Category Archives: Narkopolitik

Mobilt_Fixerum_p___Lille_Istedgade

Fixerum i Canada

Fixerum i Canada

http://www.vch.ca/sis/videos/sis-video.wmv

View our video (17.0 MB) on how Insite will operate and how it will serve the Downtown East Side.

Clients who enter the SIS are assessed and led through a waiting area to a 12-seat injection room where they can inject their own drugs under the supervision of trained medical staff. They will have access to clean injection equipment including spoons, tourniquets and water, aimed at reducing the spread of infectious diseases.

After injecting, they move to a post-injection room where, if appropriate, staff can connect clients with other on-site services. These include primary care for the treatment of wounds, abscesses and other infections; addiction counseling and peer support; and referral to treatment services such as withdrawal management, opiate replacement therapy and other services.

6.4B4E

Along with the on-site coordinator, two registered nurses are present at all times with an addiction counselor and physician support available on-call. Program assistants from our partner, the PHS Community Services Society, help greet and register people, as well as provide peer contact to encourage safe injection practices and orientate drug users to use the site.

The SIS can accommodate up to several hundred injections each day as part of the scientific research pilot project, although the experience at similar sites in Australia and Europe suggest the user community will take a while to accept the concept of a legal injection facility site. Utilization statistics are available on-line.

For more information, read the Media Release and Frequently Asked Questions.

legal-drugs

Legaliser narkotika i Danmark? [Del 1 - 4]

Legaliser narkotika i Danmark? [Del 1 -
4]

Fra Radio 24/7 – Økonom, og
tidligere folketingskandidat for Liberal Alliance, Niels Westy Munch-Holbek er
her i debat sammen med Marlene Lorenzen fra Radikale, samt Mikkel Warming der er
socialborgmester i København for Enhedslisten. Snakken handler om narkotika skal
legaliseres. Flere og flere læger, politikere, økonomer og forskere ønsker nu at
legalisere narkotika.
Debatten
fortsættes mellem tidligere socialoverlæge i København nu speciallæge Peter Ege,
samt politimand og MF for Konservative Tom Behnke taler om emnet.

Hash, heroin osv. der er et stort
samtaleemne

Lyt til del 1.
her!

Lyt til del 2. her!

Lyt
til del 3. her!

Lyt til del 4. her!

Politiets danske bombehund Bølle på 8 år laver et rutinetjek tirsdag morgen. Bølle har været bombehund i Norge i 6 år.

Oslo Politiaksjonens tragiske konsekvenser

den 9. juli 2011.

af Arild Knutsen Landsforeningen for Human Narkopolitik

I dag opplevde jeg sterk forverring av mange tunge brukeres helsetilstand. Både brukere og flere fagfolk jeg snakket med på flere hjelpeinstanser, påpekte at politiaksjonen er årsaken. Ei jente hadde i følge en fagperson, blitt fratatt pengene hun hadde tjent på dagens =Oslo-salg, (red læs: Gadeavis) av politiet!

Det er god grunn til å tro at politiaksjonen, i motsetning til diverse hjelpetiltak, faktisk vil føre til en økning av vinningskriminaliteten i Oslo og omegn. En kriminalitet som politiet forøvrig uttaler at de skal nedprioritere. Personer med psykotiske tilstander blir ført bort og gis trusler om arrestasjon om de påtreffes igjen, uavhengig av hva de foretar seg.

Den politiske påstanden om at enhver har rett til å oppholde seg hvor de vil i byen, så lenge de ikke driver med kriminelle handlinger, den påstanden brukte de flittig under Plata-aksjonen i 2004 også, før politiet og byrådet nølende etter aksjonen innrømmet at det nok ikke ble helt slik de forestilte seg.

Dette er kun et forkastelig spill for galleriet. Igjen!

