Nyheter
Brukervennprisen er et bilde av kumlokk med byens skytsengel St. Halvar og kvinnen han reddet og symboliserer solidaritet med byens ekskluderte rusbefolkning, innrammet utmerkelse og FHNs hettegenser med logo. Foto: Astrid RenlandFemårsjubilant hyller Thorvald StoltenbergForeningen for human narkotikapolitikk markerte femårsdagen med utdelingen av den første brukervennprisen.

Av: Astrid Renland – 29.04.2011

28. april var det fem års siden Foreningen for human narkotikapolitikk (FHN) så dagens lys. I tillegg til å være en pådriver for narkotikapolitisk endring driver foreningen oppsøkende virksomhet i Oslo sentrum med tilbud om bistand og oppfølging samt utdeling av smitteforbyggende og skadereduserende. FHN er en forening for brukere, pårørende og alle som på en eller annen måte er engasjert i rusfeltet. I løpet av de fem årene har foreningen gått fra å være et rent idealistisk kjøkkenbordstiltak til en møblert virksomhet med offentlig støtte og egne lokaler.

Kakene sto mor og datter Wedin for.

I likhet med femåringer flest ble dagen behørig feiret med åpen hus i lokalene i 5 etasje på Arbeidersamfunnets plass, fantastiske kaker, gratulasjoner og gaver fra samarbeidspartnere, bevilgende myndigheter, støttespillere og samarbeidspartnere. Og sist men ikke minst prisutdeling til en stolt men som Thorvald Stoltenberg selv sa, nervøs prismottaker.
FHN har adoptert brukervennprisen fra sin søsterorganisasjon i Sverige, Brukarföreningen. Prisen går til den som har utmerket seg i arbeidet for brukere og som årets prisvinner, for iherdig politisk arbeid i det rusfaglige feltet. Og som leder Arild Knutsen pekte på, årets prisvinner har sammen med sin datter Ninni, ikke bare gitt pårørende og brukere et ansikt, men han har også brukt sine erfaringer til å jobbe for progressive narkotikapolitiske endringer både på nasjonalt og internasjonalt nivå. Her hjemme har Stoltenberg tatt til ordet for både å løfte bruk fra justis- til helsesektor og heroinassistert behandling så vel som nødvendigheten med å dele ut askorbinsyre til injiserende brukere
På internasjonalt nivå deltar han sammen med blant andre Mario Vargas Llosa, Javier Solana, Ernesto Zedillo, Ruth Dreifuss, Michel Kazatchkine, Cesar Gaviria og Carlos Fuentes i Global Commision on Drug Policy. Siktemålet med utvalget som er et privat initiativ, er å løfte fram en internasjonal narkotikapolitisk debatt der forbudslinjen erstattes av kunnskapsbasert tilnærming for å redusere skadene av narkotika på individuelt og samfunnsmessig nivå.

Arild (t.v), Thorvald og Linda.
Det er ikke lett å jobbe for å få til endringer sa Stoltenberg, og pekte på at rusfeltet er et felt som krever stor diplomati.
At det hersker om gjensidig respekt er det ingen tvil om. For Stoltenberg berømmet på sin side Arild Knutsen og FHN for både å ha utfordret etablerte sannheter og tilført den norske narkotikadebatten nye perspektiver og blitt en betydelig ruspolitisk aktør. Stoltenberg trakk spesielt fram hvordan Knutsen hadde imponert han selv og resten utvalgsmedlemmene med sin kompetanse og kunnskap i forarbeidet til rapporten. I likhet med FHN fremholder Stoltenberg at marginalisering av mennesker må skap engasjement og ikke fordømmelse.
Både femårsjubilant og prismottaker ønsket hverandre lykke til i det videre det narkotikapolitiske arbeidet,  som ifølge sistnevnte som fyller 80 år i sommer, inngår i neste tiårsplan.

Fra www.gadejuristen.dk

Fredag, 03 jun 2011

Det er sagt om “Krigen mod narkotika”, at det er en krig der ikke kan vindes. Den kan alene føres. Og det har enorme omkostninger.
Det er også sagt, at “Krigen mod narkotika” forlængst er tabt – narkotikaen har vundet – nu må freden vindes.
I går offentliggjorde Global Commission on Drug Policy den med spænding ventede rapport, hvor de i korthed anbefaler som følger:

End the criminalization, marginalization and stigmatization of people who use drugs but who do no harm to others.
Encourage experimentation by governments with models of legal regulation of drugs (especially cannabis) to undermine the power of organized crime and safeguard the health and security of their citizens.
Ensure that a variety of treatment modalities are available – including not just methadone and buprenorphine treatment but also the heroin-assisted treatment programs that have proven successful in many European countries and Canada.
Apply human rights and harm reduction principles and policies both to people who use drugs as well as those involved in the lower ends of illegal drug markets such as farmers, couriers and petty sellers.
Der må nu formuleres narkotikapolitikker, der baserer sig på evidens, tager udgangspunkt i en sundhedstilgang fremfor en strafferetlig tilgang, er skadesreducerende, kosteffektive og som anerkender et rettighedsperspektiv, herunder stofbrugernes fundamentale menneskerettigheder og øvrige rettigheder.
“Krigen mod narkotika” har enorme, og samtidig unødige skadevirkninger, som i første række må bæres af stofbrugerne selv og deres nærmeste. Også danske stofbrugeres dødelighed er ekstremt høj og senest endda stigende trods massiv økonomisk opprioritering af behandlingsindsatsen over det seneste årti. Krigsretorikken gennemsyrer alt – også dele af behandlingsapparatet, hvorfor vi ikke er i nærheden af optimalt udbytte af den ellers omfattende og udgiftstunge behandlingsindsats. Stofafhængige er, trods endda velbehandlet opioidafhængighed, i vid udstrækning udelukkede fra eksempelvis arbejdsmarked og uddannelsessystem. Vi er fortsat meget langt fra et mål om at integrere stofbrugerne, som i alt for mange tilfælde er henvist til at leve næsten ubeskriveligt kummerlige tilværelser som udstødte og stigmatiserede.
Straf som middel til at hindre mennesker i potentielt at skade sig selv er aldeles meningsløst. Det er også middelalderligt og hører ikke hjemme i nutidens straffeapparat, som må forbeholdes handlinger og undladelser der skader andre.
Spørgsmålet er nu blot, om der er politisk mod og politisk vilje til at gøre det nødvendige og følge denne afsluttende anbefaling fra Commission on Drug Policy:
“Break the taboo on debate and reform. The time for action is now.”
Se mere om lanceringen af denne rapport: Global Commission on Drug Policy og International Drug Policy Consortium

Dagbladet.no

Publisert fredag 10.06.2011.

Man bør ikke straffeforfølge mennesker som gjør dårlige valg som går ut over deres egen helse.

KRONIKK av Sveinung Rotevatn Leder i Unge Venstre & Ove A. Vanebo Formann i Fremskrittspartiets Ungdom.

Krigen mot narkotika er over. Narkotikaen vant. Dette var konklusjonen i en bok om narkotikapolitikk som kom ut allerede for flere tiår siden. Siden den gang kan det vanskelig sies å være grunn for å konkludere annerledes. På global basis har vi i perioden 1998- 2008 sett en oppgang i bruken av opiater på 34,5 prosent, mens kokainkonsumet har steget med 27 prosent. I Norge har antallet anmeldte narkotikalovbrudd i perioden 1980 til 2010 gått fra 2000 i året til over 45 000 i året.

En nylig utgitt rapport fra Global Commission on Drug Policy slår fast at det er en liten sammenheng mellom en restriktiv rusmiddelpolitikk og lavt forbruk av narkotika. Målet på om en narkotikapolitikk virker kan ikke måles i antall år man straffer brukerne med. I så fall må norsk narkotikapolitikk de siste 50 årene kunne karakteriseres som en dundrende suksess.

Vi tror heller målstokken må være hvorvidt man reduserer problemene knyttet til rusmisbruk og gir de rusavhengige et verdig liv. Dersom straffeforfølgelse ikke bidrar til at færre blir tunge narkomane, noe det meste tyder på, er det bedre å bruke knappe politiressurser andre steder.

Fremskrittspartiets Ungdom (FpU) og Unge Venstre er uenige i mangt, men vi erkjenner at kampen mot narkotikaoverdoser ikke vinnes gjennom straffeapparatet. Tvert imot er det gode grunner for å mene at man ikke bør straffeforfølge mennesker som gjør dårlige valg som går ut over deres egen helse. Her er vi enige med professor emeritus Ragnar Hauge om at «[bruk av] straffeloven som et folkeoppdragende middel er et misbruk av tvangsmakt».

For det første er det usikkert om straffetrusselen mot narkotika er det avgjørende for om folk blir misbrukere eller ikke. Det er blant annet vanskelig å se noen sammenheng mellom bruk av narkotika og straffenivå fra land til land. Den svenske narkotikaforskeren Ted Goldberg mener at andre faktorer avgjør om folk blir narkomane eller ikke. Dette kan være sosiale forhold, livssituasjon, selvdestruktive trekk, eller om man har vært utsatt for overbegrep. Goldberg peker på at 94 prosent av de som har prøvd ulovlige stoffer ikke blir narkomane. Det betyr, ifølge forskeren, at det neppe er eksponeringen for narkotika som avgjør om folk blir misbrukere.

