Gadejuristen

Miltbrand i heroin: Tæller stofbrugerliv overhovedet?

Onsdag, 11 jul 2012

Så er den her, den livsfarlige heroin med miltbrand. En kær ven, en god mands gode bror, blev indlagt torsdag d. 5. juli 2012 med voldsomme smerter i ben og maveregion og afgik ved døden søndag d. 8. juli. Kunne dette dødsfald være undgået? Havde han måske henvendt sig i tide – helst allerede i slutningen af juni, da han begyndte at opleve smerter og stivhed i nakken – hvis de relevante myndigheder havde påtaget sig at advare og informere stofbrugerne? Vil flere komme til at lide denne brutale død?

Der skal her mindes om, at miltbrand-sporer ikke på nogen måde er en nødvendig ingrediens i heroin. At fænomenet forekommer, er en følge af kriminaliseringen og de forhold som de aktuelt illegale stoffer fremstilles under (fx tørring af opiummasse under åben afghansk himmel på gedehuder). Det er en kontrolrelateret skade. Det er dermed vores ansvar. Og vi må spørge os selv, og tage stilling til, om kriminaliseringen er det værd? Vi har dog ”legaliseret” heroin i den forstand, at vi fra 2010 har udbudt heroinunderstøttet behandling. Men stadig kun til en alt for lille gruppe og alene under nogle omstændigheder der gør, at en alt for lille gruppe kan komme i betragtning. Og selv om vore politikere, næsten uafhængigt af partifarve for nogle måneder siden – under behandlingen af lovforslaget om etablering af stofindtagelsesrum (L185) – nærmest stod på nakken af hinanden for at støtte udvidelse af den også i Danmark succesrige heroinbehandling, er de praktisk indiskutabelt nødvendige skridt endnu ikke taget. Traditionen tro har vi så umanerligt god tid på stofbrugernes vegne og bekostning.

I anledning af nyligt tilsvarende tilfælde af miltbrand-død i Tyskland udtalte professor Østergaard, infektionsmedicinsk afdeling, Aarhus Universitetshospital, d. 22. juni 2012 følgende til pressen:

”Der er kun grund til bekymring for narkomanerne, og dem skal vi nok tage hånd om”.

Gjorde man det, professor? Tog man hånd om stofbrugerne? Hvordan?

En række spørgsmål trænger sig på.

Hvorfor er der ikke udgået nogen som helst information til stofbrugerne selv i forebyggende øjemed fra hverken infektionsmedicinerne, Sundhedsstyrelsen, Embedslægerne eller politiet FØR skaden skete?

Hvorfor informerede sundhedsvæsenet alene ”sine egne”? Hvorfor blev dette fundet tilstrækkeligt? Hvad med de potentielle patienter? Hvorfor blev den forebyggende indsats i forhold til de potentielle patienter ikke anset for mindst lige så væsentlig?

Skulle politiet have handlet? Er det overhovedet hensigtsmæssigt eller rimeligt at forestille sig, at politiet skal varetage det forebyggende informationsarbejde af sundhedsfaglig karakter rettet mod stofbrugerne selv, også dem på gadeplan, en gruppe mennesker der oven i købet bestemt ikke er videre glade for eller trygge ved politiet? Hvis dette faktisk er udtryk for en allerede fastlagt arbejdsdeling ved miltbrand-alarm, at Sundhedsstyrelsen/sundhedsvæsenet blot skal tage sig af de hvidkitledes ve og vel, mens politiet skal tage sig af den forebyggende indsats af sundhedsfaglig karakter i forhold til stofbrugerne, de potentielle patienter, er verden så ikke helt af lave? Gadejuristen har tidligere pointeret, at stofbrugerne har enormt behov for en sundhedsminister, men alligevel ofte er belemrede af hele to justitsministre, herunder sundhedsministre, som når det kommer til stofbrugerne opfører sig som justitsminister; en tilstand der kun skræmmende klart så vel herved er illustreret.

Hvorfor tog det kommunale behandlingssystem ikke ansvar og affære? Først to døgn efter det første miltbrand-dødsfald i Danmark var en kendsgerning, blev der omdelt informationsmateriale fra Københavns Kommunes Socialforvaltning … Man burde vel, og som minimum i søndags, hvor det stod klart, at den var gal, straks have sænket tærsklerne så markant, at man fx havde kørt en metadonbus ned i Gaden og inviteret det heroinafhængige gadefolk indenfor. Ligesom man skulle have ladet en ladeport til heroinbehandlingen på Valmuen afløse det i øvrigt af mange grunde komplet uforståelige aktuelle indskrivningsstop (trods knap 50 ledige pladser!), frem for fortsat at lade de heroinafhængige være henvist til muligt miltbrand-inficeret gadeheroin. Først tirsdag udkom der altså skriftligt informationsmateriale – men ingen metadonbus og heller ingen åben ladeport til heroinklinikken Valmuen.

På TV-lorry meddelte politiet mandag aften, d. 9. juli 2012, at ‘det ikke var sikkert der var sammenhæng’ og man mente vel, at blot fordi der var sket miltbrand-dødsfald i Tyskland, behøvede den inficerede heroin ikke at lande i Danmark. Når der skal fundraises midler til politiets narkotikakontrol, har politiet ellers ikke været sene til at påpege narkotikafænomenets svært omkostningstunge grænseoverskridende natur … En sådan grænseoverskridende natur gælder selvsagt ikke alene for heroin UDEN miltbrand-sporer, men – selvfølgelig – også for heroin MED miltbrand-sporer …

I mangel af bedre måtte brugerne på gadeplan nøjes med information som denne, der kan downloades som pdf-fil her på siden, fra os i Gadejuristen, som vi, sammen med brugerforeningerne Trinløse Tænkere og BrugerForeningenfor aktive stofbrugere, begyndte at omdele allerede søndag aften.

Hvor dette land dog savner en uafhængig, højkompetent, ikke-politisk, koordinerende instans for narkotikaindsats. Hvis ikke for stofbrugernes skyld, så af hensyn til samfundsøkonomien; vi taler her om milliarder af skattekroner, der fyres af år efter år på politikontrol og såkaldt ”behandling”, uden at nogen kan hævde ret mange dokumenterede gavnlige virkninger, mens skadevirkningerne tårner sig op. Stofferne er kun flere og flere, lettere og lettere tilgængelige og billigere end nogensinde. Samtidig dør stofbrugerne kontinuerligt i alt for ung alder i hobetal, og mens de stadig forsøger desperat at overleve, krænkes de juridisk i et uhørt omfang. Dette gælder på det sundhedsretlige felt, hvor deres patientrettigheder er så godt som ikke-eksisterende, på det socialretlige felt, hvor fx den “behandlingsgaranti”, som politikerne mener at have givet brugerne tilbage i 2003, stadig ikke har vist sig. Det gælder familieretligt, boligretligt og økonomisk i forhold til deres eksistensgrundlag, der gentagne gange sanktioneres til ophør, hvilket også gør dem fx boligløse, og det gælder i forhold til striben af komplet uforståelige afslag på bevilling af førtidspension.

Mon vi nogensinde får en sådan instans? Et nyt Narkotikaråd? En Narkotika-kommission?

Den tidligere regering mente tydeligvis ikke det var nødvendigt at involvere fagfolk. Dels nedlagde man Narkotikarådet, straks man kom til, og herefter blev dansk narkotikaindsats tilrettelagt i et rum bestående af politikere og embedsfolk, som til gengæld var nærmest hermetisk lukket for fagfolk. Baggrunden for en sådan tilgang til det så komplekse narkotikafænomen blev beskrevet i denne tidligere regerings første narkotikahandleplan”Kampen mod narko”, oktober 2003, p. 6, og gengives her, også for at vi aldrig glemmer, hvor galt det kan gå:

“10. Fortalere for narkotikapolitiske ændringer fremhæver ofte nødvendigheden af en realistisk narkotikapolitik, som er evidensbaseret. Dette – tilsyneladende indlysende – krav må imidlertid forstås og sættes i perspektiv. Det er således afgørende, at man ikke isoleret ser på de forventede, umiddelbare virkninger af et bestemt tiltag, men også vurderer det i forhold til andre relevante narkotikapolitiske elementer. En sådan bredere vurdering vil i nogle tilfælde blotlægge en konflikt mellem modstridende hensyn. I den situation kan narkotikapolitiske valg ikke udelukkende baseres på ekspertdefineret evidens. De må medinddrage prioriteringer af politisk natur; ellers kunne det jo også overlades til eksperter alene at fastlægge narkotikapolitikken.”

