ENCOD’s februar bulletin

Den 1.2. 2011.

Af Jorge Roque Portugal – bearbejdet og oversat af Jørgen Kjær

Vi lever i en tidsalder, hvor de rusmidler, der produceres i de vestlige lande er tilladt, mens rusmidlerne der stammer fra ikke-vestlige lande er forbudt. Alkohol er opreklameret som et ”herligt” rusmiddel i hele verden, mens reklame- og marketingskampagner for tobak får alle til at glemme, at lungekræft er en af de vigtigste årsager til narkotikarelaterede dødsfald.

Sundhed har aldrig haft noget at gøre med narkotikapolitikkerne. Vestlige lande har været i stand til at kontrollere de globale lovgivninger på en sådan måde, at kun deres narkotika bør være lovligt og narkotika fra andre lande eller kulturer bør forbydes.
Det vestlige rusmiddel alkohol forårsagede store katastrofer i det nittende århundredes Amerika og i mange andre lande hvor lokale samfund blev totalt ødelagt af dette “ildvand”. Mange blev afhængige og holdt drikkelag hele dagen, men myndighederne besluttede aldrig at kontrollere eller forbyde dette rusmiddel på det tidspunkt. For et og en halvt århundrede siden, blev opiumskrige udkæmpet for at tvinge kineserne til at forbruge opium fra de britiske kronkolonier i Indien.

I disse dage, er narkotika forbudt efter et økonomisk incitament, for at begrænse udbuddet og øge prisen. Kriminelle organisationer ved aldeles udmærket hvordan man drager fordel af sådanne naive politikker.

I denne måned er vi blevet konfronteret med nyheden om, at flere vestlige lande (JK – herunder også Danmark) har gjort indsigelser mod forslaget fra den bolivianske regering om at ophæve embargoen mod forbrug af traditionelle kokablade.
Disse lande er bange for at hvis det bolivianske folk igen får lov til at tygge kokablade, vil de blive nød til at stoppe udryddelsen af koka plantager. Hvorfor forfølger de ikke bare de industrier, der fremstiller kemikalier som kaliumpermanganat eller de andre stoffer, der er nødvendige for at fremstille kokain fra kokablade? Disse industrier er baseret i den vestlige verden og de ønsker ikke at se dem tabe penge og sende folk ud i arbejdsløshed.

Angrebet på kokablade er en handling baseret på racisme og manglende respekt for kulturelle traditioner, tro og religion. Vestlige lande ville sagtens kunne forstå dette, hvis de pludseligt selv oplevede at deres vin eller tobaksområder blev giftgasset af fremmede lande.

Da stofferne blev forbudt så denne politik ud til at være en måde at kontrollere kriminelle og undergravende bevægelser.
Vi kan selvfølgelig ikke sige, at denne politik har bragt stoffer i munden eller i årerne på mennesker, men så snart noget forbydes synes nogle kloge fyre at analysere situationen og finde en ny måde at lave profit.

Vestlige lande præsenterer sig selv som ofre for narkotikaproducerende lande og internationale narkohandlere, der har været i stand til at undgå de stærkt bevogtede grænser og sælge narkotika til uskyldige mennesker.

Men sandheden er meget anderledes. De vestlige lande er skaberne af FN’s konventioner. De er ansvarlige for, at mange stofproducerende lande anvender dødsstraf til smuglere, efter at have lidt under kritik og pres fra de vestlige lande for ikke at gøre mere for at stoppe narkotikahandel og eksport fra deres lande. De er ansvarlige for “kulturelle folkedrab”, med deres forsøg på at ødelægge den tusindårige kokabladskultur, hvilket får folk til at tro, at det er lettere at forfølge en gammel kultur i Sydamerika, end at gøre det muligt for Euro-American Chemical virksomheder at tjene penge!

Måske er det tid for os aktivister at stoppe kampen for et bestemt stof og i stedet kæmpe for en “Ny stof kultur”. Vi kunne hævde at tilhøre en ny stamme, der er et mindretal i denne verden, men som findes i alle lande på denne planet. En stamme der ikke er forbundet med religiøse eller økonomiske interesser, men en stamme drevet af kulturen i idealisme og sikkert meget forskellige fra de fleste, men en stamme, der tror på sin egen livsstil og som vil kæmpe for den!

Jorge Roque

Januar 2011.

I et område på godt og vel én kvadratkilometer har Danmarks største narkoscene haft 40 års jubilæum.

Af ROBERT OLSEN M.fL.

Forandringer har der været mange af gennem 40 år, men i et område på godt og vel én kvadratkilometer finder man fortsat Danmarks største narkoscene.

Én bydel har mere end nogen anden i Danmark været hjemsted for brug og forhandling af narkotika: Vesterbro.

Alt er centreret i dette område. Her er Hovedbanegården, Københavns største hotelområde omkring Istedgade, talrige restauranter og et af byens for tiden mest mondæne cafemiljøer på Halmtorvet. Øksnehallen med modeshows og livsstilsmesser. Landets største politistation. Byens tætteste koncentration af ’liveshows’, værtshuse og restauranter. Og en lang række steder, gader og pladser, som den dag i dag tilsammen udgør Vesterbros stofmiljø.

