Punditokraterne

The War on Drugs, Christiania, Roskildefestival & miltbrand

Udgivet den 08/07/2012

af Niels Westy Munch-Holbek

For en uge siden døde en ung svensker efter at have indtaget en overdosis Ecstacy (og der skal meget til). For få timer siden døde stofbrugeren Tom af miltbrand. Den pådrog han sig via inficeret heroin. Det er blot to af de mange som hvert år dør som konsekvens af den førte narkotikapolitik.

Siden en række politikere besøgte Christiania, og TV2 journalist efterfølgende fik bank, da han forsøgte at filme i pusherstreet, er der igen blevet diskuteret hash herhjemme. I sidste uge erklærede Børsen på lederplads, at legalisering bør overvejes. Som Christopher Arzrouni skrev i lederen under overskriften “Christianias selvmord”:
Ved at afkriminalisere hash ville man gøre både samfundet og Christiania en tjeneste. Politiets ressourcer kunne anvendes bedre. Og borgerne kunne holdes væk fra de kriminelle miljøer. Dertil kommer, at forskellen på almindelig tobak og hash heller ikke er overvældende. Ingen er i tvivl om, at begge dele er skadelige for helbredet. Men den fare, man udsætter sig for – med henblik på at opnå andre fordele som f.eks. nydelse – er i bund og grund en privat sag. Og såfremt man ikke kan acceptere dette principielle argument, skylder man et ordentligt bud på, hvordan man vil undgå de meget store ulemper, som kriminalisering afføder. Det er ikke kun et problem for Christiania. Her fungerer “Fristaden” desværre som et skræmmende fremtidsbillede på, hvad resten af samfundet risikerer. De er jo en del af os selv.

Hermed følger man delvist i sporene på Wall Street Journal, Finansiel Times og The Economist, som alle tre for mange år siden erklærede, at de er tilhængere af en eller anden form for legalisering, ikke kun af hash, men også af hårdere stoffer.

New York Times bragte for nylig en mindre artikel, som sætter tåbelighederne i relief. Under overskriften “Numbers Tell Of Failure i Drug War“, pointerer Eduardo Porter, at det hverken er den samlede produktion af opium og marihuana eller andelen af kokain til det amerikanske marked, som kommer via Mexico, som udstiller problemet ved den førte politik. Hvis ét tal udstiller den fortsatte forbudspolitiks fiasko, er det udviklingen i prisen på kokain gennem de seneste 30 år.
If there is one number that embodies the seemingly intractable challenge imposed by the illegal drug trade on the relationship between the United States and Mexico, it is $177.26. That is the retail price, according to Drug Enforcement Administration data, of one gram of pure cocaine from your typical local pusher. That is 74 percent cheaper than it was 30 years ago.

Forbruget af illegale rusmidler har bortset fra en top i 70erne og et dyk i begyndelsen af 1990erne været rimeligt konstant, og prisudviklingen siger alt om et udbud som fint opfylder markedets efterspørgsel.

 

 

 

 

Udviklingen understreger blot hvad vi har vidst i årtier, nemlig at prisen på stoffer har meget lidt indflydelse på den efterspurgte mængde (lav priselasticitet).

Som faste læsere af bloggen ved, har jeg i efterhånden en del år argumenteret for legalisering i en eller anden form. Det er den eneste rationelle – og moralsk rigtige – løsning. Som Christopher Arzrouni så korrekt skriver;
“den fare, man udsætter sig for – med henblik på at opnå andre fordele som f.eks. nydelse – er i bund og grund en privat sag.”

Mere præcist kan det vel ikke siges.

For tidligere indlæg som beskæftiger sig med de menneskelige og økonomiske konsekvenser af den førte politik, se bl.a her, her og her, samt for beregninger af forventede besparelser og skatteindtægter ved liberalisering, se her.

Død og ødelæggelse fremmer forståelsen

New York Times er langt fra de første som skriver om fiaskoen med bekæmpelse af narkotikaforbrug gennem forbud. Milton Friedman pointerede allerede i 1972 i en kort artikel i Newsweek, at ” The War on Drugs” var dømt til at mislykkes fra start, se ogsåher. 20 år senere beskrev han den førte politik med ordene:
There are some general features of a socialist enterprise, whether it’s the Post Office, schools, or the war on drugs. The enterprise is inefficicnt, expensive, very advantageous to a small group of people, and harmful to a lot of people. That was true of socialism in Russia, it was true of socialism in Poland, and it’s true of socialism in the United States.

