Gadejuristen

Miltbrand i heroin: Tæller stofbrugerliv overhovedet?

Onsdag, 11 jul 2012

Så er den her, den livsfarlige heroin med miltbrand. En kær ven, en god mands gode bror, blev indlagt torsdag d. 5. juli 2012 med voldsomme smerter i ben og maveregion og afgik ved døden søndag d. 8. juli. Kunne dette dødsfald være undgået? Havde han måske henvendt sig i tide – helst allerede i slutningen af juni, da han begyndte at opleve smerter og stivhed i nakken – hvis de relevante myndigheder havde påtaget sig at advare og informere stofbrugerne? Vil flere komme til at lide denne brutale død?

Der skal her mindes om, at miltbrand-sporer ikke på nogen måde er en nødvendig ingrediens i heroin. At fænomenet forekommer, er en følge af kriminaliseringen og de forhold som de aktuelt illegale stoffer fremstilles under (fx tørring af opiummasse under åben afghansk himmel på gedehuder). Det er en kontrolrelateret skade. Det er dermed vores ansvar. Og vi må spørge os selv, og tage stilling til, om kriminaliseringen er det værd? Vi har dog ”legaliseret” heroin i den forstand, at vi fra 2010 har udbudt heroinunderstøttet behandling. Men stadig kun til en alt for lille gruppe og alene under nogle omstændigheder der gør, at en alt for lille gruppe kan komme i betragtning. Og selv om vore politikere, næsten uafhængigt af partifarve for nogle måneder siden – under behandlingen af lovforslaget om etablering af stofindtagelsesrum (L185) – nærmest stod på nakken af hinanden for at støtte udvidelse af den også i Danmark succesrige heroinbehandling, er de praktisk indiskutabelt nødvendige skridt endnu ikke taget. Traditionen tro har vi så umanerligt god tid på stofbrugernes vegne og bekostning.

I anledning af nyligt tilsvarende tilfælde af miltbrand-død i Tyskland udtalte professor Østergaard, infektionsmedicinsk afdeling, Aarhus Universitetshospital, d. 22. juni 2012 følgende til pressen:

”Der er kun grund til bekymring for narkomanerne, og dem skal vi nok tage hånd om”.

Gjorde man det, professor? Tog man hånd om stofbrugerne? Hvordan?

En række spørgsmål trænger sig på.

Hvorfor er der ikke udgået nogen som helst information til stofbrugerne selv i forebyggende øjemed fra hverken infektionsmedicinerne, Sundhedsstyrelsen, Embedslægerne eller politiet FØR skaden skete?

Hvorfor informerede sundhedsvæsenet alene ”sine egne”? Hvorfor blev dette fundet tilstrækkeligt? Hvad med de potentielle patienter? Hvorfor blev den forebyggende indsats i forhold til de potentielle patienter ikke anset for mindst lige så væsentlig?

Skulle politiet have handlet? Er det overhovedet hensigtsmæssigt eller rimeligt at forestille sig, at politiet skal varetage det forebyggende informationsarbejde af sundhedsfaglig karakter rettet mod stofbrugerne selv, også dem på gadeplan, en gruppe mennesker der oven i købet bestemt ikke er videre glade for eller trygge ved politiet? Hvis dette faktisk er udtryk for en allerede fastlagt arbejdsdeling ved miltbrand-alarm, at Sundhedsstyrelsen/sundhedsvæsenet blot skal tage sig af de hvidkitledes ve og vel, mens politiet skal tage sig af den forebyggende indsats af sundhedsfaglig karakter i forhold til stofbrugerne, de potentielle patienter, er verden så ikke helt af lave? Gadejuristen har tidligere pointeret, at stofbrugerne har enormt behov for en sundhedsminister, men alligevel ofte er belemrede af hele to justitsministre, herunder sundhedsministre, som når det kommer til stofbrugerne opfører sig som justitsminister; en tilstand der kun skræmmende klart så vel herved er illustreret.