Læs resten af historien her:

http://www.stofbladet.dk/6storage/586/43/stof16.36-42.pdf

Fra www.fhn.no

februar 2011.

Sprogligt misbrug skaber begrebsforvirring og irrationel forskelsbehandling

Af Arild Knutsen FHN, Norge

Beruselsen har en kulsort skyggeside. Straf og udstødelse. Og dertilhørende kreativt brug af alt fra tvangsarbejde, fængsel, bøder, samfundsstraf, tab og muligheder og rettigheder og andre ekskluderende tiltag. Det er ikke bare sanktionsstrategier der sortmaler men også, sprog- og begrebsforvirring medvirker til mistolkning på en sådan måde, at det fører til blindhed og udstødelse og en irrationel forskelsbehandling.

Alkohol og andre rusmidler
Alkohol anses som et rusmiddel, men ikke nødvendigvis som narkotika. Narkotikum betyder egentlig ”søvnbringende” som alkohol jo ofte er, men juridisk bruges narkotika som samlet betegnelse for mange vidt forskellige substanser. Journalister forvirres ofte af dette, så det medfører at de på forhånd skriver i aviserne, at vedkommende der begik en kriminel handling, havde indtaget narkotika.
Læseren fik altså slet ikke at vide hvilket rusmiddel det drejede sig om. Sådan journalistik skaber absolut mere end noget andet, forvirringstilstande. Og begrebet rus forvirrer endnu mere. Så meget at selv deltagere indenfor stofområdet let påvirkes, til trods for en forventet tillempet tolerance.

Privatsfæren Når jeg bliver spurgt om jeg stadig bruger rusmidler, plejer jeg at sige, at jeg ikke kan svare på spørgsmålet. For hvis jeg fortsat bruger andre rusmidler end alkohol bliver udtalelsen misvisende og hvis jeg siger jeg helt har sluttet, så forstås det og opfattes det på en helt anden måde. Begge dele er fejlagtige og helt forkerte. I øvrigt indrømmer jeg gerne at jeg et par gange om året presser lidt alkohol i mig, da jeg har set hvad total afholdenhed kan føre til.
Jeg oplever særlig modstand bland aktører indenfor stofområdet når jeg siger, at mit eventuelle brug af rusmidler i bund og grund er min privatsfære. Og, at jeg anser dette spørgsmål for ligeså privat, som hvis jeg blev spurgt om hvilket præventionsmiddel jeg foretrækker. Når jeg svarer sådan bliver jeg beskyldt for at være både individualist og usolidarisk med dem som får problemer med samme rusmiddel. Selvom de der udspørger syntes det er helt fint med alkoholservering på restauranter og pubber og også selv plejer at benytte sig af muligheden.

Åbenlyst De samme personer syntes samtidig at det er i orden at der åbenlyst drikkes alkohol på fortovet på Karl Johan, blandt andet på de opstillede stole ved ”Spikersuppe”. Det til trods for at eksponering af stofbrug kan smitte andre, og på trods af at alkohol er det rusmiddel som påfører samfundet flest problemer.
Men bruger nogen cannabis hjemme hos sig selv, uden at udsætte og påvirke andre, så anses det for individualistisk og usolidarisk. Ruspolitikken har en skyggeside som er af irrationel natur. Stærkt præget af moralisme og langt væk fra virkeligheden. Er det fornøjeligt at indtage alkohol på fortovet på Karl Johan? Jo, det er det. Og promenaden er da også præget af overstadige berusede mennesker. Det er dejligt at beruse sig åbenlyst, vel at mærke hvis man holder sig til de stole, der tilhører dem der tjener penge på at sælge dig rusmidlet. Hvis nogen derimod tager alkoholen med hen til den nærmeste kommunale bænk og fortsætter indtaget der, da risikerer de politikontrol og straf for at drikke offentligt. Så kriminaliseres man, akkurat som de der vælger alternativer til cellegiften alkohol.

Tilsløring Et andet problem omkring begrebet rus, er at der findes mange forskellige substanser som skaber forskellige psykoaktive reaktioner. Samtlige reaktioner betegnes under et som rus. Her er det atter alkoholen som frikendes. Jeg har aldrig hørt nogen sige, at de vil bedøve sig med alkohol, bortset fra i humoristiske vendinger. De bliver i stedet omtalt som beduggede, lettere opstemte, overrislede, har en kæp i øret eller er fulde. Man undgår f.eks. ordet påvirkede og fremmedgør konsekvensen af alkoholbruget. På rusmiddelområdet kan ordet rus eller påvirket, alene misforstås og af alle opfattes på en ganske bestemt måde. Så flere organisationer fremstår som langt mere accepterende på alkoholområdet end hvad mange andre ønsker.
Hvis du nu får associationer til en alkoholpåvirket person der hænger på skulderen af dig og med en talestrøm du absolut ville protestere over, men ikke finder anledning til og ikke orker, så er det lykkedes mig at skabe en assosiationsoverføring.

