Category Archives: Artikler

Politiets indsats på Vesterbro

Cand. jur. Jørgen Jepsen der er tidligere leder af Center for Rusmiddelforskning ved Arhus Universitet har i artikel politiets indsats på narkotikaområdet på Vesterbro. Jørgen kommer sidst i artiklen med konkrete forslag til bedre løsninger:
S Y N O P S I S til Indlæg om Politiets indsats på Vesterbro
v/Jørgen Jepsen

Udgangspunkt: Evy Frantzsens doktorafhandling om politiindsatsen på Vesterbro.

1. Hvad er formålet med Politiets indsats på Vesterbro – opnås målene. Hvad er de tilsigtede konsekvenser og de utilsigtede bivirkninger af indsatsen?
A Den traditionelle afgrænsning af politiets og retshåndhævelsens rolle:
Forebygge forbrydelser, forfølge samme samt opretholde ”lov og orden”
Politiets ”generalpræventive” funktion som led i retssystemet. Generalprævention som afskrækkelse og ”moraldannelse”.
1) I dagens Danmark en stigende vægt på straffens moralske funktion: Signal og ”hævn” samt
2) retsforfølgning for at begrænse handel og udbredelse af illegale stoffer
3) Men også ordensopretholdelse og beroligelse af borgerne gennem synlig tilstedeværelse af politiet – ”tryghedsskabende foranstaltninger”. Fjernelse af uønskede elementer – til fængsel eller ”et andet sted” ude af syne. Kontrolsystemet som ”social renovation”.
Se i øvrigt Evy F.s gennemgang af politiledelsens egne udtalelser om
Målsætningen (s.111-115). ”Politiets narkostrategi 90”. Men ”Vi har ingen plan for, hvor de skal hen”.

B) Nås målene?:
De foregående indlæg og Evy Fs afhandling siger ´Nej – handelen fortsætter, stofferne udbredes. Kampen mod narkoen er tabt og kampen om markedet er tværtimod skærpet og metoderne voldsommere. Brugerne er klemt mellem forhandlerne og politiet, trygheden for borgerne er begrænset og både forhandlerne, banderne og politiet gør livet uudholdeligt for stofbrugerne og for miljøet.
Politiindsatsen ses undertiden som et middel til at tvinge brugere i behandling. Politiet forsøger at stille krav til behandlingssystemet, men det virker ikke. Stofbrugerne vil ikke altid i behandling, når politiet kommer med dem og kommunens ressourcer er utilstrækkelige.

C) Politiets ”halvskjulte” funktion ( ikke blot utilsigtede bivirkninger).
At gøre livet vanskeligere for stofbrugere og eventuelle nye købere for at begrænse rekruttering og handel. Politiet bruger køberne og ”de små” som ”genveje” til pågribelse af forhandlerne, bl.a. ved at true brugerne og lokke dem med løfter om favorabel behandling.
Politiet bruger og fastholder narkomanernes elendighed som middel til at skræmme andre – ”det skal være svært at være stofbruger. Menneskeofring som middel til sociale formål – dybt uetisk

Det primære, nære mål synes blot at være ”at flytte uorden” hen til et andet sted (EF s. 115). ”De skal væk” (men hvorhen er ikke Politiets opgave – de ved det ikke).
Rydningen af Christiania er et kerne-eksempel: Problemerne løses ikke, men flyttes, spredes – og forværres.

Politiet må ses som en del af problemet i stedet for en del af løsningen. Kontrolskaderne bliver større. Fratagelsen af stofferne fra brugerne tvinger dem til ny kriminalitet og prostitution.

D) Konflikten mellem retshåndhævelse og skade-minimering (behandling kan også ses som skadesminimering).
”Harm reduction” umuliggøres af politiet, hvis ikke de ser gennem fingrene med lovovertrædelserne. Og politiet føler sig tvunget til at håndhæve loven stort set for enhver pris.
Modforestillinger hos politifolk gives ikke tilstrækkelig støtte i systemet, men undertrykkes

