Notat af Torben B.B. Hansen.
Medl. af Roskilde Amtsråd 1999
| Baggrunden for dette notat er den kendsgerning, at bekæmpelsen af narkotikamisbruget i Danmark er slået fejl, samt, at det muligvis er på tide, at Fremskridtspartiet reviderer sin 20 år gamle politik på narkotikaområdet, da den på visse punkter kunne tænkes at være forældet, og dermed trænger til at blive ført “up to date”.
Historisk redegørelse I perioden 1965 til 1983 er sigtelserne for overtrædelser af narkotikaloven steget årligt med 30%, hvilket er en ganske alvorlig udvikling, når også politiets indsats er øget. Siden 1972 har det officielle tal for stofmisbrugere været mellem 5.000 og 10.000 personer, men vi har kun lidt direkte viden om, hvor mange stofmisbrugere der faktisk er og har været. I halvfjerdserne og firserne var det primært Storkøbenhavn og de store provinsbyer, som var berørt af stofmisbrugsproblemet, men i 1995 er stofferne spredt til alle afkroge af Danmark. Over årene er prisen på f.eks. heroin faldet fra kr. 4.000/g. til i dag ca. kr. 500/g., og på samme tid er renheden steget fra 15% til ca. 40%, og alligevel omsættes der årligt for meget store summer. Hvis 10.000 narkomaner (det mindste antal narkomaner man anslår der er i Danmark anno 1995) i gennemsnit bruger kr. 500 om dagen på stoffer, skal der på et år bruges: (10.000 X 500 X 365) kr. = 1.825.000.000 kroner (1,825 mia.) Ca 1/3 af narkomanerne er kvinder, og de skaffer hovedsageligt pengene ved prostitution, mens de mandlige narkomaner betjener sig af andre veje. Hvis vi antager, at 1/3 af pengene for mændenes vedkommende kommer fra røverier m.v. svarer dette årligt til 400 millioner. Tyvekosterne m.v. kan gennemsnitligt sælges for mellem 10 til 20% af værdien, og dermed stjæles der værdier for mellem 2 til 4 milliarder kroner for at finansiere narkoen. Hertil kommer kvindernes andel, som anslås til 750 millioner, og samfundet taber dermed mindst 3 til 5 milliarder kroner årligt på grund af narkomanernes kriminalitet. Det ses, at samfundets omkostninger er ganske betragtelige, men hertil kommer udgifter ved udlevering af metadon. I 1985 blev der udleveret metadon til 1387 narkomaner, og dette tal var steget til 4443 i 1993, mens de sundhedsmæssige omkostninger forsigtigt skønnes til 3 milliarder årligt. Hertil skal lægges belastningen af fængsler, domstole og ikke mindst politiets indsats i forbindelse med efterforskning, anholdelse og fremstilling overfor en dommer. Gøre den samlede regning op taler vi sandsynligvis om et beløb i størrelsesordenen 8 til 10 milliarder kroner årligt. Problemerne er endda stigende, da nye stoffer som crack og rygeheroin er dukket op på markedet. Disse stoffer skal ikke optages gennem kanyler og sprøjter, men ryges eller sniffes, og dermed har der åbnet sig et helt nyt marked for narkobagmændene og deres lakajer. Vi må desværre forudse, at problemernes omfang er stigende, og vil være det i de kommende år, medmindre vi snarest lægger indsatsen i Danmark radikalt om. Hvis vi ikke omlægger indsatsen risikerer vi at få tilstande på rusmiddelområdet, som i USA, og det ville være en katastrofe. Regeringens redegørelse at fra 1986 til 1993 er der sket en fordobling af sager vedrørende overtrædelser af narkotikalovgivningen. at stofmisbrugere påfører samfundet betydelige omkostninger i forbindelse med kriminalitet, domstolsafgørelser, afsoning, sociale- og medicinske udgifter (HIV & AIDS), overdoser, selvmord og øvrige dødsfald. at antallet af dødsfald blandt stofmisbrugere er i drastisk stigning. at mellem 25 og 50% af de indsatte i fængslerne er stofmisbrugere. (Jyllands Posten siger 70%) at der i december 1993 var 4500 personer, som modtog metadon. at det samlede antal stofmisbrugere skønnes at ligge på mindst 10.000. På trods af en øget indsats omkring forebyggelse, behandling og politiets ligeledes øgede indsats vokser problemerne år efter år. Med opbruddet i Østeuropa er der efter 1990 åbnet nye veje for smugling af narko, og politiet står i realiteten magtesløse overfor