Kært barn Dette handler især om dem som altid bruger ordet stof eller stofmisbrug i deres organisationsnavn. Det kan opfattes som om der ikke findes flere forskellige instanser på stofområdet, når f.eks. én præsenterer sig som ”Stofområdets samarbejdsorgan”. Eller at der eksisterer flere fagråd når man kan læse om ”Fagrådet for Stoffeltet”. Det kan man også opfatte når man hører om ”Stofmisbrugernes Interesseorganisation”, at det netop drejer sig om alle der har engageret sig indenfor stofmisbrug, legalt som illegalt, både nu eller tidligere.
Stortingspolitikere og andre er faktisk blevet så overbeviste af dette begreb eller nærmere misbrug, at de har udtalt, at de har støtte for deres politiske holdning af både misbrugernes egen organisation og fra stofområdets egen samarbejdsorgan. Dette misbrug af begrebet stof kan påvirke grammatikken i så høj grad at det udtrykkes i overdrevent bestemte vendinger. Måske det hjælper at belyse stofmisbrugsområdet, og måske ikke. Uanset hvad de bagvedliggende årsager er, kan intentionerne være nok så gode. Hvis flere sider blev belyst ville stofpolitikken garanteret blive langt mere hensigtsmæssig og fremstå mere ædruelig i fremtiden end den gør i dag.

Fra www. punditokraterne.dk
18.3. 2011.
Da Weekendavisens artikler ikke kan læses på nettet, kan denne uges kronik læses på punditokraterne.dk. Jeg har skrevet kronikken sammen med Lars Kragh Andersen, der er tidligere politibetjent i København. Lars opsagde sin stilling sidste år efter at have meldt ud, at han som politibetjent ikke var villig til at forfølge narkotika-forbrydelser.
I artiklen nævnes beregninger for offentlige udgifter og tabt fortjeneste, der er en konsekvens af den førte narkotikapolitik. Hvis nogen skulle have interesse i at studere beregningerne nærmere, kan man finde Jeffrey Mirons seneste beregninger her.

Et forbud, der dræber

Kronik i Weekendavisen uge 11, 2011

Af Niels Westy Munch-Holbek & Lars Kragh Andersen

En forbrydelse kræver normalt et eller flere ofre. Det gælder, uanset om der er tale om vold, røveri eller udledning af urenset spildevand for den sags skyld. I de tilfælde er de fleste af os formentlig enige om, at der må være en sanktion, og at ofrene bør ydes erstatning.

Men ikke alle forhold og aktiviteter, der ifølge dansk lovgivning anses for kriminelle, opfylder kravet om et offer. Herunder hører forbud mod køb, salg og nydelse af en række rusmidler. Et forbud, der ifølge undersøgelser af blandt andet Verdenssundhedsorganisationen WHO formentlig har en ganske behersket betydning for forbruget af de pågældende rusmidler. WHO kommer således frem til, at der ingen sammenhæng eksisterer på tværs af lande og forskellig lovgivning. For eksempel har Sverige et relativt lille forbrug af illegale rusmidler, mens USA og England er blandt de lande i verden med det højeste forbrug af illegale rusmidler. Alle tre lande har en yderst restriktiv lovgivning. Portugal, der er det europæiske land, som er kommet længst i afkriminalisering af brugerne, har til gengæld et forbrug på svensk niveau.

Inddrager vi erfaringer med alkoholforbuddet i USA i 1920rne, tyder meget på, at forbruget – især af mere potente rusmidler – øges ved forbud mod rusmidler i forhold til, at samme rusmidler er legale. Efter et umiddelbart fald i alkoholforbruget ved indførelsen af alkoholforbuddet i 1920 steg forbruget herefter hastigt, mens alkoholiske drikke med et relativt lavt indhold af alkohol fortrængtes til fordel for stærk spiritus (»bang for the buck«). Efter ophævelsen af det federale alkoholforbud i 1933 faldt både alkoholforbrug og kriminalitet.

Mens køb, salg og brug af illegale rusmidler i sig selv ikke skader andre end de (frivilligt) involverede, kan det samme desværre ikke siges om myndighedernes tiltag og den nuværende lovgivning.

For det første er der stofbrugerne selv. Formentlig er mere end 90 procent af registrerede narkodødsfald – cirka 5.000 dødsfald gennem de seneste to årtier – en direkte konsekvens af den første narkotikapolitik. En utilsigtet konsekvens er nemlig, at stoffernes renhed og styrke tit er totalt ukendt for brugerne. Ligesom livet som kriminaliseret og jaget stofbruger formentlig heller ikke forlænger brugernes liv eller forbedrer deres generelle helbred. Det er ikke stofferne som sådan, der oftest slår stofbrugerne ihjel, men derimod forbuddet og politiets indsats. Det tænker den enkelte betjent, der finder narkomaner døde og opsvulmede – stadig med en nål i armen – muligvis ikke over.
For det andet er gældende lovgivning og de redskaber, man udstyrer politiet med, en reel trussel mod vores retssikkerhed. Dansk politi visiterer hvert år store grupper af mennesker på et ofte meget tyndt grundlag. Det kan for eksempel være, fordi »sigtede havde blanke og røde øjne« eller »sigtede talte sløret og lugtede svagt af cannabis«.

