The Harm Reduction Coalition (HRC) is committed to reducing drug-related harm among individuals and communities by initiating and promoting local, regional, and national harm reduction education, interventions, and community organizing. HRC fosters alternative models to conventional health and human services and drug treatment; challenges traditional client/provider relationships; and provides resources, educational materials, and support to health professionals and drug users in their communities to address drug-related harm.

The Harm Reduction Coalition believes in every individual’s right to health and well-being as well as in their competency to protect and help themselves, their loved ones, and their communities.

HIV-forebyggelse i fængsler inklusive uddeling af sprøjter og kanyler

Joachim Nelles, University Pshyciatric Services, Bern.

I Schweiz gøres der en stor indsats mod illegale stoffer.

Alligevel kan illegale stoffer fås over hele landet og brugen af dem er almindelig.

Selv om fængslerne anskues som lukkede systemer er situationen bag murene ikke meget bedre.

Vor første undersøgelse i Hindelbank fængslet viste fx at 45 ud af de 137 indsatte kvinder havde taget stoffer indenfor den sidste måned.

Denne procentdel svarer godt til en række internationale undersøgelser.

Eftersom fængselspopulationen hyppigere udviser risikoadfærd, som fælles brug af sprøjter og ubeskyttet sex, er forekomsten af infektiøse lidelser (HIV og hepatitis) betydeligt højere end blandt normalbefolkningen.

I Schweiz er incidensen af HIV 60 gange højere i fængslerne end i samfundet som helhed.

Den schweiziske regerings nuværende narkotikapolitik bygger på forbud, forebyggelse, behandling og skadesminimering.

Skadesminimering består af kondomuddeling, sprøjtebytte, fixer-rum, metadonbehandling, og derudover substitutionsbehandling med morfin, metadon eller heroin til intravenøst brug.

Selv om der er en stigende accept af skadesminimerende programmer i samfundet, er det vanskeligt at indføre dem i fængsler og sprøjteuddeling de er et stridens æble.

Måske er det fordi at harm reduction indenfor fængslets mure i særlig grad ses som en modsætning til forbudet mod stoffer.

De argumenter, som modstanderne byggede på, var at sprøjteuddeling ville forøge de indsattes narkotikabrug, og at de brugte sprøjter ville være en sundhedsrisiko og at sprøjter ville blive brugt som våben mod fængslets personale.

Trods protesterne blev der taget en række pragmatiske skridt til at sørge for uddeling af sprøjter i schweiziske fængsler.

Et af disse var Hindelbank projektet, der blev bakket op af den føderale schweiziske sundhedsstyrelse, som promoverede udviklingen politisk og – nok så vigtigt – økonomisk.

Stoffer og AIDS-forebyggelse i Hindelbank Fængsel

Hindelbank pilotprojektet fandt sted mellem juni 1994 og maj 1995.

Det forebyggende program og evalueringen blev udført af to forskellige uafhængige eksterne grupper.

Det forebyggende program bestod af undervisning for såvel store som og små grupper, af sociomedicinsk rådgivning, uddeling af informationsbrochurer og distribution af kondomer og sterile sprøjter.

Sprøjterne blev distribueret ved hjælp af en en-til-en bytteautomater, som blev installeret i hver af fængslets seks afdelinger.

Gruppemøder og personlig rådgivning fandt sted i lokaler, der var specielt indrettet til det.

Det forebyggende program rettede sig både til de indsatte og fængselspersonalet.

Informationsmøderne fokuserede på emner som hepatitis og HIV-infektioner, de dertil knyttede beskyttelsesforanstaltninger og førstehjælp i tilfælde af overdosering.

Gruppemøderne inkluderede diskussioner og rollespil og hele programmet blev gennemført på fire sprog, fransk, tysk, engelsk og spansk.

Efter afslutningen af pilotprojektet blev sprøjteuddeling fortsat, men de øvrige aktiviteter blev indskrænket, da der af økonomiske grunde kun var en sygeplejerske ansat til at udføre dem.

Den vigtigste opgave for den opfølgende evaluering i juni 1996, var at beskrive pilotprojektets indflydelse på stofmisbruget og den risikobetonende adfærd.