de ressourcestærke narkoligaer og -karteller. Det illegale marked fungerer efter princippet om udbud og efterspørgsel, og som liberale ved vi, hvordan vi kan ødelægge eller skævvride et marked, som eller er frit. Staten kan udnytte et monopol eller lovgivningen til at fastlægge rammer, som griber afgørende ind i den frie konkurrence. Iøvrigt et kunststykke, som skiftende danske regeringer har gjort med stor “succes”. Hvad vil vi gerne opnå ? mindske kriminaliteten blandt narkomaner aflaste fængsler, politi og domstole forebygge hospitalsindlæggelser (årligt 3 mia) “omskole” narkomaner fra et liv på det offentliges regning til at kunne fungere normalt; både socialt og på arbejdsmarkedet Når man ser på den enkelte narkoman kan man have to vidt forskellige indgangsvinkler: Narkomisbrug er en sygdom, som kan helbredes. Målet er derfor stoffrihed, og behandlingen bør indeholde metadon i en kort nedtrapnings- og afgiftningsfase. Narkomisbrug er en del af en meget kompleks problemstilling, hvori indgår sociale, psykiske, helbreds- og samfundsmæssige elementer. Hvad taler imod en “delvis” legalisering ? Påstand nr. 1 Svar: En total legalisering vil medføre, at mange flere har adgang til narkotiske stoffer, men f.eks. har kampagner mod cigaretrygning medført langt færre rygere blandt unge, der dog alle har adgang til at købe tobak og cigaretter. (med statsnarko er der ikke tale om blot en delvis legalisering, da gadehandel fortsat vil være strafbart) Påstand nr. 2 Svar: Hvis man får en overdosis kan det nemt medføre døden, men den største fare er der faktisk i dag. Dette skyldes et illegalt marked uden kontrol med kvaliteten og garanti for stoffets sammensætning, når det købes ulovligt på gaden. Risikoen for at købe katten i sækken er derfor stor. Påstand nr. 3 Kriminaliteten blandt 150 narkomaner faldt med 96% Ingen dødsfald over en periode på 10 år. Ingen blev smittet med HIV-virus. Næsten alle levede en normal tilværelse med arbejde på trods af deres narkovaner. Over de ti år forsøget varede holdt halvdelen op med at misbruge narkotiske stoffer. Påstand nr. 4 Der er sikkert yderligere en lang række indvendinger, men der er ingen, som for alvor kan rokke ved det vigtigste aspekt. Nemlig, at det er på tide at få lavet nogle seriøse forsøgsordninger, så vi kan få samlet vigtige erfaringer og dermed få løst de meget påtrængende problemer, som følger i kølvandet på narkomisbrugerne. Såvel de samfundsmæssige, som de personlige. Udgangspunktet er fortsat en fejlslagen politik/indsats, og vejen frem er nytænkning, og ikke flere fængsler. Misbrug skal behandles, ikke straffes ! Statsnarko som et begrænset forsøg Ved at køre forsøget i sygehusregi kan forsøget sandsynligvis gennemføres uden en lovændring, da udleveringen er en del af et behandlingsforløb. Klinikken vil muligvis kræve døgnbemanding, da narkomaner skal have heroinen injiceret 3 til 4 gange i døgnet. Personalet kunne være 4 socialrådgivere/socialpædagoger samt en læge, lægesekretær, en psykolog/terapeut samt 4 sygeplejersker. Bemandingen sikrer, at der er lægefagligt personale tilrådighed, samt personale, som efterfølgende kan tage sig af rådgivning og den sociale opfølgning/hjælp. Man opnår på klinikken, at stofmisbrugerens hverdag bliver langt mindre stressende, og at udlevering af narkoen holder dem væk fra kriminalitet og prostitution. Gennem den sociale behandling/terapi skal de efterfølgende motiveres til at få løst deres reelle problemer, og til at påbegynde en egentlig behandling af misbruget. Med tiden er der meningen, at den enkelte stofmisbruger skal have en uddannelse og et fast arbejde, dvs. en egentlig resocialisering. Hvis forsøgene med statsnarko falder heldigt ud, kan det udvides til at gælde alle narkomaner i Danmark, men det er vigtigt at komme i gang med nogle forsøg, for at kunne anvise alternativer til den nuværende og fejlslagne politik/indsats. Uden nytænkning risikerer vi at tabe kampen mod narkoen og dens ressource stærke bagmænd. ——————————————————————————– |
