage prioriteringer af politisk natur; ellers kunne det jo også overlades til eksperter alene at fastlægge narkotikapolitikken.”

Udover et par ellers begavede og stofbruger-venlige sætninger i den siddende regerings regeringsgrundlag, har vi reelt for nuværende ingen narkotikapolitik.

Kom nu land, kom nu!

Den 5. nov. 2009.

I 2004 og 2005 var der 275 narko-relaterede dødsfald. I den seneste statistiske årsopgørelse for året 2008 er tallet faldet til 239 og det er en reduktion på hele 12 %.

De fleste af dødsfaldene skyldes forgiftninger og dødsårsagen er især heroin og metadon og ofte som del af et blandingsmisbrug, men hvor også alkohol og sove- og nervepiller spiller ind.

Sundhedsstyrelsen oplyser at mange flere bliver psykisk syge.
I de seneste ti år er der sket en tredobling i antallet af psykiatriske indlæggelser på grund af kokain.

I perioden er antallet af psykiatriske indlæggelser på grund af stoffet steget fra 86 til 266, og alene fra 2007 til 2008 er antallet steget med hele ti procent. Desuden er antallet af unge, der har prøvet kokain i fremgang.

Næsten seks procent af unge under 25 år har prøvet kokain inden for det seneste år, og det er dobbelt så mange som for ni år siden.

Der er ikke flere unge, der tager stoffer, men flere unge, der bruger andre stoffer end hash, har prøvet heroin.

BrugerForeningen erfarer at der findes færre der injicerer (fixer) og i stedet ryger eller sniffer stofferne – på den måde oplever de unge sig ikke som ”rigtige” narkomaner, men afhængigheden er stort set den samme.

By sarosip

2009-09-23

The Street Lawyers (Gadejuristen) [1] provide a fascinating example of the way legal assistance can be implemented among street based drug users. The organization is based in Copenhagen, Denmark, and provides legal aid to the most disadvantaged drug users in the city. In addition to sterile injecting equipment they distribute pocket size cards with questions and answers about drug laws and harm reduction. When our video team attended the meeting of the International Network of People Who Use Drugs (INPUD) in Copenhagen in November 2008, they filmed the daily activities of the NGO (as part of our EDPI project [2]).
Street Lawyers are among the best known advocates of the human rights of drug users in Denmark and they played an important role in the promotion of innovative ways to reduce drug related harms. The Danish government made an important step two years ago when it decided to introduce heroin maintenance for the most vulnerable group of heroin users. The program will start soon. However, there is no supervised injection facility in Denmark (like Insite in Vancouver [3]), so many people use heroin on the streets, in a risky environment where they face police harassment as well. The local police designated so called no-go-zones in the city center. Homeless drug users are not allowed to enter these zones, even if this makes it difficult to approach the needle exchange service. There is still a lot to do for Gadejuristen, who celebrated their 10^th birthday this year. We congratulate on their succesful advocacy efforts and wish them a happy birthday with this short movie!

Posted by Peter Sarosi

A short movie about the Street Lawyers in Copenhagen

HCLU Films

News

22. juni 2009.

http://liberator.dk/index.php/7012

Af Niels Westy Munch-Holbek ⋅ 22. juni 2009 kl. 22:00 ⋅ Skriv kommentar

“Illiberal, murderous, pointless and economically insane” – 10 trillioner gode grunde til at legalisere narkotikahandlen
Når jeg argumenterer for, at man skal legalisere handel med og brug af alle former for narkotika, er det Ikke fordi, jeg synes, det er en god ide at bruge hash, kokain, speed, heroin osv. Det er heller ikke fordi, jeg som liberalist selvfølgelig mener, at det er en grundlæggende frihed selv at bestemme, hvad man vil inhalere, proppe i munden eller op i næsen eller indtage på andre måder. Derimod er det grundlæggende fordi 5 årtiers fejlslagen kriminalisering ingen effekt har haft på forbruget eller antallet af narkomaner, men derimod primært har medført en ufattelig mængde af menneskelig lidelse, både for narkomaner og deres familie, men så sandelig også for millioner af af sagesløse borgere over hele verden, og endelig fordi de økonomiske omkostninger ved den førte politik er af helt absurde dimensioner. Således kan de globale samfundsøkonomiske omkostninger angives at være på mindst 10 trillioner kroner om året, svarende til omkring 3% af verdens samlede BNP.

