DEBATTEN om SFs forslag om at lade læger ordinere he-roin til de hårdest belastede narkomaner slingrer frem og tilbage.
Også modstanden i Folketinget er mildest talt diffus og bygger meget langt hen af vejen på højtflyvende moral-ske principper.

Det er let nok, at sidde i de plysbetrukne stole og være moralsk og bedrevidende, men det er blandt andet for-an Mariakirken i København det virkelige liv og den virkeli-ge død foregår. Det er en verden som de færreste har kendskab til og bør gøre sig kloge på.

Jeg tror det er vigtigt at lægge mærke til, at en markant støtte kommer fra Brugerforeningen af Aktive Nar-komaner. Altså fra folk der har et indgående kendskab til konsekvenserne af et misbrug.

Der er bare en ting galt med debatten. Og der er, at medens de kloge diskuterer og videnskabsmændene for-sker, så lever og navnlig dør mennesker i Danmark under forhold som ville være forbudt PA et svineslagteri.

DET ER RIGTIGT, at videnskaben ikke kender nok til virkningerne af heroin.
Men findes der overhove-det nogen der tør påstå, at det er bedre at sprøjte stoffet blandet op med vaskepulver, i en møgbeskidt port med en kanyle inficeret med hepati-tis, hiv og andre sygdom-me?
Så hvis valget står mellem to onder (og det gør det), så må det være et spørgsmål om at redde menneskeliv.
Så må den høje moral kom-me i anden række.
Jeg tror ikke, at én eneste tilhænger ville modsætte sig at fjerne den lægeordinerede heroin i samme øjeblik der dukker et videnskabeligt underbygget alternativ op der virker.
Men medens vi venter på miraklet, må og skal vi koncentrere os om i det mindste at holde de belastede i live og give dem så tålelige levevilkår som overhovedet muligt.