Hvorfor tog det kommunale behandlingssystem ikke ansvar og affære? Først to døgn efter det første miltbrand-dødsfald i Danmark var en kendsgerning, blev der omdelt informationsmateriale fra Københavns Kommunes Socialforvaltning … Man burde vel, og som minimum i søndags, hvor det stod klart, at den var gal, straks have sænket tærsklerne så markant, at man fx havde kørt en metadonbus ned i Gaden og inviteret det heroinafhængige gadefolk indenfor. Ligesom man skulle have ladet en ladeport til heroinbehandlingen på Valmuen afløse det i øvrigt af mange grunde komplet uforståelige aktuelle indskrivningsstop (trods knap 50 ledige pladser!), frem for fortsat at lade de heroinafhængige være henvist til muligt miltbrand-inficeret gadeheroin. Først tirsdag udkom der altså skriftligt informationsmateriale – men ingen metadonbus og heller ingen åben ladeport til heroinklinikken Valmuen.

På TV-lorry meddelte politiet mandag aften, d. 9. juli 2012, at ‘det ikke var sikkert der var sammenhæng’ og man mente vel, at blot fordi der var sket miltbrand-dødsfald i Tyskland, behøvede den inficerede heroin ikke at lande i Danmark. Når der skal fundraises midler til politiets narkotikakontrol, har politiet ellers ikke været sene til at påpege narkotikafænomenets svært omkostningstunge grænseoverskridende natur … En sådan grænseoverskridende natur gælder selvsagt ikke alene for heroin UDEN miltbrand-sporer, men – selvfølgelig – også for heroin MED miltbrand-sporer …

I mangel af bedre måtte brugerne på gadeplan nøjes med information som denne, der kan downloades som pdf-fil her på siden, fra os i Gadejuristen, som vi, sammen med brugerforeningerne Trinløse Tænkere og BrugerForeningenfor aktive stofbrugere, begyndte at omdele allerede søndag aften.

Hvor dette land dog savner en uafhængig, højkompetent, ikke-politisk, koordinerende instans for narkotikaindsats. Hvis ikke for stofbrugernes skyld, så af hensyn til samfundsøkonomien; vi taler her om milliarder af skattekroner, der fyres af år efter år på politikontrol og såkaldt ”behandling”, uden at nogen kan hævde ret mange dokumenterede gavnlige virkninger, mens skadevirkningerne tårner sig op. Stofferne er kun flere og flere, lettere og lettere tilgængelige og billigere end nogensinde. Samtidig dør stofbrugerne kontinuerligt i alt for ung alder i hobetal, og mens de stadig forsøger desperat at overleve, krænkes de juridisk i et uhørt omfang. Dette gælder på det sundhedsretlige felt, hvor deres patientrettigheder er så godt som ikke-eksisterende, på det socialretlige felt, hvor fx den “behandlingsgaranti”, som politikerne mener at have givet brugerne tilbage i 2003, stadig ikke har vist sig. Det gælder familieretligt, boligretligt og økonomisk i forhold til deres eksistensgrundlag, der gentagne gange sanktioneres til ophør, hvilket også gør dem fx boligløse, og det gælder i forhold til striben af komplet uforståelige afslag på bevilling af førtidspension.

Mon vi nogensinde får en sådan instans? Et nyt Narkotikaråd? En Narkotika-kommission?

Den tidligere regering mente tydeligvis ikke det var nødvendigt at involvere fagfolk. Dels nedlagde man Narkotikarådet, straks man kom til, og herefter blev dansk narkotikaindsats tilrettelagt i et rum bestående af politikere og embedsfolk, som til gengæld var nærmest hermetisk lukket for fagfolk. Baggrunden for en sådan tilgang til det så komplekse narkotikafænomen blev beskrevet i denne tidligere regerings første narkotikahandleplan”Kampen mod narko”, oktober 2003, p. 6, og gengives her, også for at vi aldrig glemmer, hvor galt det kan gå:

“10. Fortalere for narkotikapolitiske ændringer fremhæver ofte nødvendigheden af en realistisk narkotikapolitik, som er evidensbaseret. Dette – tilsyneladende indlysende – krav må imidlertid forstås og sættes i perspektiv. Det er således afgørende, at man ikke isoleret ser på de forventede, umiddelbare virkninger af et bestemt tiltag, men også vurderer det i forhold til andre relevante narkotikapolitiske elementer. En sådan bredere vurdering vil i nogle tilfælde blotlægge en konflikt mellem modstridende hensyn. I den situation kan narkotikapolitiske valg ikke udelukkende baseres på ekspertdefineret evidens. De må medinddrage prioriteringer af politisk natur; ellers kunne det jo også overlades til eksperter alene at fastlægge narkotikapolitikken.”