2. De politiske og samfundsmæssige determinanter:
Politikerne fanget af deres egen og FNs retorik – moralisering i stedet for opnåelse af sociale mål. Værdikampens affald.
Kontrol og straf er stærkt afhængighedsskabende midler – med tendens til stadig at forhøje dosis, selv om det ikke hjælper, men har klare skadevirkninger. Det danske samfund er i dag socialt og ideologisk
afhængigt af kontrol. Og denne sætter alvorlige begrænsninger for fantasien. Tyrkertroen på straf som socialt middel befordrer magisk tænkning og udelukker viden om, hvad der virker og ikke virker.
Derfor er narkotikapolitikken præget af hjælpeløshed – der findes ikke legitime forbilleder for alternative løsninger.
Narkotikapolitikken frembyder klart assymetriske reaktioner: Når behandling ikke virker, forsøger man med nye metoder. Når retshåndhævelse ikke virker er ”løsningen” Mere af det samme.
Signaltænkning i stedet for analyse. Politikernes behov for at vise ”handlekraft”.
Overtagelse af internationale, repressive modeller fra FN og USA. FNs narkotikakommission har ansvaret for en stor del af de kontrolskader, vi ser. Danmark burde melde sig ud af Narkotikakonventionerne – især Wien-konventionen om retshåndhævelse.
I Danmark mangler viljen til i stedet at lytte til mere progressive lande, f.ex. Schweiz, Tyskland, Holland, Australien. Det danske sundhedsministerium og sundhedsstyrelsen har i årevis blokeret for mere konstruktive løsninger, f.eks. heroinforsøg og fixerum ud fra en snæversynet amerikaniseret tankegang.
Politisk set er situationen forværret af venstrefløjens angst for sin egen skygge og for det populistiske spøgelse. Socialdemokraterne blokerede i mange år for overhovedet at overveje alternative løsninger.

Nogle enkle forslag til at mildne problemerne – når de nu ikke kan løses;

- Afkriminaliser besiddelse af stoffer til eget brug – og lad politiet lade brugerne beholde deres stoffer uden forsøg på at bruge narkomanerne i efterforskningen.
- Opgiv jagten på cannabis og frisæt politiets ressourcer til at gå efter de hårde forhandlere og gangstere.
- Indret fixerum i stort antal med passende spredning og med social og sundhedsmæssig omsorg.
- Sikre udbredelse af heroinklinikker (især baseret på rygning) med generøs tildeling af heroin til afhængige uden den smålighed, der præger der foreløbige planer i Danmark.
- Sikre bredere tilgængelighed af rent og adækvat værktøj.
- Lyt til BrugerForeningen og andre repræsentanter for brugerne selv.
- Opløs politiets specialpatruljer og anvend kun generalister, der sættes i regelmæssig cirkulation, så man undgår opbygningen af den uheldige korpsånd og de menneskefjendske holdninger, der i mange år har præget uropatruljen og dens lige.
- Meld Danmark ud af Wien-konventionen – eller vedtage i det mindste, at Danmark vil følge de lande, der tilsidesætter kravene og truslerne fra FNs narkotikakommission.
- Flyt ansvaret for den væsentligste del af narkotikapolitikken bort fra Sundhedsministeriet.

Hvorfor forbud er farligere end heroin

Fra Knowncrimes.dk

13. august 2009.