For det andre glemmer man grunnleggende analyser av hvordan narkotikamarkedet fungerer. En økning i straffenivået kan medføre at prisene vil stige, fordi straffen blir en ekstra kostnad som gjør at de impliserte ønsker kompensasjon for ulempene de kan møte. Dette kan igjen lede til flere lovbrudd, siden de narkomane må stjele mer og prostituere seg for å finansiere forbruket. Narkomane er også som kjent avhengige av stoffer, og vil derfor ikke legge så mye vekt på straffen de risikerer.
Nullvisjoner er forlokkende å støtte seg til. Problemet med dem, er imidlertid at de fort blir firkantede og systemorienterte. Man klamrer seg til et mål – koste hva det koste vil – og ser ikke alle menneskelivene som går med i dragsuget. Selv ikke i de mest autoritære samfunn finner man et totalt fravær av ulovlige rusmidler. Samfunnet må tilpasses at det alltid vil være avvik, slingringsmonn og ubehageligheter.

Løsningen er å finne tiltak som begrenser skadene. Vi vil heller satse på en solid opptrapping av hjelpeapparatet rundt de narkomane og mer bruk av alternative tiltak. Ideologisk motstand mot private og frivillige aktører må legges til side når disse kan bidra til å få mennesker til behandling og vi trenger langt flere behandlingsplasser i rusomsorgen. Moralske innvendinger mot «statlig assistert misbruk» må også parkeres ettertrykkelig, så lenge tiltak som heroinassistert behandling beviselig redder liv.
Vi må liberalisere adgangen til å bruke sprøyterom, slik at de rusavhengige kan sette sine daglige doser i trygge omgivelser med tilgang til helsehjelp, og slik at man unngår at farlige sprøytespisser ligger strødd i gater og parker. I dag har vi bare ett sprøyterom, i Oslo, men det fungerer lite tilfredsstillende på grunn av begrensede ressurser og Europas mest restriktive åpningstider. I den kanadiske byen V ancouver, har man satset på brukermedvirkning, blant annet ved å la de narkomane selv drive en kafé i rommet. Dessuten er det åpent 18 timer i døgnet, og har god plass. 30 ganger så mange injeksjoner settes i dette rommet som i sprøyterommet i Oslo.

Også tiltak som heroinassistert behandling og fjerning av aldersgrensen for LAR-programmet er noe vi mener bør på plass. Ikke fordi vi ønsker mer bruk av rusmidler, men fordi det kan bedre de narkomanes livssituasjon og frata kriminelle langere levebrødet. Mange vil mene at slike tilstelninger legitimerer og legger til rette for narkomisbruk Et slikt prinsipielt utgangspunkt kan man gjerne ha, selv om liv vil gå med på veien. Men dette prinsippet har uansett det offentlige brutt for årevis siden, for eksempel gjennom offentlig utdeling av sprøyter man vet vil bli benyttet til injisering. Subutex og metadon brukes dessuten til behandling og rehabilitering, selv om disse er kategorisert som narkotiske stoffer.

Da den knusende rapporten fra Global Commission on Drug Policy kom i forrige uke var det lov å håpe på at noen av våre ledende politikere ville våge å ta opp ballen. Vi ble skuffet. Fornektelse av fakta og bruken av moralistiske skylapper ser ut til å fortsette med uforminsket styrke. I Portugal, derimot, har de folkevalgte for lenge siden tatt faglige råd på alvor. I 2001 avkriminaliserte Portugal all bruk av narkotika, og ti år senere må dette vågale steget kunne karakteriseres som vellykket. Blant annet har man sett en dramatisk nedgang i antall overdoser, mindre narkotikabruk blant yngre ungdom og en stor reduksjon i HIV-smitte. Det totale forbruket har vært stabilt, mens bruken i sammenliknbare land med strenge straffer har gått opp i samme periode.

Å sette folk i fengsel for å skade seg selv er ingen farbar vei, verken prinsipielt eller praktisk. Det er på høy tid med en helt ny narkotikapolitikk, av hensyn til de narkomane.

Af Karen Groos, forkvinde for Landsforeningen for Human Narkobehandling

Torsdag d. 21. juli afholdt BrugerForeningen i København Den Internationale Mindedag for afdøde stofbrugere. Som de foregående år var plænen omkring mindestenen dekoreret – i år med hvidmalede kors i et antal der illustrerede antallet af overdoser i 2009 (der er det seneste år hvor vi kender antallet) – endvidere fandtes 3 par hvide slippers og et bundt røde nelliker – som en symbolsk støtte til de russiske stofbrugere – der lever under kummerlige forhold hvor sprøjtebytte og substitutionsbehandling stadigt er totalt forbudt.

I silende regn var de trofaste støtter, venner, aktivister, pårørende og familier mødt op for på denne 8. Mindedag i Danmark, at tænke og mindes alle dem vi så meningsløst har mistet.

BF’s formand Jørgen Kjær bød velkommen og foreslog et minuts stilhed, og talte derefter om hvor svært det hver gang er, at miste endnu en af vore kære.