Vil en legalisering ikke øge antallet af narkomaner?
Det argument, jeg hyppigst hører for at fortsætte med den nuværende forbudspolitik, baserer sig på en frygt for, at en legalisering vil medføre en kraftig stigning i antallet af narkomaner.

Jeg kan naturligvis ikke afvise, at antallet kan stige, men i så tilfælde vil det efter al sandsynlighed være en meget begrænset stigning. Og med tanke på de menneskelige og økonomiske omkostninger, der er forbundet med den nuværende forbudspolitik, er der her tale om et marginalt problem.

Alt andet lige må det selvfølgelig forventes, at pris og risiko har betydning for hvor mange, der prøver et givent narkotika og hermed hvor mange, der potentielt kan ende som misbrugere. For det første er efterspørgslen efter euforiserende stoffer temmelig prisufølsom (der skal meget store prisændringer til for at sikre selv små ændringer i efterspurgt mængde), og dels må det forventes, at risikoen for afhængighed er væsentligt højere blandt de, der allerede har prøvet de forskellige stoffer end blandt evt. nye, der måtte komme til. Endelig kunne man også pege på, at erfaringerne fra ophævelsen af det amerikanske spiritusforbud er, at en legalisering ikke påvirker forbruget opad. Endelig er der grund til at tro, at prisen på narkotika langt fra er det afgørende for det samlede forbrug.

Sammenligner man unges forbrug af forskellige former for illegale stoffer på tværs af en række europæiske lande, synes kultur og holdninger at være afgørende og f.eks. af langt større betydning end lovgivning. Der synes derimod at gælde for europæiske lande, at der er en klar sammenhæng mellem forbruget og holdningen til det legale rusmiddel alkohol og forbrug af og holdning til illegale rusmidler. Med andre ord, hvis man er nervøs for, at ens børn skal bruge narkotika, var det måske en ide at se på ens eget alkoholforbrug og holdning til indtagelse af samme.

Lande som Danmark og England har i et international sammenhæng højt forbrug af euforiserende stoffer blandt unge og er samtidig lande, hvor der er et højt alkoholforbrug blandt unge – Danmark har Europas højeste. Derimod har lande som Sverige, Grækenland og Portugal et meget lavt forbrug af euforiserende stoffer, og sjovt nok også et lavt alkoholforbrug blandt unge. Her er det væsentligt at pege på, at mens Sverige som bekendt har en stram alkohol- og narkotikalovgivning, gør dette sig langt fra gældende i Portugal, der siden 2001 er det land, der er gået længst i afkriminaliseringen af narkotika. En egentlig legalisering er ikke mulig, da man i lighed med andre lande, herunder altså også Danmark, er bundet af aftaler indgået i FN regi (og det gælder også hash).

I England hvor forbruget af illegale rusmidler er blandt de absolut højeste i Europa, fører man i lighed med Sverige en hård kurs mod illegale rusmidler – uden nogen synlig effekt på forbruget. Noget kunne altså tyde på, at kultur og holdninger har afgørende betydning for “risikoen for/villigheden til” at unge bruger diverse former for rusmidler, legale eller ej**. Og med det in mente, er det rimeligt at antage, at betydningen af lavere priser og bedre kvalitet vil have en ganske marginal betydning.

Dertil kan føjes, at mens der på et illegalt marked er ringe mulighed for at styre udbuddet i forhold til de helt unge – pusherne har et klart incitament til også at sælge til disse grupper – forholder det sig helt anderledes ved en legal reguleret handel, hvor det er muligt at styre til hvilke grupper, der bliver solgt.