Ekstremt hjelpetrengende mennesker med forvirringstilstander som gjør at de i liten grad kan ta vare på seg selv, bør heller tas med til hjelpetiltak, men bortføres fra området med makt. Det så jeg selv! Jeg tok med en som var i en forvirringstilstand og sterkt forverret helsetilstand, til et hjelpetiltak. Men der var det manglende kapasitet til å ta i mot, grunnet økt trykk. “Som følge av politiaksjonen.”

Det er mer stjeling fra hverandre i miljøene, mer vold og mer utnytting. Bunnløs fortvilelse og en opplevelse av å være jaget villt. Arrestasjoner med håndjern der de må stå i 15 – 20 minutter til spott og spe for forbipasserende og mange andre nedverdigelser. Akkurat som ved alle tidligere politiaksjoner mot Plata-miljøet.

Aggresjonen og likegyldigheten har økt såpass at det har blitt vanskeligere å jobbe gatenært. Et hjelpetiltak har nå for første gang fått problemer med naboene. Kommunen stiller som kompensasjon (?) med ekstra lunsj, fotballspilling og reiser til strender og sånt. Grensesløst naive alternativer til Plata, for den gruppen det her dreier seg om.

Folk i miljøet ble så bitre, da jeg fortalte om alternativene som ble opprettet i forbindelse med politiaksjonen (Og ja, jeg nevnte alle), at de dirret i ansiktet og mistet munn og mæle. Gjenkjennelige reaksjoner fra folk som utsettes for dypt urettferdig stigmatiserende undertrykking.

815063-drugs

Er Narcotics Anonymous N.A. en kult?

Af Kurt Stoldt

Hvis du står over for noget, der ligner eller føles som stærk manipulation eller tankekontrol (hjernevask), så kan du starte med at stille dig selv disse fire enkle spørgsmål:

1. Synes ‘sagen / programmet’ at have større værdi end mennesket, hvad enten mennesket er medlem eller ikke- medlem?
2. Synes menneskets erfaringer at være utroværdige i forhold til ‘sagen’?
3. Er kritisk debat om ‘sagen’ udtryk for uvidenhed, dumhed eller syndighed?
4. Forsvares ‘sagen’ med gentagne korte klicheer?

IND I NA – KULTEN

Indledende manipulation: Enhver kult benytter de samme religiøse psykodynamikker, uagtet om den er religiøs eller ej, til at tiltrække og fastlåse sine tilhængere.

I forbindelse med behandling, møder og øvrige arrangementer nedbrydes dine forsvarsmekanismer. Dette sker, ved at en konstant og monoton påvirkning kører dig så træt, at du afbryder sin modstand og kritik.

I denne overgivende tilstand kan din ideologi forandres, sådan at du uden modstand og kritik tager den nye ideologi til dig, og måske endda forpligter dig personligt i ”service”, som sponsor og som ”hverver” af nye medlemmer. NA fikserer på den måde en ny vision om livet og fremtiden.

Den nye vision opleves euforisk i forbindelse med den hypnotiske begejstring, der er oppisket.

Tilstanden er identisk med en såkaldt ‘mystisk enhedsoplevelse’ også kaldet for ‘unio mystica’.

Sådan en psykologisk tilstand sammenføjer kultens vision med din spørgen efter mening med livet. ‘Unio mystica’ fører til en større eller mindre personlighedsforandring.

Miljøkontrol

I NA er religion og videnskab eller moral og videnskab sammenblandet i en art ‘hellig videnskab’. Når NA, i kraft af at det er en lukket subkultur, har kontrol over informationerne i miljøet, og NA´s viden proklameres som sandhed, så vil du føle, at din egen oprindelige erfaring med virkeligheden er falsk og uvirkelig.

Adfærdsprogrammering

Eftersom din egen virkelighedsopfattelse er falsk ifølge NA, så må du tillære sig NA´s kortfattede og enkle klicheer om NA´s definition på sandhed. Herved ‘programmeres’ dit sprog og efterfølgende også din tankegang, eftersom du tænker med sit sprog.