Udover et par ellers begavede og stofbruger-venlige sætninger i den siddende regerings regeringsgrundlag, har vi reelt for nuværende ingen narkotikapolitik.

Kom nu land, kom nu!

Punditokraterne

The War on Drugs, Christiania, Roskildefestival & miltbrand

Udgivet den 08/07/2012

af Niels Westy Munch-Holbek

For en uge siden døde en ung svensker efter at have indtaget en overdosis Ecstacy (og der skal meget til). For få timer siden døde stofbrugeren Tom af miltbrand. Den pådrog han sig via inficeret heroin. Det er blot to af de mange som hvert år dør som konsekvens af den førte narkotikapolitik.

Siden en række politikere besøgte Christiania, og TV2 journalist efterfølgende fik bank, da han forsøgte at filme i pusherstreet, er der igen blevet diskuteret hash herhjemme. I sidste uge erklærede Børsen på lederplads, at legalisering bør overvejes. Som Christopher Arzrouni skrev i lederen under overskriften “Christianias selvmord”:
Ved at afkriminalisere hash ville man gøre både samfundet og Christiania en tjeneste. Politiets ressourcer kunne anvendes bedre. Og borgerne kunne holdes væk fra de kriminelle miljøer. Dertil kommer, at forskellen på almindelig tobak og hash heller ikke er overvældende. Ingen er i tvivl om, at begge dele er skadelige for helbredet. Men den fare, man udsætter sig for – med henblik på at opnå andre fordele som f.eks. nydelse – er i bund og grund en privat sag. Og såfremt man ikke kan acceptere dette principielle argument, skylder man et ordentligt bud på, hvordan man vil undgå de meget store ulemper, som kriminalisering afføder. Det er ikke kun et problem for Christiania. Her fungerer “Fristaden” desværre som et skræmmende fremtidsbillede på, hvad resten af samfundet risikerer. De er jo en del af os selv.

Hermed følger man delvist i sporene på Wall Street Journal, Finansiel Times og The Economist, som alle tre for mange år siden erklærede, at de er tilhængere af en eller anden form for legalisering, ikke kun af hash, men også af hårdere stoffer.

New York Times bragte for nylig en mindre artikel, som sætter tåbelighederne i relief. Under overskriften “Numbers Tell Of Failure i Drug War“, pointerer Eduardo Porter, at det hverken er den samlede produktion af opium og marihuana eller andelen af kokain til det amerikanske marked, som kommer via Mexico, som udstiller problemet ved den førte politik. Hvis ét tal udstiller den fortsatte forbudspolitiks fiasko, er det udviklingen i prisen på kokain gennem de seneste 30 år.
If there is one number that embodies the seemingly intractable challenge imposed by the illegal drug trade on the relationship between the United States and Mexico, it is $177.26. That is the retail price, according to Drug Enforcement Administration data, of one gram of pure cocaine from your typical local pusher. That is 74 percent cheaper than it was 30 years ago.

Forbruget af illegale rusmidler har bortset fra en top i 70erne og et dyk i begyndelsen af 1990erne været rimeligt konstant, og prisudviklingen siger alt om et udbud som fint opfylder markedets efterspørgsel.

Udviklingen understreger blot hvad vi har vidst i årtier, nemlig at prisen på stoffer har meget lidt indflydelse på den efterspurgte mængde (lav priselasticitet).

Som faste læsere af bloggen ved, har jeg i efterhånden en del år argumenteret for legalisering i en eller anden form. Det er den eneste rationelle – og moralsk rigtige – løsning. Som Christopher Arzrouni så korrekt skriver;
“den fare, man udsætter sig for – med henblik på at opnå andre fordele som f.eks. nydelse – er i bund og grund en privat sag.”

Mere præcist kan det vel ikke siges.

For tidligere indlæg som beskæftiger sig med de menneskelige og økonomiske konsekvenser af den førte politik, se bl.a her, her og her, samt for beregninger af forventede besparelser og skatteindtægter ved liberalisering, se her.