BF har i flere år været forskånet for at skulle begrave nogen af BF’s aktivister, men den 14.okt. 2010 mistede BF den meget afholdte husinspektør John Birk efter lang tids sygdom. John stillede i BF hver dag i gennem 14 år, altid venlig, flittig og parat med en hjælpende hånd, og han savnes stadigt hver eneste dag. Æret være Johns minde R.I.P.

Og sidst i maj mistede BF, Ronnie Pless der glædede sig til at skulle blive løsladt, på sin 48 års fødselsdag d.10.juni. Men Ronnie blev desværre fundet død af personalet i sin fængselscelle en tidlig morgen 14 dage før sin løsladelse. Æret være hans minde R.I.P..

Sorgen befinder sig stadigt i BF. Men heldigvis har der også været grund til glæde. BF fungerer godt med flittige aktivister der holder åbent 12 timer dagligt, så de der har det dårligt kan få mad, moralsk støtte og modtage nødvendig hjælp. Og heroinbehandlingen kom endelig i gang sidste år, selvom administrationen med mødetid to gange om dagen for brugerne, ikke tillader jobs eller anden form for beskæftigelse. Det er da også helt idiotisk at de brugere der aldrig har brugt en sprøjte før, kun kan komme med i heroinprojektet hvis de starter med at injicere. Så ja, der er stadigt nok at kæmpe for.

Næste taler, var Jason Farrell fra USA/Holland. Han er HIV-positiv på 21. år. Jason talte om de frygtelige konsekvenser af forholdene omkring stofbrugere og HIV/AIDS behandlingen i New York og hvordan han havde følt sig tvunget til at kæmpe for igangsættelse af et projekt med udlevering af sterile sprøjter og nåle og blev således pioner på dette område. Senere udvidedes projektet til også at omfatte et multi-service center i New York med medicinsk hjælp og af gratis HIV og Hepatitis behandling. Jason talte videre om hvor rædselsfuldt mange stofbrugere stadig behandles i alt for mange lande som konsekvenserne af ”the War on drugs” Selv har han gjort alt for at passe på sit helbred gennem de 21 år, men det er der mange andre der slet ikke har mulighed for. Jason pointerede endvidere hvor vigtigt det er, at stå sammen og kæmpe for en mere human narkotikalovgivning, så mennesker ikke systematisk slås ihjel som vi bl.a. ser det i Rusland hvor sprøjtebytte og substitutionsbehandling stadigt er totalt forbudt og HIV/AIDS spreder sig eksplosivt.

Den næste taler var overlæge Christian Hvidt der i nov. 2010 modtog BrugerForeningens årets ”BrugerVen” hæderspris. Christian er bl.a. lægefaglig leder i Heroinbehandlingen i København. Han talte om hvor vigtigt det er, at brugerne vil blive mødt med mere respekt og forståelse når det drejer sig om behandling. At der lyttes til brugernes ønsker vedr. medicinering og behandling og så ”moral” og fordomme ikke forstyrrer forholdet mellem brugere og de professionelle behandlere. Det er vigtigt at opbygge et tillidsforhold mellem brugere og fagfolk sådan at brugernes velfærd prioriteres optimalt

Gadejurist Nanna Godtfredsen forsatte talerækken. Hun var vred på brugernes vegne over den måde, de ofte bliver tiltalt og behandlet på. Hun oplever hver eneste dag hvordan der bliver set stort på brugernes rettigheder – og hvor usympatiske og fordømmende nogle repræsentanter for autoriteter kan være. Det virker også som om behandling og medicinering forsøges styret af en medicinalvirksomhed til stor skade for brugerne. Nanna anbefalede brugerne at kæmpe for deres værdighed og sidst af alt føle skam og sluttede med at sige: ”Det er der mange andre der har betydelig større grund til at føle, end jer”.

I mellem talerne solosang BF’s husmusikus Henrik Svale sin egen sang ”275” om hvor svært det er at miste sine venner, blot fordi de ikke ligesom andre kan gå hen på apoteket og købe den medicin som de nu engang har brug for og hvor en varedeklaration kan fortælle ligesom al på anden medicin, hvad produktet indeholder. I stedet må de leve med kæmpestor risiko fordi de allerfleste udelukkende er henvist til det illegale marked hvor stofferne er urene og hvor styrken er helt ukendt.

Mindehøjtideligheden sluttede med at forsamlingen sang ”Altid frejdig når du går” som fællessang.

BF bød nu på udskænkning af øl og vand og en halv times minglen og social komsammen i mens andre startede på en oprydning af området. Efterfølgende forlod vi mindestedet efter en værdifuld halvanden time, dyngvåde som druknede mus – men til gengæld stoppede regnevejret for en tid.