Udover et par ellers begavede og stofbruger-venlige sætninger i den siddende regerings regeringsgrundlag, har vi reelt for nuværende ingen narkotikapolitik.

Kom nu land, kom nu!

Punditokraterne

The War on Drugs, Christiania, Roskildefestival & miltbrand

Udgivet den 08/07/2012

af Niels Westy Munch-Holbek

For en uge siden døde en ung svensker efter at have indtaget en overdosis Ecstacy (og der skal meget til). For få timer siden døde stofbrugeren Tom af miltbrand. Den pådrog han sig via inficeret heroin. Det er blot to af de mange som hvert år dør som konsekvens af den førte narkotikapolitik.

Siden en række politikere besøgte Christiania, og TV2 journalist efterfølgende fik bank, da han forsøgte at filme i pusherstreet, er der igen blevet diskuteret hash herhjemme. I sidste uge erklærede Børsen på lederplads, at legalisering bør overvejes. Som Christopher Arzrouni skrev i lederen under overskriften “Christianias selvmord”:
Ved at afkriminalisere hash ville man gøre både samfundet og Christiania en tjeneste. Politiets ressourcer kunne anvendes bedre. Og borgerne kunne holdes væk fra de kriminelle miljøer. Dertil kommer, at forskellen på almindelig tobak og hash heller ikke er overvældende. Ingen er i tvivl om, at begge dele er skadelige for helbredet. Men den fare, man udsætter sig for – med henblik på at opnå andre fordele som f.eks. nydelse – er i bund og grund en privat sag. Og såfremt man ikke kan acceptere dette principielle argument, skylder man et ordentligt bud på, hvordan man vil undgå de meget store ulemper, som kriminalisering afføder. Det er ikke kun et problem for Christiania. Her fungerer “Fristaden” desværre som et skræmmende fremtidsbillede på, hvad resten af samfundet risikerer. De er jo en del af os selv.

Hermed følger man delvist i sporene på Wall Street Journal, Finansiel Times og The Economist, som alle tre for mange år siden erklærede, at de er tilhængere af en eller anden form for legalisering, ikke kun af hash, men også af hårdere stoffer.

New York Times bragte for nylig en mindre artikel, som sætter tåbelighederne i relief. Under overskriften “Numbers Tell Of Failure i Drug War“, pointerer Eduardo Porter, at det hverken er den samlede produktion af opium og marihuana eller andelen af kokain til det amerikanske marked, som kommer via Mexico, som udstiller problemet ved den førte politik. Hvis ét tal udstiller den fortsatte forbudspolitiks fiasko, er det udviklingen i prisen på kokain gennem de seneste 30 år.
If there is one number that embodies the seemingly intractable challenge imposed by the illegal drug trade on the relationship between the United States and Mexico, it is $177.26. That is the retail price, according to Drug Enforcement Administration data, of one gram of pure cocaine from your typical local pusher. That is 74 percent cheaper than it was 30 years ago.

Forbruget af illegale rusmidler har bortset fra en top i 70erne og et dyk i begyndelsen af 1990erne været rimeligt konstant, og prisudviklingen siger alt om et udbud som fint opfylder markedets efterspørgsel.

Udviklingen understreger blot hvad vi har vidst i årtier, nemlig at prisen på stoffer har meget lidt indflydelse på den efterspurgte mængde (lav priselasticitet).

Som faste læsere af bloggen ved, har jeg i efterhånden en del år argumenteret for legalisering i en eller anden form. Det er den eneste rationelle – og moralsk rigtige – løsning. Som Christopher Arzrouni så korrekt skriver;
“den fare, man udsætter sig for – med henblik på at opnå andre fordele som f.eks. nydelse – er i bund og grund en privat sag.”

Mere præcist kan det vel ikke siges.

For tidligere indlæg som beskæftiger sig med de menneskelige og økonomiske konsekvenser af den førte politik, se bl.a her, her og her, samt for beregninger af forventede besparelser og skatteindtægter ved liberalisering, se her.

Død og ødelæggelse fremmer forståelsen

New York Times er langt fra de første som skriver om fiaskoen med bekæmpelse af narkotikaforbrug gennem forbud. Milton Friedman pointerede allerede i 1972 i en kort artikel i Newsweek, at ” The War on Drugs” var dømt til at mislykkes fra start, se ogsåher. 20 år senere beskrev han den førte politik med ordene:
There are some general features of a socialist enterprise, whether it’s the Post Office, schools, or the war on drugs. The enterprise is inefficicnt, expensive, very advantageous to a small group of people, and harmful to a lot of people. That was true of socialism in Russia, it was true of socialism in Poland, and it’s true of socialism in the United States.

For et par år siden skrev Mary O’Grady i Wall Street Journal et glimrende indlæg om den absurde og eskalerende udvikling i Mexico, hvor hun slog fast, at kampen mod narkokartellerne var “doomed“.

Men selv om man må beklage de store tab af menneskeliv (ca. 50.000 de seneste 6 år i Mexico), både på efterspørgsels- og udbudssiden, er det formentlig netop omkostningerne ved den fortsatte indsats mod udbudssiden, som på et eller andet tidspunkt vil udvirke en bevægelse mod en egentlig legalisering.

En række latinamerikanske tidligere og nuværende præsidenter ved flere lejligheder talt og skrevet for egentlig legalisering, og de ved om nogen hvilke enorme omkostninger den førte politik indebærer. Det skal dog medtages, at flertallet af befolkningen i de pågældende lande fortsat er modstandere af legalisering. Derudover vil en sådan indebærer et opgør med primært USA og en række europæiske lande.

Et er dog sikkert. Det bliver ikke via rationelle cost-benefit analyser af den første politik på de store aftagermarkeder, at den afgørende ændring kommer til at ske. Dertil er omkostningerne set med myndigheders og politikeres øjne for små, mens gevinsterne er for store, i kraft af bevillinger og arbejdspladser.

Narkotikapolitikkens dødelige konsekvenser

Starten på dette års Roskildefestival faldt sammen med, at en af deltagerne døde af en overdosis Ectacy. Et stof som af eksperter anses for at være relativt ufarligt.

Dødsfaldet er formentlig primært resultatet af den førte narkotikapolitik. Havde vedkommende haft muligheden for at købe stoffet legalt, ville der både have været en varedeklaration og vejledning i hvorledes stoffet skulle indtages med, ligesom styrke havde været kendt.

Forudsigeligt har interessen hos mange medier, bl.a. TV2, primært været at fokusere på det lidet overraskende faktum, at der er illegale rusmidler på Roskildefestivallen og hvad arrangørerne vil gøre ved dette. Hvad han man forestillet sig? Det er jo ikke en festival for visesang, men for rockmusik og alt det som følger heraf.

I forlængelse af at politiet i år har fortaget flere anholdelser på grund af illegale stoffer fulgte herefter historier om at der var flere stoffer på årets festival. Det kunne jo tænkes, at poltiet, på grund af medieinteressen havde øget fokus på dette område, til irritation for festdeltagerne og uden at det ændrer en tøddel i forhold til de grundlæggende problemer. Om der reelt er flere stoffer i år end sidste år, skal jeg lade være usagt. At der skulle være flere stoffer end en i 1970erne eller 1980erne, hvor jeg selv deltog, stiller jeg mig dog tvivlende overfor. Stofferne er nok nogle andre, i 1970erne var der ud over altid nærværende hash, bl.a. heroin, i 1980erne og fremefter amfetamin og kokain. Den store forskel fra dengang og til nu er formentlig primært hvor meget ordensmagten gør for at skride ind. Jeg ved ikke hvordan det er nu om dage, men for 30 år siden skulle man stort set tænde en joint lige foran en betjent før der blev grebet ind, mens alt stort set kunne lade sig gøre på campingområdet.

Miltbrand som konsekvens af den førte narkotikapolitik

Til slut blot ét lille eksempel på hvorledes den førte politik ødelægger og slår mennesker ihjel. tilbage i 2009 oplevede man flere tilfælde af miltbrand i heroin i andre europæiske lande, hvilket fik sundhedsstyrelsen til at skrive følgende i en advarsel:
Smittekilden er endnu ikke endeligt identificeret, men man mistænker, at der kan være tale om forurening af et parti heroin med sporer fra bakterien Bacillus anthrachis. Alternativt kan der være tale om forurening af et tilsætningsstof til heroinen

Ifølge brugerforeninger og fora på nettet for stofbrugere, er der inficeret heroin i omløb i Danmark. Tidligere i dag (søndag) afgik stofbrugeren Tom ved døden, med stor sandsynlighed på grund af miltbrand fra inficeret stof. Mindst en yderligere stofbruger viser tegn på at være smittet med miltbrand.