Omkostningerne ved gældende narkotikalovgivning
Det er klart, at nedenstående beregninger er præget af en betydelig usikkerhed. Der er dog ikke grund til at tro, at usikkerheden er større end for alt muligt andet, hvor man er nødt til at estimere tal på baggrund af manglende eksakte oplysninger. De fleste ville formentlig være rystede, hvis de vidste, hvor tyndt et statistisk og videnskabeligt grundlag mange beregninger inden for snart sagt alle ikke-eksakte videnskaber (herunder ikke mindst klimaforskning) hviler på. Dog er det mindste forsøg på at beregne konsekvenser at foretrække, frem for at man blot “føler” sig frem, hvilket ofte synes at være en foretrukken metode.

Det er f.eks. vanskeligt at fastslå, hvor mange narkomaner der egentlig findes. Forskellige opgørelser varierer ofte temmelig meget. Til tider på grund af statistisk usikkerhed, til andre tider vist mest som konsekvens af, at undersøgelser ofte laves, fordi man ønsker, at det offentlige skal tilføre flere ressourcer til ens område, og så er det jo fristende at lave sine beregninger, så de passer til ens reelle dagsorden.

Et andet problem er ganske simpelt at finde ud af, hvor meget af f.eks. politiets arbejde, der relaterer sig til narkokriminalitet. Som bekendt ved politiet herhjemme stort set ikke, hvad deres ressourcer går til, så at finde ud af det herhjemme virker umiddelbart som en uoverkommelig opgave. Heldigvis står det anderledes til i andre lande.

Mens vi herhjemme ikke ved, hvor meget narkotikalovgivningen koster borgerne hverken direkte eller i form af samfundsøkonomiske tab, står det anderledes til i England. I mangel på bedre, forudsætter jeg derfor, at sammenhængene er de samme herhjemme som i England – en vel ikke helt urimelig forudsætning. Antallet af narkomaner i Danmark er baseret på tal fra EMCDDA***, der har fratrukket dem, der angives at være afhængige af hash, opgives til at være ca. 20.000, mens det tilsvarende tal for England er ca. 332.000.

Overfører man tallene fra England til danske forhold indebærer det, at de direkte omkostninger, det vil sige forbruget indenfor politi, rets- og fængselsvæsen og narkomaners belastning af sundhedssystemet og estimerede direkte omkostning af narkomanernes kriminelle aktiviteter udgør i alt ca ½ mio. kroner per narkoman.**** Tillægger man yderligere de beregnede omkostninger set ud fra ofrene for narkomanernes kriminelle aktiviteter, ender man med omkostninger på 800.000 kroner per narkoman. Det er værd at understrege, at der heri ikke indgår tal for forventet produktionstab, ved at beskæftigelsen blandt narkomaner, alt andet lige, må forventes at være højere ved en legalisering. Ligeledes indgår udgifter til bistandshjælp, invalidepension osv. heller ikke.

I forhold til ovennævnte kan det nævnes – igen med engelske tal “oversat” til dansk – at samfundets omkostninger for ikke-afhængige brugere er på sølle ca. 200 kroner om året.

Med 20.000 narkomaner herhjemme, indebærer det, at omkostningen af gældende lovgivning kan angives at være ca. 16 mia. kroner om året. Det svarer til, at de samlede omkostninger er ca. 4,5 gange højere som værdien af den samlede omsætning ifølge dansk politi (3-4 mia. kroner).

Antager vi yderligere, at der er samme forhold mellem omsætning og samfundsøkonomiske omkostninger er gældende på globalt plan, indebærer det, at de globale omkostninger ved gældende narkotikapolitik ligger på den forkerte side af 10.000 milliarder kroner – svarende til omkring 3% af globalt BNP. Et svimlende tal, der ikke bliver mindre absurd og vanvittigt, uanset om jeg så skulle have skudt et par trillioner for højt, hvilket dog næppe er sandsynligt. Tværtimod er det mere sandsynligt, at tallet er lavt sat, især hvis man inddrager de samfundsøkonomiske tab af korruption, krige, statskup og mordrater i mindre velstående lande i Latin Amerika, Afrika og Asien.