Juli 2011. Karen Groos

Se Gadejurist Nanna W. Gotfredsen modtage dommer Gerald Le Dain’s hæderspris 2011 for særlige bemærkelsværdige bedrifteri på det juridiske område, på verdens største internationale konference for narkotikareformer. Prisen gives til jurister, der arbejder i lande hvor ekstremistisk pres dominerer regeringens narkopolitik. Gotfredsen, jurist fra Danmark og hvis eksamensspeciale førte til den første offentlige heroinhøring i det danske Folketing i 1998. I 1999 grundlagde Gotfredsen Gadejuristen, en opsøgende juridisk rådgivning der tjener stofbrugere og gade-baserede sexarbejdere og kæmper for at mindske skaderne fra stofbrug og narkotikaforbud. Som førende narkopolitisk reformorganisation i Danmark de seneste tolv år, har Gadejuristen været fortaler for skadesreducerende projekter, startet kampagner mod kriminalisering af sexarbejde og mere generelt arbejdet hen imod reformer af den udbredte anvendelse af strafferetten i håndtering af komplekse fænomener som stofmisbrug og sexarbejde udgør. Gadejuristen har spillet en central rolle ved etableringen af heroinunderstøttet behandling i Danmark og landets første overvågede injektionsfacilitet.
Se videoen her: http://www.youtube.com/watch?v=x3eemU3lJ8A

Se mere på http://www.reformconference.org

Fra Danmarks Radio’s Agenda kl. 16:03 på P1, den 23. oktober 2011

Af Rasmus Poulsen

Hør udsendelse (57:21)

En gang var alle euforiserende stoffer lovlige. Og den gang var der faktisk ikke så mange der tog dem. Så blev stofferne forbudt og et helvede af misbrug brød løs.
I hele verden kæmper man en svær kamp imod stofferne, der siver ind i ethvert samfund, uanset hvor forbudte de end er og hvor agressivt man bekæmper dem, der sælger og bruger dem.

Men de senere år er der kommet en stigende tendens til at mene, at vi simpelthen bare skal lovliggøre stofferne. Ikke bare fri hash eller heroin til de hårdest ramte narkomaner – næ en total legalisering af alle euforiserende stoffer. Og det er bestemt ikke hippierne der kæmper for det. Det er politifolk, dommere og efterretningsagenter, der laver lobbyarbejde for det, økonomer der skriver ledere om det i deres højest estimerede tidsskrifter, og efterhånden også magtfulde politikere i de lande der er aller hårdest ramt af den vold og dødelighed, vi har vænnet os til at se som en selvfølgelig konsekvens af stoffernes tilstedeværelse. Det lyder skørt, men i løbet af udsendelsen i dag, vil vi forhåbentlig blive klogere på, hvorfor den holdning vinder frem.

En af dem der går i spidsen i kampen imod forbudspolitiken, er en amerikaner ved navn Jack Cole. Han er pensioneret politibetjent og har sammen med nogle af sine tidligere kollegaer dannet organisationen LEAP, der står for Law Enforcement Against Prohibition – Retshåndhævere Imod Forbud.

- Alle stoffer skal legaliseres. Og det er vigtigt at det er alle stoffer. Jo farligere et stof, jo mere grund til at legalisere det. For man kan ikke kontrollere det på andre måder. Hvem kontrollerer stofferne nu? De kriminelle. De bestemmer hvilke stoffer, hvor stærke, hvad de skal fortyndes med, hvad de skal koste, hvem der må købe og hvor de bliver solgt. Vi skal tage ansvaret over de stoffer tilbage. De skal legaliseres og reguleres. Når man legalisere stoffer, fjerner man med det samme volden. Og man standser overdoser, hævdede Jack Cole.
Han bygger sine holdning på tal fra hele verden og så fra sine egne erfaringer som narkotika betjent der både husker tiden før og under den verserende “War On Drugs”.