Af Asger Møller

I starten af 1900 kunne man købe heroin som bolsjer og pastiller (bogstaveligtalt) hos den nærmeste købmand, og det blev tilmed brugt som middel mod morfin afhængighed, da man troede heroin ikke var vanedannende. Mange mennesker fik det bedre med deres hoste, smerte, psyke osv., og det blev betegnet som et vidundermedicin. Så fandt man ud af, at heroin rent faktisk var mere vanedannende end morfin, og det blev først ulovligt i USA i 1924 og siden Europa i 1961 (efter pres fra USA).
Redning af stakler blev i stedet til masselikvidering
Den officielle begrundelse var, at man ville redde alle disse stakkels mennesker, som var blevet afhængige af heroin. Resultatet var et kriminelt og ukontrolleret marked samt at de stakkels mennesker (misbrugerne), som man ville redde i første omgang, fik et elendigt liv pga. de blev jagtet, heroinen blev dyr, der blev blandet alverdens stoffer (herunder gifte) i heroinen osv. Da heroinen ikke længere var social acceptabel mistede mange deres familie og gamle venner, og de havde kun det kriminelle miljø at vende sig imod. Sådan er livet for vores narkomaner i dag.
Heroinmarkedet i dag er udenfor kontrol
Enkelte og beregnende narkohandlere sælger ikke kun heroin, men de blander arsenik eller andre gifte i heroinen, så den bliver rigtig vanedannende, og uanset prisen på stoffet, køber brugerne det alligevel, hvis der ikke er andre muligheder. Når misbrugeren først er blevet rigtig afhængig af heroin, kræver det, at misbrugeren dagligt får sit stof, da han/hun ellers bliver ekstremt syg. Der er tale om stærkt ubehag, opkast, kvalme, ingen appetit, kuldeture, svedeture, kramper, søvnproblemer, gåsehud, uro i kroppen, depression, smerter og en lyst til at ende det hele. Narkomanen ved at en ny dosis heroin vil fjerne alle disse symptomer i løbet af et øjeblik.
De velfungerende narkomaner
I Danmark har vi narkomaner, som dagligt går på arbejde og fungerer helt normalt med venner og familie, og ingen vil kunne se på dem, at de misbruger heroin (eller andre stoffer), da de spiser normalt, hviler normalt og går i træningscenter, men i det øjeblik, hvor deres forsyning af heroin bliver bremset eller går i stå, går hele deres liv i opløsning og man vil hurtigt kunne se, at der er noget galt. Heroin har nemlig ingen skadelige bivirkninger som ødelæggelse af væv eller organer, som fx alkohol, cigaretter og selv mange lægemidler. Faktisk vil indtagelse af heroin blandet med en normal livsstil ikke give flere ekstra helbredsproblemer eller problemer med hjernen, end man ville have oplevet uden heroin.
De stressede narkomaner
De fleste narkomaner har dog hverken velfungerende arbejde eller stabile forsyninger af heroin, hvilket betyder, at de hver dag både må ud og fremfinde penge samt finde en pusher, som de kan købe stoffet af, mens de bliver jagtet af politi og/eller andre. Dette er et stressende liv ofte med abstinenser og dertil hørende smerte, som venter rundt om hjørnet hvert øjeblik. Disse mennesker svarer til stereotypen på en narkoman, da de glemmer at spise, hvile og passe på dem selv. Dagligt skal de skaffe ca. 1500 kr. (gadepriser) til deres daglige forbrug, hvilket i langt de fleste tilfælde bliver skaffet gennem kriminalitet. Dette er ikke kriminalitet, som størstedelen af narkomanerne har lyst til at begå, men de kan ikke se andre muligheder, hvis de skal kunne undgå de ekstremt smertefulde abstinenser, som normale mennesker vil gøre alt for at undgå. Det er ikke heroin, som giver narkoman looket – det er stres.
Forsøg med fri heroin – indbrud faldt 70%
I England, Schweiz, Holland og Tyskland, er der lavet forsøg med udlevering af gratis heroin, og dette medførte fysisk sundere, psykisk sundere, socialt sundere narkomaner, som fik styr på deres boliger, holdte med sidemisbrug af andre stoffer (til stor forundring) og nogle begyndte at arbejde igen. Det betød også, at narkokriminaliteten faldt væsentligt, så yngre generationer ikke så let bliver suget ind i misbrug, og følgekriminalitet, fx indbrud, faldt med næsten 70 % i Schweiz. Derved kom der enorme samfundsmæssige besparelser på forsikringer, politi, retssager, psykologer, fængslinger og kriminalforsorgen (opfølgning efter prøveløsladelse).
