John efterlader sig et kæmpe tomrum i BF hvor han var en skattet og meget pligtopfyldende frivillig medarbejder og god kollega i over 13 år. John var i årene 1998-2001 medlem af bestyrelsen – hvorefter han påtog sig embedet som husinspektør – en dont som han passede stabilt og pligtskyldigt og uden én eneste sygedage i over 12 år lige indtil han blev syg i løbet af efteråret 2009.
Alle der kender John husker ham for hans glade og smilende personlighed og han var udstyret med en smittende – udsøgt – og grænsende til det morbide sorte, humor. John var aldrig selvhøjtidelig og kunne sagtens grine af sig selv og især hans udprægede samlermani. John var nemlig en gudbenådet klunser/samler og han tjekkede altid containerrummet nede i gården ved foreningen, lige inden han kørte hjem om aftenen. Han samlede og byggede mange små og større lagre flere steder, stort set alle steder hvor han kunne efterlade sine sidste klunsede effekter i Korsgade indtil han fik dem transporteret sikkert hjem i ejendommen, hvor han boede og gennem årene også som bestyrelsesmedlem havde tilranet sig rådighed over adskillige loft- og kælderrum – alle steder blev stoppet til bristepunktet med ting og sager – ikke med ting der var specielt kostbare – men dog for værdifulde for John, til at han ville kassere dem. John havde en særlig forkærlighed for standerlamper – dem havde han samlet rigtigt mange af – og hjemme på 5-etage stod der en større samling i stuen der ventede på at blive repareret – der var nemlig ikke én eneste af dem der virkede ordentligt.
John har i gennem årene i BF også samlet på venner og fået utrolig mange venner også internationalt – hans brede smil gjorde uudsletteligt indtryk og han ”gik i folk med træsko” ligesom han var en rigtig gavmild og trofast ven og kammerat. John tog altid smilende og venligt imod foreningens internationale gæster, mens han dog stadig godt kunne være temmelig privat og reserveret omkring sine egne personlige forhold.
John havde mange evner og passede også i gennem mange år foreningens kæmpestore akvarium og han havde også grønne fingre, så han var ligeledes havemand i sin mors kolonihave – men det med maling måtte vente til han fik tid. Når han skulle flytte i haven eller hjem igen efter sommeren, rekvirerede han altid Tom med BF’s varevogn til at hjælpe ham med opgaven. De to har kørt rigtigt mange kilometer sammen og f.eks. når aktivistgruppen skulle på teambuildingtur eller strand- og skovture eller andre udflugter, var John altid fast co-driver for Tom i varevognen.
Når John havde holdt juleaften hjemme hos sin mor kom han altid lige forbi og fejrede højtiden sammen med alle os andre i BF.
John surmulede kun når han ikke vandt noget når vi afholdt bankospil – men når han vandt delte han alligevel gavmildt ud især af de søde og spiselige præmier.
John havde som husinspektør i mange år fast siddeplads for bordenden af det store spisebord med formanden i den modsatte ende – og her hyggede han sig altid gevaldigt med de omkringsiddende – og når han var rigtig god så underholdt han hele spisebordet.
Men, var der slet ikke noget som John var mindre god eller dårlig til – jo, han var rigtig dårlig til at passe på sig selv – når han var syg og især når Eva så plagede ham om at gå til lægen svarede han altid: ”Det skal jeg også nok – lige så snart jeg får det lidt bedre.”
John planlagde også flere gange at han ville ud og rejse – men det blev desværre aldrig til noget, for der kom altid noget i vejen. For eksempel da Jytte og han planlagde at rejse på nilcruise til Egypten, skete der desværre det at Jytte blev for syg til at rejse udenlands og nogle måneder senere døde hun. Det var ellers nok det nærmeste som John kom på at rejse udenlands. Men drømmene havde han i behold i masser af år og han samlede på rejsekataloger. Han talte især om at rejse når nogle af de andre i BF havde været sydpå – så ville John også af sted, men der var altid lige noget der lige skulle overstås forinden og så fadede ønsket ud i løbet af nogle uger. Men John var altid med på BF’s teambuildingture – og han var også på tjenesterejse til Oslo sammen med Steen i 2005 og tilbage i 1999 var John inviteret til New York for at deltage på en NAMA konference. Der fik han en del nye venner som han udvekslede mails med i nogle år.