Død og ødelæggelse fremmer forståelsen

New York Times er langt fra de første som skriver om fiaskoen med bekæmpelse af narkotikaforbrug gennem forbud. Milton Friedman pointerede allerede i 1972 i en kort artikel i Newsweek, at ” The War on Drugs” var dømt til at mislykkes fra start, se ogsåher. 20 år senere beskrev han den førte politik med ordene:
There are some general features of a socialist enterprise, whether it’s the Post Office, schools, or the war on drugs. The enterprise is inefficicnt, expensive, very advantageous to a small group of people, and harmful to a lot of people. That was true of socialism in Russia, it was true of socialism in Poland, and it’s true of socialism in the United States.

For et par år siden skrev Mary O’Grady i Wall Street Journal et glimrende indlæg om den absurde og eskalerende udvikling i Mexico, hvor hun slog fast, at kampen mod narkokartellerne var “doomed“.

Men selv om man må beklage de store tab af menneskeliv (ca. 50.000 de seneste 6 år i Mexico), både på efterspørgsels- og udbudssiden, er det formentlig netop omkostningerne ved den fortsatte indsats mod udbudssiden, som på et eller andet tidspunkt vil udvirke en bevægelse mod en egentlig legalisering.

En række latinamerikanske tidligere og nuværende præsidenter ved flere lejligheder talt og skrevet for egentlig legalisering, og de ved om nogen hvilke enorme omkostninger den førte politik indebærer. Det skal dog medtages, at flertallet af befolkningen i de pågældende lande fortsat er modstandere af legalisering. Derudover vil en sådan indebærer et opgør med primært USA og en række europæiske lande.

Et er dog sikkert. Det bliver ikke via rationelle cost-benefit analyser af den første politik på de store aftagermarkeder, at den afgørende ændring kommer til at ske. Dertil er omkostningerne set med myndigheders og politikeres øjne for små, mens gevinsterne er for store, i kraft af bevillinger og arbejdspladser.

Narkotikapolitikkens dødelige konsekvenser

Starten på dette års Roskildefestival faldt sammen med, at en af deltagerne døde af en overdosis Ectacy. Et stof som af eksperter anses for at være relativt ufarligt.

Dødsfaldet er formentlig primært resultatet af den førte narkotikapolitik. Havde vedkommende haft muligheden for at købe stoffet legalt, ville der både have været en varedeklaration og vejledning i hvorledes stoffet skulle indtages med, ligesom styrke havde været kendt.

Forudsigeligt har interessen hos mange medier, bl.a. TV2, primært været at fokusere på det lidet overraskende faktum, at der er illegale rusmidler på Roskildefestivallen og hvad arrangørerne vil gøre ved dette. Hvad han man forestillet sig? Det er jo ikke en festival for visesang, men for rockmusik og alt det som følger heraf.

I forlængelse af at politiet i år har fortaget flere anholdelser på grund af illegale stoffer fulgte herefter historier om at der var flere stoffer på årets festival. Det kunne jo tænkes, at poltiet, på grund af medieinteressen havde øget fokus på dette område, til irritation for festdeltagerne og uden at det ændrer en tøddel i forhold til de grundlæggende problemer. Om der reelt er flere stoffer i år end sidste år, skal jeg lade være usagt. At der skulle være flere stoffer end en i 1970erne eller 1980erne, hvor jeg selv deltog, stiller jeg mig dog tvivlende overfor. Stofferne er nok nogle andre, i 1970erne var der ud over altid nærværende hash, bl.a. heroin, i 1980erne og fremefter amfetamin og kokain. Den store forskel fra dengang og til nu er formentlig primært hvor meget ordensmagten gør for at skride ind. Jeg ved ikke hvordan det er nu om dage, men for 30 år siden skulle man stort set tænde en joint lige foran en betjent før der blev grebet ind, mens alt stort set kunne lade sig gøre på campingområdet.

Miltbrand som konsekvens af den førte narkotikapolitik

Til slut blot ét lille eksempel på hvorledes den førte politik ødelægger og slår mennesker ihjel. tilbage i 2009 oplevede man flere tilfælde af miltbrand i heroin i andre europæiske lande, hvilket fik sundhedsstyrelsen til at skrive følgende i en advarsel:
Smittekilden er endnu ikke endeligt identificeret, men man mistænker, at der kan være tale om forurening af et parti heroin med sporer fra bakterien Bacillus anthrachis. Alternativt kan der være tale om forurening af et tilsætningsstof til heroinen

Ifølge brugerforeninger og fora på nettet for stofbrugere, er der inficeret heroin i omløb i Danmark. Tidligere i dag (søndag) afgik stofbrugeren Tom ved døden, med stor sandsynlighed på grund af miltbrand fra inficeret stof. Mindst en yderligere stofbruger viser tegn på at være smittet med miltbrand.

