“Sande ikkehistorier” af Finn Andersens 2003

Sande ikkehistorier af Finn Andersen


Bogen kan evt. rekvireres hos Finn Andersen via finna@image.dk

 

Lektørudtalelse (03/34) 2 474 359 4 (BS)

Andersen, Finn: Sande ikkehistorier. – Oneman. – 153 sider. – DK 99.4 
Andersen, Finn

En meget personlig beretning om et liv som narkoman i Danmark op igennem 70’erne og 80’erne med alt, hvad det medfører af afsavn, kriminalitet, fængselsophold og lignende. Lidt omstændeligt, springende og med en ikke altid lige gennemskuelig kronologi fortæller FA engageret og engagerende om sine problemer med at vedkende sig sin homo- eller biseksualitet og en til dels deraf følgende eksperimenteren med euforiserende stoffer fra hash og speed over LSD til morfinbase og heroin. Det ender i et permanent heroinmisbrug, som delvist finansieres af hjemmeproduktion og salg af amfetamin, som han som kemi- og laboratoriekyndig eksperimenterer med allerede som meget ung, og et liv centreret om at skaffe sig det næste fix, om vennernes død, om arrestationer, retssager og fængselsliv og endelig at finde motivationen til at komme ud af misbruget. FA plæderer for en mere forstående og human holdning til narkomaner, bl.a. udlevering af heroin til de afhængige for at hindre deres sociale nedtur og holde dem fra kriminalitet. Sprogligt letløbende, af og til højtravende, beretning til underholning og oplysning for unge og voksne. Flot poetisk omslag med Fugl Føniks, der rejser sig af asken. FA udgav i 2002 Digte fra sidelinien.
Elin Søborg

Anmeldelse i Bornholms Tidende 15-9-2003

Af Martin Wilde

Dødsfald på stribe

Personerne dør som fluer i Finn Andersens første rigtige bog, Sande ikkehistorier, efter han sidste år udgav sin første digtsamling. Nogle af personerne lærer vi ganske godt at kende inden de dør, for andre sker det blot i en bisætning. Det er tankevækkende, for bogen er hverken en knaldroman eller en gyser. Det er, som forfatteren så rammende kalder den, en slags selvbiografi.
Finn Andersen er tidligere narkoman. I bogen skriver han stort og småt om sin tilværelse, inden han kom ud af stofmisbruget, og flyttede til Bornholm. Selv om navnene i bogen er skiftet ud, så er bogen meget ærlig. Finn Andersen er ikke bange for at skrive om sin egen komplekse seksualitet, og hvilke kvaler det har givet ham – bogen beskriver også hans daglige liv som narkoman i København og omegn. På det punkt overrasker bogen, for livet som narkoman er ikke altid så usselt, som de fleste forestiller sig. Finn Andersen er en intelligent og lærd person, hvilket skinner igennem. Det er sikkert heller ikke ret mange narkomaner, der selv fremstiller amfetamin og andre stoffer hjemme på køkkenbordet eller i et laboratorie i en lade på Langeland. Stoffer som Finn Andersen solgte, for selv at få råd til at købe heroin. Det måtte gå galt, og det gjorde det også. Derfor har bogen også et afsnit om, hvordan det er at være indsat i det danske fængselsvæsen. Et afsnit der, som resten af bogen, ikke er uden en vis form for galgenhumor.
Finn Andersen forstår nemlig at svinge pennen på en forførende og humoristisk måde. Han har en ligefrem og ligetil skrivemåde, der gør, at man ikke overraskes over de mange dødsfald og andre hændelser. Det virker nærmest elegant, når bipersoner, hvis liv ikke længere er, hurtigt beskrives og aflives i et par indskudte sætninger. Første gang virker det overraskende, men det er en fornuftig måde ikke at forstyrre historien væsentligt.
Undervejs i bogen kan læseren opleve en vis stakåndethed, for det er ikke så få hændelser, der er kommet med på de 153 sider. Hændelser og episoder, der alle beskrives forførende detaljeret, skønt mange af dem nu har adskillige år på bagen. Som anmelder kan man få den tanke, at det må være umuligt at huske alt så klart og tydeligt, så mange år efter. Særligt når det tages i betragtning, hvilken tilstand forfatteren har været i, da de enkelte episoder blev oplevet. Men det kommer Finn Andersen nemt uden om, ved netop ikke at kalde bogen for en selvbiografi, men “en slags selvbiografi”. Det er heller ikke det vigtigste, specielt da navnene på de personer, der optræder i bogen, er ændret, og mange af de beskrevne i mellemtiden har taget det sidste stik. Hovedsagen er, at bogens indhold virker meget troværdigt. Det kan det kun gøre, fordi det er selvoplevet.
Facit er, at bogen kan anbefales. Den er let læst, og giver et godt indblik i en verden, som mange heldigvis aldrig kommer til at opleve.