Da kultledelsen, der ser sig selv som udvalgt, ‘forventer’ en bestemt adfærd, så vil du gennem dette ubevidste ‘gruppepres’ opføre dig, som kulten forventer for at skjule den tvivl, som nu er opstået i dig pga. din afvisning af din egen oprindelige virkelighed.

Skamfølelse

Du kan alligevel ikke efterkomme det renhedskrav, som NA programmets virkelighed kræver, og derfor føler du dig skamfuld.

Disponeringen for denne skam har du (ubevidst ) fra din barndom og fra din afgrænsede eksistens, men nu får den noget konkret at pege på. Denne synd må derfor, i kraft af NA programmets krav om direkte eller indirekte bekendelse af fejltrin, bekendes over for NA (Trinarbejde, bøn og ved at dele på møder), men da du dels ikke vil udstøde dig selv og dels er begyndt at betragte egne erfaringer som uvirklige, så må du opfinde noget andet at bekende.

Din synd over for NA bliver derfor både, at din såkaldte synd over for NA programmet skjules, og at tvivlen på NA programmets sandhed også skjules. Den anden synd bekræftes af den første og omvendt, og denne dialektik fører dig ud i en endnu større undertrykkelse af egne erfaringer og tvivl og derved af personligheden.

I kraft af den hellige videnskab står doktrinen (NA´s definition på sandhed) over dig, det vil sige at historiske fakta i større eller mindre grad er omskrevet, sådan at de stemmer overens med myterne i NA.

Når du vil forsøge at undertrykke din tvivl, må du derfor fanatisk indrette dig efter NA´s verdensbillede. Gennem efterrationalisering bliver du efterfølgende selvbekræftet i NA´s verdensbillede.

Identitetstrussel

NA´s viden er derfor en selvbekræftet virkelighed. Og hvis du afviser denne ‘erfaring’, så har du ikke længere nogen virkelighed at forholde dig selv til.

Og uagtet om NA betragter en afhopper som fortabt, uvidende, taber, ballademager eller noget helt andet, så vil du, hvis du bryder med NA, ikke have ressourcer til selv at reetablere dit oprindelige verdensbillede.

Den gamle verden opfattes som triviel og intetsigende. Desuden føler du, at der ikke længere er plads til dig og dit liv deri. Endelig er dit netværk ikke længere intakt, foruden at du absolut ikke magter at tabe ansigt over for dem, der oprindeligt advarede dig.

NA´s verdensbillede truer derfor både konkret og abstrakt din ret til værdighed og accept af din eksistens. En person har nemlig sin identitet givet relationelt (gennem et fællesskab), men er der ingen relation, så er der heller ingen identitet.

UD AF NA

Afprogrammering

Tvivl, der typisk er udtryk for synd i en kult, undertrykkes ved fanatisme ( sygdomsbegrebet, trinarbejde, møder , program), og den vil opfattes som en skamfuldhed, der bekræfter, at tvivlen er synd.

Tvivl er derfor omdrejningspunktet i tankekontrol. Men tvivlen kan blive det, der sprænger jerngrebet, hvis den har mulighed for at vokse sig stor, og hvis den har noget konkret at pege på (noget specifikt at tvivle på).

Den eller de pårørende til et NA-medlem har derfor til opgave ‘at sætte tvivl ind på kontoen’. Denne ‘afprogrammering’ skal gennem en fri og åben debat komme med kritiske, men reelle oplysninger. Disse oplysninger må hverken benyttes i en aggressiv eller ordkløverisk diskussion, men skal bare blive stående i luften, uagtet NA medlemmet skulle komme med et modargument.

En dag kan det være, at NA-medlemmet kommer ud for en situation, som genkendes fra kritikken. Der vil den undertrykte tvivl kunne bruge den kritiske oplysning som sit eget argument, idet der nu er et konkret holdepunkt. Dette holdepunkt vil endvidere kunne åbne op for den øvrige tvivl, som er opbygget, men undertrykt, gennem tiden.

