Enkelte juridiske betragtninger om kriminalisering af brug af stof
Af Nanna W. Gotfredsen, gadejurist
Forslaget om tvangsbehandling og den deri indbyggede kriminalisering af selve brugen og brugerne selv samt i øvrigt også et enkelt punkt i teologens udmærkede beskrivelse af observationer på Maria Kirkeplads tidligere i denne e-gruppe, foranlediger dette mere juridiske indlæg.
Politikere og andre giver med jævne mellemrum det indtryk, at skulle være forbudt at bruge stoffer. Selve brugen af stoffer eller “narkotika” – der jo alene har mening som et juridisk begreb og som dermed ikke rummer absolutte sandheder om f.eks. fare eller det onde selv, men blot er udtryk for en beslutning på basis af f.eks. kulturelle, geografiske, historiske og tidsmæssige forhold – er ikke kriminaliseret i den danske narkotikalovgivning. Og dette er på ingen måde en tilfældighed.
Når vi nu ikke kan forlade os trygt på en sådan absolut sandhed, ville det måske være klædeligt med lidt ydmyghed? Måske burde vi ligefrem påtage os et medansvar – selvsagt ikke for vedtagelsen af lov om euforiserende stoffer i 1955 – men for opretholdelse af en kriminalisering der vel med rette kan anklages for i sig selv at udrette mere skade, end det den i intentionen skulle beskytte i mod.
Vi må i det mindste til stadighed have for øje, om det er stofferne i sig selv eller kriminaliseringen af dem, der er skadelige for brugerne. En tysk bekendt med den forbudte “heroin-glæde” har udtrykt det ganske godt: “I don´t have a drug problem, I have a money problem”. Af flere af de interviews jeg har gennemført under og som opfølgning på min tid som “gadejurist” er der fremkommet tilsvarende meldinger. Her et citat fra et interview:
“Jeg har sgu´ ikke noget problem med dope. Jeg har alle mulige andre problemer…. både fra tiden før jeg mødte den bedste løsning, jeg til dato har mødt på mine problemer og fra tiden efter. Det største af mine problemer lige nu er, at jeg mangler penge. Det næste problem er, at de forventer, at jeg fravælger min løsning. Jeg bilder dem hvad som helst ind bare for at få lidt fred”.
At kriminalisere og dermed straffe er en bevidst påførsel af lidelse, hvilket der selvsagt skal særdeles gode grunde til. Den oprindeligt gældende hævnret, blodhævnen, afløstes fra reformationen i 1536 efterhånden af den kristne kirkes opfattelse af, at det var den onde vilje bag forbrydelsen, forstået som den onde vilje til at skade andre mennesker eller andres goder, der burde straffes.
Når brugerne forretter skade på andre eller andres goder, sker det vel nærmere som følge af kriminaliseringen af stof, end som følge af brugen af stof. Derfor kan brugerne vel ikke siges at have en strafværdig ond vilje. Ser man isoleret på dét at bruge stoffer, skader brugerne jo ikke andre end allerhøjst sig selv. Vil man hævde, at brugerne skader sig selv, sker det så med (ond) vilje eller har vi blot tilrettelagt en tilværelse for dem, hvori de ikke kan undgå de skadelige følger af kriminaliseringen? Kan brugerne bebrejdes det og måske endda ligefrem strafferetligt forfølges?
Når brugerne ikke kan pålægges ansvaret for den skade der følger af kriminaliseringen, kan tilslutningen til kriminalisering af brugerne selv (selve brugen) alene basere sig på antagelsen om, at de skader sig selv ved at bruge stof. Dette kan og bør efter min bedste overbevisning drages i tvivl – det er i hvert fald ikke mit indtryk at dette generelt er brugernes hensigt, snarere tværtimod – de lindrer og med blot et begrænset kendskab til deres bagage, kan man vel ikke have andet end forståelse herfor.
At de kommer til at “genere” det øvrige samfund, som følge af at samfundet har kriminaliseret elementer der er uløseligt forbundet med deres løsning, kan selvsagt ikke være en bærende begrundelse. Ligeledes kan selvfølgelig ej heller en lille gruppe rabiate pårørendes behov for at deres afkom er buret inde, legitimere et sådant overgreb.
