John efterlader sig et kæmpe tomrum i BF hvor han var en skattet og meget pligtopfyldende frivillig medarbejder og god kollega i over 13 år. John var i årene 1998-2001 medlem af bestyrelsen – hvorefter han påtog sig embedet som husinspektør – en dont som han passede stabilt og pligtskyldigt og uden én eneste sygedage i over 12 år lige indtil han blev syg i løbet af efteråret 2009.

Alle der kender John husker ham for hans glade og smilende personlighed og han var udstyret med en smittende – udsøgt – og grænsende til det morbide sorte, humor. John var aldrig selvhøjtidelig og kunne sagtens grine af sig selv og især hans udprægede samlermani. John var nemlig en gudbenådet klunser/samler og han tjekkede altid containerrummet nede i gården ved foreningen, lige inden han kørte hjem om aftenen. Han samlede og byggede mange små og større lagre flere steder, stort set alle steder hvor han kunne efterlade sine sidste klunsede effekter i Korsgade indtil han fik dem transporteret sikkert hjem i ejendommen, hvor han boede og gennem årene også som bestyrelsesmedlem havde tilranet sig rådighed over adskillige loft- og kælderrum – alle steder blev stoppet til bristepunktet med ting og sager – ikke med ting der var specielt kostbare – men dog for værdifulde for John, til at han ville kassere dem. John havde en særlig forkærlighed for standerlamper – dem havde han samlet rigtigt mange af – og hjemme på 5-etage stod der en større samling i stuen der ventede på at blive repareret – der var nemlig ikke én eneste af dem der virkede ordentligt.

John har i gennem årene i BF også samlet på venner og fået utrolig mange venner også internationalt – hans brede smil gjorde uudsletteligt indtryk og han ”gik i folk med træsko” ligesom han var en rigtig gavmild og trofast ven og kammerat. John tog altid smilende og venligt imod foreningens internationale gæster, mens han dog stadig godt kunne være temmelig privat og reserveret omkring sine egne personlige forhold.

John havde mange evner og passede også i gennem mange år foreningens kæmpestore akvarium og han havde også grønne fingre, så han var ligeledes havemand i sin mors kolonihave – men det med maling måtte vente til han fik tid. Når han skulle flytte i haven eller hjem igen efter sommeren, rekvirerede han altid Tom med BF’s varevogn til at hjælpe ham med opgaven. De to har kørt rigtigt mange kilometer sammen og f.eks. når aktivistgruppen skulle på teambuildingtur eller strand- og skovture eller andre udflugter, var John altid fast co-driver for Tom i varevognen.

Når John havde holdt juleaften hjemme hos sin mor kom han altid lige forbi og fejrede højtiden sammen med alle os andre i BF.

John surmulede kun når han ikke vandt noget når vi afholdt bankospil – men når han vandt delte han alligevel gavmildt ud især af de søde og spiselige præmier.

John havde som husinspektør i mange år fast siddeplads for bordenden af det store spisebord med formanden i den modsatte ende – og her hyggede han sig altid gevaldigt med de omkringsiddende – og når han var rigtig god så underholdt han hele spisebordet.

Men, var der slet ikke noget som John var mindre god eller dårlig til – jo, han var rigtig dårlig til at passe på sig selv – når han var syg og især når Eva så plagede ham om at gå til lægen svarede han altid: ”Det skal jeg også nok – lige så snart jeg får det lidt bedre.”

John planlagde også flere gange at han ville ud og rejse – men det blev desværre aldrig til noget, for der kom altid noget i vejen. For eksempel da Jytte og han planlagde at rejse på nilcruise til Egypten, skete der desværre det at Jytte blev for syg til at rejse udenlands og nogle måneder senere døde hun. Det var ellers nok det nærmeste som John kom på at rejse udenlands. Men drømmene havde han i behold i masser af år og han samlede på rejsekataloger. Han talte især om at rejse når nogle af de andre i BF havde været sydpå – så ville John også af sted, men der var altid lige noget der lige skulle overstås forinden og så fadede ønsket ud i løbet af nogle uger. Men John var altid med på BF’s teambuildingture – og han var også på tjenesterejse til Oslo sammen med Steen i 2005 og tilbage i 1999 var John inviteret til New York for at deltage på en NAMA konference. Der fik han en del nye venner som han udvekslede mails med i nogle år.