Sammenblandingen af personlige præferencer, der muligvis deles af store dele af befolkningen, og loven om illegale rusmidler indebærer hermed reelt en trussel mod den grundlæggende ide om »lighed for loven«, som vores samfund bygger på.

En standardjoke inden for politiet i forbindelse med narkosager er, at »der er en grund til, at retsplejeloven har blødt omslag, så er den lettere at bøje«. Den tankegang er et udtryk for en pervertering af grundlæggende retsprincipper.

Det er desværre almindeligt kendt blandt gadebetjente, at man altid kan »gå i lommerne« på en borger, der i påklædning eller væremåde falder en smule uden for hr. og fru Danmark-modellen. Man sigter nemlig bare for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og er lidt fantasifuld med det efterfølgende skrivearbejde. »Banditterne« klager alligevel ret sjældent. Og det er ikke kun visitationer, som Lov om euforiserende stoffer åbner rigelig mulighed for. Ransagninger af borgernes boliger kan tilskrives enten fund af ganske små mængder cannabis/narkotika på borgeren eller slet og ret, at der lugtede af hash gennem en brevsprække. Hvis man som gadebetjent vil have action, er Lov om euforiserende stoffer et bemærkelsesværdigt godt politifagligt værktøj. Ovennævnte burde langt fra være almindelig fremgangsmåde i en liberal retsstat. Desværre hører det ikke til sjældenhederne i en politibetjents hverdag. Den ene kronikør har selv ladet fantasien råde flere gange, end han er stolt af.

For det tredje medfører gældende narkotikalovgivning og politiets indsats, at både berigelses- og voldskriminaliteten stiger. Da indsatslederen i forbindelse med en nylig aktion mod narkotikaforhandlere på Vesterbro blev spurgt, om det gjorde nogen forskel på sigt, måtte han erkende, at det gjorde det nok ikke. I det omfang, der har været et fald i udbuddet, har det primært indebåret, at stofbrugerne har begået mere kriminalitet i deres jagt på penge til stoffer.

I en nyligt offentliggjort afhandling kommer Kim Møller fra Center for Rusmiddelforskning frem til, at effekten af en række konkrete lovændringer og politi-indsatser i perioden 2001-2007, blandt andet rydningen af Pusher Street og den øgede strafferamme for at sælge cannabis, kun har haft meget marginal effekt på priser og forbrug. Derimod indebar rydningen af Pusher Street, at handlen med hash er flyttet til andre dele af København og er en af grundene til den øgede banderelaterede vold de senere år. En vold, der også rammer »uskyldige« borgere, hvis eneste brøde er, at de er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Der er intet nyt eller uforudsigeligt i denne udvikling. Den er parallel med, hvad der sker andre steder i verden. Mekanismerne er præcis de samme, som man så under alkoholforbuddet i USA i 1920rne. I lighed med udviklingen dengang ser vi i dag en fortsat forråelse og styrkelse af den organiserede kriminalitet. I 1920rne var det mafiaen, der profiterede på forbuddet i USA. I dag er det rocker- og indvandrerbander, der profiterer på gældende lovgivning herhjemme.

Man bør spørge sig selv, hvem der er de værste forbrydere. Er det køberne og sælgerne af de forbudte stoffer? Eller er det dem, der støtter en fortsat kriminalisering af køb og salg af bestemte former for rusmidler? Besvares spørgsmålet ud fra, at en forbrydelse kræver et offer, peger pilen entydigt på lovgiverne.

Endelig er der tale om en meget dyr lovgivning. Hvor meget den koster skatteyderne er vanskeligt at fastslå. Der eksisterer stort set ingen dansk forskning på området. Anderledes forholder det sig i USA. Jeffrey Miron fra Harvard har i en årrække lavet beregninger af, hvor meget det offentlige ville spare i direkte udgifter, og hvor meget det ville indbringe, hvis man beskattede illegale rusmidler, som vi i dag beskatter alkohol og tobak. Overført til danske forhold er resultatet, at den førte narkotikapolitik koster de danske skatteydere cirka ni milliarder kroner om året. Var det ikke på tide, at man erkendte, at den førte politik kun gør ondt værre? At bruge tæt ved ti milliarder kroner om året på en politik, der først og fremmest styrker den organiserede kriminalitet, øger usikkerheden i samfundet og indebærer betydelige menneskelige omkostninger for tusindvis af vores medborgere, kan vi ganske enkelt ikke være bekendt.

Nyheter
Brukervennprisen er et bilde av kumlokk med byens skytsengel St. Halvar og kvinnen han reddet og symboliserer solidaritet med byens ekskluderte rusbefolkning, innrammet utmerkelse og FHNs hettegenser med logo. Foto: Astrid RenlandFemårsjubilant hyller Thorvald StoltenbergForeningen for human narkotikapolitikk markerte femårsdagen med utdelingen av den første brukervennprisen.