For et par år siden skrev Mary O’Grady i Wall Street Journal et glimrende indlæg om den absurde og eskalerende udvikling i Mexico, hvor hun slog fast, at kampen mod narkokartellerne var “doomed“.

Men selv om man må beklage de store tab af menneskeliv (ca. 50.000 de seneste 6 år i Mexico), både på efterspørgsels- og udbudssiden, er det formentlig netop omkostningerne ved den fortsatte indsats mod udbudssiden, som på et eller andet tidspunkt vil udvirke en bevægelse mod en egentlig legalisering.

En række latinamerikanske tidligere og nuværende præsidenter ved flere lejligheder talt og skrevet for egentlig legalisering, og de ved om nogen hvilke enorme omkostninger den førte politik indebærer. Det skal dog medtages, at flertallet af befolkningen i de pågældende lande fortsat er modstandere af legalisering. Derudover vil en sådan indebærer et opgør med primært USA og en række europæiske lande.

Et er dog sikkert. Det bliver ikke via rationelle cost-benefit analyser af den første politik på de store aftagermarkeder, at den afgørende ændring kommer til at ske. Dertil er omkostningerne set med myndigheders og politikeres øjne for små, mens gevinsterne er for store, i kraft af bevillinger og arbejdspladser.

Narkotikapolitikkens dødelige konsekvenser

Starten på dette års Roskildefestival faldt sammen med, at en af deltagerne døde af en overdosis Ectacy. Et stof som af eksperter anses for at være relativt ufarligt.

Dødsfaldet er formentlig primært resultatet af den førte narkotikapolitik. Havde vedkommende haft muligheden for at købe stoffet legalt, ville der både have været en varedeklaration og vejledning i hvorledes stoffet skulle indtages med, ligesom styrke havde været kendt.

Forudsigeligt har interessen hos mange medier, bl.a. TV2, primært været at fokusere på det lidet overraskende faktum, at der er illegale rusmidler på Roskildefestivallen og hvad arrangørerne vil gøre ved dette. Hvad han man forestillet sig? Det er jo ikke en festival for visesang, men for rockmusik og alt det som følger heraf.

I forlængelse af at politiet i år har fortaget flere anholdelser på grund af illegale stoffer fulgte herefter historier om at der var flere stoffer på årets festival. Det kunne jo tænkes, at poltiet, på grund af medieinteressen havde øget fokus på dette område, til irritation for festdeltagerne og uden at det ændrer en tøddel i forhold til de grundlæggende problemer. Om der reelt er flere stoffer i år end sidste år, skal jeg lade være usagt. At der skulle være flere stoffer end en i 1970erne eller 1980erne, hvor jeg selv deltog, stiller jeg mig dog tvivlende overfor. Stofferne er nok nogle andre, i 1970erne var der ud over altid nærværende hash, bl.a. heroin, i 1980erne og fremefter amfetamin og kokain. Den store forskel fra dengang og til nu er formentlig primært hvor meget ordensmagten gør for at skride ind. Jeg ved ikke hvordan det er nu om dage, men for 30 år siden skulle man stort set tænde en joint lige foran en betjent før der blev grebet ind, mens alt stort set kunne lade sig gøre på campingområdet.

Miltbrand som konsekvens af den førte narkotikapolitik

Til slut blot ét lille eksempel på hvorledes den førte politik ødelægger og slår mennesker ihjel. tilbage i 2009 oplevede man flere tilfælde af miltbrand i heroin i andre europæiske lande, hvilket fik sundhedsstyrelsen til at skrive følgende i en advarsel:
Smittekilden er endnu ikke endeligt identificeret, men man mistænker, at der kan være tale om forurening af et parti heroin med sporer fra bakterien Bacillus anthrachis. Alternativt kan der være tale om forurening af et tilsætningsstof til heroinen

Ifølge brugerforeninger og fora på nettet for stofbrugere, er der inficeret heroin i omløb i Danmark. Tidligere i dag (søndag) afgik stofbrugeren Tom ved døden, med stor sandsynlighed på grund af miltbrand fra inficeret stof. Mindst en yderligere stofbruger viser tegn på at være smittet med miltbrand.

Mens den unge svenskers død for en uge siden formentlig er resultatet af manglende viden om dosering, er stofbrugeren Toms død ene og alene resultat af, at heroin ikke kan produceres og sælges under legale former.

Denne debat fylder stadig fortvivlende lidt i medierne, desværre.