Mens den unge svenskers død for en uge siden formentlig er resultatet af manglende viden om dosering, er stofbrugeren Toms død ene og alene resultat af, at heroin ikke kan produceres og sælges under legale former.

Denne debat fylder stadig fortvivlende lidt i medierne, desværre.

Eksperter: Legaliser stofferne, Danmarks Radio’s Agenda kl. 16:03 på P1, den 23. oktober 2011

Hør hele udsendelsen:(57:21)

En gang var alle euforiserende stoffer lovlige. Og den gang var der faktisk ikke så mange der tog dem. Så blev stofferne forbudt og et helvede af misbrug brød løs.
I hele verden kæmper man en svær kamp imod stofferne, der siver ind i ethvert samfund, uanset hvor forbudte de end er og hvor agressivt man bekæmper dem, der sælger og bruger dem.

Men de senere år er der kommet en stigende tendens til at mene, at vi simpelthen bare skal lovliggøre stofferne. Ikke bare fri hash eller heroin til de hårdest ramte narkomaner – næ en total legalisering af alle euforiserende stoffer. Og det er bestemt ikke hippierne der kæmper for det. Det er politifolk, dommere og efterretningsagenter, der laver lobbyarbejde for det, økonomer der skriver ledere om det i deres højest estimerede tidsskrifter, og efterhånden også magtfulde politikere i de lande der er aller hårdest ramt af den vold og dødelighed, vi har vænnet os til at se som en selvfølgelig konsekvens af stoffernes tilstedeværelse. Det lyder skørt, men i løbet af udsendelsen i dag, vil vi forhåbentlig blive klogere på, hvorfor den holdning vinder frem.

En af dem der går i spidsen i kampen imod forbudspolitiken, er en amerikaner ved navn Jack Cole. Han er pensioneret politibetjent og har sammen med nogle af sine tidligere kollegaer dannet organisationen LEAP, der står for Law Enforcement Against Prohibition – Retshåndhævere Imod Forbud.

- Alle stoffer skal legaliseres. Og det er vigtigt at det er alle stoffer. Jo farligere et stof, jo mere grund til at legalisere det. For man kan ikke kontrollere det på andre måder. Hvem kontrollerer stofferne nu? De kriminelle. De bestemmer hvilke stoffer, hvor stærke, hvad de skal fortyndes med, hvad de skal koste, hvem der må købe og hvor de bliver solgt. Vi skal tage ansvaret over de stoffer tilbage. De skal legaliseres og reguleres. Når man legalisere stoffer, fjerner man med det samme volden. Og man standser overdoser, hævdede Jack Cole.
Han bygger sine holdning på tal fra hele verden og så fra sine egne erfaringer som narkotika betjent der både husker tiden før og under den verserende “War On Drugs”.