Av: Astrid Renland – 29.04.2011

28. april var det fem års siden Foreningen for human narkotikapolitikk (FHN) så dagens lys. I tillegg til å være en pådriver for narkotikapolitisk endring driver foreningen oppsøkende virksomhet i Oslo sentrum med tilbud om bistand og oppfølging samt utdeling av smitteforbyggende og skadereduserende. FHN er en forening for brukere, pårørende og alle som på en eller annen måte er engasjert i rusfeltet. I løpet av de fem årene har foreningen gått fra å være et rent idealistisk kjøkkenbordstiltak til en møblert virksomhet med offentlig støtte og egne lokaler.

Kakene sto mor og datter Wedin for.

I likhet med femåringer flest ble dagen behørig feiret med åpen hus i lokalene i 5 etasje på Arbeidersamfunnets plass, fantastiske kaker, gratulasjoner og gaver fra samarbeidspartnere, bevilgende myndigheter, støttespillere og samarbeidspartnere. Og sist men ikke minst prisutdeling til en stolt men som Thorvald Stoltenberg selv sa, nervøs prismottaker.
FHN har adoptert brukervennprisen fra sin søsterorganisasjon i Sverige, Brukarföreningen. Prisen går til den som har utmerket seg i arbeidet for brukere og som årets prisvinner, for iherdig politisk arbeid i det rusfaglige feltet. Og som leder Arild Knutsen pekte på, årets prisvinner har sammen med sin datter Ninni, ikke bare gitt pårørende og brukere et ansikt, men han har også brukt sine erfaringer til å jobbe for progressive narkotikapolitiske endringer både på nasjonalt og internasjonalt nivå. Her hjemme har Stoltenberg tatt til ordet for både å løfte bruk fra justis- til helsesektor og heroinassistert behandling så vel som nødvendigheten med å dele ut askorbinsyre til injiserende brukere
På internasjonalt nivå deltar han sammen med blant andre Mario Vargas Llosa, Javier Solana, Ernesto Zedillo, Ruth Dreifuss, Michel Kazatchkine, Cesar Gaviria og Carlos Fuentes i Global Commision on Drug Policy. Siktemålet med utvalget som er et privat initiativ, er å løfte fram en internasjonal narkotikapolitisk debatt der forbudslinjen erstattes av kunnskapsbasert tilnærming for å redusere skadene av narkotika på individuelt og samfunnsmessig nivå.

Arild (t.v), Thorvald og Linda.
Det er ikke lett å jobbe for å få til endringer sa Stoltenberg, og pekte på at rusfeltet er et felt som krever stor diplomati.
At det hersker om gjensidig respekt er det ingen tvil om. For Stoltenberg berømmet på sin side Arild Knutsen og FHN for både å ha utfordret etablerte sannheter og tilført den norske narkotikadebatten nye perspektiver og blitt en betydelig ruspolitisk aktør. Stoltenberg trakk spesielt fram hvordan Knutsen hadde imponert han selv og resten utvalgsmedlemmene med sin kompetanse og kunnskap i forarbeidet til rapporten. I likhet med FHN fremholder Stoltenberg at marginalisering av mennesker må skap engasjement og ikke fordømmelse.
Både femårsjubilant og prismottaker ønsket hverandre lykke til i det videre det narkotikapolitiske arbeidet,  som ifølge sistnevnte som fyller 80 år i sommer, inngår i neste tiårsplan.

Fra www.gadejuristen.dk

Fredag, 03 jun 2011

Det er sagt om “Krigen mod narkotika”, at det er en krig der ikke kan vindes. Den kan alene føres. Og det har enorme omkostninger.
Det er også sagt, at “Krigen mod narkotika” forlængst er tabt – narkotikaen har vundet – nu må freden vindes.
I går offentliggjorde Global Commission on Drug Policy den med spænding ventede rapport, hvor de i korthed anbefaler som følger:

End the criminalization, marginalization and stigmatization of people who use drugs but who do no harm to others.
Encourage experimentation by governments with models of legal regulation of drugs (especially cannabis) to undermine the power of organized crime and safeguard the health and security of their citizens.
Ensure that a variety of treatment modalities are available – including not just methadone and buprenorphine treatment but also the heroin-assisted treatment programs that have proven successful in many European countries and Canada.
Apply human rights and harm reduction principles and policies both to people who use drugs as well as those involved in the lower ends of illegal drug markets such as farmers, couriers and petty sellers.
Der må nu formuleres narkotikapolitikker, der baserer sig på evidens, tager udgangspunkt i en sundhedstilgang fremfor en strafferetlig tilgang, er skadesreducerende, kosteffektive og som anerkender et rettighedsperspektiv, herunder stofbrugernes fundamentale menneskerettigheder og øvrige rettigheder.
“Krigen mod narkotika” har enorme, og samtidig unødige skadevirkninger, som i første række må bæres af stofbrugerne selv og deres nærmeste. Også danske stofbrugeres dødelighed er ekstremt høj og senest endda stigende trods massiv økonomisk opprioritering af behandlingsindsatsen over det seneste årti. Krigsretorikken gennemsyrer alt – også dele af behandlingsapparatet, hvorfor vi ikke er i nærheden af optimalt udbytte af den ellers omfattende og udgiftstunge behandlingsindsats. Stofafhængige er, trods endda velbehandlet opioidafhængighed, i vid udstrækning udelukkede fra eksempelvis arbejdsmarked og uddannelsessystem. Vi er fortsat meget langt fra et mål om at integrere stofbrugerne, som i alt for mange tilfælde er henvist til at leve næsten ubeskriveligt kummerlige tilværelser som udstødte og stigmatiserede.
Straf som middel til at hindre mennesker i potentielt at skade sig selv er aldeles meningsløst. Det er også middelalderligt og hører ikke hjemme i nutidens straffeapparat, som må forbeholdes handlinger og undladelser der skader andre.
Spørgsmålet er nu blot, om der er politisk mod og politisk vilje til at gøre det nødvendige og følge denne afsluttende anbefaling fra Commission on Drug Policy:
“Break the taboo on debate and reform. The time for action is now.”
Se mere om lanceringen af denne rapport: Global Commission on Drug Policy og International Drug Policy Consortium

Dagbladet.no

Publisert fredag 10.06.2011.

Man bør ikke straffeforfølge mennesker som gjør dårlige valg som går ut over deres egen helse.

KRONIKK av Sveinung Rotevatn Leder i Unge Venstre & Ove A. Vanebo Formann i Fremskrittspartiets Ungdom.

Krigen mot narkotika er over. Narkotikaen vant. Dette var konklusjonen i en bok om narkotikapolitikk som kom ut allerede for flere tiår siden. Siden den gang kan det vanskelig sies å være grunn for å konkludere annerledes. På global basis har vi i perioden 1998- 2008 sett en oppgang i bruken av opiater på 34,5 prosent, mens kokainkonsumet har steget med 27 prosent. I Norge har antallet anmeldte narkotikalovbrudd i perioden 1980 til 2010 gått fra 2000 i året til over 45 000 i året.

En nylig utgitt rapport fra Global Commission on Drug Policy slår fast at det er en liten sammenheng mellom en restriktiv rusmiddelpolitikk og lavt forbruk av narkotika. Målet på om en narkotikapolitikk virker kan ikke måles i antall år man straffer brukerne med. I så fall må norsk narkotikapolitikk de siste 50 årene kunne karakteriseres som en dundrende suksess.

Vi tror heller målstokken må være hvorvidt man reduserer problemene knyttet til rusmisbruk og gir de rusavhengige et verdig liv. Dersom straffeforfølgelse ikke bidrar til at færre blir tunge narkomane, noe det meste tyder på, er det bedre å bruke knappe politiressurser andre steder.

Fremskrittspartiets Ungdom (FpU) og Unge Venstre er uenige i mangt, men vi erkjenner at kampen mot narkotikaoverdoser ikke vinnes gjennom straffeapparatet. Tvert imot er det gode grunner for å mene at man ikke bør straffeforfølge mennesker som gjør dårlige valg som går ut over deres egen helse. Her er vi enige med professor emeritus Ragnar Hauge om at «[bruk av] straffeloven som et folkeoppdragende middel er et misbruk av tvangsmakt».

For det første er det usikkert om straffetrusselen mot narkotika er det avgjørende for om folk blir misbrukere eller ikke. Det er blant annet vanskelig å se noen sammenheng mellom bruk av narkotika og straffenivå fra land til land. Den svenske narkotikaforskeren Ted Goldberg mener at andre faktorer avgjør om folk blir narkomane eller ikke. Dette kan være sosiale forhold, livssituasjon, selvdestruktive trekk, eller om man har vært utsatt for overbegrep. Goldberg peker på at 94 prosent av de som har prøvd ulovlige stoffer ikke blir narkomane. Det betyr, ifølge forskeren, at det neppe er eksponeringen for narkotika som avgjør om folk blir misbrukere.

For det andre glemmer man grunnleggende analyser av hvordan narkotikamarkedet fungerer. En økning i straffenivået kan medføre at prisene vil stige, fordi straffen blir en ekstra kostnad som gjør at de impliserte ønsker kompensasjon for ulempene de kan møte. Dette kan igjen lede til flere lovbrudd, siden de narkomane må stjele mer og prostituere seg for å finansiere forbruket. Narkomane er også som kjent avhengige av stoffer, og vil derfor ikke legge så mye vekt på straffen de risikerer.
Nullvisjoner er forlokkende å støtte seg til. Problemet med dem, er imidlertid at de fort blir firkantede og systemorienterte. Man klamrer seg til et mål – koste hva det koste vil – og ser ikke alle menneskelivene som går med i dragsuget. Selv ikke i de mest autoritære samfunn finner man et totalt fravær av ulovlige rusmidler. Samfunnet må tilpasses at det alltid vil være avvik, slingringsmonn og ubehageligheter.