På baggrund af dybtgående interviews blev der udviklet et spørgeskema (også på fire sprog) som blev uddelt til de indsatte.

1. Adresse og administration

Kultur- og Socialforvaltningen

Socialmedicinsk Afsnit

Vindegade 18, Postboks 749

5100 Odense

Tlf.: 66 13 13 72, lok. 4081

Kontaktperson: Lena Boye

2. Målsætninger/målgruppe

Formålet er at sikre stofmisbrugere rene sprøjter og kanyler, således at risikoen for overførsel af blodbåren smitte f.eks. lidelser som HIV/AIDS og leverbetændelse minimeres, idet sprøjterne kun anvendes én gang og kun af den samme person.

Endvidere ved brug af rene kanyler at mindske risikoen for bylder.

Da der lægges vægt på en egentlig bytteordning er formålet også at mindske omgivelsernes gene og risiko ved henkastede sprøjter og kanyler.

Endelig kan den direkte personkontakt i forbindelse med bytningen danne grundlag for senere omsorgsmæssig eller behandlingsmæssig kontakt.

Målgruppen for ordningen er aktive intravenøse misbrugere, såvel de som i perioder har kontakt til behandlings-/omsorgssystemet, som de, der er ukendte for behandlingssystemet.

3. Projektbeskrivelse

Automaterne er placeret 3 steder i Odense, således at der også er mulighed for anonymt at sikre sig sprøjter/kanyler.

Der er en mindre egenbetaling, og der er i forbindelse med automaterne mulighed for at aflevere brugte remedier.

Et af byens apoteker sørger for opfyldning og tømning.

Derudover er der flere forskellige steder i byen placeret opsamlingsbokse til brugte kanyler.

Bytteordningen findes 3 steder i Odense – dels i kommunens behandlings-/rådgivningssted, dels i Værestedet for prostituerede stofmisbrugere og i være- og overnatningssted for socialt udstødte. Sidstnævnte drives af KFUK’s Sociale Arbejde og Kirkens Korshær, men med offentlig støtte.

I forbindelse med opstarten er der foretaget generel orientering om blodbårne, smitsomme sygdomme og hygiejne, herunder håndtering af sprøjter og kanyler. Alle steder er udstyret med bokse til det brugte materiale, handsker og “gribetænger”.

Endvidere er der udarbejdet orienteringsmateriale, som dels er rundsendt til læger og apoteker, og som dels udleveres på steder, hvor misbrugerne kommer.

Sprøjterne er 5 ml og nålene 0.5 x 16 mm, og enkelte steder udleveres bægre til vand. Der foretages som udgangspunkt bytte i forholdet 1:1.

4. Opstart

Sprøjtebytteordningen er startet af Odense Kommune som et led i en politisk beslutning om tiltag på stofmisbrugsområdet.

Det praktiske omkring betaling og styring foregår på kommunens socialmedicinske afsnit, mens de enkelte institutioner selv bestiller kanyler/sprøjter direkte fra apoteket.

Første automat blev opsat i 1990 ved AIDS Info, mens sprøjtebytteordningen og opsætning af containere er påbegyndt i 1997.

5. Økonomi

Automaterne er betalt af Fyns Amts Sundhedssekretariat, som også støtter med vedligeholdelse, dvs. påfyldning og tømning, forsikring og løbende reparationer. Odense Kommune har betalt for opsætning af automater, og betaler løbende elforbrug.

Automaterne koster ca. 35.000 kr. pr. stk., opsætning 3.000 kr. pr. stk., eltilslutning 3.000 kr. pr. stk. og elforbrug ca. 300 kr. pr. kvartal. Containerne tømmes/vedligeholdes af Odense Kommune, Miljø- og Teknikforvaltningen, og de har kostet ca. 1.000 kr. pr. stk.

Bytteordningen betales af Odense Kommune og administreres via socialmedicinsk afsnit, Kultur- og socialforvaltningen, mens tømning foregår via Miljø- og Teknikforvaltningen.

Der har siden opstarten i 1997 været stigende omsætning, således at der medio 1998 byttedes ca. 1.000 sprøjter/kanyler om ugen.