Sundere liv med arbejde – nu også i fremtiden – i nogle lande
Vigtigst må det dog siges, at menneskene, som tidligere måtte tjene penge til deres afhængighed gennem kriminalitet og ofte kom i fængsel, nu lever meget bedre liv, og i stedet for at være en omkostning for samfundet, arbejder mange af dem og betaler skat til samfundet. Schweiz, Holland, Tyskland og England har taget konsekvensen og fortsat ordningen med udlevering af fri heroin. Resultaterne talte for dem selv, og det ville have været dumt andet, sagde en talsmand.
Den 50 årige krig mod narkotika
Krigen mod narkotika har varet over 50 år, og narkodommene er blevet strammer og strammere. Hvis denne krig virkede ville problemet være forsvundet i dag. Alligevel har der aldrig før været så mange narkomaner, så meget heroin og det har aldrig før været så billigt. Det er på tide at finde nye løsninger, og umiddelbart ser forsøgene med fri heroin ud, som om det kunne være vejen frem. Heroin bliver solgt bliver solgt pr. kg i asiatiske lande for 6 kr./grammet og med lovlig transport og en lille profit til apotekerne, vil en dagsdosis heroin måske kunne sælges for 20 kr.
Hvis man ikke vil gøre det for at øge narkomanernes livskvalitet, burde man gøre det pga. samfundsmæssige økonomiske forhold, da der vil være besparelser på mange milliarder (pga. faldende kriminalitet), som vil kunne bruges meget bedre på skoler, børnehaver, plejehjem, hospitaler eller andre steder, hvor pengene lander fornuftigt.
Nogle af argumenterne imod
Når man kigger logisk på det, er der kun fordele ved at give heroinmisbrugere adgang til at få dækket deres misbrug. Nogle siger: ”Der er allerede metadon til heroinmisbrugere, og det må være nok.” Ja, der eksisterer metadon, hvilket er langt usundere end heroin, og metadonen binder sig til kroppens knogler, hvilket betyder, at der kan opleves abstinenssymptomer i op til flere måneder efter indtagelse. Herudover er metadonens mildere virkning ikke nok for mange narkomaner. Et andet middel er Suboxone, som frembringer kroppens egne endofiner, men desværre er det kun til hjælp for mindre afhængige personer, da heroinmisbrugere med et stærkt misbrug har for stærke abstinenser til at Suboxone virker – uanset dosismængde. Tilbage er kun heroin.
Lovlig heroin giver meget mindre magt til Justitsministeriet
Den største årsag til modstanden bliver dog ikke sagt højt, da det ikke er pænt at tale om magt. Krigen mod narkotika giver kæmpe milliard beløb i støtte til politi, retssystem, fængsler osv. Hvis politikerne skulle vælge at finde en måde at legalisere heroinen på, hvorved kriminaliteten vil falde væsentligt, vil masser af mennesker miste deres magt, hvilket de absolut synes er en dårlig ide. Derfor er der stor modstand imod lovliggørelsen af heroin, selvom der bruges argumenter som ”ikke fair overfor misbrugerne”. Argumenterne holder dog ikke overfor facts, og der er alle grunde til at følge vores nabolandes eksempler, så vores narkomaner kan få fri heroin og bedre liv, og måske på et tidspunkt blive total stoffri, mens resten af samfundet kan nyde faldet af kriminalitet, mere plads på sygehusene (da narkomanernes helbred bliver forbedret) og den lavere skatteprocent på længere sigt (pga. de store besparelser på politi, retsvæsen, fængsler osv.).
Det lille forsøg
Politikerne har dog ikke kunne sidde resultaterne fra nabolandene overhørigt, og der er åbnet en lille sluse, da der fra januar 2009 skulle være forsøg med heroin til de mest hårdt belastede (personer som har misbrugt over 25 år, hvor de samtidig har været i metadonbehandling). Den gruppe af hårdt belastede narkomaner består af ca. 125 personer på landsplan i første omgang. Forsøget er dog blevet forsinket, da det hedder sig, at der ikke kan findes en kompetent leverandør af heroinen.
Konklusion: Forbud er skadeligere end heroin
Det er ikke heroinen, som er skadeligt, men det er forholdene, som kommer af at forbyde heroin. Jo mere heroinmisbrugerne stresses og jo sværere adgang misbrugeren får for at indtage sit stof, jo flere af sine i forvejen sparsomme ressourcer bruges på at skaffe og indtage heroinen.