Mens den unge svenskers død for en uge siden formentlig er resultatet af manglende viden om dosering, er stofbrugeren Toms død ene og alene resultat af, at heroin ikke kan produceres og sælges under legale former.

Denne debat fylder stadig fortvivlende lidt i medierne, desværre.

Eksperter: Legaliser stofferne, Danmarks Radio’s Agenda kl. 16:03 på P1, den 23. oktober 2011

Hør hele udsendelsen:(57:21)

En gang var alle euforiserende stoffer lovlige. Og den gang var der faktisk ikke så mange der tog dem. Så blev stofferne forbudt og et helvede af misbrug brød løs.
I hele verden kæmper man en svær kamp imod stofferne, der siver ind i ethvert samfund, uanset hvor forbudte de end er og hvor agressivt man bekæmper dem, der sælger og bruger dem.

Men de senere år er der kommet en stigende tendens til at mene, at vi simpelthen bare skal lovliggøre stofferne. Ikke bare fri hash eller heroin til de hårdest ramte narkomaner – næ en total legalisering af alle euforiserende stoffer. Og det er bestemt ikke hippierne der kæmper for det. Det er politifolk, dommere og efterretningsagenter, der laver lobbyarbejde for det, økonomer der skriver ledere om det i deres højest estimerede tidsskrifter, og efterhånden også magtfulde politikere i de lande der er aller hårdest ramt af den vold og dødelighed, vi har vænnet os til at se som en selvfølgelig konsekvens af stoffernes tilstedeværelse. Det lyder skørt, men i løbet af udsendelsen i dag, vil vi forhåbentlig blive klogere på, hvorfor den holdning vinder frem.

En af dem der går i spidsen i kampen imod forbudspolitiken, er en amerikaner ved navn Jack Cole. Han er pensioneret politibetjent og har sammen med nogle af sine tidligere kollegaer dannet organisationen LEAP, der står for Law Enforcement Against Prohibition – Retshåndhævere Imod Forbud.

- Alle stoffer skal legaliseres. Og det er vigtigt at det er alle stoffer. Jo farligere et stof, jo mere grund til at legalisere det. For man kan ikke kontrollere det på andre måder. Hvem kontrollerer stofferne nu? De kriminelle. De bestemmer hvilke stoffer, hvor stærke, hvad de skal fortyndes med, hvad de skal koste, hvem der må købe og hvor de bliver solgt. Vi skal tage ansvaret over de stoffer tilbage. De skal legaliseres og reguleres. Når man legalisere stoffer, fjerner man med det samme volden. Og man standser overdoser, hævdede Jack Cole.
Han bygger sine holdning på tal fra hele verden og så fra sine egne erfaringer som narkotika betjent der både husker tiden før og under den verserende “War On Drugs”.

- Da jeg kom ind i korpset i New Jersey i 1964 havde vi 1700 betjente og vi havde en syv mand stor narkotika afdeling. Og seks år senere var syv betjente stadig tilstrækkeligt til opgaven med narkotika bekæmpelse. Og så pludselig i oktober 1970 gik vi fra en syv personers afdeling til et 76 personers narkotika bureau. Fra dag til dag. Betalt af regeringen.
Når man forstørrer en afdeling med kun én opgave til 11 gange dens oprindelige størrelse, sker det med en forventning om at der kommer til at ske 11 gange så mange anholdelser. Og det her foregik over hele USA.
Så det følgende år var vi ude og arrestere alle vi kunne få øje på eller komme i tanke om. Og hvis man ser på statistikkerne, var antallet af arrestationer for ikke-voldelige stof forbrydelser omkring 10.000. I 1970 steg det til 415.000 som vi anholdt det år for ikke-voldelige stof forbrydelser.
Vores chefer ville have Krigen Mod Narko til at se ud som den mest nødvendige ting, vi kunne lave. For de penge regeringen brugte på at uddanne så mange narko betjente i 1970, ville de ikke bruge året efter. Med mindre vi kunne få det til at se ud som om det var fuldstændig essentielt.
Så vi løj. Vi snød med statistikkerne. Der var ikke særlig mange narkohandlere på det tidspunkt. Særligt ikke der hvor jeg arbejdede i forstæderne til NYC.
Så de satte os undercover betjente ind på små vennekredse. 10-15 unge mennesker og fredag aften er der måske nogen der spørger om der skal tages stoffer. Og hvis ingen siger det, så var det mit job. Og hvis nogen var med på den, var der måske en anden der havde adgang til en bil som så ville køre ind til byen og købe fx to joints eller et LSD trip til de forskellige medlemmer i gruppen inkl. mig. Og når de så kom tilbage med deres minimale stof mængder og gav mig min bestilling, blev de til “big-time narkohandlere”, for det var hvad vi kaldte dem.
Jeg blev i gruppen indtil jeg havde fået alle medlemmerne. Og det var nemt, for de tjente ingen penge på det, så det gik på tur. Det gjorde hver af os agenter. Vi havde omkring 10 grupper hver i forskellige byer. Så efter ca. 45 dage lavede vi razzia. Jeg havde den slags sager på måske 100 mennesker.
Så rullede vi ud om natten og sparkede dørene ind. Og når vi kom til stationen havde vi allerede tilkaldt tv stationerne, så vi ku få deres billeder i aviserne og ødelægge deres omdømme. Og når vi havde linet 100 personer op ad væggen, kom chefen ud og sagde “se, der er 100 store narkohandlere vi har taget ud af jeres område. Det her er et kæmpe problem. Vi skal bruge flere penge og strengere lovgivning. For det her vil ødelægge samfundet.” Det var alt sammen noget vi fandt på!, siger Jack Cole.

- I mit land har vi gjort det så slemt at hvis du blir taget med så meget som en joint, så mister du kørekortet. Hvis du er fx en 20årig person og har en familie du forsørger og du mister kørekortet er det et stort problem. For vi har ikke noget kollektivt trafik system. Så med mindre du bor i en storby kan du ikke komme på arbejde, hvis du ikke har en bil. Så vi tager folks job fra dem og skader dermed hele stofbrugerens familie. Til sidst bliver de nødt til at stjæle for at overleve. Ingen vil ansætte dem, fordi de har en dom. I modsætning til en afhængighed, så hænger en dom ved dig resten af livet.
- Ifølge DEA havde vi, da vi startede Krigen Mod Stoffer, omkring 4 millioner mennesker i USA som havde brugt et illegalt stof. Det var omkring 2% af befolkningen. Nu har vi 112 millioner mennesker – 46% af den nuværende befolkning.

- Vi havde kun alkohol forbud i 13 år. Og på de år skabte vi organiseret kriminalitet, vi hævede drabs raten til det hidtil højeste. Og vi skabte mere korruption især blandt politiet end der nogensinde havde været før. Og det kunne vi ikke stå inde for, så vi afskaffede den lov i 1933. Dagen efter var Al Capone og hans kumpaner arbejdsløse og slog ikke hinanden eller os betjente ihjel. Drabs raten og korruptionen dalede til næsten ingenting. Og der blev det i næsten 35 år. Indtil Nixon erklærede krig mod stoffer. Nu er det lagt værre end under alkohol forbuddet.

I Danmark er en af Jack Coles meningsfæller økonom og kommentator Niels Westy Munch-Holbek. Han siger:

- Ifølge undersøgelser, har amerikanske unge i dag lettere ved at skaffe stoffer end alkohol.

Niels Westy foreslår, at man i Danmark kan indføre en model i forhold til stoffer der svarer til Sveriges alkohol model, hvor man har Systembolaget som varetager alkohol salget.

-På den måde kan man få kontrol med stof salget. pusherne er jo ligeglade med, hvem de sælger til. Men i en forretning kan man lave sanktioner.

Et af argumenterne for legalisering er, at forbuddet ikke har ført til mindre fstofbrug. Snarre det modsatte.