6. Erfaringer

Udvidelsen af ordningen i 1997 med yderligere automater, containere og bytteordninger har været relativt uproblematisk, og det er opfattelsen, at tilbuddet er et godt supplement til de øvrige behandlings-/omsorgstilbud, og er med til at mindske generne for omgivelserne, samtidigt med at væsentlige risikofaktorer for stofmisbrugerne mindskes.

Alle bruger begrebet, men ingen tydeliggør, hvad de mener – men at det har en positiv valør, er der ingen tvivl om.

Harm reduction eller skadesreduktion er et begreb, der er blevet skamredet. Alle bruger det, ingen tydeliggør, hvad de mener, men at det har en positiv valør, er der ingen tvivl om.

Derfor bruges det, når man vil sælge enhver tænkelig foranstaltning – det er skadesreducerende, siger man – og så skulle den være hjemme.

Dette forhold, at harm reduction på den ene side er forbundet med noget progressivt og nytænkende, og på den anden side er et så mangetydigt og diffust begreb, gør en afklaring påkrævet.

Nogle definitioner

Den alment accepterede definition af harm reduction er, at det drejer sig om tiltag med den målsætning at reducere skader som følge af stofmisbrug uden nødvendigvis at reducere brugen af stoffet.

Den ansvarlige for udformningen af behandlingspolitikken i Amsterdam, psykologen Buning, har formuleret det på følgende måde: “Hvis en person ikke er villig til at opgive sit stofbrug, bør vi være villige til at hjælpe den pågældende med at mindske de skader, han eller hun påfører sig selv eller andre”.

Så langt så godt! Noget mere problematisk bliver det imidlertid, når begrebet forsøges præciseret. Således skriver direktøren for Canadian Center on Drug Abuse, Eric Single, at skadesreduktionstænkningen har tre hovedpunkter:

Accept af brugerens afgørelse om at bruge stof, uden man dog af den grund støtter dette valg.

Respekt for brugeren og en behandling af ham som en person, der er ansvarlig for sin adfærd.

Neutralitet i forhold til stoffrihed. Dette betyder ikke, at det langsigtede mål ikke kan være stoffrihed, men det indebærer en prioritering af kortsigtede og realisable mål, der ikke indebærer stoffrihed.
Med de forbehold Single tager, er også dette spiseligt, men i den forkortede version, som man oftest præsenteres for, nemlig at harm reduction indebærer respekt for brugeren, accept af stof bruget og neutralitet i forhold til stoffri hed, risikerer det at blive problematisk.
For selvfølgelig skal vi udvise respekt for brugeren, det skal man i alt socialt arbejde. Og vi kan have forståelse for hans stofbrug, men derfra og til at acceptere brugen af stoffer og neutralitet i forhold til stoffrihed er der efter min mening et uacceptabelt stort spring.
Stofafhængighed og misbrug er hverken ønskværdigt eller acceptabelt, og det er rimeligt at opretholde en prioritet, der siger, at det er bedre at være stoffri end i metadonbehandling, og at det er bedre at være i metadonbehandling end at være på heroin.
Yderligere problematisk bliver det, når Single anfører: “Skadesreduktion drejer sig kun om tiltag, som forsøger at reducere stofrelaterede skader, uden at brugeren ophører med at bruge stoffer«.

Så snævert har man selvfølgelig lov til at definere harm reduction, og det er der mange, der gør, men så bliver det synonymt med det, vi normalt kalder lavtærskel – tilbud, dvs. sprøjteordninger, varmestuer, fixerum mv., også bør man efter min mening kaldet det det, og ikke kalde det harm reduction, som – når jeg skal bestemme – bør have karakter af et bredere og mere overordnet begreb.

Derfor er jeg mere på bølgelængde med amerikaneren Don des Jarlais m.fl., som specielt har taget harm reduction begrebet op i forbindelse med begrænsningen af HIV smitte. Han har følgende pragmatiske tilgang til begrebet:

Harm reduction simply calls for reducing the harmful effects of drug use. If reducing the drug use is the only way in which harmful consequences can be reduced, the reduction is necessary. For many types of drug-related harm, however, it is possible to reduce at least a substantial part of the harm without necessarily eliminating (or even reduc ing) the drug use itself«.