Det ville naturligvis være useriøst, hvis jeg ikke afsluttende skrev noget om eventuelle omkostninger ved en legalisering. Som allerede anført i indledningen må man, alt andet lige, forvente at en legalisering og medfølgende fald i priser og stigning i kvalitet (sikkerhed for renhed af produkterne) vil indebære, at forbruget stiger, hvilket jeg dog som anført anser for at være af marginal betydning, hvis en sådan effekt overhovedet vil optræde.

Det kan naturligvis også tænkes, at en del narkomaner fortsat vil være kriminelle, også efter en legalisering (og sænkning af priserne på narkotika). På den anden side ved vi fra undersøgelser i England, at der er en meget klar sammenhæng mellem narkomanernes behov for at finansiere deres forbrug og omfanget af deres kriminalitet. Ligeledes kan man også pege på, at en legalisering indebærer, at handlen med narkotika i modsætning til nu, kan beskattes med ikke uvæsentlige provenu muligheder. Der vil naturligvis fortsat være udgifter i sundhedsvæsnet, men disse vil være minimale i forhold til nu, fordi langt de fleste udgifter ikke er afledt af selve forbruget, men derimod af at stofferne er illegale. Desuden vil narkomanernes almene sundhedstilstand forbedres betydelig, der vil være færre tilfælde af AIDS, hepatitis osv., ligesom en meget stor del af akut behandling for overdosis osv. skyldes, at brugerne ikke ved, hvor stærke stofferne er osv. osv.

Og skulle omkostningerne ved en legalisering f.eks. løbe op i en trillion, ja, så har verden stadig gjort en umanerlig god forretning (og forbedret forholdene for narkomanerne samtidig).

At fortsætte den nuværende narkotikapolitik er i hvert fald temmelig stupidt og udtryk for symbolpolitik af værste skuffe. Og når socialdemokratiets ungdom i forbindelse med den nuværende ”krig” om kontrollen af det illegale narkotikamarked i København for et par måneder siden forsøgte sig med et slogan om, at ”forbrugerne havde blod på hænderne”, så burde de rettelig have rettet deres kampagne mod de politiske partier og regeringer (ikke mindst amerikanske), der gennem 5 årtier har sikret en narkotikapolitik, der ikke kun er skyld i store menneskelige lidelser, men også i et enormt økonomisk tab. Det er først og fremmest de, der sikrer et fortsat forbud, der har blod på hænderne, og det i et omfang så det driver ned af væggene.

At undlade at tage konsekvensen af årtiers fejlslagen politik er ikke kun idiotisk, men med The Economist ord “”illiberal, murderous and pointless”, ord, jeg gerne gør til mine egne med en tilføjelse om, at det er økonomisk vanvid.

Hvis man nogensinde har kunnet tale om at være dummere end politiet tillader…

Niels Westy Munch-Holbek
E-mail: FJERNDETTEniels@westy.dk
Hjemmeside:

Niels Westy er Cand. polit. og vice præsident i akademiet for Fremtidsforskning.

http://www.punditokraterne.dk/verden-dummeste-politik—den-globale-narkotikapolitik-post170506

Verdens dummeste politik – den globale narkotikapolitik

Jeg har skrevet en kort artikel om omkostningerne ved både vores nationale og den globale narkotikapolitik “10 trillioner gode grunde til at legalisere narkotikahandlen” , der kan læses på liberator.dk. Som jeg altid gør, når jeg skriver om dette emne, prøver jeg at holde mig til nyttebaserede argumenter.

