af Claus Burlin
Ambulancebehandler Kbh. Brandvæsen
Redaktør af bladet Brandmanden
Nogle stofmisbrugere har så godt som opgivet livet og ønsker at dø, andre derimod prøver at få det bedste ud af tilværelsen.

Stedet er en sen eftermiddag i Skelbækgade på Vesterbro i København. En kvinde sidder på trappestenen foran kanylebussen og taler i mobiltelefon:

“Kan du ikke hente lillesøster fra børnehave … mor bliver nødt til at blive på kontoret et par timer ekstra … husk at købe aftensmad.. ja, det er godt min skat … vi ses kys.. kys”

Kvinden rejser sig fra trappestenen, afbryder mobiltelefonen og lægger den ned i sin lille håndtaske. Ned til kondomerne, pumperne og de rene kanyler, som hun fem minutter tidligere havde fået udleveret fra Kanylebussens lille disk. Det har været en ualmindelig stille dag på flisen. Kvinden retter på de sorte nylonstrømper under den korte nederdel, hun mangler ca. firehundrede kroner, for hun har økonomisk rygdækning ug til dagens forbrug af heroin. To minutter efter samtalen med sønnen , bliver hun taget op af en bilist, som vil købe en seksuel ydelse. Med andre ord: Mor er på overarbejde.

Kanylebussen blev oprettet den 1juni1996. Formålet med bussen er at dele rene kanyler og pumper ud til intravenøse stofmisbrugere eller værktøj, som det hedder i den interne stofmisbruger jargon. Hidtil har apotekerne stået for udleveringen, men de ønsker ikke længere at være med i ordningen. Kanylebussen er blevet til i samarbejde mellem stadslægen i København og Københavns Brandvæsen, som betjener bussen i det daglige.

Bussen holder to forskellige steder i København. Først på Vesterbro fra kl. 1012, dernæst på Nørrebro fra kl. 12.4514.45 og til sidst på Vesterbro fra kl. 15.0018.00. Bussen er i drift alle ugens dage.

Før i tiden var det ikke ualmindeligt, at stofmisbrugere delte “værktøj”. Nåle og pumper med rester af blod har på den måde fuldstændig ukritisk skiftet ejer. Smitsomme sygdomme som bl.a. leverbetændelse og HIV har vandret fra den ene misbruger til den anden.

Jeg vil ikke påstå, at vi med Kanylebussen fuldstændig kan eliminere dette problem, men vi kan være med til at give stofmisbrugerne lidt bedre betingelser for at overholde de hygiejniske principper. Tidligere brugte narkomanerne bl.a. kuglepenne som værktøj, eller de sleb de slidte nåle på fortorvskanterne.

Ordningen med bussen kan forhåbentlig være med til at forebygge den slags ting. Udover de rene kanyler, er bussen efterhånden også blevet en mobil skriftestol, hvor brugerne kan få smidt de historier der nager dem, over disken. Og dem er der mange af i miljøet… At skulle tage hensyn til love, regler og paragraffer, er for mange stofmisbrugere noget nyt, når de står overfor en myndighed.

Det at kunne fortælle sine tanker og følelser til et andet menneske, der fordomsfrit lytter til det, man nu har på hjertet, har vist sig at være af ligeså stor betydning som formålet med de rene nåle. Det hjælper ikke, at vi fortæller dem, at de skal forsøge at komine ud af deres narkomisbrug. De ved godt, at det er noget møg, de er havnet i og behøver ikke at få det fortalt igen og igen. Vi prøver at støtte og holde humøret oppe hos dem, selvom det ind imellem kan virke håbløst. Men en venlig kommentar eller “ha’en god dag!” er noget de fleste bliver glade for og især denne gruppe mennesker, som føler sig kasserede af det danske samfund.

Mange kommer også med breve fra offentlige instanser, som kan være svære at forstå. Vi hjælper dem med at tydeliggøre indholdet eller give dem et godt råd.

Hvorfor disse skrøbelige sjæle er blevet narkomaner, er et spørgsmål jeg har stillet mig selv igen og igen. Kim er 25 år og kommer ved bussen dagligt. Hans øjne flakser i det blege tynde ansigt og håret står ud til alle sider. Han er nusset i tøjet for ikke at sige møgbeskidt. I den ene bånd har han en guldøl og i den anden en bærepose. “Stik mig noget værktøj … jeg skal ha’ et ordentlig dyt … ka’ jeg godt love dig”. Jeg giver ham en håndfuld værktøj. Jeg er, er skide træt af det her liv jeg orker det snart ikke længere … det hele er noget lort … jeg tager snart en overdosis “. “Hvorfor blev du stofmisbruger? ”
“Hvordan helvede skulle mit liv blive meget anderledes?..
jeg har aldrig kendt til andet . . da jeg var 11 år blev jeg sendt i byen efter heroin til min far …mens min tossede mor sad og slog hovedet ned i bordkanten pga. druk og piller … sådan var min barndom og ungdom … jeg har altid været omgivet af stoffer, og det har derfor altid været en del af mit liv”. Ikke fordi svaret overrasker mig, men det giver alligevel stof til eftertanke.

Vores samtale bliver afbrudt af en kvinde, som utålmodigt står og tripper. “Vi ses’; siger Kim, mens han famler ud efter sin guldøl og begynder at gå ned ad Skelbækgade. “Ha’ en god dag og pas på dig selv’; råber jeg efter ham. Han løfter armen uden at vende sig om.

Kvinden, som står foran mig, er i starten af trediverne. Hun er pæn i tøjet, har pæne tænder og virker i første omgang ikke som stofmisbruger.”Der er ikke en skid at lave…og jeg mangler firehundrede kroner, før jeg har til mit stof… ka’ jeg ikke lige… få nogle kondomer og lidt værktøj”. Da kvinden rækker ud efter kondomerne og værktøjet, afslører hendes håndryg, der er hævet og forsømt, at hun er stofmisbruger.
” Det er sgu svært at få tid til det hele… når man også har to børn og en mand, som kommer sent hjem”, siger hun, mens hun lægger værktøjet ned i sin lille håndtaske.
Jeg kigger undrende på hende og føler mig nødsaget til at spørge, hvor gamle hendes børn er. “Den ældste er 12 år og den lille 5″
“Hvor lang tid har du været på stoffer?”
” Py. . ha.. det bliver vel snart femten år men jeg har holdt nogle pauser, især da børnene var helt små. “Hvordan en fungerer du med dit stofmisbrug?”
“Det fungerer helt fint… bortset fra at min mand er sur over, at jeg skal trække … han er lidt jaloux anlagt… men jeg bliver nødt til det … for vi er begge to på stoffer, og hans løn er ikke stor nok, til at det kan løbe rundt”.
“Hvad med børnene?”
“De ved ikke noget… de tror, deres mor arbejder på kontor … det har jeg også gjort… men det gi’r ikke nok… min familie kender heller ikke til vores misbrug … vi forsøger at holde det skjult… men prøver at få det bedste ud af vores liv, selvom det til tider kan være hårdt… men nu må du have mig undskyldt… jeg bliver nødt til at ringe hjem til den store og sige, at han skal hente lillesøster fra børnehave … for jeg når det ikke selv”.

Kvinden sætter sig på trappestenen, tager sin mobiltelefon op af tasken og ringer hjem til sønnen for at sige, at mor har fået overarbejde.

Tidligere publiceret af Førstehjælp og Sundhedsfremme. Venligst stillet til rådighed af forfatteren.