Med denne brede definition undgår man den skæve tankegang, at harm reduction kun er sådanne foranstaltninger, der sigter mod fortsat stofbrug. Dette er også bedre i overensstemmelse med den danske anvendelse af begrebet.

Begrebet herhjemme

Tanken om harm reduction har en relativ lang historie i Danmark, og fik sit officielle udtryk i behandlingsrapporten fra Alkohol- og Narkotikarådet, ‘At møde mennesket hvor det er…’, hvori man kan finde følgende betragtninger:

Hjælpen skal gives et indhold, der opleves meningsfuldt og rationelt af klienten. Konsekvensen heraf vil bl.a. være, at man opgiver det hidtidige krav om stoffrihed som betingelse for hjælp og i stedet udformer tilbudene således, at de er på niveau med stofmisbrugerens umiddelbare behov…

Behandlingstilbudene skal derfor ikke ensidigt sigte på at ‘helbrede’ misbruget men også kunne tilbyde rehabiliterende foranstaltninger, mens misbruget endnu foregår.

At prioritere rådgivning og en række akutte hjælpeforanstaltninger i tillæg til den hidtidige behandlingsmodel er ikke ensbetydende med en pessimistisk behandlingspolitik men …netop at tage stofmisbrugerne alvorligt .

Behandlingssystemets målsætninger bør være realistiske og opnåelige for stofmisbrugerne. Det betyder, at man må arbejde med et sæt af målsætninger, der under behandlingsforløbet kan bevæge sig fra den lavest mulige til den højest mulige forbedring af stofmisbrugerens livsvilkår…

Enhver behandlingsmæssig foranstaltning, der kan øge personens ressourcer eller reducere den pågældendes belastningsniveau, har derfor relevans.

Vi kaldte det ikke harm reduction dengang men talte om graduerede målsætninger. At der imidlertid er tale om en rendyrket harm reduction-politik, synes jeg, er åbenbart. Synspunktet bliver yderligere tydeliggjort i forbindelse med, at HIV/AIDS blev en realitet C omkring 1985/86, og ligesom i udlandet blev HIV en vigtig katalysator for harm reduction-tankegangen.

Et kronisk problem

Et andet vigtigt udgangspunkt var den stigende erkendelse af, at stofmisbrug har karakter af et kronisk problem, en kronisk lidelse om man vil, hvor udsigten til hurtig helbredelse – traditionelt forstået som stoffrihed – har ganske ringe udsigter.

Det er måske kommet tydeligst til udtryk i Lægeforeningens redegørelse om narkotikapolitik fra 1994, hvori det anføres:

“Flere både indenlandske og udenlandske kohorteundersøgelser har vist, at blivende stoffrihed (>3 år) og fravær af non-opioid og/eller alkoholmisbrug opnås relativt sjældent og ikke med en hyppighed på mere end 0,5 3 % årligt, stort set uafhængigt af, hvilken behandling de pågældende har modtaget.

Stofmisbrug er således en tilstand præget af kronicitet og stor recidivhyppighed. Hvis målsætningen for indsatsen er helbredelse, forstået som stoffrihed, er den som regel dømt til at mislykkes.

Dette er en problematik, der er velkendt for læger. En lang række somatiske og psykiske sygdomme kan ikke helbredes, men tilstanden kan kontrolleres, symptomer kan afhjælpes, komplikationer forebygges og patienten kan hjælpes til en bedre livskvalitet. Dette gælder også for stofmisbrug.

Målet for indsatsen bør være reduktion af skader, og det gælder både i forhold til den enkelte stofmisbruger og på det samfundsmæssige plan. En større kontrol med misbruget, en afkortning af de misbrugende episoder, bedre levevilkår, en mere socialt acceptabel livsform og mindre kriminalitet er til gavn både for den enkelte misbruger og samfundet«.

Grundlaget I behandlingsarbejdet

Det afgørende i harm reduction-tankegangen er ikke, sådan som det undertiden bliver fremstillet i udenlandsk litteratur, at stoffrihed undsiges som et relevant mål på enten kortere eller længere sigt, men at stoffrihed overhovedet ikke er et mål i sig selv, men kun et blandt flere andre midler til at hjælpe stofmisbrugerne til et bedre liv. Det er en pragmatisk og human tilgang til stofmisbrugsproblemet, som kan karakteriseres ved følgende punkter:

Det etiske grundlag er den samaritanske pligt og nytteetikken. Dvs. en solidaritet med stofmisbrugerne der tilsiger, at vi har pligt til at hjælpe dem, alene fordi de har hjælp behov. Men vi har ikke alene en pligt til at hjælpe, vi har også en pligt til at forsøge at sikre, at den hjælp, vi tilbyder, har en reel nyttevirkning.