Som det også fremgår af artiklen, hvor jeg kommer frem til at den førte narkotikapolitik koster det danske samfund omkring 16 mia. kroner om året, eller jeg skulle måske snarere skrive mindst 16 mia. kroner, da ikke alle omkostninger er medregnet (herunder en beregning der tager højde for at en del narkomaner formentlig ville være selvforsørgende uden at ty til kriminalitet, hvilket både ville spare overførselsindkomst samtidig med at det ville forøge værditilvæksten) af den ganske simple årsag, at jeg ikke aner hvor meget det drejer sig om. Med en forudsætning om, at forholdet mellem markedsomsætning og samlede omkostninger nok er det samme globalt, som nationalt, kommer jeg herefter frem til at de årlige globale omkostninger er ca. 10 trillioner kroner, eller ca. 3% af BNP, et nærmest absurd tal (dog ikke mere absurd en at det vist svarer ca. til det offentlige underskud i USA i 2009). Hvor enormt dette tal end er, tror også at dette tal undervurderer de reelle omkostninger. F.eks. burde man jo rettelig medtage det resulterende væksttab, der næppe er ubetydelig – lande som Afghanistan og Colombia, hvor der er en lige linie fra narkotika til muligheden for fortsatte kamphandlinger er åbenlyse, men der er mange lande, hvor der er en direkte forbindelse fra den illegale narkotikahandel og til ustabile politiske og økonomiske forhold. Hvor meget dette betyder for de reelle globale omkostninger kan jeg ikke sige, det ville blive de rene skud i luften. Men at konsekvenserne er meget alvorlige er jeg ikke i tvivl om.

Når man betænker, at vi reelt, med FNs tal taler om at der globalt er 24 millioner mennesker der har alvorlige misbrugsproblemer, hvilket svarer til ca. 1/3 % af den globale befolkning, er det unægtelig svart at se den førte politik, som intet positivt har afstedkommet i hele sin levetid, som andet end udtryk for komplet idioti, eller som jeg skriver i artiklen, hvis man nogen sinde kunne tale om at at være dummere end politiet tillader……

Sådan er det selvfølgelig ikke. Hvis vi ser bort fra de fundamentalt religiøse grunde til at forbyder handel og nydelse af en række euforiserende stoffer, – religiøse grunde der senere blev pakket ind i besværgelse om sundhed, så er narkotikapolitikken et af disse områder hvor politikerne effektivt har kunne køre på menneskers angst – og har gjort det. Da man for gud hvilken gang skruede op for “The war on drugs” i slutningen af 1980erne i USA (inden det valg, hvor Bush senior blev præsident) skulle der efter sigende være udarbejdet en rapport i det amerikanske justitsministerium, der viste, at det var en kamp der ikke kunne vindes – men der var jo stemmer i skidtet.

Vurderet på denne led bliver den førte narkotikapolitik jo ganske rationel set fra højrefløjens side. Til gengæld er det også slående, at venstre side af det politiske spektrum, hvilket vi også ser herhjemme, bruger og misbruger visse menneskers ulyksalige afhængighed til at promovere deres yndlingsdagsorden, der er lidt i stil med “Se-mig-mor-er-jeg-ikke-et-godt-menneske-jeg vil-så-gerne-hjælpe-de-svage” – desværre altid kombineret med at det skal alle andre så betale for. Derfor kan man komme frem til at det er en fornuftig mulighed at lave en forsøgsordning med uddeling af heroin, til en pris af 200.000 per narkoman, hvilket skal betales af… ja vi kender historien.

Under alle omstændigheder så håber jeg at de, der i lighed med mig synes, at det som et minimum bør gælde at love bør have den tilsigtede effekt, og kan følge mig i at man ikke skal smide gode penge efter dårlige (og da slet ikke 16 mia. af dem året) kan bruge mine beregninger til noget. Og på trods af at man kan anføre at beregningerne er ganske usikre, så er de ikke mere usikre end ganske mange andre beregninger om alt mellem himmel og jord der refereres til og tages som givne i den daglige debat. Og under alle omstændigheder er det bedre at forsøge at foretage beregningerne end blot at “føle sig frem”, selv om det er vældigt populært.

Og så en lille opfordring: skulle der være nogen af bloggens læsere der på deres vej er stødt på andre beregninger af omkostningerne i forbindelse med den førte narkotikapolitik, også gerne om omkostningerne ved en evt. legalisering, så må i hellere end gerne lægge links til det.

# munch-holbek, nakotikapolitik, omkostninger | 23. jun 2009 12:04, Niels Westy

Københavns Kommune

Den 7.5.2009.