John havde også sin egen bærbare computer, men det var ikke ret meget at han brugte den – lige bortset fra de år hvor han var bestyrelsesmedlem i ejendommen hvor han boede. Der fik han en del mails som skulle hentes, så i den periode startede John sin computer regelmæssigt. Ellers så stod computeren urørt hen måske lige bortset fra de mange gange hvor Eliot fra London var på besøg i BF. Eliot fik altid tilladelse af John til at bruge hans computer og når det skete så blev styresystemet altid opdateret ligesom en ny version af virusprogrammet blev installeret. Sådan var Johns computer også næsten altid køreklar, men det var John bare ikke – han gad ikke rigtigt at sætte sig ind i alle de ting som man skal vide for at have fuldt udbytte og gavn af en computer.
John var til gengæld ret ferm til at skrive vagtrapporter – det skete tit at han hankede op og tilføjede en masse i de andres vagtrapporter – og der havde han sine helt egne formuleringer såsom: ”John har taget toilettet” – det morede vi os meget over – når jeg påtalte at han snart havde taget alt for mange toiletter – og at det i virkeligheden var totalt forbudt at tage toiletterne, for der var jo også andre der skulle bruge dem og det var jo umuligt når John havde taget dem. I virkeligheden mente han jo også bare at han havde rengjort dem – men det ville han ikke skrive. Sådan havde han sine små og større pudsigheder som gjorde ham til den fantastisk hyggelige personlighed, som han var.
Som husinspektør var det Johns sure pligt at udskifte låse på garderobeskabene når nogen havde smidt nøglen væk eller når nogen bare var forsvundet med nøglen – men den slags gad han altså ikke rigtigt, så det var altid nærmest umuligt at finde et ledigt skab indtil jeg selv eller andre blev bedt om at udskifte låsene. Men John klarede dog at holde styr på foreningens Ruko nøglesystem – når nye aktivister skulle have nøgler til BF skulle de altid først udfylde og underskrive en særlig formuler som John så efterfølgende opbevarede i hans skrivebordskuffer sammen med et utal af udrangerede Ruko nøgler, som efterhånden hobede sig op når ejendommen fik udskiftet låse – det skete mange gange – især når biblioteket havde haft indbrud og tyvene havde haft held til at fjerne en eller flere nøgler i bundter.
John var heller ikke specielt god til at holde orden – på depotet hvor SprøjtePatruljen holder til i BF – havde han altid en samling klunsede effekter stående og somme tider fyldte det voldsomt og formanden måtte tale med store bogstaver for at få ham til at fjerne dem – men så tog han sig som regel sammen og fik Tom til at hjælpe sig med at transportere et helt læs hjem til sin kælder eller ud i kolonihaven i Herlev hvor han også havde rigtigt mange ting samlet.
John kunne godt lide at ”køre en tur” med støvsugeren og gjorde det næsten dagligt – ligesom han også elskede at tage svaberen og vaske gulvene og til tider kunne han ligefrem være usædvanlig energisk – og tage sig af at fjerne ”svineriet” når nogen fra medborgerhuset for eksempel havde smidt affald i elevatoren, i kælderen eller i trappeskakten – så var det altid John der til sidst tog sig af problemet. Én gang havde nogen efterladt flere affaldssække med noget væske i som sivede ud og stivnede og antog form som hårdt plastic og limede sig fast til betongulvet. Her var det nærmest umuligt at fjerne fra igen. Men det kunne John dog ikke holde ud at se på, så han tog en hammer og en mejsel og huggede det af i små bidder – et job der tog flere timer og gav meget sved på panden. Til gengæld var der ikke mange i BF der opdagede det for det er de færreste der bruger kældergangen – og kun få går den vej når de skal i gården.
John kunne være utroligt sød og charmerende og han var kendt som en ”damernes ven”. Selv om der var flere der gennem årene fik et godt øje til ham blev det dog aldrig til mere end sjov og ballade mellem ham og pigerne i BF, for John ville ikke forpligtes på den måde. John forblev altid en meget privat person og det var kun de allerfærreste der kendte til Johns privatadresse og som havde besøgt ham hjemme i privaten.
Til gengæld stillede han altid op når BF skulle optræde offentligt – undtagen med SprøjtePatruljen – han ville bare ikke risikere at træffe nogle af sine naboer i den gule jakke selvom den ellers er kendt for at blive båret af folk som udfører et fantastisk vellidt og populært arbejde. Sådan kunne John også være en lidt underlig og kompleks person. Men elskelig var nok det ord der beskriver John bedst og vi er utroligt mange som savner John hver eneste dag..
Jørgen Kjær/formand