- Da jeg kom ind i korpset i New Jersey i 1964 havde vi 1700 betjente og vi havde en syv mand stor narkotika afdeling. Og seks år senere var syv betjente stadig tilstrækkeligt til opgaven med narkotika bekæmpelse. Og så pludselig i oktober 1970 gik vi fra en syv personers afdeling til et 76 personers narkotika bureau. Fra dag til dag. Betalt af regeringen.
Når man forstørrer en afdeling med kun én opgave til 11 gange dens oprindelige størrelse, sker det med en forventning om at der kommer til at ske 11 gange så mange anholdelser. Og det her foregik over hele USA.
Så det følgende år var vi ude og arrestere alle vi kunne få øje på eller komme i tanke om. Og hvis man ser på statistikkerne, var antallet af arrestationer for ikke-voldelige stof forbrydelser omkring 10.000. I 1970 steg det til 415.000 som vi anholdt det år for ikke-voldelige stof forbrydelser.
Vores chefer ville have Krigen Mod Narko til at se ud som den mest nødvendige ting, vi kunne lave. For de penge regeringen brugte på at uddanne så mange narko betjente i 1970, ville de ikke bruge året efter. Med mindre vi kunne få det til at se ud som om det var fuldstændig essentielt.
Så vi løj. Vi snød med statistikkerne. Der var ikke særlig mange narkohandlere på det tidspunkt. Særligt ikke der hvor jeg arbejdede i forstæderne til NYC.
Så de satte os undercover betjente ind på små vennekredse. 10-15 unge mennesker og fredag aften er der måske nogen der spørger om der skal tages stoffer. Og hvis ingen siger det, så var det mit job. Og hvis nogen var med på den, var der måske en anden der havde adgang til en bil som så ville køre ind til byen og købe fx to joints eller et LSD trip til de forskellige medlemmer i gruppen inkl. mig. Og når de så kom tilbage med deres minimale stof mængder og gav mig min bestilling, blev de til “big-time narkohandlere”, for det var hvad vi kaldte dem.
Jeg blev i gruppen indtil jeg havde fået alle medlemmerne. Og det var nemt, for de tjente ingen penge på det, så det gik på tur. Det gjorde hver af os agenter. Vi havde omkring 10 grupper hver i forskellige byer. Så efter ca. 45 dage lavede vi razzia. Jeg havde den slags sager på måske 100 mennesker.
Så rullede vi ud om natten og sparkede dørene ind. Og når vi kom til stationen havde vi allerede tilkaldt tv stationerne, så vi ku få deres billeder i aviserne og ødelægge deres omdømme. Og når vi havde linet 100 personer op ad væggen, kom chefen ud og sagde “se, der er 100 store narkohandlere vi har taget ud af jeres område. Det her er et kæmpe problem. Vi skal bruge flere penge og strengere lovgivning. For det her vil ødelægge samfundet.” Det var alt sammen noget vi fandt på!, siger Jack Cole.

- I mit land har vi gjort det så slemt at hvis du blir taget med så meget som en joint, så mister du kørekortet. Hvis du er fx en 20årig person og har en familie du forsørger og du mister kørekortet er det et stort problem. For vi har ikke noget kollektivt trafik system. Så med mindre du bor i en storby kan du ikke komme på arbejde, hvis du ikke har en bil. Så vi tager folks job fra dem og skader dermed hele stofbrugerens familie. Til sidst bliver de nødt til at stjæle for at overleve. Ingen vil ansætte dem, fordi de har en dom. I modsætning til en afhængighed, så hænger en dom ved dig resten af livet.
- Ifølge DEA havde vi, da vi startede Krigen Mod Stoffer, omkring 4 millioner mennesker i USA som havde brugt et illegalt stof. Det var omkring 2% af befolkningen. Nu har vi 112 millioner mennesker – 46% af den nuværende befolkning.

- Vi havde kun alkohol forbud i 13 år. Og på de år skabte vi organiseret kriminalitet, vi hævede drabs raten til det hidtil højeste. Og vi skabte mere korruption især blandt politiet end der nogensinde havde været før. Og det kunne vi ikke stå inde for, så vi afskaffede den lov i 1933. Dagen efter var Al Capone og hans kumpaner arbejdsløse og slog ikke hinanden eller os betjente ihjel. Drabs raten og korruptionen dalede til næsten ingenting. Og der blev det i næsten 35 år. Indtil Nixon erklærede krig mod stoffer. Nu er det lagt værre end under alkohol forbuddet.

I Danmark er en af Jack Coles meningsfæller økonom og kommentator Niels Westy Munch-Holbek. Han siger:

- Ifølge undersøgelser, har amerikanske unge i dag lettere ved at skaffe stoffer end alkohol.

Niels Westy foreslår, at man i Danmark kan indføre en model i forhold til stoffer der svarer til Sveriges alkohol model, hvor man har Systembolaget som varetager alkohol salget.

-På den måde kan man få kontrol med stof salget. pusherne er jo ligeglade med, hvem de sælger til. Men i en forretning kan man lave sanktioner.

Et af argumenterne for legalisering er, at forbuddet ikke har ført til mindre fstofbrug. Snarre det modsatte.