John havde også sin egen bærbare computer, men det var ikke ret meget at han brugte den – lige bortset fra de år hvor han var bestyrelsesmedlem i ejendommen hvor han boede. Der fik han en del mails som skulle hentes, så i den periode startede John sin computer regelmæssigt. Ellers så stod computeren urørt hen måske lige bortset fra de mange gange hvor Eliot fra London var på besøg i BF. Eliot fik altid tilladelse af John til at bruge hans computer og når det skete så blev styresystemet altid opdateret ligesom en ny version af virusprogrammet blev installeret. Sådan var Johns computer også næsten altid køreklar, men det var John bare ikke – han gad ikke rigtigt at sætte sig ind i alle de ting som man skal vide for at have fuldt udbytte og gavn af en computer.
John var til gengæld ret ferm til at skrive vagtrapporter – det skete tit at han hankede op og tilføjede en masse i de andres vagtrapporter – og der havde han sine helt egne formuleringer såsom: ”John har taget toilettet” – det morede vi os meget over – når jeg påtalte at han snart havde taget alt for mange toiletter – og at det i virkeligheden var totalt forbudt at tage toiletterne, for der var jo også andre der skulle bruge dem og det var jo umuligt når John havde taget dem. I virkeligheden mente han jo også bare at han havde rengjort dem – men det ville han ikke skrive. Sådan havde han sine små og større pudsigheder som gjorde ham til den fantastisk hyggelige personlighed, som han var.

Som husinspektør var det Johns sure pligt at udskifte låse på garderobeskabene når nogen havde smidt nøglen væk eller når nogen bare var forsvundet med nøglen – men den slags gad han altså ikke rigtigt, så det var altid nærmest umuligt at finde et ledigt skab indtil jeg selv eller andre blev bedt om at udskifte låsene. Men John klarede dog at holde styr på foreningens Ruko nøglesystem – når nye aktivister skulle have nøgler til BF skulle de altid først udfylde og underskrive en særlig formuler som John så efterfølgende opbevarede i hans skrivebordskuffer sammen med et utal af udrangerede Ruko nøgler, som efterhånden hobede sig op når ejendommen fik udskiftet låse – det skete mange gange – især når biblioteket havde haft indbrud og tyvene havde haft held til at fjerne en eller flere nøgler i bundter.

John var heller ikke specielt god til at holde orden – på depotet hvor SprøjtePatruljen holder til i BF – havde han altid en samling klunsede effekter stående og somme tider fyldte det voldsomt og formanden måtte tale med store bogstaver for at få ham til at fjerne dem – men så tog han sig som regel sammen og fik Tom til at hjælpe sig med at transportere et helt læs hjem til sin kælder eller ud i kolonihaven i Herlev hvor han også havde rigtigt mange ting samlet.

John kunne godt lide at ”køre en tur” med støvsugeren og gjorde det næsten dagligt – ligesom han også elskede at tage svaberen og vaske gulvene og til tider kunne han ligefrem være usædvanlig energisk – og tage sig af at fjerne ”svineriet” når nogen fra medborgerhuset for eksempel havde smidt affald i elevatoren, i kælderen eller i trappeskakten – så var det altid John der til sidst tog sig af problemet. Én gang havde nogen efterladt flere affaldssække med noget væske i som sivede ud og stivnede og antog form som hårdt plastic og limede sig fast til betongulvet. Her var det nærmest umuligt at fjerne fra igen. Men det kunne John dog ikke holde ud at se på, så han tog en hammer og en mejsel og huggede det af i små bidder – et job der tog flere timer og gav meget sved på panden. Til gengæld var der ikke mange i BF der opdagede det for det er de færreste der bruger kældergangen – og kun få går den vej når de skal i gården.

John kunne være utroligt sød og charmerende og han var kendt som en ”damernes ven”. Selv om der var flere der gennem årene fik et godt øje til ham blev det dog aldrig til mere end sjov og ballade mellem ham og pigerne i BF, for John ville ikke forpligtes på den måde. John forblev altid en meget privat person og det var kun de allerfærreste der kendte til Johns privatadresse og som havde besøgt ham hjemme i privaten.

Til gengæld stillede han altid op når BF skulle optræde offentligt – undtagen med SprøjtePatruljen – han ville bare ikke risikere at træffe nogle af sine naboer i den gule jakke selvom den ellers er kendt for at blive båret af folk som udfører et fantastisk vellidt og populært arbejde. Sådan kunne John også være en lidt underlig og kompleks person. Men elskelig var nok det ord der beskriver John bedst og vi er utroligt mange som savner John hver eneste dag..

Jørgen Kjær/formand

Landsforeningen for Human Narkobehandlings kvartalsblad “Afhængig – og hvad så?” no. 4 2010.

Af formand Karen Groos

BrugerVenDagen 2010 Blev afholdt i BrugerForeningen d. 3.nov. 2010 på foreningens 17 års fødselsdag. Festen blev ligesom de senere år startet i kulturhus ”Støberiets” teatersal (nabo til BF) der var udstyret med bar, talerstol og adskillige rækker siddepladser.