- WHO lavede undersøgelse i 2008 hvor de undersøgte sammenhængen mellem lovgivning og forbrug. Og de fandt simpelthen ingen sammenhæng. Der var stort set procentvis lige meget stofbrug i Sverige og Portugal som har henholdsvis Europas strengeste og lempeligste stofpolitik, siger Niels Westy og fortsætter:

- En anden ting man kunne forestille sig ville ske, er også at selve stoffer bliver bedre og mindre skadelige. Der ville sandsynligvis være en økonomisk interesse i at lave stoffer med færre bivirkninger. Stofferne vil blive svagere, fordi de bliver stærkere af at være forbudte – bl.a. pga. at de skal smugles. Under alkohol forbuddet blev det mere og mere spiritus man drak, frem for øl og vin, for det kom til at handle mere om virkningen end om nydelsen. Folk blev blinde af det og døde af det. I slutningen af alkohol forbuddet begyndte folk at injicere alkohol!*

Om en stof legalisering vil blive til virkelighed er en anden historie. Men både Niels Westy, socialoverlæge Peter Ege og Jack Cole er optimistiske.

- Jeg tror, der er en anden holdning hos befolkningen end officielt fra politikerne. Når man sætter sig ned og snakker, har jeg kun oplevet at folk ændrer mening, siger Niels Westy.

En af de politikere der taler imod legalisering og for en strengere kurs imod stoffer er De Konservatives Tom Behnke. En gang var han ellers af en anden opfattelse. I 1993 skrev han en kronik der anbefalede lovliggørelse med mange af LEAPs argumenter. Han skrev bl.a.:

- Først og fremmest bør vi få begrænset følgerne af narkotikabrug. Det betyder, at vi skal have nedbragt kriminaliteten, der følger af de store omkostninger forbundet med forbruget, og samtidig skal vi have begrænset antallet af dødsfald og sygdom i forbindelse med narkotikabrug.

I dag siger Tom Behnke dog til Agenda:

- Prisen for at lave en legalisering ville være at alle ville få nem adgang til euforiserende stoffer. Og der vil være rigtig mange som vil have svært ved at kunne forstå, at narkotika er farligt, når nu det er fuldt lovligt. Derfor er man nødt til at fastholde den kurs man har nu, for at holde tilgangen af nye stofbrugere nede på et minimum.

Det sted i verden hvor man er gået længst i retning af legalisering er i Portugal, hvor man de sidste 10 år har haft en afkriminalisering af alle stoffer. Det betyder at borgerne må have ethvert stof på sig i en mængde der svarer til 10 dages forbrug.

Resultaterne af det forsøg peger ikke på at Tom Behnke vil få ret i sin frygt. En undersøgelse af det portugisiske projekt offentliggjort i British Journal of Criminology konkluderer, at forsøget har medført færre stofmisbrugere generelt, et drastisk fald i tilgangen af nye stofbrugere, en bremsning af spredningen af HIV blandt stofbrugere og færre overdoser. Det eneste stof Portugal har set en stigning i bruget af, er cannabis. Det er dog steget mindre end i det øvrige Europa og USA. 13% af portugisiske 15-16årige har prøvet pot. Det generelle tal for den aldersgruppe i Europa er 19%. Og i USA har 32% af aldersgruppen røget pot.

Berømtheder opfordrer den engelske regering til at afkriminalisere besiddelse af narkotika.

Kampagnen ledes af skuespillere, akademikere og advokater, siger den nuværende narkotikapolitik og narkolove stempler folk og skader samfundet.

Af Alan Travis indre anliggenders redaktør

The Guardian, torsdag den 2, juni 2011.

Dame Judi Dench, Sting og Sir Richard Branson, er blandt dem, der har underskrevet et åbent brev til premiereminister David Cameron opfordrede til, at besiddelse af narkotika skal afkriminalisere. Foto: Jockmans / Rex Features
Dame Judi Dench, Sir Richard Branson, og Sting har sluttet en eks-narkominister og tre tidligere chef betjente til at indkalde til afkriminalisering af besiddelse af alle narkotiske stoffer.
Den højt profilerede berømtheder sammen med førende advokater, akademikere, kunstnere og politikere har underskrevet et åbent brev til David Cameron at markere denne uge 40 års jubilæum af 1971 Misbrug af narkotika loven. Brevet, som blev offentliggjort i en helsides annonce i torsdagens Guardian, opfordrer til en “hurtig og transparent« gennemgang af effektiviteten af ​​de aktuelle narkotikapolitikker.

Underskriverne siger, at alle de sidste 40 år har produceret, er en hastig vækst i ulovlig stofbrug i Storbritannien, og betydelige skader som følge af anvendelsen af ​​strafferetten til personlig brug og besiddelse af alle former for narkotika. »Denne politik er dyrt for skatteyderne og ødelæggende for samfund,« hævder de. »Kriminalisering af mennesker, der bruger narkotika fører til større social udstødelse og stigmatisering og gør det meget vanskeligere for dem at få arbejde og til at spille en produktiv rolle i samfundet. Det skaber et samfund fyldt med spildte ressourcer. ‘

Brevet lancerer ​​kampagnen, “Narkotika – det er tid til bedre love”, er blevet organiseret af den nationale narkotikastrategi og velgørenhed Release. Andre underskrivere omfatter filminstruktør Mike Leigh, skuespillere Julie Christie og Kathy Burke og førende advokat Sir Geoffrey Bindman QC. Den tidligere Labour narkotikaminister Bob Ainsworth, og tre tidligere politichefer, Paul Whitehouse, Francis Wilkinson og Tom Lloyd, har alle sat deres navne til punkt og prikke.

De påpeger, at næsten 80.000 mennesker blev fundet skyldieg eller advaret for besiddelse af ulovlige stoffer – hvoraf de fleste var unge, sorte eller fattige – i 2010. I løbet af det seneste årti, har mere end en million mennesker endte med en straffeattest som en følge af narkolovgivningen.
Brevet falder sammen med torsdagens New York lancering af rapporten fra Den Globale Kommission on Drug Policy, der tæller tre tidligere sydamerikanske præsidenter, den tidligere generalsekretær for De Forenede Nationers Kofi Annan og Sir Richard Branson blandt sine medlemmer.
»Krigen mod narkotika har undladt at stoppe stofbrug, men har fyldt vores fængsler, kostet millioner i skatte betalte dollars, næret organiseret kriminalitet og forårsaget tusinder af dødsfald. Vi har brug for en ny tilgang, en, der tager magten ud af hænderne på den organiserede kriminalitet og behandler folk med misbrugsproblemer som patienter og ikke som kriminelle, “sagde Branson, grundlægger af Virgin Group, der var tilstede ved lanceringen.
»Den gode nyhed er der findes nye tilgange der fokuserer på regulering og afkriminalisering der har arbejdet. Vi har brug for at vores ledere, herunder forretningsfolk, ser på alternativer og faktabaserede fremgangsmåder.

»Vi har brug for mere menneskelige og effektive måder at reducere skader af narkotika. Den ene ting, vi ikke har råd til at gøre, er at gå videre og lade som “krigen mod narkotika« fungerer. ”
Sting, der også underskrev brevet til Cameron, sagde: »Unges straffeattester for mindre besiddelser af narkotika tjener ikke noget formål – det er tid til at tænke på mere opfindsomme måder at løse stofbrug i vores samfund.”
Ainsworth, den tidligere Indenrigsminister, narkotikaminister og forsvarsminister, beskrev i december sidste år krigen mod narkotika som «intet mindre end en katastrofe”, og opfordrede til legal regulering af produktion og distribution af stoffer.
Kampagnen definerer afkriminalisering som en model, der vedtager civile snarere end strafferetlige sanktioner, såsom konfiskation og advarsler og faste straffe og bøder snarere end anholdelse, retsforfølgning og en straffeattest.
De højt profilerede forkæmpere peger på den portugisiske erfaringer som bevis for, at afkriminalisering ikke fører til en stigning i brugen af ​​narkotika. Portugal indførte som det første europæiske land i juli 2001 »administrative« sanktioner – svarende til parkeringsbøder – for besiddelse af alle illegale stoffer.

Den umiddelbare reaktion fra Home Office i aftes var at udelukke en sådan ændring: “Vi har ingen intentioner om at liberalisere vores narkotikalove. Narkotika er ulovligt, fordi det er skadeligt – det ødelægger liv og forårsager elendighed for familier og lokalsamfund.
“De der er fanget i den onde cirkel af afhængighed, skal støttes i at leve et stoffrit liv, men at give folk et grønt lys til at besidde narkotika gennem afkriminalisering er helt klart ikke svaret,” sagde en regeringstalsmand.
»Vi foretrækker handling gennem hårde retshåndhævelser, både her i landet og i udlandet, sammen med indførelse af midlertidige forbud mod beføjelser og robust behandling programmer, der støtter folk til at få en stoffri tilværelse.”