Bliver man dummere af metadon?

Af Peter Ege

Der er dem, der ser metadon som en
brugervenlig måde at få ro på bagsmækken på. – For andre er formålet at hjælpe
stofmisbrugere til et normalt, produktivt liv
med arbejde, bolig og familie. Hvorfor har
metadon et dårligt ry i mange kredse
– og er der hold i det?

PDF
A.N.+Gs.Bliver man dummere af Metadon, af Peter Ege i Stof no.14.2010..pdf

4

“A Drug War Carol”

Af Jørgen Kjær

USA har altid været toneangivende i krigen mod narko. Når der i tales om nul-tolerence, mere kontrol og hårdere straffe til såvel forhandlere som brugere, så er det den amerikansk inspirerede ”zero-tolerence” linie, som er slået igennem også i Danmark

At det er tilfældet og hvordan det hele gik til, kan man på underholdende vis forvisse sig om ved at læse luksus tegneseriehæftet ”A Drug War Carol” af Susan W. Wells og Scott Bieser, et meget vellykket forsøg på at formidle den amerikanske version af ”War on Drugs” i let tilgængelig form.

Baseret på seriøse kilder og med en omskrivning af det velkendte Dickens juleeventyr, fortælles historien om hvordan det var før stofferne blev forbudt, hvordan de nu illegale stoffer blev forbudt, først i USA siden over hele kloden med internationale konventioner og sidst men ikke mindst hvilke konsekvenser det internationale forbud har haft.

Hovedfiguren i historien er en nutidig drugczar, som fra starten er rigtig ’hardliner’, men som efterhånden, som han bliver klogere gør sig en række selvransagelser. Både menneskeskæbner, hans forgænger navnkundige Harry Anslinger og en velinformeret ånd belærer ham – men slutningen af eventyret skal vi ikke røbe her.

Det er en svær opgave, som Wells og Bieser har givet sig i lag med, men de er sluppet rigtig godt fra opgaven. På 64 sider formår de at fortælle den spændende narko-historie så spændende og medrivende, så man ikke kan slippe bogen før den sidste side er læst. Og hvis man vil læse mere er der bagerst masser af læseråd, henvisninger og kildeangivelser.

Publikationen findes også online: www.adrugwarcarol.com

Bogen kan købes for ca. 11 engelske pund online via Amazon.com:

http://www.amazon.co.uk/Drug-War-Carol-Susan-Wells/dp/0974381403/ref=sr_1_1?ie=UTF8&s=books&qid=1280440962&sr=8-1

Narkoekspert: Alt narkotika skal legaliseres

Se Jack Cole, en højt dekoreret og efter 26 år pensioneret amerikansk politimand. De 14 år var Jack Cole undercover narkoagent og i løbet af karrieren anslår han at han arresterede over 1.000 mennesker, herunder alt fra skoleelever der havde røget cannabis til ledere af narkokarteller, der kæmper med terrorbevægelser om at dominere narkomarkedet, der giver nærmest uhindret adgang til milliardformuer. Dette begræder han i dag hvor han rejser hele kloden rundt og holder oplæg om hvorfor han kæmper for legalisering af samtlige stoffer. Som han siger – man kan altid kommer over en addiction – but never overcome a conviction – that will follow one for every day the rest of ones life.

I 2003 grundlagde Jack Cole Law Officers Against Prohibition LEAP – sammen med en håndfuld politifolk, anklagere og dommere og i løbet at knap 7 år består LEAP af mere end 12.500 hvoraf hovedparten stadig er tidligere og nuværende politifolk, anklagere og dommere – der alle har stor erhvervsmæssig erfaringer med narkoproblematikken der konstant eskalerer og koster flere og flere menneskeliv.

I Mexico har præsident Felipe Calderón netop taget konsekvensen og legaliseret stofbrug og besiddelse af stoffer til eget forbrug, som det første skridt hen imod en total legalisering og statskontrol – i lighed med det vi kender fra alkohol og tobak hvor staten regulerer forbruget med afgifter.

Forbud mod en vare skaber kun grobund for illegal handel, og bl.a. narkotika behøver ikke forbydes, mener ekspert.

Se video af Jack Cole’s oplæg for politiker og andre interesserede i Fællessalen på Chr. Borg – den 7.1.2010.

http://vimeo.com/9150947

Borgmesterindvielse af herointilbud i KABS

Fra KABS.dk

11.3.2010.

Glostrups borgmester John Engelhardt (V) holdt tale og klippede snoren, da KABS Hvidovre afdeling torsdag den 11. marts havde inviteret til officiel indvielse af det nye herointilbud. Læs borgmesterens tale >>>
Kære gæster, kære medarbejdere og ikke mindst kære brugere.Der har været snakket meget om heroin siden midten af 1990erne, hvor formanden for det nu nedlagte narkotikaråd, overlæge Preben Brandt, slog til lyd for lægeordineret heroin. Siden da har debatten bølget op og ned i offentligheden.Diskussionen er med mellemrum blevet næret af rapporter fra udlandet, hvor man har gennemført forsøg med lægeordineret heroin. Det drejer sig om – nævnt i kronologisk rækkefølge – Schweiz, Holland, Tyskland og England.Den danske diskussion er bl.a. blevet vedligeholdt af flere dagsordensforslag i folketinget om at gennemføre et dansk heroinforsøg. Medierne har heppet ivrigt på sidelinjen, for der er jo tale om godt stof, og det har desværre ført til mange misforståelse. Tænk blot på udtryk som “fri heroin”, “statsnarko”, “gratis heroin” osv. Udtryk som giver associationer i retning af heroin på hylden i supermarkedet, eller at samfundet blot er ude på at skrotte nogle ulykkelige mennesker ved at fylde dem med stærk medicin.For det er der nemlig ikke tale om med det nye tilbud om lægeordineret heroin. Der er derimod tale om en højt specialiseret sundhedsfaglig behandling, som baserer sig på viden og resultater fra de europæiske heroinforsøg, som har været fulgt af forskellige forskerhold. Det er baggrunden for, at folketinget i foråret 2008 besluttede at skride til direkte handling uden forudgående heroin-forsøg på dansk grund.Dermed er heroin blevet til to ting: På den ene side et illegalt rusmiddel, som kan købes på gaden, som har en ukendt styrke, og som helt sikkert er forurenet med fyldstoffer, bakterier m.m. Og på den anden side nu også et lægemiddel - diacetylmorfin - som er fremstillet under farmaceutisk kontrol, rent, sterilt og sikkert i brug.Målgruppen for herointilbuddet er mennesker, som er afhængige af opioider, altså heroin, morfin og lignende og som derudover:

  • · ikke har haft tilstrækkeligt udbytte af almindelig metadonbehandling
  • · fortsat injicerer illegale stoffer (typisk heroin) og
  • · som er truet af alvorlige helbredsmæssige skader som følge af misbrugetSundhedsstyrelsen vurderer, at der på landsplan er ca. 600 mennesker, som opfylder disse kriterier.

I de københavnske omegnskommuner drejer det sig formentlig om et sted mellem 50 og 100 personer. Kapaciteten her i KABS Hvidovre afdeling rækker til ca. 50 personer i daglig behandling med heroin. Det kommer til at foregå i den nyindrettede sundhedsfløj i bygningen her ved siden af, som I får lejlighed til at se om lidt.Heroin bliver ordineret efter en lægelig vurdering af, hvad den enkelte patient har behov for, og hvad han/hun kan tåle. Brugeren skal selv injicere, og det vil ske med rene sprøjter og kanyler og under overvågning af specialuddannede sygeplejersker, som lægger vægt på to ting: Sikkerhed og hygiejne.Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig de umiddelbare fordele ved dette setup:· færre overdoser

  • færre infektioner
  • mindre spredning af sygdomme som hiv og leverbetændelse
  • mindre behov for a skaffe penge til illegale stofferDertil kommer så de daglige kontakter til bl.a. sygeplejersker og andet behandlingspersonale.

Det vil give mulighed for en massiv sundhedspædagogisk påvirkning – og som tillægsgevinst et langt bedre udbytte af den sociale behandling.Herointilbuddet får åbent alle ugens syv dage – året rundt. Der bliver mulighed for at komme og injicere op til to gange om dagen – i tidsrummet fra 9 til 18. Til brug for aften og nat – når virkningen af heroinen klinger af -bliver brugerne forsynet med konventionel metadon med henblik på at forhindre abstinenser.Som I nok kan fornemme, er der tale om en personalekrævende og dyr behandlingsform – alene heroinen i sig selv løber op i små 100.000 kr. pr. bruger årligt. Så det vil være rimeligt at spørge: “Hvad får samfundet så ud af det?” Det foreløbige bud er: Sparede penge i sundhedsvæsenet og i kriminalforsorgen og – set med kommunale briller – større udbytte af den samlede misbrugsbehandling.Lad mig til slut sige et par ord om Glostrup Kommunes engagement i misbrugsbehandlingen.Glostrup kommune overtog som bekendt KABS i forbindelse med kommunalreformen i 2007. Et af Danmarks største misbrugscentre landede ved den lejlighed i landets 10. mindste kommune. Og vi har naturligvis været os meget bevidste om den deraf følgende forpligtelse til fortsat at sikre den faglige udvikling, som allerede var i gang i KABS. Det, synes jeg, er lykkedes ganske godt. Og hvis der var nogen, der var bekymrede over, at den sociale sektor ville blive af specialiseret eller bombet tilbage til stenalderen i forbindelse med kommunalreformen, så er KABS i hvert fald et eksempel på det modsatte.Vi er i Glostrup Kommune både glade for og stolte over, at vi på stofmisbrugsområdet fortsat har kunnet bidrage til den faglige udvikling og specialisering – nu også i form af behandling med lægeordineret heroin.Tillykke med det, og held og lykke til personale og brugere med det nye tilbud!