Løsningen er å finne tiltak som begrenser skadene. Vi vil heller satse på en solid opptrapping av hjelpeapparatet rundt de narkomane og mer bruk av alternative tiltak. Ideologisk motstand mot private og frivillige aktører må legges til side når disse kan bidra til å få mennesker til behandling og vi trenger langt flere behandlingsplasser i rusomsorgen. Moralske innvendinger mot «statlig assistert misbruk» må også parkeres ettertrykkelig, så lenge tiltak som heroinassistert behandling beviselig redder liv.
Vi må liberalisere adgangen til å bruke sprøyterom, slik at de rusavhengige kan sette sine daglige doser i trygge omgivelser med tilgang til helsehjelp, og slik at man unngår at farlige sprøytespisser ligger strødd i gater og parker. I dag har vi bare ett sprøyterom, i Oslo, men det fungerer lite tilfredsstillende på grunn av begrensede ressurser og Europas mest restriktive åpningstider. I den kanadiske byen V ancouver, har man satset på brukermedvirkning, blant annet ved å la de narkomane selv drive en kafé i rommet. Dessuten er det åpent 18 timer i døgnet, og har god plass. 30 ganger så mange injeksjoner settes i dette rommet som i sprøyterommet i Oslo.

Også tiltak som heroinassistert behandling og fjerning av aldersgrensen for LAR-programmet er noe vi mener bør på plass. Ikke fordi vi ønsker mer bruk av rusmidler, men fordi det kan bedre de narkomanes livssituasjon og frata kriminelle langere levebrødet. Mange vil mene at slike tilstelninger legitimerer og legger til rette for narkomisbruk Et slikt prinsipielt utgangspunkt kan man gjerne ha, selv om liv vil gå med på veien. Men dette prinsippet har uansett det offentlige brutt for årevis siden, for eksempel gjennom offentlig utdeling av sprøyter man vet vil bli benyttet til injisering. Subutex og metadon brukes dessuten til behandling og rehabilitering, selv om disse er kategorisert som narkotiske stoffer.

Da den knusende rapporten fra Global Commission on Drug Policy kom i forrige uke var det lov å håpe på at noen av våre ledende politikere ville våge å ta opp ballen. Vi ble skuffet. Fornektelse av fakta og bruken av moralistiske skylapper ser ut til å fortsette med uforminsket styrke. I Portugal, derimot, har de folkevalgte for lenge siden tatt faglige råd på alvor. I 2001 avkriminaliserte Portugal all bruk av narkotika, og ti år senere må dette vågale steget kunne karakteriseres som vellykket. Blant annet har man sett en dramatisk nedgang i antall overdoser, mindre narkotikabruk blant yngre ungdom og en stor reduksjon i HIV-smitte. Det totale forbruket har vært stabilt, mens bruken i sammenliknbare land med strenge straffer har gått opp i samme periode.

Å sette folk i fengsel for å skade seg selv er ingen farbar vei, verken prinsipielt eller praktisk. Det er på høy tid med en helt ny narkotikapolitikk, av hensyn til de narkomane.

Af Karen Groos, forkvinde for Landsforeningen for Human Narkobehandling

Torsdag d. 21. juli afholdt BrugerForeningen i København Den Internationale Mindedag for afdøde stofbrugere. Som de foregående år var plænen omkring mindestenen dekoreret – i år med hvidmalede kors i et antal der illustrerede antallet af overdoser i 2009 (der er det seneste år hvor vi kender antallet) – endvidere fandtes 3 par hvide slippers og et bundt røde nelliker – som en symbolsk støtte til de russiske stofbrugere – der lever under kummerlige forhold hvor sprøjtebytte og substitutionsbehandling stadigt er totalt forbudt.

I silende regn var de trofaste støtter, venner, aktivister, pårørende og familier mødt op for på denne 8. Mindedag i Danmark, at tænke og mindes alle dem vi så meningsløst har mistet.

BF’s formand Jørgen Kjær bød velkommen og foreslog et minuts stilhed, og talte derefter om hvor svært det hver gang er, at miste endnu en af vore kære.

BF har i flere år været forskånet for at skulle begrave nogen af BF’s aktivister, men den 14.okt. 2010 mistede BF den meget afholdte husinspektør John Birk efter lang tids sygdom. John stillede i BF hver dag i gennem 14 år, altid venlig, flittig og parat med en hjælpende hånd, og han savnes stadigt hver eneste dag. Æret være Johns minde R.I.P.

Og sidst i maj mistede BF, Ronnie Pless der glædede sig til at skulle blive løsladt, på sin 48 års fødselsdag d.10.juni. Men Ronnie blev desværre fundet død af personalet i sin fængselscelle en tidlig morgen 14 dage før sin løsladelse. Æret være hans minde R.I.P..

Sorgen befinder sig stadigt i BF. Men heldigvis har der også været grund til glæde. BF fungerer godt med flittige aktivister der holder åbent 12 timer dagligt, så de der har det dårligt kan få mad, moralsk støtte og modtage nødvendig hjælp. Og heroinbehandlingen kom endelig i gang sidste år, selvom administrationen med mødetid to gange om dagen for brugerne, ikke tillader jobs eller anden form for beskæftigelse. Det er da også helt idiotisk at de brugere der aldrig har brugt en sprøjte før, kun kan komme med i heroinprojektet hvis de starter med at injicere. Så ja, der er stadigt nok at kæmpe for.