At staten skulle beskytte borgeren mod borgeren selv, ville stride imod principperne for retsstaten. Når de strenge betingelser herfor i øvrigt er opfyldte, kan man tvangsindlægge eller umyndiggøre den der skader sig selv, men det strafferetlige system er som udgangspunkt uanvendeligt i denne henseende. Det savner ganske enkelt mening. Således var for eksempel (forsøg på) selvmord kriminaliseret i Christian d. V´s Danske Lov af 1683 (6-6-21), men blev afkriminaliseret ved straffeloven af 1866 § 308. Når man i dag undtagelsesvist kriminaliserer handlinger eller undladelser der rummer (risiko for) skade på individet selv, som f.eks. ved kørsel uden sikkerhedssele, holder man sig i øvrigt til den mindst mulige straf, nemlig bødestraffen.
Netop lov om euforiserende stoffer (som vedtoges i 1955, altså adskillige år før et egentlig “narkotikaproblem” opstod) er faktisk et udmærket eksempel på, at dansk lovgivning er i overensstemmelse med retsstatstanken.
Loven kriminaliserer så godt som alle måder at omgås narkotika på (d.v.s. køb, salg, overdragelse, indførsel, udførsel, udlevering, modtagelse, fremstilling, forarbejdning og besiddelse), men ikke selve brugen. Når det nu ikke er muligt at bruge narkotika, uden også at besidde det, kunne man måske forledes til at tro, at det kun er en omgang ordkløveri (der f.eks. primært tjener opretholdelsen af behovet for jurister …). Det er det ikke. Af forarbejderne til lovgivningen om euforiserende stoffer fremgår det flere steder eksplicit, at det ikke er hensigten at ramme brugerne, men derimod den såkaldte bagmandsvirksomhed.
Når man i sin tid kriminaliserede også besiddelse, var det således heller ikke for at ramme brugerne, men derimod alene for at imødekomme anklagemyndighedens ønske om at kunne dømme bagmænd i sager, hvor man ikke var i stand til at føre tilstrækkeligt bevis for handel. Narkotikalovgivningen afholder sig dog fra præcist at definere “bagmand” og “bruger” og den praktiske virkelighed kan forekomme i nogen grad at være “skredet fra” de oprindelige intentioner.
En op gennem 1990erne støt voksende andel (38 pct. i 2001) af de indsatte i vore fængsler er stofbrugere, mens andelen af stofkriminelle ikke-brugere i fængslerne (altså “bagmænd”) er langt lavere og i øvrigt – naturligvis – upåvirket af mere eller mindre intensiv politiindsats på gadeplan, er vel de tydeligste tegn på at afstanden mellem lov og liv er stor og stadig større.
De brugervenlige intentioner blev f.eks. også understreget i 1969, da Folketinget, i øvrigt med stort flertal, vedtog at skærpe straffen for narkotikakriminalitet, således at grovere overtrædelser af lov om euforiserende stoffer kunne straffes med fængsel i indtil seks år. Allerede på det tidspunkt herskede der stor uenighed og usikkerhed om prioriteringen af den kontrolpolitiske indsats og som betingelse for en tilslutning til forslaget om strafskærpelse krævede et folketingsflertal, at rigsadvokaten skulle udarbejde retningslinier for praksis i narkotikasager.
Det drejede sig især om en mild påtalepraksis overfor brugerne og en sådan kommer til udtryk i det stadigt gældende rigsadvokatcirkulære nr. 144 af 15. juli 1969. Et centralt element heri var netop, at det efter forarbejderne til lov om euforiserende stoffer ikke har været hensigten at kriminalisere forbrug af euforiserende stoffer og dermed heller ikke besiddelse af stoffer med henblik på eget forbrug.
Som det også fremgår af dette cirkulære, blev besiddelse således primært kriminaliseret af “retstekniske grunde”, i det man fra politimæssig side forudså, at det i visse sager kunne blive vanskeligt at føre bevis for salg, distribution, import og eksport i forhold til “bagmændene” og at man i disse tilfælde måtte have mulighed for at ramme forhandlerleddet alene på besiddelse.
“Forbuddet mod besiddelse – og tilsvarende regler gælder køb og modtagelse – er ifølge lovens forarbejder navnlig begrundet i retstekniske hensyn: besiddelse vil ofte være indikation for en udbredelse, som ikke lader sig bevise.
Som følge heraf vil der i reglen ikke være anledning til at indlede undersøgelse med henblik på at pålægge strafansvar for besiddelse (køb eller modtagelse), når mistanken alene angår eget forbrug af euforiserende stoffer.”
Domstolene er, især fra forsvarerside, i gennem mange år blevet kritiseret for, at kravene til bevis i narkotikasager er for lavt. Og mon ikke de fleste vil huske scener fra Lars Engels´ usmagelige “dokumentar”-programmer, hvor civilklædt politi i stort tal ligger på lur bag hotel-persienner overfor Maria Kirkeplads? Dagens fangst var f.eks. en stofafhængig gennem mere end 20 år med to brugerdoser skjult i den materiefyldte forbinding om et stort og væskende skinnebenssår.