3

En aften på Jernbanetorvet – Norsk ruspolitikk 2010 :-(

4.8.2010.

Af Arild Knutsen, Stifter og leder Foreningen for Human Narkopolitik Norge

I går var jeg på Jernbanetorvet igjen. Delte ut brukerutstyr og hadde fine samtaler med folk i miljøet, blant annet om mulige veier ut av avhengigheten. En kvinne fortalte om diverse opphold på institusjoner. Hun hadde dessverre lite positivt å si om dem. Så kom det ei heroin-, pille- og alkoholavhengig kvinne som jeg har sett etter.

Hun kom seg så vidt over veien fra Oslo City, før to politimenn løp bort til henne, fortalte at de hadde sett henne dagen før og ga beskjed om at hun herved var bortvist fra området for 24 timer.

- Ja, what ever! Ropte hun og kom bort. Hun hadde alvorlige smerter i siden og kastet stadig opp blod. Vi gikk på 24sju, det døgnåpne lavterskeltiltaket i Dronningens gate.

På veien traff vi mange fra rusmiljøet. Politiaksjonen har sprengt miljøet utover store deler av Sentrum.

Og det er mange nye i miljøet. Ikke minst unge. Inne på 24sju var det nesten fullt, som vanlig. Tilstrømmingen dit er så stor at det trolig går utover deler av den konstruktive faglige innsats. Tiltaket får midler fra regjeringen, altså er det et statsfinansiert supplement til den kommunale rusomsorgen. Likevel blir de nedrent.

En ansatt fortalte at jobben er hjerteskjærende for tiden. Tilbudet de har til unge fra andre kommuner, er billett tilbake til sine respektive kommuner.

Etter en halvtimes tid var arbeidet med å skrive henvisning til sykehus i gang. Legen karakteriserte symptomene som kritisk, men dette er lang venting for den avhengige, som måtte ut en tur. Jeg gikk på kontoret, men ble snart oppringt av legen, som kunne fortelle at henvisningen var klar, men hun fikk ikke tak i pasienten.
Riktig nok: Telefonen var avslått.

24sju har bestemt seg for ikke å være oppsøkende, så jeg måtte ut for å finne henne.

Gry kommer fra ansvarsgruppemøte (med suksess! ) på Ski og blir med ut. Vi spør etter pasienten ved de mange ansamlingene rundt Jernbanetorvet, og deler samtidig ut utstyr. Heidi Horgen kommer og blir med på letingen. Vi ser tre politimenn, og jeg husker pasienten fortalte at den ene av dem er bekymret for henne. Så jeg spør de tre om de vet hvor hun er. De nærmest roper i kor at hun står borte på Plata og at hun ser etter meg, og at hun hadde spurt etter meg også dagen før.

Vi er begeistret og takknemlige for de behjelpelige politifolkene i det vi går tilbake til 24sju. Heidi, pasienten og jeg tar drosje til sykehuset. Innleggelsen er et faktum.

På vei tilbake til Jernbanetorvet ser to svært unge kvinner på Strøket. – Jøss, er de i prostitusjon? Utbryter jeg, men vi blir snart enige i at det bare ikke kan være tilfelle. Vi går videre nedover Karl Johan og der treffer vi et par heroinavhengige 19-åringer fra en annen kommune. De er sterkt preget av rusproblemene sine. Vi kommer i prat ved å tilby brukerutstyr. Hun sier hun har bodd 16 steder på 4 år, og flere av stedene er langtidsbehandlingsplasser. De sier de ikke får hjelp som par, men vil selvsagt ikke skilles ad.

Jeg fortalte at jeg har vært i samme situasjon og at det nok reddet mitt liv at jeg fikk behandlingsplass med min daværende kjæreste. De var overveldet av holdningen ettersom behandlingsapparatet kun (!) sier det motsatte.

Ytterligere behandlingsopphold skal være foreslått, men fått avslag av økonomiske grunner. Det unge paret sier de må oppholde seg i Oslo fordi det er for jævlig å bli gjenkjent i hjemkommunen. Politiet er fæle mot dem der de kommer fra, og dessuten risikerer de stadig å treffe både venner og familie. Han sier han føler seg utstøtt i hjemkommunen.

Vi snakker litt om paradokset i at man må trekkes til et sted stappet av folk, for å få være for seg selv.