- Da jeg kom ind i korpset i New Jersey i 1964 havde vi 1700 betjente og vi havde en syv mand stor narkotika afdeling. Og seks år senere var syv betjente stadig tilstrækkeligt til opgaven med narkotika bekæmpelse. Og så pludselig i oktober 1970 gik vi fra en syv personers afdeling til et 76 personers narkotika bureau. Fra dag til dag. Betalt af regeringen.
Når man forstørrer en afdeling med kun én opgave til 11 gange dens oprindelige størrelse, sker det med en forventning om at der kommer til at ske 11 gange så mange anholdelser. Og det her foregik over hele USA.
Så det følgende år var vi ude og arrestere alle vi kunne få øje på eller komme i tanke om. Og hvis man ser på statistikkerne, var antallet af arrestationer for ikke-voldelige stof forbrydelser omkring 10.000. I 1970 steg det til 415.000 som vi anholdt det år for ikke-voldelige stof forbrydelser.
Vores chefer ville have Krigen Mod Narko til at se ud som den mest nødvendige ting, vi kunne lave. For de penge regeringen brugte på at uddanne så mange narko betjente i 1970, ville de ikke bruge året efter. Med mindre vi kunne få det til at se ud som om det var fuldstændig essentielt.
Så vi løj. Vi snød med statistikkerne. Der var ikke særlig mange narkohandlere på det tidspunkt. Særligt ikke der hvor jeg arbejdede i forstæderne til NYC.
Så de satte os undercover betjente ind på små vennekredse. 10-15 unge mennesker og fredag aften er der måske nogen der spørger om der skal tages stoffer. Og hvis ingen siger det, så var det mit job. Og hvis nogen var med på den, var der måske en anden der havde adgang til en bil som så ville køre ind til byen og købe fx to joints eller et LSD trip til de forskellige medlemmer i gruppen inkl. mig. Og når de så kom tilbage med deres minimale stof mængder og gav mig min bestilling, blev de til “big-time narkohandlere”, for det var hvad vi kaldte dem.
Jeg blev i gruppen indtil jeg havde fået alle medlemmerne. Og det var nemt, for de tjente ingen penge på det, så det gik på tur. Det gjorde hver af os agenter. Vi havde omkring 10 grupper hver i forskellige byer. Så efter ca. 45 dage lavede vi razzia. Jeg havde den slags sager på måske 100 mennesker.
Så rullede vi ud om natten og sparkede dørene ind. Og når vi kom til stationen havde vi allerede tilkaldt tv stationerne, så vi ku få deres billeder i aviserne og ødelægge deres omdømme. Og når vi havde linet 100 personer op ad væggen, kom chefen ud og sagde “se, der er 100 store narkohandlere vi har taget ud af jeres område. Det her er et kæmpe problem. Vi skal bruge flere penge og strengere lovgivning. For det her vil ødelægge samfundet.” Det var alt sammen noget vi fandt på!, siger Jack Cole.

- I mit land har vi gjort det så slemt at hvis du blir taget med så meget som en joint, så mister du kørekortet. Hvis du er fx en 20årig person og har en familie du forsørger og du mister kørekortet er det et stort problem. For vi har ikke noget kollektivt trafik system. Så med mindre du bor i en storby kan du ikke komme på arbejde, hvis du ikke har en bil. Så vi tager folks job fra dem og skader dermed hele stofbrugerens familie. Til sidst bliver de nødt til at stjæle for at overleve. Ingen vil ansætte dem, fordi de har en dom. I modsætning til en afhængighed, så hænger en dom ved dig resten af livet.
- Ifølge DEA havde vi, da vi startede Krigen Mod Stoffer, omkring 4 millioner mennesker i USA som havde brugt et illegalt stof. Det var omkring 2% af befolkningen. Nu har vi 112 millioner mennesker – 46% af den nuværende befolkning.

- Vi havde kun alkohol forbud i 13 år. Og på de år skabte vi organiseret kriminalitet, vi hævede drabs raten til det hidtil højeste. Og vi skabte mere korruption især blandt politiet end der nogensinde havde været før. Og det kunne vi ikke stå inde for, så vi afskaffede den lov i 1933. Dagen efter var Al Capone og hans kumpaner arbejdsløse og slog ikke hinanden eller os betjente ihjel. Drabs raten og korruptionen dalede til næsten ingenting. Og der blev det i næsten 35 år. Indtil Nixon erklærede krig mod stoffer. Nu er det lagt værre end under alkohol forbuddet.

I Danmark er en af Jack Coles meningsfæller økonom og kommentator Niels Westy Munch-Holbek. Han siger:

- Ifølge undersøgelser, har amerikanske unge i dag lettere ved at skaffe stoffer end alkohol.

Niels Westy foreslår, at man i Danmark kan indføre en model i forhold til stoffer der svarer til Sveriges alkohol model, hvor man har Systembolaget som varetager alkohol salget.

-På den måde kan man få kontrol med stof salget. pusherne er jo ligeglade med, hvem de sælger til. Men i en forretning kan man lave sanktioner.

Et af argumenterne for legalisering er, at forbuddet ikke har ført til mindre fstofbrug. Snarre det modsatte.

- WHO lavede undersøgelse i 2008 hvor de undersøgte sammenhængen mellem lovgivning og forbrug. Og de fandt simpelthen ingen sammenhæng. Der var stort set procentvis lige meget stofbrug i Sverige og Portugal som har henholdsvis Europas strengeste og lempeligste stofpolitik, siger Niels Westy og fortsætter:

- En anden ting man kunne forestille sig ville ske, er også at selve stoffer bliver bedre og mindre skadelige. Der ville sandsynligvis være en økonomisk interesse i at lave stoffer med færre bivirkninger. Stofferne vil blive svagere, fordi de bliver stærkere af at være forbudte – bl.a. pga. at de skal smugles. Under alkohol forbuddet blev det mere og mere spiritus man drak, frem for øl og vin, for det kom til at handle mere om virkningen end om nydelsen. Folk blev blinde af det og døde af det. I slutningen af alkohol forbuddet begyndte folk at injicere alkohol!*

Om en stof legalisering vil blive til virkelighed er en anden historie. Men både Niels Westy, socialoverlæge Peter Ege og Jack Cole er optimistiske.