Næste taler, var Jason Farrell fra USA/Holland. Han er HIV-positiv på 21. år. Jason talte om de frygtelige konsekvenser af forholdene omkring stofbrugere og HIV/AIDS behandlingen i New York og hvordan han havde følt sig tvunget til at kæmpe for igangsættelse af et projekt med udlevering af sterile sprøjter og nåle og blev således pioner på dette område. Senere udvidedes projektet til også at omfatte et multi-service center i New York med medicinsk hjælp og af gratis HIV og Hepatitis behandling. Jason talte videre om hvor rædselsfuldt mange stofbrugere stadig behandles i alt for mange lande som konsekvenserne af ”the War on drugs” Selv har han gjort alt for at passe på sit helbred gennem de 21 år, men det er der mange andre der slet ikke har mulighed for. Jason pointerede endvidere hvor vigtigt det er, at stå sammen og kæmpe for en mere human narkotikalovgivning, så mennesker ikke systematisk slås ihjel som vi bl.a. ser det i Rusland hvor sprøjtebytte og substitutionsbehandling stadigt er totalt forbudt og HIV/AIDS spreder sig eksplosivt.

Den næste taler var overlæge Christian Hvidt der i nov. 2010 modtog BrugerForeningens årets ”BrugerVen” hæderspris. Christian er bl.a. lægefaglig leder i Heroinbehandlingen i København. Han talte om hvor vigtigt det er, at brugerne vil blive mødt med mere respekt og forståelse når det drejer sig om behandling. At der lyttes til brugernes ønsker vedr. medicinering og behandling og så ”moral” og fordomme ikke forstyrrer forholdet mellem brugere og de professionelle behandlere. Det er vigtigt at opbygge et tillidsforhold mellem brugere og fagfolk sådan at brugernes velfærd prioriteres optimalt

Gadejurist Nanna Godtfredsen forsatte talerækken. Hun var vred på brugernes vegne over den måde, de ofte bliver tiltalt og behandlet på. Hun oplever hver eneste dag hvordan der bliver set stort på brugernes rettigheder – og hvor usympatiske og fordømmende nogle repræsentanter for autoriteter kan være. Det virker også som om behandling og medicinering forsøges styret af en medicinalvirksomhed til stor skade for brugerne. Nanna anbefalede brugerne at kæmpe for deres værdighed og sidst af alt føle skam og sluttede med at sige: ”Det er der mange andre der har betydelig større grund til at føle, end jer”.

I mellem talerne solosang BF’s husmusikus Henrik Svale sin egen sang ”275” om hvor svært det er at miste sine venner, blot fordi de ikke ligesom andre kan gå hen på apoteket og købe den medicin som de nu engang har brug for og hvor en varedeklaration kan fortælle ligesom al på anden medicin, hvad produktet indeholder. I stedet må de leve med kæmpestor risiko fordi de allerfleste udelukkende er henvist til det illegale marked hvor stofferne er urene og hvor styrken er helt ukendt.

Mindehøjtideligheden sluttede med at forsamlingen sang ”Altid frejdig når du går” som fællessang.

BF bød nu på udskænkning af øl og vand og en halv times minglen og social komsammen i mens andre startede på en oprydning af området. Efterfølgende forlod vi mindestedet efter en værdifuld halvanden time, dyngvåde som druknede mus – men til gengæld stoppede regnevejret for en tid.

Juli 2011. Karen Groos

Se Gadejurist Nanna W. Gotfredsen modtage dommer Gerald Le Dain’s hæderspris 2011 for særlige bemærkelsværdige bedrifteri på det juridiske område, på verdens største internationale konference for narkotikareformer. Prisen gives til jurister, der arbejder i lande hvor ekstremistisk pres dominerer regeringens narkopolitik. Gotfredsen, jurist fra Danmark og hvis eksamensspeciale førte til den første offentlige heroinhøring i det danske Folketing i 1998. I 1999 grundlagde Gotfredsen Gadejuristen, en opsøgende juridisk rådgivning der tjener stofbrugere og gade-baserede sexarbejdere og kæmper for at mindske skaderne fra stofbrug og narkotikaforbud. Som førende narkopolitisk reformorganisation i Danmark de seneste tolv år, har Gadejuristen været fortaler for skadesreducerende projekter, startet kampagner mod kriminalisering af sexarbejde og mere generelt arbejdet hen imod reformer af den udbredte anvendelse af strafferetten i håndtering af komplekse fænomener som stofmisbrug og sexarbejde udgør. Gadejuristen har spillet en central rolle ved etableringen af heroinunderstøttet behandling i Danmark og landets første overvågede injektionsfacilitet.
Se videoen her: http://www.youtube.com/watch?v=x3eemU3lJ8A

Se mere på http://www.reformconference.org