- WHO lavede undersøgelse i 2008 hvor de undersøgte sammenhængen mellem lovgivning og forbrug. Og de fandt simpelthen ingen sammenhæng. Der var stort set procentvis lige meget stofbrug i Sverige og Portugal som har henholdsvis Europas strengeste og lempeligste stofpolitik, siger Niels Westy og fortsætter:

- En anden ting man kunne forestille sig ville ske, er også at selve stoffer bliver bedre og mindre skadelige. Der ville sandsynligvis være en økonomisk interesse i at lave stoffer med færre bivirkninger. Stofferne vil blive svagere, fordi de bliver stærkere af at være forbudte – bl.a. pga. at de skal smugles. Under alkohol forbuddet blev det mere og mere spiritus man drak, frem for øl og vin, for det kom til at handle mere om virkningen end om nydelsen. Folk blev blinde af det og døde af det. I slutningen af alkohol forbuddet begyndte folk at injicere alkohol!*

Om en stof legalisering vil blive til virkelighed er en anden historie. Men både Niels Westy, socialoverlæge Peter Ege og Jack Cole er optimistiske.

- Jeg tror, der er en anden holdning hos befolkningen end officielt fra politikerne. Når man sætter sig ned og snakker, har jeg kun oplevet at folk ændrer mening, siger Niels Westy.

En af de politikere der taler imod legalisering og for en strengere kurs imod stoffer er De Konservatives Tom Behnke. En gang var han ellers af en anden opfattelse. I 1993 skrev han en kronik der anbefalede lovliggørelse med mange af LEAPs argumenter. Han skrev bl.a.:

- Først og fremmest bør vi få begrænset følgerne af narkotikabrug. Det betyder, at vi skal have nedbragt kriminaliteten, der følger af de store omkostninger forbundet med forbruget, og samtidig skal vi have begrænset antallet af dødsfald og sygdom i forbindelse med narkotikabrug.

I dag siger Tom Behnke dog til Agenda:

- Prisen for at lave en legalisering ville være at alle ville få nem adgang til euforiserende stoffer. Og der vil være rigtig mange som vil have svært ved at kunne forstå, at narkotika er farligt, når nu det er fuldt lovligt. Derfor er man nødt til at fastholde den kurs man har nu, for at holde tilgangen af nye stofbrugere nede på et minimum.

Det sted i verden hvor man er gået længst i retning af legalisering er i Portugal, hvor man de sidste 10 år har haft en afkriminalisering af alle stoffer. Det betyder at borgerne må have ethvert stof på sig i en mængde der svarer til 10 dages forbrug.

Resultaterne af det forsøg peger ikke på at Tom Behnke vil få ret i sin frygt. En undersøgelse af det portugisiske projekt offentliggjort i British Journal of Criminology konkluderer, at forsøget har medført færre stofmisbrugere generelt, et drastisk fald i tilgangen af nye stofbrugere, en bremsning af spredningen af HIV blandt stofbrugere og færre overdoser. Det eneste stof Portugal har set en stigning i bruget af, er cannabis. Det er dog steget mindre end i det øvrige Europa og USA. 13% af portugisiske 15-16årige har prøvet pot. Det generelle tal for den aldersgruppe i Europa er 19%. Og i USA har 32% af aldersgruppen røget pot.

Berømtheder opfordrer den engelske regering til at afkriminalisere besiddelse af narkotika.

Kampagnen ledes af skuespillere, akademikere og advokater, siger den nuværende narkotikapolitik og narkolove stempler folk og skader samfundet.

Af Alan Travis indre anliggenders redaktør

The Guardian, torsdag den 2, juni 2011.

Dame Judi Dench, Sting og Sir Richard Branson, er blandt dem, der har underskrevet et åbent brev til premiereminister David Cameron opfordrede til, at besiddelse af narkotika skal afkriminalisere. Foto: Jockmans / Rex Features
Dame Judi Dench, Sir Richard Branson, og Sting har sluttet en eks-narkominister og tre tidligere chef betjente til at indkalde til afkriminalisering af besiddelse af alle narkotiske stoffer.
Den højt profilerede berømtheder sammen med førende advokater, akademikere, kunstnere og politikere har underskrevet et åbent brev til David Cameron at markere denne uge 40 års jubilæum af 1971 Misbrug af narkotika loven. Brevet, som blev offentliggjort i en helsides annonce i torsdagens Guardian, opfordrer til en “hurtig og transparent« gennemgang af effektiviteten af ​​de aktuelle narkotikapolitikker.