Internationale politiske sværvægtere: Stop Krigen mod Narkotika

Onsdag, 01 jun 2011

En lang række prominente nuværende og tidligere verdensledere med FN’s tidligere generalsekretær Kofi Annan i spidsen opfordrer indtrængende til en ny politik og nye tilgange til den forfejlede Krig mod Narkotika.

I morgen, den 2. juni 2011, offentliggøres den til dato højest profilerede appel om endelig at stoppe den verdensomspændende Krig mod Narkotika. The Global Commissionon Drug Policy, der tæller en lang række prominente navne af tidligere præsidenter og blandt andre FN’s tidligere generalsekretær Kofi Annan, offentliggør sine anbefalinger der slår fast, at der er behov for et paradigmeskift i den forfejlede Krig mod Narkotika og lægger op til et markant skift i den herskende narkotikapolitik og opfordrer blandt andet til en afkriminalisering af illegale stoffer.

Det er første gang at en så prominent forsamling kræver grundlæggende og vidtrækkende ændringer i den måde verdenssamfundet håndterer illegale rusmidler på. Der anbefales et grundlæggende paradigmeskift fra en strafferetlig tilgang til at behandle spørgsmålet om rusmidler som et offentligt sundhedsanliggende.

Samtidig med offentliggørelsen af kommissionens rapport vil den internationale internetorganisation AVAAZ aflevere mere end en halv million underskrifter, der kræver en afslutning på den 50 år gamle War on Drugs. Underskrifterne vil fredag blive afleveret til FN’s generalsekretær Ban Ki-Moon og spørgsmålet om Krigen mod Narkotika vil allerede i næste uge blive et varmt emne på FN’s Generalforsamlings High Level Meeting on AIDS i New York.

Kommissionen består blandt andre af tidligere præsidenter fra Brasilien, Columbia, Mexico og Schweiz, den nuværende græske premierminister, George Papandreou, den tidligere norske udenrigsminister og FN flygtninge højkommissær Thorvald Stoltenberg, den tidligere amerikanske udenrigsminister under Ronald Reagan, George P. Shultz, den tidligere formand for USA’s Centralbank Paul Volcker, FN’s tidligere generalsekretær Kofi Annan, tidligere NATO generalsekretær Javier Solana m.fl.

Også i Danmark er det helt nødvendigt med en rationel og evidensbaseret tilgang til narkotikaspørgsmålet. Det er på høje tid at overveje om det er en god investering årligt at poste milliarder i politi, straffeapparat og fængsler på at straffe mennesker i håbet om, at de ikke skader sig selv.

Gadejuristen mener, at det ikke blot er spildte penge, men at kontrolindsatsen i sig selv er mere skadelig end de stoffer den forsøger at dæmme op for. Veldokumenterede kontrolskader er blandt andet farligere stoffer, øget risikoadfærd blandt de mest udsatte stofbrugere, barrierer for at søge hjælpeapparatet og helt ufattelige sundhedsmæssige og menneskelige konsekvenser, der afspejles i de høje danske tal for dødeligheden blandt stofbrugere. Et tal der igen er stigende.

Der findes samtidig intet grundlag for at tro at kriminaliseringen virker. I de 50 år krigen har været ført, har man fortsat optrappet krigen og sat flere stofbrugere i fængsel, mens stofferne kun er blevet billigere og lettere tilgængelige. I 50 år har man blot ordineret mere af en medicin der ikke virker, mens de skadelige bivirkninger stiger.

”En av de farligste former for bruk av narkotika er den politiske….” – Nils Christie, norsk professor og kriminolog

Se www.globalcommissionondrugs.org for kontaktoplysninger for pressen med mulighed for eksklusiv adgang til rapporten og kommissionens pressemeddelelse før offentliggørelsen i morgen samt yderligere om live-pressekonferencen i morgen på Global Commission on Drug Policy:

Live Press Conference and Teleconference

on Thursday, June 2 in New York City

For Immediate Release: May 30, 2011 Contact: Tony Newman (646)335-5384

What: Press Conference and Teleconference to release Global Commission report.

When: Thursday, June 2 at 11 am, EST

Where: The Waldorf Astoria Hotel, 301 Park Avenue, New York (Beekman Suite)

By Phone:
USA: 1-800-311-9404 (Password: Global Commission)
From Outside the USA: 1-334-323-7224 (Password: Global Commission)

An EMBARGOED copy of the report and press release will be made available starting on May 30. Contact Tony Newman (646-335-5384 or tnewman@drugpolicy.org) to request these materials.

The report and press release are EMBARGOED until 12:01 am GMT on June 2.

For yderligere oplysninger kan projektmedarbejder i Gadejuristen Emil Kiørboe, dir: 21 66 77 67 eller projektleder Nanna W. Gotfredsen, dir: 26 79 19 69 kontaktes.

Ophavsretten tilhører Gadejuristen. Læs mere om brug af materiale publiceret på gadejuristen.dk
Hosted by Surftown | Powered by Drupal by Nullsmith.dk | Layout by Den Anden Natur

180 Grader.dk

Den globale narkotikapolitik er en fiasko

29/05 2011.

af Niels Westy Munch-Holbek

I den kommende uge offentliggøres den indtil dato højest profilerede appel for at gøre op med den nuværende internationale narkotikapolitik – populært betegnet som ”The War on Drugs”. Det sker, når ”Global Commision on Drugs Policy” offentliggør sine anbefalinger den 2. juni. Heri vil der lægges op til en global afkriminalisering af brugen af illegale rusmidler og til at FN-konventioner, der hindrer enkeltlande i at legalisere en eller flere i dag illegale rusmidler ændres.

Istedet for at se på brug og misbrug af rusmidler som et kriminelt problem, skal det behandles som et sundhedsproblem. Det er blevet foreslået før. Allerede i 1936 skrev den tidligere politichef i Berkeley, forfatter og universitetsprofessor og senere præsident for det internationale politiforbund, August Volmer, at
Narkomani, ligesom prostitution og alkoholisme er ikke problemer der kan løses via kriminalisering
og understregede, at misbrugsproblemer aldrig kunne løses af politiet. Eftertiden har kun bekræftet dette.

Bag opfordringen står en lang række prominente internationale profiler, Bl.a. FNs tidligere generelsekretær Kofi Annan, Brasiliens tidligere præsident, Fernando Henrique Cardoso. Tidligere præsident og indenrigsminister i Schweiz, Ruth Dreifuss. Nobelpristageren i litteratur i 2010, Mario Vargas Llosa. Grækenlands nuværende premierminister, George Papandreou. Tidligere udenrigsminister under Ronald Reagan, George P. Shultz og FN’s flygtningehøjkommissær Thorvald Stoltenberg.

En række af de involverede har tidligere advokeret – ikke kun for afkriminalisering – men for en egentlig legalisering af handel med (i dag) illegale rusmidler. Næppe fordi de anbefaler brug af rusmidler. Muligvis heller ikke fordi de mener at det er en fundamental frihedsrettighed at inhalere, sniffe, spise eller skyde sig med hvad man måtte lyste. En sådan principiel overvejelse er kun af betydning for borgerligt-liberale mennesker.

Men uanset hvilke besværligheder eller kvababbelse man ellers måtte have overfor at tillade mennesker at kaste sig ud i aktiviteter der i yderste konsekvens, om end ikke nødvendigvis, kan koste dem livet, taler fakta for sig selv. Kampen mod narkotika kan ikke og har aldrig kunne vindes. Selv forestillingen om, at man med et forbud i det mindste at holde forbruget nede er der intet sagligt belæg for.

Som Milton Fridman bl.a. skrev i sin korte, men profetiske artikel i Newsweek i 1972, kort efter præsident Richard Nixon, havde erklæret ”The War on Drugs”;

The harm to us from the addiction of others arises almost wholly from the fact that drugs are illegal. A recent commitee of the American Bar Association estimated that addicts commit one-third to one-half of all street crime in the U.S. Legalize drugs, and street crime would drop dramatically. Moreover, addicts and pushers are not the only ones corrupted. Immense sums are at stake. It is inevitable that some relatively low-paid police and other government officials and some high-paid ones as well will succumb to the temptation to pick up easy money.Forestillingen, som den blandt andet kom til udtryk i FNs målsætning om at skabe en “Drug Free World” i 1998 var og er ikke kun dybt naiv, men er i sidste ende både farlig og kontraproduktiv.