‘Exit counseling’

Det er almindelig erfaring, at den bedste og mest effektive måde, du kan forholde sig på, hvis en pårørende er blevet medlem af en destruktiv sekt, det er at søge viden både om sekten og om manipulation.

Denne viden må således ikke, som før nævnt, benyttes til aggressiv, nedgørende eller ordkløverisk diskussion med sekt-medlemmet. Tværtimod er det alt afgørende at fastholde en god og positiv kontakt og dialog med vedkommende, så du kan blive en tryg og stabil base uden for sekten.

Det er ligeledes almindelig erfaring, at den bedste rådgivning til et eks-kultmedlem også er information både om manipulation og om selve kulten.

Et traditionelt rådgivningsforløb består typisk af nogle få telefonsamtaler og et par personlige møder. Hensigten er hjælp til selv-hjælp. Det er ikke vor opgave at være egentlige terapeuter; men det er vor opgave at udstyre eksmedlemmet med værktøjer til at komme videre i sit liv. Eksmedlemmet har dog i de fleste tiltælde et større eller mindre behov for at fortælle om sine oplevelser til en, der ikke bagatellisere. Og da rådgiveren netop forstår det verdensbillede, som eksmedlemmet forholder sig til, så vil han være i stand til at lytte aktivt.

Legalisér narko!

8. marts 2009

Af Ricardt Riis: Tidligere præst ved Horsens Klosterkirke, nu pensioneret. Har deltaget i Forum Teologi /Naturvidenskab gennem mange år. Har udgivet en del bøger på eget forlag og er nu bestyrer af to hjemmesider, bl.a. www.martinluther.dk

Egentlig skulle dette blogindlæg handle om politiets arbejde. Det har længe irriteret mig, at næsten samtlige Tv-værter, når de skal interviewe politikere eller politifolk, stiller sig an, som om f. eks. bandekrigen er et problem, som politiet skal tage sig af, og som man kan forvente, at de og de alene løser, i stedet for at interviewe dem ud fra den indlysende rigtige forudsætning, at bandekrigen er vores allesammens problem og også kun kan løse af os alle sammen i fællesskab. Det er, som om Tv-folk regner med, at politiet arbejder i et lukket rum, fuldstændig uafhængig af alle os andre. Glad og gerne
overser man, at politiet jo kun kan hjælpe os, hvis vi hjælper dem.

De er afhængige af os almindelige mennesker i deres arbejde. Bandekrigen, for nu at tage den, er ikke noget, politiet kan løse alene. Der kræves hjælp fra offentligheden. Og offentligheden, det er os.

Som sagt, det skulle dette indlæg oprindelig have handlet om. Men så læste jeg en række artikler i det
ansete engelske magasin The Economist. Dette blad foreslår ligeud, at man skal legalisere alle former for
narkotika og derefter beskatte det med en passende procent. Hash, kokain, heroin, osv., lad det alt
sammen kunne sælges frit af hvem der vil, blot de betaler afgiften.
Og selv om jeg ikke er ganske sikker på, at jeg mener, det er en god idé at ændre kurs på den måde, så læste jeg alligevel The Economist’s artikler, specielt deres leder om forslaget, med stor interesse. Og efter endt læsning må jeg sige, at der faktisk er nogle gode argumenter for en legalisering. (Der var for øvrigt for en uges tid siden en artikel i Information med det samme budskab).
Især er der en økonomisk betragtning, bladet kommer med, som jeg finder det værd at viderebringe: For
kokains vedkommende, siger man, stiger prisen med en faktor 100 fra produktionsleddet til salgsleddet.
Det, der koster, er ikke produktion og forædling, nej, det er at omgå alle de forhindringer, som politiet lægger for distributionen. Det betyder, at ødelæggelse af de marker, hvor narkoen dyrkes, ikke betyder synderligt for udbuddet. Det betyder også, at bliver én vej fra producent til forbruger spærret, findes der straks en anden; det betyder jo ikke noget, hvor dyr den er, for der er masser af penge at hente ved distributionen.