Pragmatisme. Dette udspringer af nytteetikken. Det, vi foretager os, skal være teoretisk velfunderet, og virkningerne af vore tiltag skal være dokumenterede, og er de ikke det, skal de forsøges dokumenteret. Harm reduction skal være rationelt begrundet.

Realisme. Det er lidt i forlængelse af det ovenstående. Vi skal have en rigtig forståelse af stofmisbrugsproblemet og dettes langvarighed samt sætte os realistiske mål, der ikke udstøder klienterne. Det er undertiden (ofte) relevant at symptombehandle og forebygge komplilkationer fremfor at ‘helbrede’. Det bedste må ikke blive det godes fjende.

Kapacitet og differentiering. Hvis vi skal hjælpe stofmisbrugerne, er det nødvendigt, at vi etablerer en kapacitet, der modsvarer behovet. Det er meget banalt, men glemmes undertiden. Lige så vigtigt er det, at behandlingsapparatet er differentieret for at sikre, at der er et tilbud til alle. Og endelig skal man gøre sig klart, at harm reduction ikke er noget, der karakteriseres ved foranstaltningstypen, men at det primært er en metode eller indfaldsvinkel ved tilrettelæggelsen af behandlingsarbejdet.

Et valg blandt flere

Det er vigtigt at gøre sig klart, at harm reduction ikke indebærer andet og mere, end at man i sine valg af foranstaltninger skal forsøge at reduce re de skadelige konsekvenser af stofmisbrug såvel på det individuelle som på det samfundsmæssige plan. Det er en strategi, der hviler på den erkendelse, at der aldrig kun findes en rigtig løsning på sammensatte problemer.

Det indebærer, at et kompliceret problem som stofmisbrug skal forsøges afhjulpet (ikke løst) på mange forskellige måder, og at ikke alle foranstaltninger nødvendigvis skal have stoffrihed som mål.

Og endelig er det et koncept, hvor man har gjort sig klart, at enhver foranstaltning ikke alene kan resultere i nogle ønskede, tilsigtede effekter, men også har nogle skadevirkninger. Det gælder, uanset om vi taler om kontrolpolitik eller herointildeling.

Harm reduction er således kun udtryk for, at man ikke går efter utopier, men gør det, som er praktisk muligt inden for de givne økonomiske rammer, som er teoretisk og erfaringsmæssigt velbegrundet, som ikke er behæftet med for mange skadevirkninger, og som er cost effektivt, samt lader det ligge, som ikke virker.

Harm reduction indebærer således ikke værdineutralitet f.eks. i forhold til stoffrihed. Det indebærer ikke, at man undlader at prioritere. Og det indebærer ikke, at man ensidigt satser på lavtærskeltilbud på bekostning af behandling.

I min verden er den vigtige harm reduction foranstaltning et veludbygget, differentieret behandlingssystem af høj kvalitet, således at man sikrer stofmisbrugerne en reel behandlingsret.

Dette er efter min mening også en etisk forpligtigelse, et udtryk for den samaritanske pligt, der tilsiger en solidarisk hjælp til samfundets svage og .udstødte. Dette skal understøttes af en socialpolitik, der så vidt muligt sikrer stofmisbrugerne en egen bolig og et rimeligt forsørgelsesgrundlag.

Det er det basale, det essentielle, som så i det omfang, det er nødvendigt, kan og skal suppleres med forskellige lavtærskeltilbud, f.eks. metadonbehandling uden alt for megen kontrol, hvor vægten ikke så meget lægges på rehabiliterende foranstaltninger som på bevarelsen af et socialt funktionsniveau og overlevelse, herberger, varmestuer, sprøjteordninger i og uden for fængslerne m.v.