Lægeordineret heroin på vej til København

Fra begyndelsen af næste år vil stofmisbrugere i København kunne modtage lægeordineret heroin på en nyåbnet klinik. Tilbuddet til stofmisbrugere har været på vej siden sidste år. Her bevilgede Folketinget i februar 70 millioner kroner til ordningen, hvoraf Købehavns Kommune får 30 millioner kroner.

I København er der fundet en egnet adresse til en heroinklinik i Nordvestkvarteret og de første skitser til indretningen af klinikken, som skal specialindrettes præcist til formålet, er allerede på arkitekternes tegnebræt.

Når klinikken slår dørene op i begyndelsen af næste år, skønnes det, at omkring 100-120 stofmisbrugere vil takke ja til behandlingstilbuddet, som er målrettet de stofmisbrugere, som ikke profiterer af metadonbehandling

Smitterisiko og kriminalitet mindskes
- Det drejer sig om stofmisbrugere, som har fået metadonbehandling igennem et stykke tid efter alle kunstens regler, eventuelt som injektionsbehandling, men som alligevel ikke får opfyldt deres stoftrang. Derfor supplerer de med heroin, som de køber på gaden og selv injicerer, ofte under kummerlige vilkår med den risiko for smitte, det indebærer, fortæller klinisk overlæge i Socialforvaltningen Christian Hvidt, som sidder i Projektgruppen for implementering af Lægeordineret Heroin.

I Heroinklinikken kan stofmisbrugeren i hygiejniske omgivelser injicere heroin med hjælp fra læger og sygeplejersker. Det er her muligt at give stofmisbrugerne heroin af en ensartet renhedsgrad i modsætning til det stof, stofmisbrugerne i dag er tvunget til at købe på gaden. Dermed mindskes smitterisikoen. Erfaringer fra lande, der allerede har tilbud om lægeordineret heroin, viser desuden, at der sker en markant nedgang i den berigelseskriminalitet, der følger med, når stofmisbrugeren skal købe stoffet på gaden.

Kan ikke stå alene
Klinikkens brugere giver afkald på en stor grad af frihed, når de takker ja til behandlingen. Heroinen skal nemlig injiceres overvåget 2 gange om dagen – alle ugens dage, inklusive lørdag og søndag.

- Det er vigtigt at slå fast, at behandlingen med heroin ikke kan stå alene, men skal ledsages af et veludbygget psykosocialt behandlingstilbud. Heroinen i sig selv er ikke et mirakelmiddel, som løser alle misbrugerens problemer, siger Overlæge Christian Hvidt.

- Vi skal bruge den mulighed, vi får, for et samarbejde med klinikkens brugere, og derfor skal vi udover den lægeordinerede medicin tilbyde nogle attraktive socialpædagogiske tilbud og nem tilgang til socialrådgivere samt anden psykosocial behandling. Vi skal vise brugerne, at de bliver taget alvorligt, og at vi vil hjælpe dem.

Fra TV Lorry

20.4.2009.

Politiet har travlt med bandekrigen. Så travlt at indsatsen på andre områder svækkes.
Beboerne på Vesterbro i København advarer nu om en stigning i antallet af narkohandlere på gaderne.
Tv Indslag: Narkohandel på Vestebro i skyggen af bandekrig (02:01)

Fra The Guardian (UK)

Den 7. april 2009.

Af Danny Kushlick

I dag udgiver Transform en cost-benefit-analyse der sammenligner det politiske narkotikaforbud med en model for retlig regulering af narkotika, noget regeringen undlod at gøre, før narkolovgivningen blev vedtaget, og som den omhyggelig har undgået at igangsætte sidenhen – ligesom den endda er gået så vidt, som til at hævde at det er umuligt.

Vores rapport viser, på grundlag af Home Office’s egen analyse, at Storbritannien spilder ca. 4 milliarder UK £ (40 milliarder D.kr.) hvert år på en lægemiddelkrig, der opnår det stik modsatte af sine erklærede mål og samtidig maksimerer skader forbundet med stofbrug – og som skaber 9 milliarder UK £ i kriminalitetsomkostninger.