På den måde er det yderst nedslående læsning. Bladet fortæller således, at FN’s generalforsamling i 1999
forpligtede deres medlemslande til at opnå en narkotikafri verden i 2008 ved at eliminere eller reducere produktionen af opium, kokain og hash. Og bladet skriver: ”Det er den slags løfter, politikere elsker at afgive. Det lindrer den følelse af moralsk panik, som har været forbuddets tjenerinde igennem et århundrede. Det har til hensigt at berolige forældre til teenage-børn rundt i verden. Alligevel er det et utrolig uansvarligt løfte, for man kan ikke holde det”.

Og det er jo sandt: løftet blev ikke holdt. For vore øjne ser vi en bandekrig udfolde sig, som alle synes enige om har med narkotika at gøre. Det er det lukrative hash-marked, man slås om. Og som man kan se, går det ikke stille af.
Men det, der især slog mig ved læsningen af The Economist, var, at denne tanke om legalisering, eller
rettere påvisningen af de ulykker, et forbud fremkalder, på en mærkelig måde gør de fleste forslag til, hvad vi skal stille op med bandekrigen, så underlig uvirkelige.

F. eks. diskuteres det vidt og bredt, om det er en forstærket politiindsats, der skal til, eller man skal arbejde mere langsigtet med socialpædagoger og andet godtfolk. Og selvfølgelig, der er nok ingen tvivl om, at bandekrigen før eller siden vil høre op af sig selv, politiindsats eller ej. Men dermed hører narkotikasalget jo ikke op, det kommer blot til at foregå indenfor de ”ordnede rammer”, som banderne kan blive enige med hinanden om. Og der er heller ingen tvivl om, at det i kraft af de store penge, der kan tjenes ved denne trafik, er noget nær et sisyfosarbejde, diverse socialmedarbejdere udfører.

For så længe der ligger store penge i denne handel, der blot venter på at blive samlet op, så længe vil hele cirkusset fortsætte, små brødre efterfølge deres storebrødre ind i banderne, og tvivlsomme eksistenser søge ind i
AK-81 grupperingerne. Der er narkoens penge, der driver værket. Og før der bliver lukket for den pengestrøm, vil uvæsenet fortsætte, måske ikke med så udtalte bandeopgør som nu, men med store sociale ødelæggelser og enorme menneskelige omkostninger.

Og pengestrømmen kan man kun lukke for ved en legalisering. Vi har nu igennem snart mange år forsøgt
os med forbudsmetoden, men det har så åbenlyst ikke virket.

Jamen, hvilket uhyre omkostninger vil ikke en frigivelse af narkoen føre med sig? Er det da ikke langt ude i skoven sådan direkte at foreslå, at staten skal tillade det, den før forbød? Det er jo ikke blevet mindre farligt i mellemtiden.

Jo, indrømmet, umiddelbart lyder det som en tåbelig idé. Og The Economist kan da heller ikke få sig selv
til at sige andet, end at det er den mindst ringe løsning. Men det må man trods alt give bladet ret i, at det
er den bevisbyrde, der skal løftes: en legalisering er bedre end de sidste hundrede års forsøg på at tvinge
et forbud igennem.

For det første vil man nu blive en masse kriminalitet kvit. Alt det, man kalder narko-kriminalitet, er jo skabt af det forhold, at man fra lovgivningsmagtens side vil forhindre nogen i at sælge noget, som andre er interesseret i.

Og så længe der er efterspørgsel, vil der også være udbud, so oder so, det vil sige: enten legalt eller illegalt.
Vi har herhjemme under krigen og efter krigen oplevet, hvordan det går, når staten blander sig for meget i
forholdet mellem køber og sælger: så opstår der en såkaldt sort børs og en dertil knyttet kriminalitet, mere eller mindre omfattende.