Men det er udtryk for kynisme og svigt over for stofmisbrugerne, hvis lavtærskeltilbuddene bliver det centrale på bekostning af reelle behandlingstilbud.

“Når jeg anvender et ord,” sagde Klumpe Dumpe temmelig hånligt, “så betyder det lige netop, hvad jeg vil have, det skal betyde – hverken mere eller mindre”. “Men spørgsmålet er”, sagde Alice, “om du kan få ordene til at betyde vidt forskellige ting”. “ Spørgsmålet er”, sagde Klumpe Dumpe, “hvem det er, der bestemmer. Det er det, der er afgørende”.

(Lewis Caroll: Bag spejlet)

Artiklen er baseret på et foredrag på Socialministeriets 2. nationale konference om Socialt Udstødte og Truede Grupper.

Peter Ege socialoverlæge i Socialdirektoratet, Københavns Kommune, fra 1994, og medlem af Narkotikarådet.

af Claus Burlin
Ambulancebehandler Kbh. Brandvæsen
Redaktør af bladet Brandmanden
Nogle stofmisbrugere har så godt som opgivet livet og ønsker at dø, andre derimod prøver at få det bedste ud af tilværelsen.

Stedet er en sen eftermiddag i Skelbækgade på Vesterbro i København. En kvinde sidder på trappestenen foran kanylebussen og taler i mobiltelefon:

“Kan du ikke hente lillesøster fra børnehave … mor bliver nødt til at blive på kontoret et par timer ekstra … husk at købe aftensmad.. ja, det er godt min skat … vi ses kys.. kys”

Kvinden rejser sig fra trappestenen, afbryder mobiltelefonen og lægger den ned i sin lille håndtaske. Ned til kondomerne, pumperne og de rene kanyler, som hun fem minutter tidligere havde fået udleveret fra Kanylebussens lille disk. Det har været en ualmindelig stille dag på flisen. Kvinden retter på de sorte nylonstrømper under den korte nederdel, hun mangler ca. firehundrede kroner, for hun har økonomisk rygdækning ug til dagens forbrug af heroin. To minutter efter samtalen med sønnen , bliver hun taget op af en bilist, som vil købe en seksuel ydelse. Med andre ord: Mor er på overarbejde.

Kanylebussen blev oprettet den 1juni1996. Formålet med bussen er at dele rene kanyler og pumper ud til intravenøse stofmisbrugere eller værktøj, som det hedder i den interne stofmisbruger jargon. Hidtil har apotekerne stået for udleveringen, men de ønsker ikke længere at være med i ordningen. Kanylebussen er blevet til i samarbejde mellem stadslægen i København og Københavns Brandvæsen, som betjener bussen i det daglige.

Bussen holder to forskellige steder i København. Først på Vesterbro fra kl. 1012, dernæst på Nørrebro fra kl. 12.4514.45 og til sidst på Vesterbro fra kl. 15.0018.00. Bussen er i drift alle ugens dage.

Før i tiden var det ikke ualmindeligt, at stofmisbrugere delte “værktøj”. Nåle og pumper med rester af blod har på den måde fuldstændig ukritisk skiftet ejer. Smitsomme sygdomme som bl.a. leverbetændelse og HIV har vandret fra den ene misbruger til den anden.

Jeg vil ikke påstå, at vi med Kanylebussen fuldstændig kan eliminere dette problem, men vi kan være med til at give stofmisbrugerne lidt bedre betingelser for at overholde de hygiejniske principper. Tidligere brugte narkomanerne bl.a. kuglepenne som værktøj, eller de sleb de slidte nåle på fortorvskanterne.

Ordningen med bussen kan forhåbentlig være med til at forebygge den slags ting. Udover de rene kanyler, er bussen efterhånden også blevet en mobil skriftestol, hvor brugerne kan få smidt de historier der nager dem, over disken. Og dem er der mange af i miljøet… At skulle tage hensyn til love, regler og paragraffer, er for mange stofmisbrugere noget nyt, når de står overfor en myndighed.