Det er ikke kun stofmisbrugerne der betaler for den håbløse narkotikapolitik, i form af elendige levevilkår og for tidlig død. Ej heller ”uskyldige” og lovlydige borgere, i kraft af indbrud, øget utryghed og mangel på basal service fra politiet, fordi de bruger deres tid på ”offerløs kriminalitet” (som i kraft af forbuddet – ikke rusmidlerne – ender med at øge både berigelses- og voldskriminalitet). I sidste ende er det hele samfund der betaler i form af øget korruption, undergravning af basale menneskerettigheder, mindre frihed og ringere velstand og velfærd.

Ikke mindst korruptionen og sammenblandingen af økonomiske, politiske og kriminelle interesser er yderst destruktiv, samtidig med at det er stort set umuligt at gøre noget ved det. Vi ved i dag at Kosovos premierminister formentlig er leder af en mafia-lignende organisation der smugler våben, narkotika og menneskeorganer gennem Europa. Vi ved også, at Nicaraguas præsident Daniel Ortega i vid udstrækning finansierede sin valgkamp med narkopenge og penge fra Venezuelas præsident Hugo Chavez. Vi ved også at narkopenges indflydelse i Venzuela, der i dag antages at stå for over halvdelen af udskibningen af kokain til Europa, er kraftigt stigende. Samtidig er både politikere og militærfolk, bl.a. den af Hugo chavez udnævnte general, Henry Rangel Silva, direkte indvolveret i den praktiske narkotikasmugling. Og der er ikke tale om enkeltstående tilfælde.

Sidste år, fremlagde Spaniens særlige anklager for korruption og organiseret kriminalitet, Jose Grinda, stærke indicier for at bl.a. russiske, hviderussiske og ukrainske myndigheder, politikere og oligarker på højt plan samarbejder med østeuropæiske mafiaorganisationer. For Ruslands vedkommende menes det, at mafia, regering og sikkerhedstjenesteer samarbejder om operationer og snigmord, der for “beskidte for regering og sikerhedstjeneste.

Man kan med rette kunne indvende, at kriminelle organisationer der er indvolveret i handlen med illegale rusmidler også er involveret i mange andre former for kriminalitet. Men her er det afgørende, at der ikke findes andre former for kriminalitet der oppebærer en profit, der bare kommer i nærheden af de summer, som illegale rusmidler indbringer. F.eks. stiger værdien af kokain fra bonde til gadehandel med over 1000 %. Det er der ganske enkelt ingen andre forretningsområder – illegale som legale, der kan hamle op med.

Men måske er der endelig en vægtig modbevægelse i gang. Wall Street Journal, Finansiel Times og the Economist har i årtier argumenteret for en ændring af narkotikapolitikken. Og nok er de fleste i Global Commision on Drugs Policy ex’er med deres karrierer bag sag, men heldigvis er der også højtprofilerede politikere og statsledere indvolveret, der er på linje med Colombias nuværende præsident, Manuel Santos, der tidligere på året udtrykte sin støtte til en egentlig legalisering.

Som Milton Friedman konstaterede i en tale i 1992, 30 år efter han skrev sin berømte artikel i Newsweek;In 1972, almost twenty years ago, President Nixon started a war on drugs-the first intensive effort to enforce the prohibition of drugs since the original Harrison Act. In preparation for this talk today, I re-read the column that I published in Newsweek criticizing his action. Very few words in that column would have to be changed for it to be publishable today. The problem then was primarily heroin and the chief source of the heroin was Marseilles. Today, the problem is cocaine from Latin America. Aside from that, nothing would have to be changed.
Here it is almost twenty years later. What were then predictions are now observable results. As I predicted in that column, on the basis primarily of our experience with Prohibition, drug prohibition has not reduced the number of addicts appreciably if at all and has promoted crime and corruption.
Why is it that the only observable effect on policy of the conversion of predictions into results has been that the government digs itself deeper and deeper into a bigger and bigger hole and spends more and more of your and my money doing harm? Why is it? That’s both the most discouraging feature of our experience and also the most intriguing intellectual puzzle. In our private lives, if we try something and it goes awry, we don’t just continue and do it on a bigger and bigger scale. We may for a while, but sooner or later we stop and change. Why does not the same thing happen in governments policy?
Det samme kan man sige i dag, næsten 20 år efter Friedman holdt sin tale, der meget passende bar titlen ”The Drug War as a Socialist Enterprise”.

Socialistisk politik er som bekendt kendetegnet ved at selv om den ikke virker er magthaverne parate til at bruge flere af borgernes penge på det. Synd at også vores nominelt borgerlige regering endnu ikke har indset at også den danske narkopolitik “blot” er spild af penge og menneskeliv. Men forhåbentlig vil appellen for en vidensbaseret, rationel og human narkopolitik på et tidspunkt – hellere før end siden – trænge igennem til regering og folketing herhjemme.

Høringsuttalelse om narkotika

KROM viser til Helse- og omsorgsdepartementets høringsbrev av 05.10.2010, hvor det
bes om innspill på departementets Rapport om narkotika.

KROM foreslår en total avkriminalisering av bruk, erverv og besittelse til eget bruk og en generell nedkriminalisering av narkotikalovbrudd.

Innledning
I 2009 satte regjeringen ned et utvalg som skulle vurdere en forbedring av hjelpetilbudene til tunge injiserende rusavhengige samt igangsetting av et prøveprosjekt med heroinassistert behandling. Stoltenbergutvalgets medlemmer har imidlertid i innstillingen valgt å ta for seg hele rusfeltet, hvilket etter vårt skjønn må forstås som et uttrykk for en tverrpolitisk erkjennelse om at rådende narkotikapolitikk er feilslått. KROM ønsker derfor utvalgets innstilling velkommen, og mener at tiden er overmoden for en narkotikapolitisk reform.

Et kjapt overblikk viser at etter fire tiårs kamp mot narkotika har gruppen mennesker som sliter med tungt misbruk økt; tunge misbrukere har blitt mer marginalisert; til tross for et godt etablert skadereduksjonstilbud er misbrukernes fysiske og psykiske helsetilstand særdeles dårlig; og man finner i gruppen en opphoping av levekårsproblemer. Sist men ikke minst har Norge i en årrekke toppet den europeiske overdosedødsfallsstatistikken.

Opp mot 60 prosent av alle innsatte i norske fengsler har stoffproblemer. Samtidig viser undersøkelser at det er en sterk sammenheng mellom rusmiddelbruk, opphopning av levekårsproblemer og muligheten for å bli gjenganger i norske fengsler.(1)

Også på andre områder antyder økning i antall beslag at forbudslinjen ikke fungerer etter intensjonene. I 1976 ble det etterforsket 1133 lovbrudd og siktet 702 personer, i 2005 var tallene på henholdsvis 39 634 lovbrudd og 9707 personer. Det er i den forbindelsen også verdt å nevne at det i 2009 ble gjort til sammen 11 766 beslag av cannabis hvilket utgjorde 2588 kg, mens henholdsvis heroin og amfetamin utgjorde 1432 beslag (130 kg) og 5786 beslag (197 kg). (2) Tallene forteller oss ikke om hvor mange som er tatt for besittelse, salg eller grovere narkotikalovbrudd, men at de største beslagene er relatert til cannabis og ikke amfetamin og heroin som regnes som farligere substanser, illustrerer behovet for å drøfte effekten av forbudslinjen.

Samtidig viser undersøkelser at bruken av stoff blant festbrukere følger kulturelle trender som kan synes å operere uavhengig av politi- og tollvesenets arbeid.(3) Dette underbygges av at til tross for svært ulik reguleringspraksis i europeiske land (4) – som strekker seg fra administrative tiltak til strafferettslig sanksjoner, har det tilsynelatende ikke hatt nevneverdig utslag for rekruttering til illegalt stoffbruk. For eksempel hevder både svenske og portugisiske myndigheter at deres respektive narkotikapolitikk har bidratt til nedgang i antallet i rekrutteringen av unge cannabisbrukere.

KROM ønsker som sagt derfor Stoltenbergutvalgets innstilling velkommen. Av hensyn til vår kompetanse har vi i hovedsak valgt å uttale oss om punktene som vedrører kontroll og straff, forslag 3 og 4: Reaksjonsformer ved bruk og besittelse av narkotika; forslag 6: Øremerk midler til forsterket innsats mot profesjonelle selgere og gateomsetning av narkotika; forslag 15: Sikre oppfølging av narkotikaavhengige under og etter fengselsopphold; forslag 16: Harmoniser regelverket for tvang, og utarbeid nasjonale retningslinjer råd eller retningslinjer for tjenesten; forslag 21: Baser behandlingen på tillit fremfor kontroll; forslag 22: Åpne for et tidsbegrenset forsøksprosjekt der behandling med heroin inkluderes i LAR.