Formand Jørgen Kjær bød gæsterne velkommen og fortsatte: ”John der var BF’s husinspektør i over 12 år – blev bisat den 14. Oktober. John havde en herlig tør lettere mørk men også selvironisk humor. John havde masser af venner over alt fordi han var en stor personlighed, som vi alle sammen savner utroligt meget og jeg håber I vil være med til at holde et minuts stilhed for John og alle de andre der har forladt os i år og tidligere – Tak!”

Efter stilheden fortsatte JK med et tilbageblik på det seneste år der har været noget af en prøvelse med hele fem indbrud indenfor bare 6 måneder. Året blev også indledt med en meget anstrengt økonomi da budgettet på forhånd var reduceret med 400.000 fra Københavns Kommune og Miljø & Teknik, havde på grund af de vanskelige tider inddraget SprøjtePatruljens honorar.

JK: fortsatte ”Det er heldigvis ikke sygdom og elendighed alt sammen. Det som vi har kæmpet mest for i over 15 år – lægeordineret heroin, blev langt om længe realiseret i år. Den 15. marts åbnede ”Valmuen”, på Tomsgårdsvej i København og samme dag åbnede KABS i Hvidovre for heroinbehandling. Naturligvis ser vi med kæmpestor tilfredshed på at heroinbehandlingen endeligt langt om længe er realiseret. Men vi kritiserer stadig Sundhedsstyrelsens vejledning om hvordan og hvornår heroinen skal indtages. Stofbrugere, der bliver tildelt heroin, forventes at møde op til overvåget indtagelse af præparatet to gange dagligt, syv dage om ugen. Det betyder i praksis en genindførelse af ”stavnsbåndet” og det er meget vanskeligt at indpasse de to besøg i en hverdag med job, studier eller andre normale forpligtelser. Aftendoseringen består også stadigt af metadon – dog til hjemtagelse ligesom ved weekendfri eller ferier, og dette på trods af at de udvalgte ikke på noget tidspunkt har profiteret af den forudgående årelange metadonbehandling, der forlanges for at få adgang til heroinbehandlingen. Sidst men ikke mindst finder BF også at det er stærkt kritisabelt at stofbrugere der ikke fixer, skal starte med det før de kan komme i betragtning, ligesom de der er inde og gerne ville stoppe med at fixe, heller ikke har nogen mulighed for at ændre på denne mere risikable og belastende indtagelsesform. Men nu er heroin ikke længere udelukkende forbudt, men også lovligt lægeordineret medicin – og Rom blev heller ikke bygget på én dag.”

”I år lykkedes det os også endeligt at få naloxone – det startede vi med at tale om helt tilbage i 2001 hvor jeg på Internettet læste om hvordan stofbrugere i Chicago var blevet udstyret med overdosisredningsudstyr og naloxone. Den gang havde vi GadePatruljen der under de daglige patruljer mødte mange overdoser. Hvis de havde haft naloxone ville de have kunnet starte livsreddende indsats på stedet. Socialoverlæge Peter Ege, syntes også det var en rigtig god ide – og så tog det lige nogle år med at få bevilget midlerne. Men så skulle det altså også lige implementeres fra en institution i Københavns Kommune. Jeg mente jo bare at vi skulle udstyres med nogle ampuller og så ellers starte med at redde liv. Men jeg kan også sagtens se at det giver god mening – sådan behørigt at registrere og evaluere, så der også fremover kan bevilges midler til det gode formål. Det blev således først aktuelt i 2009 hvor Sundhedsrummet kom på banen, med en passende institutionsstruktur, en læge og nogle søde sygeplejersker. I januar 2010 arrangerede de et førstehjælpskursus som 12 aktivister fra BF bestod og de blev således de allerførste ikke sundhedsuddannede personer i Danmark der blev udrustet med livsreddende naloxone og en lille taske med det øvrige udstyr – og med det har vi siden reddet 5 stofbrugere fra døden af en overdosis.”

- ”I begyndelsen af året blev vi opmærksomme på avisskriverier om at nogle stofbrugere på Vesterbro have anvendt salmiakspiritus som voldsinstrument – og at flere blev blindet herunder en 17-årig der var permanent blindet på begge øjne. Det er en meget tragisk historie. Jeg erindrede at man kunne bruge noget andet til at frembringe freebase – og kontaktede derfor vores kollega Raffi Balian i Toronto der bekræftede, at man også sagtens kunne fremstille freebase/crack med bikarbonat i stedet for salmiakspiritus – og så startede vi snart herefter med at pakke de små plastposer med bikarbonat – og i sidste optælling for nyligt havde vi produceret og distribueret over 20.000 poser siden vi startede i marts.”

”I løbet af sommeren udvidede vi samarbejdet med Sundhedsrummet til også at omfatte indkøb, pakning og distribution af crack-kits og dem har vi pt. lavet 2.000 poser af.”