Som det bemærkes i betænkningen: “Aktuelle tilgange ignorerer grundlæggende konstateringen af, at politikken for forbuddet i sig selv er den direkte kilde til meget af det, der opfattes som” narkotikaproblemet” – specielt, at langt størstedelen af den narkotikarelaterede kriminalitet – snarere end stofbruget per se.”

Vil denne åbenbaring rokke regeringen i sin kerne og vil den skabe et modent og rationel udforskning af mere effektive politiske alternativer?

Nej, fordi den regerings-sponsorerede krig mod narkotika er endnu en “ubekvem sandhed”, der bliver fordrejet og marginaliseret. Som Bob Ainsworth MP så oprigtigt siger det, da han blev spurgt på en pressekonference i 2003 (han blev derefter regeringens narkotalsmand), om han ville støtte en revision af forbuddets udgifter: “Hvorfor skulle vi gøre det, medmindre vi vil legalisere narkotika? ”

Men det samme år udarbejdede statsministerens Strategi Unit en rapport, der præcis viste, hvad vores seneste publikation viser: at håndhævelsen af forbuddet forårsager de fleste af skaderne forbundet med produktion, forsyning og brug af kokain og heroin.

Den administrerende direktør for FN’s Kontor for Narkotika og Kriminalitet, Antonio Costa, har peget på oprettelsen af et enormt kriminelt marked, politik fortrængningseffekten (fra folkesundhed til håndhævelse), og “ballon-effekten”, hvor fuldbyrdelsen i ét område, blot flytter problemet til et andet sted.

Så hvad gør en regering, når en politik åbenlyst skaber mere skade end gavn? Under vores forskning, revurderede vi regeringens retningslinjer for, hvad der udløser en vurdering af virkningerne af politikken, en proces der svarer til en cost-benefit-analyse, som forpligter offentlige myndigheder til at simulere, hvordan en politisk ændring vil påvirke den virkelige verden. Det kræver også en assessors vurdering for at påvise hvad der ville ske, hvis regeringen ikke gjorde noget eller anvendte alternative politikker.

Ifølge regeringens egne retningslinjer, er udløsningsfaktoren for at foretage en vurdering af virkningerne af narkotikapolitikken opstået mindst to gange – én gang, da strategi Unit anerkendt betydelige utilsigtede konsekvenser af den nuværende politik, og da den seneste narkotikastrategi blev udsendt til offentlig høring.

Der findes dog endnu ingen assessor vurdering.

Transform er også opmærksom på at mindst de seneste to væsentlige cost-benefit regeringsanalyser om narkotikapolitik, ikke er publiceret offentligt, til trods for anmodninger fra Freedom of Information Act.

I betragtning af den store bekymring, bør regeringen hurtigst muligt offentliggøre analysen der er lavet og bestille en fuldstændig uafhængig cost-benefit-analyse af kontrol- og narkotikahåndhævelse, samt iværksætte en vurdering af virkningerne af narkotikastrategien og Misbrug af Narkotika forordningen.

Og mens de er i gang og står over for virkeligheden, bør regeringen også engagere sig modent i debatten omkring legalisering og regulering af narkotika.

Vi kan kun håbe, at dette seneste virkelighedstjek, fremdrager de forfærdelige omkostninger ved at ‘sende det rigtige budskab’, udsætter det betydelige ressourcespild for en meningsfuld offentlig granskning og debat. Undladelse af dette vil bibeholde en immunisering af kontrol af uhensigtsmæssige krige, en kultur som strækker sig tilbage gennem historien.

• Danny Kushlick arbejder for narkotikareform og velgørenhed ved Transform www.tdpf.org.uk

——-

Den fuldstændige rapport (53 sider, pdf):
En sammenligning af omkostningseffektiviteten af forbud og regulering af narkotikahttp://www.tdpf.org.uk/TransformCBApaper.pdf

–
Medicin & Demokrati <drugs@tni.org>
Transnational Institute (TNI)
De Wittenstraat 25 | 1052 AK Amsterdam (Nederlandene) Tel +31-20-6626608 | Fax +31-20-6757176http://www.tni.org/drugs/