Kostinntaket er det selvsagt så som så med, og de har ikke vasket seg på flere dager. Vet dere om et sted vi kan få oss en dusj? Spør de fortvilet. Dessverre har Frelsesarmeen allerede stengt, svarer vi, men vi spør om de ikke vil søke hjelp på 24sju. Der kan man få seg en dusj!

Nei, 24sju vil ikke hjelpe oss, sier de. De vil bare ha oss av gårde til hjemkommunen. Vi får ikke dusje eller sove der. De på 24sju sier det ikke kan gå an at de som er så unge og kommer fra en annen kommune kan sove der. Derfor hadde de sovet ved Kirkerista, rett ved Karl Johan, og det måtte de neste natt også.

Det går an!

Han hadde hatt en overdose i forrige uke, de var så vidt han overlevde.

Enda ei på samme alder kommer til. De får visittkortene våre og vi avtaler å møtes neste dag. Vi tilbyr å bistå på ansvarsgruppemøter etc.

Heidi og jeg går ned på Jernbanetorvet. Der treffer jeg en, som har et voksent barn som nylig har kontaktet meg, og meldt bekymring for tilstanden til sine foreldre. Vi blir stående lenge og snakke om mulige behandlingsopplegg etc.

Stadig flere kommer bort og vil ha utstyr, jeg henviser til Heidi som står like ved, for ikke ødelegge for den gode samtalen.

Da Heidi gir kokekar og filter til en, kommer politiet syklende bort og spør bryskt hva det er for noe. Den avhengige forklarer og jeg hører politimannen svare hånlig at han godt vet hva det skal brukes til.

Så skriker han til oss alle at han er dritt lei av å få meldinger om at det deles ut utstyr, fordi det kan likne på narkotikasalg.

Han foreslår at vi heller sniker oss rundt hjørnene med brukerne istedenfor å dele det ut åpenlyst – for at det ikke skal forveksles med narkotrafikk.

I en bisetning sier han faktisk at utdelinga er veldig viktig, og lovlig, før han truer oss med at han neste gang kommer til, ikke bare å stanse oss, men slå hardt ned på oss.

Hva er dette? Er det den rødgrønne regjeringens representanter som trakasserer og truer oss når vi driver skadereduserende og smitteforebyggende arbeid? Er det Politimester Gjengedals linje? Hvem har ansvaret for at folk jages vekk av å gjøre skadereduksjonsarbeid der det offentlige svikter? I andre land er dette en del av rusomsorgen, å gå ut og tilby nødvendig verktøy, og tilby hjelp.

Jeg skal ned på Jernbanetorvet og dele ut utstyr i dag. Dersom flere politifolk trakasserer og truer oss, går jeg til anmeldelse av dem.

Dette er den oppsøkende virksomheten fra den norske stat overfor hovedstadens vanskeligst stilte problembrukere.

En av demokratiets viktigste verdier er friheten til å leve livet i samsvar med egne idealer uten å risikere forfølgelse for disse.

På vei hjem gikk ferden via Strøket igjen og jo. De to små unge jentene var i prostitusjon, de sto der enda, og nå var flere kvinner kommet til. Vi hørte de snakket et Øst-Europeisk språk. Videre på min vei hjem så jeg klynger av folk sitte åpenlyst og injisere stoff, på fra før velkjente steder for den slags.

Litt utenfor allfarvei, men godt synlig fra flere steder – på avstand. Der griper ingen inn, for der ferdes få andre. Det som trigger politisk handlekraft i 2010 er stadig at de som anses som uverdige borgere er til sjenanse for de som anses som verdige borgere.

Den offentlige ruspolitikken, med den helhjertede jagingen og straffingen – og den halvhjertede rusomsorgen. Den er så rystende at det knapt finnes ord. Den er rett og slett inhuman.

Politiaktion påJernbanetorvet i Oslo

VIDEO: Papegøje anholdt i narkosag:

Fra TV2 Nyhederne

http://nyhederne.tv2.dk/krimi/article/33636776/

Fredag d. 17. sep. 2010;

Politiet i Colombia har anholdt et noget usædvanligt medlem af en narkobande.
Ifølge politiet blev papegøjen i videoen herover trænet af en lokal narkobande, så den kunne advare, når politiet nærmede sig.
I alt har myndighederne beslaglagt 1700 papegøjer, som de mener, har arbejdet for de illegale bander.
Papegøjerne bliver ved med at gentage ordene “løb, løb, i bliver fanget”, hver gang den ser en politibetjent.