Underskriverne siger, at alle de sidste 40 år har produceret, er en hastig vækst i ulovlig stofbrug i Storbritannien, og betydelige skader som følge af anvendelsen af ​​strafferetten til personlig brug og besiddelse af alle former for narkotika. »Denne politik er dyrt for skatteyderne og ødelæggende for samfund,« hævder de. »Kriminalisering af mennesker, der bruger narkotika fører til større social udstødelse og stigmatisering og gør det meget vanskeligere for dem at få arbejde og til at spille en produktiv rolle i samfundet. Det skaber et samfund fyldt med spildte ressourcer. ‘

Brevet lancerer ​​kampagnen, “Narkotika – det er tid til bedre love”, er blevet organiseret af den nationale narkotikastrategi og velgørenhed Release. Andre underskrivere omfatter filminstruktør Mike Leigh, skuespillere Julie Christie og Kathy Burke og førende advokat Sir Geoffrey Bindman QC. Den tidligere Labour narkotikaminister Bob Ainsworth, og tre tidligere politichefer, Paul Whitehouse, Francis Wilkinson og Tom Lloyd, har alle sat deres navne til punkt og prikke.

De påpeger, at næsten 80.000 mennesker blev fundet skyldieg eller advaret for besiddelse af ulovlige stoffer – hvoraf de fleste var unge, sorte eller fattige – i 2010. I løbet af det seneste årti, har mere end en million mennesker endte med en straffeattest som en følge af narkolovgivningen.
Brevet falder sammen med torsdagens New York lancering af rapporten fra Den Globale Kommission on Drug Policy, der tæller tre tidligere sydamerikanske præsidenter, den tidligere generalsekretær for De Forenede Nationers Kofi Annan og Sir Richard Branson blandt sine medlemmer.
»Krigen mod narkotika har undladt at stoppe stofbrug, men har fyldt vores fængsler, kostet millioner i skatte betalte dollars, næret organiseret kriminalitet og forårsaget tusinder af dødsfald. Vi har brug for en ny tilgang, en, der tager magten ud af hænderne på den organiserede kriminalitet og behandler folk med misbrugsproblemer som patienter og ikke som kriminelle, “sagde Branson, grundlægger af Virgin Group, der var tilstede ved lanceringen.
»Den gode nyhed er der findes nye tilgange der fokuserer på regulering og afkriminalisering der har arbejdet. Vi har brug for at vores ledere, herunder forretningsfolk, ser på alternativer og faktabaserede fremgangsmåder.

»Vi har brug for mere menneskelige og effektive måder at reducere skader af narkotika. Den ene ting, vi ikke har råd til at gøre, er at gå videre og lade som “krigen mod narkotika« fungerer. ”
Sting, der også underskrev brevet til Cameron, sagde: »Unges straffeattester for mindre besiddelser af narkotika tjener ikke noget formål – det er tid til at tænke på mere opfindsomme måder at løse stofbrug i vores samfund.”
Ainsworth, den tidligere Indenrigsminister, narkotikaminister og forsvarsminister, beskrev i december sidste år krigen mod narkotika som «intet mindre end en katastrofe”, og opfordrede til legal regulering af produktion og distribution af stoffer.
Kampagnen definerer afkriminalisering som en model, der vedtager civile snarere end strafferetlige sanktioner, såsom konfiskation og advarsler og faste straffe og bøder snarere end anholdelse, retsforfølgning og en straffeattest.
De højt profilerede forkæmpere peger på den portugisiske erfaringer som bevis for, at afkriminalisering ikke fører til en stigning i brugen af ​​narkotika. Portugal indførte som det første europæiske land i juli 2001 »administrative« sanktioner – svarende til parkeringsbøder – for besiddelse af alle illegale stoffer.

Den umiddelbare reaktion fra Home Office i aftes var at udelukke en sådan ændring: “Vi har ingen intentioner om at liberalisere vores narkotikalove. Narkotika er ulovligt, fordi det er skadeligt – det ødelægger liv og forårsager elendighed for familier og lokalsamfund.
“De der er fanget i den onde cirkel af afhængighed, skal støttes i at leve et stoffrit liv, men at give folk et grønt lys til at besidde narkotika gennem afkriminalisering er helt klart ikke svaret,” sagde en regeringstalsmand.
»Vi foretrækker handling gennem hårde retshåndhævelser, både her i landet og i udlandet, sammen med indførelse af midlertidige forbud mod beføjelser og robust behandling programmer, der støtter folk til at få en stoffri tilværelse.”