- Jeg tror, der er en anden holdning hos befolkningen end officielt fra politikerne. Når man sætter sig ned og snakker, har jeg kun oplevet at folk ændrer mening, siger Niels Westy.

En af de politikere der taler imod legalisering og for en strengere kurs imod stoffer er De Konservatives Tom Behnke. En gang var han ellers af en anden opfattelse. I 1993 skrev han en kronik der anbefalede lovliggørelse med mange af LEAPs argumenter. Han skrev bl.a.:

- Først og fremmest bør vi få begrænset følgerne af narkotikabrug. Det betyder, at vi skal have nedbragt kriminaliteten, der følger af de store omkostninger forbundet med forbruget, og samtidig skal vi have begrænset antallet af dødsfald og sygdom i forbindelse med narkotikabrug.

I dag siger Tom Behnke dog til Agenda:

- Prisen for at lave en legalisering ville være at alle ville få nem adgang til euforiserende stoffer. Og der vil være rigtig mange som vil have svært ved at kunne forstå, at narkotika er farligt, når nu det er fuldt lovligt. Derfor er man nødt til at fastholde den kurs man har nu, for at holde tilgangen af nye stofbrugere nede på et minimum.

Det sted i verden hvor man er gået længst i retning af legalisering er i Portugal, hvor man de sidste 10 år har haft en afkriminalisering af alle stoffer. Det betyder at borgerne må have ethvert stof på sig i en mængde der svarer til 10 dages forbrug.

Resultaterne af det forsøg peger ikke på at Tom Behnke vil få ret i sin frygt. En undersøgelse af det portugisiske projekt offentliggjort i British Journal of Criminology konkluderer, at forsøget har medført færre stofmisbrugere generelt, et drastisk fald i tilgangen af nye stofbrugere, en bremsning af spredningen af HIV blandt stofbrugere og færre overdoser. Det eneste stof Portugal har set en stigning i bruget af, er cannabis. Det er dog steget mindre end i det øvrige Europa og USA. 13% af portugisiske 15-16årige har prøvet pot. Det generelle tal for den aldersgruppe i Europa er 19%. Og i USA har 32% af aldersgruppen røget pot.

1. marts 2012.

Af Kurt Stoldt

Det er et almindeligt kendt fænomen, at misbrugere, som kommer fra en Minnesota/12 trins døgnbehandling, ofte får meget travlt med projektionerne, når de efterfølgende forenes/genforenes med venner og pårørende, som har et uproblematisk forhold til nydelsesmidler.

Herved opstår der naturligvis en konflikt. For på den ene side er alle berørte glade på misbrugerens vegne, fordi vedkommende nu igen er til stede, og ikke helt og holdent opslugt af jagten på ”det foretrukne stof”, at en sandsynlig tidlig død måske er forhindret, og ikke mindst, at den dårlige samvittighed og skyldsfølelsen nu kan finde en lindring, så fremtiden ikke længere tegner så mørk, for det er en traumatisk situation, som pårørende, ikke at kunne gøre den store forskel og blot se på, når det går ned ad slisken med rasende fart.

På den anden side dukker skammen og skyldsfølelsen nu op i en anden form, når de beskyldes for at være misbrugere, afhængige og hvad har vi, og bliver orienterede om, at det måske snart er deres tur, hvis de ikke med det samme vælger den absolutte afholdenhed og askesen, for slet ikke at tale om, hvor destruktiv en påvirkning det er for misbrugeren, som jo også har lært, at han/hun lider af en uhelbredelig og kronisk sygdom, som i bedste fald kan sættes i bero, men også meget hurtigt kan genaktiveres, hvis forholdene taler for det.

Hertil kommer, at ”rådgivningen” fra 12 trins institutionerne og ”sponsorer” i NA og AA ofte anbefaler, at misbrugeren ”må vælge den pårørende fra”, hvilket mange sikkert vil synes er kynisk, men som sagtens kan retfærdiggøres i ”12 trins kulten”, for her handler det nemlig primært om misbrugeren, som skal retfærdiggøres og have lindring for alt det forfærdelige vedkommende har været igennem og ikke mindst har forvoldt andre – så kommer de pårørende , som sandsynligvis har lidt mere, i anden række.

Det er typisk, at der i kulter og sekter opstår en vis kynisme overfor anderledes tænkende og anderledes handlende mennesker, som ikke lige passer ind i de ofte gentagne mantraer:” Alkohol er et stof – en er for mange og tusind er aldrig nok – du lider af en kronisk, uhelbredelig og fremadskridende sygdom, og sygdommen hedder afhængighed osv.”