Ad forslag 3 og 4
- KROM foreslår en total avkriminalisering av bruk, erverv og besittelse til eget bruk og en generell nedkriminalisering av narkotikalovbrudd.

Under kapitlet Reaksjonsformer ved bruk og besittelse av narkotika forslår Stoltenbergutvalget etablering av alternativer til strafferettslig reaksjonsformer og registrering i strafferegister, i form av tverrfaglige nemnder som skal vurdere tiltak for personer som pågripes for bruk og besittelse av narkotika. Forslaget bygger på både den portugisiske reguleringsmodellen, og vårt eget hjemlig samarbeidstiltak mellom politi og kommune for å forebygge barne- og ungdomskriminalitet.

Leder for utvalget, Thorvald Stoltenberg, har selv ved en rekke anledninger uttalt at utvalget av taktiske hensyn valgte ikke å foreslå total avkriminalisering av bruk og besittelse til eget bruk, jf. den portugisiske modellen. Frykten for at det ville være et for kontroversielt tema, og at en debatt om avkriminalisering eller ikke ville skygge for de andre av utvalgets forslag, oppgis altså som hovedgrunn for at utvalget er hva man kan kalle tilbakeholden i synet på regulering av narkotika. Samtidig illustrerer det problemstillingens dilemma i norsk narkotikadebatt: Forbudslinjen har blitt et spørsmål om moral der opprettholdelse av status quo har status som den mest moralske aktverdige posisjonen.

Det er i dag, ikke bare på nasjonalt men også internasjonalt nivå, en erkjennelse om at forbudslinjen i narkotikapolitikken er ineffektiv og har bidratt til å generere mange av de problemer vi i dag knytter til stoffbruk: HIV og andre blodsmittesykdommer, kriminalitet, svart økonomi, vold, fengsling og død. Stoltenbergutvalgets forslag er en erkjennelse av at stoffbruk må håndteres som et helsemessig og sosialt problem, ikke et strafferettslig anliggende. Som utvalget peker på må formålet med regulering være å hindre problemfylt stoffbruk og rusavhengighet. I Norge har ledende jurister, forskere og andre fagprofesjoner pekt på det samme og talt for at bruk, erverv og besittelse til eget bruk må ut av straffeloven. Regjeringens medlemmer har på sin side sendt særdeles uklare signaler som spenner fra justisminister Knut Storbergets utspill om behov for avkriminalisering, til at det skal etableres ”annerledes” strafferettslig reaksjoner uten avkriminalisering. At det anses som kontroversielt å kreve avkriminalisering er imidlertid ikke et godt nok grunnlag for at problemstillingen ikke bør eller skal debatteres. Kravet om en kunnskapsbasert politikk må også gjelde narkotikapolitikken.

KROM støtter derfor Stoltenbergutvalgets innstilling om at det er behov for alternativer til strafferettslig kontroll og sanksjoner. Det er imidlertid etter vårt skjønn ikke nok og ”nedtone” justissektorens rolle til fordel for helsesektoren. Bruk, erverv og besittelse av stoff til eget bruk, må avkriminaliseres. Som vi har vært inne på ovenfor generer forbudslinjen mange av de skader og problemer som er relatert til stoffbruk. Det er også en betydelig fare for at forbudslinjen dominerer og frembringer unødige og kontraproduktive kontrolltiltak som vi har sett skje innenfor tiltak som er definert som skadereduksjonstilbud. At politiet skal ha myndighet til å avgjøre både om og hvilke saker som skal gå til tverrfaglige nemnder fragmenterer den enkeltes rettsvern og rettssikkerhet. Det er derfor en fare for at vi med et slikt system uansett gode intensjoner, vil ende opp med de samme problemstillingene som førte til opphevelsen av løsgjengerloven og plassering av datidens offentlige rusbrukere – drankerne – på Opstad tvangsarbeidsleir.

Ved å avkriminalisere bruk av narkotika og erverv og besittelse til eget bruk kan vi unngå at den enkelte utvikler eller forblir i avhengighetsproblematikken. Det vil senke terskelen for å søke hjelp før problemet har blitt for stort, og bidra til mer adekvat hjelp ved at kontroll av rusbruk ikke får en dominerende posisjon som den har i dag. Sist men ikke minst flytter det oppmerksomheten fra substansen som inntas til problemfylt bruk av stoffet.

KROM mener derfor at forslaget fra Straffelovkommisjonens flertall må gjenreises.(5) Det vil si en opphevelse av legemiddellovens § 24 første ledd, og at straffeloven 1902 § 162 første ledd som omfatter bruk, erverv og besittelse av narkotika til eget bruk oppheves. Når det gjelder øvrige narkotikalovbrudd må skadefølgeprinsippet legges til grunn, det vil si at både effekten og omkostningene av høye strafferammer må vurderes og begrunnes med faglig orientert kunnskap og ikke som Justis- og politidepartementet har gjort: Ønsket om at straffeloven skal signalisere samfunnsholdninger. (6)

Ad forslag 6
Stoltenbergutvalgets innstilling foreslår øremerkede midler til en forsterket innsats mot profesjonelle selgere og gateomsetning av narkotika. Utgangspunktet for forslaget er den åpne stoffscenen, og utvalget skiller mellom selgere som selger for å finansiere egen avhengighet og profesjonell selgere og selgere som selger som et ledd i organisert kriminalitet.

KROMs forslag om å avkriminalisere bruk, erverv og besittelse til eget bruk gjør seg derfor særdeles gjeldende når det kommer til den åpne stoffscenen, hvor dagens situasjon ikke kan ses uavhengig av rådende narkotikapolitikk. Det er vanskelig å se for seg at ren profittbasert salg utgjør en stor andel av den åpne stoffscenen. Tvert i mot er det grunn til å anta at selgere av stoff på disse arenaene utgjør siste ledd i kjeder av innførsel og salg, og befolkes av allerede marginaliserte mennesker. Det er derfor vanskelig å se hvordan man i praksis mener at man skal skille mellom verdige trengende og syndige kriminelle.

Forslaget innebærer i tillegg etter KROMs skjønn status quo, og vil bidra til å reprodusere dagens uholdbare politikk, der slitne stoffbrukere alternerer mellom rollen som utslått narkoman, ordensproblem og kriminell. Ved å avkriminalisere bruk, erverv og besittelse til eget bruk mange av de problemene som er knyttet til den åpne stoffscenen reduseres. Mye av stoffinntaket i det offentlige rom handler om å få i seg dopet før politiet tar det, og ved å utvide sprøyteromstilbudet (jf forslag 5), vil allmennheten slippe å være uønsket vitne til injisering, brukte sprøyter og andre forhold man finner skadelig eller sjenerende.

Avkriminalisering vil også bidra til å redusere markedets mulighet for svarte økonomi. I dag ser vi at narkotikasalg har blitt en vesentlig kilde til inntekt blant uønskede asylsøkere og migranter som er på vandring rundt i Europa.

En annen side er at byrommet må være tilgjengelig for alle, også stoffbrukere. Løsningen må være å etablere strategier og tiltak som kan bidra til å redusere uønsket atferd knyttet til stoffbruk, og ikke å bekjempe brukerne.

Ad forslag 15
Stoltenbergutvalget innstilling ønsker å sikre oppfølging av narkotikaavhengige under og etter fengselsopphold.

KROM finner det skuffende at ikke utvalget har gått dypere inn i rusproblematikken i fengsel. Opp mot 60 prosent av fangebefolkningen har rusproblemer, store deler soner dommer knyttet til eget rusmisbruk, enten det er vinningsforbrytelser eller salg, bruk, erverv og/eller besittelse av illegale substanser. Fengslet er etter KROMs skjønn uegnet både som ”tilbud” til slitne stoffbrukere og behandlingssted. Majoriteten soner korte dommer hvilket begrenser tilgangen til hjelperessurser, og det er en betydelig fare for at etablering av tiltak i fengsel, som for eksempel rusmestringsprogram, betyr et gode for de ressurssterke og ikke de mest trengende. Sist men ikke minst opplever de fleste fangene rammene rundt soning som kontraproduktiv for et godt rehabiliteringsarbeid.

Den åpenbare rusproblematikken som har etablert seg i norske fengsler underbygger behovet for en narkotikapolitisk reform: Få rusmisbrukerne ut av straffeapparatet. Det samme gjør myndighetenes håndtering av rusproblematikken i fengsel.