Det at kunne fortælle sine tanker og følelser til et andet menneske, der fordomsfrit lytter til det, man nu har på hjertet, har vist sig at være af ligeså stor betydning som formålet med de rene nåle. Det hjælper ikke, at vi fortæller dem, at de skal forsøge at komine ud af deres narkomisbrug. De ved godt, at det er noget møg, de er havnet i og behøver ikke at få det fortalt igen og igen. Vi prøver at støtte og holde humøret oppe hos dem, selvom det ind imellem kan virke håbløst. Men en venlig kommentar eller “ha’en god dag!” er noget de fleste bliver glade for og især denne gruppe mennesker, som føler sig kasserede af det danske samfund.

Mange kommer også med breve fra offentlige instanser, som kan være svære at forstå. Vi hjælper dem med at tydeliggøre indholdet eller give dem et godt råd.

Hvorfor disse skrøbelige sjæle er blevet narkomaner, er et spørgsmål jeg har stillet mig selv igen og igen. Kim er 25 år og kommer ved bussen dagligt. Hans øjne flakser i det blege tynde ansigt og håret står ud til alle sider. Han er nusset i tøjet for ikke at sige møgbeskidt. I den ene bånd har han en guldøl og i den anden en bærepose. “Stik mig noget værktøj … jeg skal ha’ et ordentlig dyt … ka’ jeg godt love dig”. Jeg giver ham en håndfuld værktøj. Jeg er, er skide træt af det her liv jeg orker det snart ikke længere … det hele er noget lort … jeg tager snart en overdosis “. “Hvorfor blev du stofmisbruger? ”
“Hvordan helvede skulle mit liv blive meget anderledes?..
jeg har aldrig kendt til andet . . da jeg var 11 år blev jeg sendt i byen efter heroin til min far …mens min tossede mor sad og slog hovedet ned i bordkanten pga. druk og piller … sådan var min barndom og ungdom … jeg har altid været omgivet af stoffer, og det har derfor altid været en del af mit liv”. Ikke fordi svaret overrasker mig, men det giver alligevel stof til eftertanke.

Vores samtale bliver afbrudt af en kvinde, som utålmodigt står og tripper. “Vi ses’; siger Kim, mens han famler ud efter sin guldøl og begynder at gå ned ad Skelbækgade. “Ha’ en god dag og pas på dig selv’; råber jeg efter ham. Han løfter armen uden at vende sig om.

Kvinden, som står foran mig, er i starten af trediverne. Hun er pæn i tøjet, har pæne tænder og virker i første omgang ikke som stofmisbruger.”Der er ikke en skid at lave…og jeg mangler firehundrede kroner, før jeg har til mit stof… ka’ jeg ikke lige… få nogle kondomer og lidt værktøj”. Da kvinden rækker ud efter kondomerne og værktøjet, afslører hendes håndryg, der er hævet og forsømt, at hun er stofmisbruger.
” Det er sgu svært at få tid til det hele… når man også har to børn og en mand, som kommer sent hjem”, siger hun, mens hun lægger værktøjet ned i sin lille håndtaske.
Jeg kigger undrende på hende og føler mig nødsaget til at spørge, hvor gamle hendes børn er. “Den ældste er 12 år og den lille 5″
“Hvor lang tid har du været på stoffer?”
” Py. . ha.. det bliver vel snart femten år men jeg har holdt nogle pauser, især da børnene var helt små. “Hvordan en fungerer du med dit stofmisbrug?”
“Det fungerer helt fint… bortset fra at min mand er sur over, at jeg skal trække … han er lidt jaloux anlagt… men jeg bliver nødt til det … for vi er begge to på stoffer, og hans løn er ikke stor nok, til at det kan løbe rundt”.
“Hvad med børnene?”
“De ved ikke noget… de tror, deres mor arbejder på kontor … det har jeg også gjort… men det gi’r ikke nok… min familie kender heller ikke til vores misbrug … vi forsøger at holde det skjult… men prøver at få det bedste ud af vores liv, selvom det til tider kan være hårdt… men nu må du have mig undskyldt… jeg bliver nødt til at ringe hjem til den store og sige, at han skal hente lillesøster fra børnehave … for jeg når det ikke selv”.

Kvinden sætter sig på trappestenen, tager sin mobiltelefon op af tasken og ringer hjem til sønnen for at sige, at mor har fået overarbejde.

Tidligere publiceret af Førstehjælp og Sundhedsfremme. Venligst stillet til rådighed af forfatteren.