Hvis andre ikke efterlever kultens doktriner til mindste detalje, følger konklusionen prompte – de er lige så syge som jeg, og den slags mennesker kan jeg jo ikke bruge til noget, for så bliver min sygdom jo bare genaktiveret, naturligvis helt udenfor min vilje og kontrol, og dermed har jeg jo heller ingen skyld i mit ”tilbagefald” – vel?

Mange pårørende har fået sig noget af et chok ved denne rabiate tankegang, men som om det ikke var nok, kører der nu en hvervningskampagne til pårørendekurser, medafhængighedskurser og højskoleophold til mange tusinde kroner, forestået af den selv samme 12 trins kult, som nu åbenbart ikke synes, at de udskrevne klienter gør jobbet godt nok, men hellere selv må tage fat om sagen, så kan de lære det, kan de.

Ikke dermed sagt, at det ikke er godt, at pårørende til misbrugere, psykisk syge og andre traumatiserende livsforhold bliver orienterede og får nogle værktøjer til at vide, hvorledes det er hensigtsmæssig at forholde sig overfor problemet, men de færreste har brug for at blive hvervet til en kult, fordi det selvfølgelig slet ikke er måden at løse problemet på.

Fakta er, at Minnesota/12 trins institutionernes døgnbehandling er en introduktion til NA og AA, og at de såkaldte pårørendekurser eller medafhængighedskurser ligeledes er en introduktion til AL-anon og NAR-anon.

Problemet er jo, at selve udgangspunktet bygger på et postulat (nogle kalder det en løgn), som alle andre sekter og kulter har benyttet sig af i århundreder, nemlig afhængigheden til kultens ”program”, møder og etik, hvilket efterlader alle kultmedlemmerne som viljeløse robotter, som ikke kan klare sig selv, ikke kan være alene, fordi de har lært, at en misbruger i eget selskab, er i dårligt selskab! Sådan!

Desuden hænger Sofoklessværdet lige over hovedet, klar til at hugge, hvis de ikke går til møder, arbejder med de 12 trin og hvad har vi, for så vender sygdommen jo tilbage for fuld styrke, og så ligger det frygtede ”tilbagefald” jo snublende nær,- helt udenfor personens egenvilje, egenbestemmelse og kontrol – ikke sandt?

Personligt tror jeg, at det farligste element i hele denne Minnesota 12 trins gentagelse med døgnbehandling, tilbagefaldsbehandling, døgnbehandling, tilbagefaldsbehandling i det uendelige ligger deri, at misbrugskonsulenterne tilsyneladende ikke tør tænke den tanke til ende, at de rent faktisk kunne prøve noget andet.

Et specielt konstruktivt tiltag udviste Fredensborg kommune, da de for nogle år siden fik bevilget 50.000 kr af en slunken kommunekasse til at rejse ud til en lille ø i det nordlige Atlanterhav, med henblik på, at lave samarbejdsaftaler med de derværende 12 trins institutioner, som rygtet ville fortælle, var meget bedre end de samme her til lands.

Og hvorfor tør de så ikke prøve noget andet? Fordi det er et ligeså fastlåst dogme, at rigtig mange tidligere misbrugere, som på et tidspunkt blev spyttet ud af en Minnesota 12 trins behandling, går derfra med en lille 12 trins terapeut i maven, og et ønske om, at arbejde med misbrugere, og at denne forestilling i årevis er blevet underbygget og cementeret af det offentlige behandlingsområde som værende rigtig og hensigtsmæssig.

Og hvorfor nu det, vil nogen sikkert spørge. Jo udfra den tese, at tidligere misbrugere må være i besiddelse af et erfaringsmateriale, som rigtigt anvendt vil kunne hjælpe mange andre misbrugere!

Pudsigt nok, når de selv påstår, at der er tale om en uhelbredelig sygdom, for det ville jo svare til, at f.eks. en kræftlæge ville være specielt godt kvalificeret, hvis han selv havde haft kræft, eller en psykiater f.eks. selv havde været skizofren, men således er virkeligheden ikke nødvendigvis skruet sammen.

Derfor fortsætter misbrugsektoren med at anvende de samme institutioner, samme ideologier, og betalingen til de mange tilbagefaldsbehandlinger, som lænser kassen for de midler, som kunne være anvendt mere hensigtsmæssigt.

Om ikke andet, kunne man måske forestille sig, at de pårørende i det mindste kunne gå fri for beskyldninger om afhængighed og sygdom, som om de ikke havde været nok igennem., og måske eksisterer der faktisk et bedre behandlingstilbud lige om hjørnet, eller måske et kommende bedre behandlingstilbud, men hvis de visiterende sagsbehandlere fortsætter i samme fastlåste stil, og benytter de gammelkendte 12 trins behandlingsmetoder igen og igen, og søger nyheder og forbedringer i samme gamle behandlingsmetoder og ideologi, rokker vi os ikke ud ad stedet, bortset fra hyggelige flyveture på den slunkne kommunekasses regning, for at finde de samme institutioner, samme ideologi og samme metoder i den anden ende af verden.