For omtrent samtidig som utvalgets innstilling ble publisert gikk Helse- og omsorgsdepartementet imot etablering av skadereduksjonstiltak i form av tilgang til sterilt brukerutstyr i norske fengsler. At det ble argumentert for at det hadde vært få som har blitt smittet med HIV under soning (ingen andre blodsmitteinfeksjoner ble nevnt), er graverende. Når det i tillegg hevdes at tilgang til sterile sprøyter vil bidra til å underkjenne fengslets rehabiliteringsarbeid, illustrerer det en besynderlig arroganse og manglende kunnskap om at fanger har krav på et fullverdig helsetilbud, inkludert tiltak for å forebygge helseskader.

KROM mener derfor at tunge rusavhengige må tilbys behandling gjennom § 12 soning, og at rusavhengige må ha tilgang til sterilt brukerutstyr under soning.

Ad forslag 16
Stoltenbergutvalget innstilling foreslår å harmonisere regelverket for tvang og utarbeid nasjonale råd eller retningslinjer for tjenesten.

KROM er kritisk til bruk av tvang overfor rusmisbrukere, og vi har heller ikke tro på å harmonisere et regelverk som retter seg mot svært ulike grupper innenfor barnevern, psykiatri og stoffmisbruk. Kommende rusmelding bør gjennomgå og behandle kritikken som har blitt rettet mot tvangsbruk av rusmisbrukere, av Rokkansenteret ved Universitetet i Bergen.(7)

Ad forslag 21
Stoltenbergutvalget innstilling foreslår at behandlingen baseres på tillit ikke kontroll og at bruken av urinprøver reduseres.

Rapporten viser til at et grovt anslag tilsier at det brukes mellom 200 og 250 millioner på urinprøver i LAR, samtidig sies det at nytteeffekten av kontrollen ikke lar seg dokumentere.

Urinkontroll har vært knyttet til nulltoleranse for stoffbruk og er ikke et nødvendig middel for å behandle stoffavhengige. Bruken av urinkontroll både i straffeapparatet og i hjelpetiltakene illustrerer behovet for å avkriminalisere brukerne av stoff. KROM støtter forslaget og vi har i en årrekke talt for at denne formen for kontrolltiltak er kontraproduktiv, ydmykende og integritetskrenkende, det krenker den enkeltes person- og rettsvern, og en generell screening av fanger og stoffavhengige i behandling må derfor opphøre.

Ad forslag 22
Et flertall av utvalgets medlemmer (fem mot fire) foreslår at det bør åpnes for et tidsbegrenset forsøksprosjekt der heroinbehandling inkluderes i LAR.

KROM støtter forslaget om at åpnes for at heroin skal være tilgjengelig som substitusjonsmedisin. Internasjonal kunnskap taler for at det er behov for ulike typer substitusjonsmedisiner. Medikament- og opiatavhengige bør i likhet med befolkningen for øvrig ha tilgang til den medisinen som gagner den enkeltes behov best.

Kunnskapsbasert ruspolitikk
Som det går fram av KROMs høringsuttalelse er det grunnleggende nødvendig å foreta et paradigmeskifte i norsk narkotikapolitikk: Forbudslinjen må erstattes av en politisk tilnærming der stoffbruk håndteres som et sosialt og helsemessig problem. Og vi må drøfte hvilke alternativer reguleringsformer som kan erstatte den strafferettslige. Det betyr ikke at vi tror at alle problemer lar seg løse med en avkriminalisering, men å tviholde på forbudslinjen og parallelt etablere stadig flere tiltak for å bøte på konsekvensene av den, har store omkostninger for samfunnet, den enkelte stoffavhengige og dens familie og nære omgivelser.

Dagens narkotikapolitikk har også konsekvenser for den allmenne forståelsen av rusproblematikken, det er et problem som gjør seg gjeldende i Stoltenbergutvalgets innstilling så vel som i etablering av tiltak: Ideen om at stoffmisbruk er ensbetydende med opiatavhengighet. På Sprøyterommet i Oslo er det bare tillat å injisere heroin, ikke amfetamin, metamfetamin eller andre substanser. Det gis ikke tilbud om legemiddelassistert rehabilitering til andre enn opiatavhengige. Utover endring i beslag er det begrenset kunnskap og kompetanse om nye rustrender og ruskulturer i miljøer utenfor de mest utslåtte stoffbrukerne. På den andre siden bidrar dagens narkotikapolitikk med stadig tilrettelegging av tiltak for å bøte på en feilslått politisk tilnærming til å sementere rusomsorgen som særomsorg. Fremtidig ruspolitikk bør derfor ha en kunnskapsmessig og ikke moralsk forankring, og formålet med politikken må være å hindre problemfylt bruk og avhengighet.

1 Levekår blant innsatte, Friestad & Skog Hansen 2004
2 Se Sirus RusStat.no
3 Se bl.a. Bergensklinikkenes Føre Var-rapport 2010
4 www.rus.no: Odd Hordvin; Avkriminalisering av narkotika – hvor liberalt er Europa?
5 Se NOU 2002: 4 Ny straffelov Straffelovkommisjonens delutredning VII
6 Se Ot.prp. nr. 90 (2003-2004) Om lov om straff (straffeloven)
7 Lundeberg/Mjåland/Nilssen/Søvig/Ravneberg: Tvang overfor rusmiddelavhengige, Rokkansenteret 2010

FN’s menneskerets rapportør Anand Grover anbefaler i sin nye årsrapport afkriminalisering og statsregulering af narkotiske stoffer

Den årlige tematiske rapport fra FN’s særlige rapportør om retten til sundhed.

Tilføjet den 26 oktober 2010

Anand Grover, fra Indien, FN’s særlige rapportør om ethvert menneskes ret til den højest opnåelige standard for fysisk og psykisk sundhed, hvis mandat er udstedt af FN’s Menneskerettighedsråd.

Hr. Grover’s årlige tematiske rapport beskriver den række af krænkelser af menneskerettighederne, der har resulteret i internationale kontrol med narkotika indsats, og opfordrer regeringerne til at:

· Sikre, at alle skadebegrænsende foranstaltninger (som specificeret af UNAIDS) og narkotikamisbrug og afhængigheds behandlingstilbud, især opioid substitutionsbehandling, er tilgængelige for folk, der bruger narkotika, navnlig blandt fængslet befolkninger.
· Afkriminalisere eller ikke-straffe besiddelse og brug af narkotika.
· Ophæve eller væsentligt reformere lovgivning og politikker der hæmmer levering af vigtige sundhedstjenester til stofbrugere, og gennemgå de retshåndhævende initiativer omkring bekæmpelse af narkotika for at sikre overholdelsen af forpligtelser på menneskerettighedsområdet.
· Ændre love og politikker, samt at øge adgangen til kontrollerede livsvigtige mediciner.
Til FN narkotikakontrolagenturer, anbefaler hr. Grover etablering af en alternativ medicin regelsæt baseret på en model som rammekonventionen om tobakskontrol.

Rapporten er den tydeligste erklæring til dato fra i FN-systemet om de skader, som narkotikapolitikkerne har forårsaget, og som peger på behovet for en radikal kursændring i narkotikapolitikken.

PDF-download: – Ret til højeste standard for health.pdf

Copyright © 2010 by the Cato Institute.

White Paper

September 27, 2010.

The Budgetary Impact of Ending Drug Prohibition

by Katherine Waldock and Jeffrey A. Miron
Jeffrey A. Miron is a senior lecturer in economics at Harvard University and a senior fellow at the Cato Institute.
Professor Miron earned his Ph.D. from the Massachusetts Institute of Technology and chaired the economics department
at Boston University prior to joining the Harvard faculty. Katherine Waldock is a doctoral candidate at the
Stern School of Business at New York University.

State and federal governments in the United States face massive looming fiscal deficits. One
policy change that can reduce deficits is ending the drug war. Legalization means reduced expenditure
on enforcement and an increase in tax revenue from legalized sales.
This report estimates that legalizing drugs would save roughly $41.3 billion per year in government
expenditure on enforcement of prohibition. Of these savings, $25.7 billion would accrue to state and
local governments, while $15.6 billion would accrue to the federal government.
Approximately $8.7 billion of the savings would result from legalization of marijuana and $32.6
billion from legalization of other drugs.
The report also estimates that drug legalization would yield tax revenue of $46.7 billion annually,
assuming legal drugs were taxed at rates comparable to those on alcohol and tobacco.
Approximately $8.7 billion of this revenue would result from legalization of marijuana and $38.0
billion from legalization of other drugs.

Pdf. file: http://www.cato.org/pubs/wtpapers/DrugProhibitionWP.pdf