I USA har man også gjort en erfaring, som er værd at nævne: da man ophævede spiritusforbuddet, forsvandt samtidig dermed det meste af det gangsteruvæsen, der lukrerede på forbuddet.

Og bl. a. på baggrund af disse to erfaringer kan man fremsætte det som en ganske velunderbygget tese, at
det bandeuvæsen, der nu danner sig, fordi vi har forbud, vil forsvinde den dag, forbuddet ophæves.

Jamen, vore unge? Skal de virkelig af staten selv lokkes ud i narkotikamisbrug? Skal staten virkelig tjene penge på unges misbrug? Er det ikke et helt forkert signal at sende?
Tja, først må man jo indrømme, at ganske mange politikere tror, at lovgivningen skal være en slags
signalvirksomhed. Det skal den ikke. Man lovgiver, for at lovene skal holdes, ikke for at give sin mening til kende om ét eller andet samfundsproblem.

Dernæst må man sige, at lige så lidt som staten betragter tobaksrygning og alkoholnydelse som noget
gavnligt, blot fordi den tillader det, lige så lidt vil den efter en ophævelse af forbuddet mod narkotika betragte indtagelse af diverse narkotika som noget uskadeligt. The Economist foreslår, at man bruger en betragtelig del af de penge, man sparer til bekæmpelse af banderne, og af de penge, man får ind ved beskatning af narkotika’en, til oplysningskampagner.

Og vil nogen sige, at de unge i den oprørske alder jo er meget vanskelige at nå med rationel oplysning, så er det utvivlsomt sandt, men The Economist er parat med en oplysning om en erfaring, man har gjort i én af de amerikanske delstater: Her gennemførte man en
målrettet kampagne på de unges eget sprog for at få fjernet den opfattelse blandt unge, at det er ”cool” at tage stoffer; det var specielt kokain, man var ude efter.

Og kampagnen lykkedes i den forstand, at betydelig færre begyndte at eksperimentere med de farlige stoffer, selv om der var rigelige mængder kokain i omløb i staten.
Jamen, sådan ligefrem gøre den slags dødsensfarlige stoffer tilladte, det kan man da ikke.

Det støder vores opfattelse af, hvad der moralsk er rigtigt, og vores opfattelse af, hvad staten rettelig bør tage sig af, og hvad ikke. Det er utvivlsomt sandt. Men man må for det første sige, at alkohol også er et dødsensfarligt stof.

Det er et narkotikum, og det har sig med dette narkotikum på samme måde som med de andre narkotika: ganske
mange tager ikke skade af det, men enkelte bliver afhængige og kan ikke selv slippe ud af afhængigheden.

Og for det andet må man sige, at netop fordi disse stoffer er forbudte, véd vi meget lidt om, hvor mange der rent faktisk indlader sig på en ”prøvesmagning” og slipper godt fra det. Hvis det forholder sig med f.eks. kokain på samme måde som med alkohol, så kan der være ganske mange, der i deres unge dage har prøvet stoffet (det siges, at præsident Obama har prøvet det som ung) uden at det har skadet dem; de blev ikke afhængige.

Jamen, ganske mange bliver afhængige! Ja, sandt nok. Og frigiver man stoffet, vil der sandsynligvis være flere, der ender i afhængighed. I hvert fald i begyndelsen, indtil man får lært noget mere om stoffet.

Efterhånden vil man så formentlig kunne tage det spændende ved stoffet bort (en del tages jo også bort allerede derved, at det bliver gjort legalt), og derved medvirke til, at stoffet for de fleste unge bliver uinteressant. Det er ikke let at skulle give afkald på den indlysende mest rigtige løsning: en strikte gennemførelse af et forbud, så det overholdes 100%; det kan være vanskeligt at skulle indrømme, at en sådan gennemførelse er vi ikke i stand til.

Og det kan synes noget af en falliterklæring at legalisere narkotika. Men alternativet: at fortsætte, som vi har gjort hidtil med megen kriminalitet til følge, er vist alligevel dårligere!