Er han en “bagmand”? Når der er langt mellem lov og liv, kan loven – eller dens praktiske anvendelse – komme til aldeles at savne mening. Helt grotesk bliver det i den ene lejr at lægge øre til den opfattelse, at enhver der sælger stof må kategoriseres som bagmand, når det på Maria Kirkeplads mest er tilfældigheder der afgør, om den ene eller den anden en given dag er sælger eller køber. Og når brugerne sælger stof i Gaden, vel at mærke med stor opdagelsesrisiko og minimal fortjeneste, begrundes det oftest med, at man netop ikke vil skade andre, som man føler sig skyldig i at gøre, når man begår berigelseskriminalitet (tyveri og indbrud).
Det vanvittige forslag om “frit valg” mellem fængsel og tvangsbehandling, som i øvrigt kunne mistænkes for at have en anden eller i det mindste supplerende dagsorden; nemlig den at give sundhedsministeren lejlighed til at fremstå som den rolige og velafbalancerede mellem to “rabiate” forslag af tiden; med brugerrum/fixerum på den ene side og tvangsbehandling/fængsel på den anden, er dermed ikke alene i strid med retsstatstanken, men også med intentionerne bag den danske narkotikalovgivning og principperne for behandling af stofafhængighed.
Når jeg undrende har spurgt politikere mv. om årsager til områdets sørgelige tilstand, har svaret ofte lydt på henvisninger til “moral” eller “samfundsmoral”. Hvad det så end er for størrelser, kan det da være udmærket at have “høj moral”, når det vel at mærke ikke er andre der betaler prisen herfor.
EMCDDA anbefalede i juli måned d.å. EU-landene at afskaffe retsforfølgelse af besiddelse af stoffer til eget brug. Så måske er vi på rette spor!? Det er og bliver dog svært, så længe det primært er medier og politi der sætter dagsordenen for debatten og så længe det politiske niveau stædigt fastholder deres selvbestaltede patent på dette område. “Den farligste brug af narkotika er den politiske” (Nils Christie og Kettil Brun, 1995).
Kilder:
· Ditlev Tamm og Jens Ulf Jørgensen, “Dansk retshistorie i hovedpunkter fra Landskabslovene til Ørsted”, 1978
· Jørgen Jepsen, “Hvor kommer narkotikapolitikken fra?”, NAD-publikation nr. 24
· Vagn Greve, “Narkotikalovgivningen i Danmark set fra en retspolitisk synsvinkel: en kritisk vurdering af gældende lovgivning”, Juristen 1986, p. 92f samt indlæg på Nordisk Seminar om Narkotika og Kontrolpolitik, april 1985
· Flemming Balvig, “Det strafferetlige system vs. Narkotika”, bidrag til bog/samleværk, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, København 1991
· Anette Storgaard, “Straf for narkotikahandel”, CANFAU, 1992
· Flemming Balvig, “Kriminalitet og social kontrol”, 1995
· Nils Christie og Kettil Bruun, “Den Gode Fiende”, 1995
· Cesare Beccaria, “Om forbrydelse og straf (1765)” & Voltaires kommentarer”, 1998
· Vagn Greve, “Det strafferetlige ansvar”, Jurist- og Økonomforbundets Forlag Forlag, 1999
· Lau Laursen Storgaard, “Konstruktionen af dansk narkotikakontrolpolitik siden 1965″, 2000
· Jørgen Jepsen, “Fixerum – hvad kan Danmark gøre?”, Stof nr. 13, december 2000
· Kriminalforsorgens Statistik, 2001 (www.kriminalforsorgen.dk)
· TekstTV, TV2, p. 139 d. 24. juli 2002:
“EMCDDA: Drop de små narkostraffe.
EU-landene bør afskaffe retsforfølgelse af personer, som bliver anholdt med små mængder narkotika til eget forbrug.
Anbefalingen kommer fra Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug, som opfordrer landene til at “se virkeligheden i øjnene” og ændre lovgivningen på området. Begrundelsen er, at myndighederne i samtlige EU-lande ofte nøjes med advarsler eller afvænning til folk med narkotika til eget brug. Kun fire lande har hidtil taget konsekvensen og gjort forseelsen straffri ifølge loven.”
Og EMCDDA:
www.emcdda.org/data/docs/36en.doc og
www.emcdda.org/multimedia/publications/insights/prosecution_executive_summary.pdf