”BF er ”høringsberettiget” i forhold til flere ministerier, styrelser og forvaltninger og vi har siden starten siddet med i følgegruppen ift. Københavns Kommunes Sundhedsrum og cafe Dugnad og BF er nu også blevet indbudt til at repræsentere stofbrugere i Københavns Kommunes nye Udsatteråd. BF huser ligeledes arrangørgruppen for den årlige Brugernes Bazar i Odense. Vi oplever at have rigtigt mange gode samarbejdspartnere.

”Vi har desværre måttet sløjfe alle årets sædvanlige udflugter – såsom museumsbesøg, biografture, koncerter og andre aktiviteter der koster penge – det er meget svært at arrangere noget med mange mennesker uden at det koster noget, men vi har dog både været et par gange på stranden og et par ture i skoven – men Zoo turen i maj og den årlige sommer kanoudflugt blev der ikke til.”

- Og med 5 indbrud kan vist med en vis ret kalde 2010 for BrugerForeningens første ”Annus Horribilis” – og så alligevel ikke – idet det blev min store glæde med stolthed at modtage en rigtig international hæderspris – the ”Carol & Travis Jenkins Award” – i april på den store internationale Harm Reduction konference i Liverpool – prisen gives for outstanding harm reduction work – og som det blev fremhævet ved prisoverrækkelsen, så opfattes BF af andre stofbrugeraktivister som ”fyrskibet” eller ”ledestjernen”, som alle gerne vil kopiere i deres hjemlande. Vores forening er også ganske unik med eget dagligt åbent værested med brugerstyring og rådgivning og masser af forebyggende arbejde med skolebørn og studerende, samt mange sociale og skadesreducerende aktiviteter. Alt sammen på frivillig basis – og vel at mærke udelukkende udført af aktive stofbrugere. Mange ude i verden kalder BF for ”Utopia” – og det må vi jo erkende langt hen af vejen – og der var sikkert heller ikke ret mange der tilbage i november 1993 troede at BF ville eksistere i, om end ikke allerbedste velgående, så dog stadigt i live og altid optimistiske – og til trods for sygdom og dødsfald og svækket økonomi, så holder vi både værested og forening åbent i ca. 12 timer om dagen – og der er morgenbord og tilberedt aftensmad på samtlige af årets hverdage. SprøjtePatruljen har været på gaden hver eneste dag også i weekenderne – så det er rigtigt som fremhævet i Liverpool ved prisoverrækkelsen, at BF er en meget dynamisk interesseorganisation og også en stor international medspiller i INPUD og vi samarbejder nært med vores søsterorganisationer i både Norge og i Sverige hvor der findes hele 7 lokale foreninger. Det sidste er også et tydeligt udsagn om at det er svært at være stofbruger i Sverige og derfor organiserer de sig i meget større omfang end det er tilfældet i Danmark.”

- ”Men hvis vi ikke havde vores trofaste aktivister så eksisterede BrugerForeningen slet ikke – det er dem der åbner foreningen hver eneste morgen og det er dem der dagligt kører ud med ”SprøjtePatruljen” både når det er sommer og solskin men også når det er regnvejr – eller vinterkoldt med snevejr og frostgrader. Uden foreningens flittige aktivister så kunne vi ikke være her i dag og fejre foreningens 17 års fødselsdag. Så vil I ikke hjælpe mig med at give BF’s aktivister en ordentlig klapsalve som tak for deres kæmpestore indsats? Tak skal I have”

Herefter overtog BrugerForeningen husmusikus Henrik Svale mikrofonen og fortsatte med sang og guitarspil med ”Peers from INPUD” en sang af egen musikkomposition og tekst af Jørgen Kjær.

Efter Svales sang og spil overtog Socialoverlæge Peter Ege, fra Socialforvaltningen i Københavns Kommune. Peter holdt en herlig tale og med højt humør og stort vid præsenterede han årets modtager af BrugerVenPrisen 2010, overlæge Christian Hvidt der velvilligt og med stor glæde modtog prisen og samtidigt i sin takketale berettede lidt om sin tid som læge både her og flere år i Zambia i Afrika og om, hvordan han fik interesse for området stofbrug/ misbrug og lyst til at hjælpe og behandle stofbrugere.

Talerne og prisoverrækkelsen i teatersalen afsluttedes med stor applaus til prismodtageren og formanden erklærede, at festen og baren nu flyttede, og fortsatte inde ved siden af i BF’s hyggelige lokaler, hvor der stod en veludrustet buffet og ventede med en masse dejlige ting til ganen – herunder selvfølgeligt BF’s hjemmelavede speciale – chokoladedyppede jordbær, der som sædvanligt blev spist i stort antal og med stor nydelse.

Karen Groos. Nov.2010.

www.lfhn.dk

BILD: HENRIK MONTGOMERY/SCANPIX
Teaser:
En krona, en ren spruta, ett liv

Debatt |

Efter många års infekterade diskussioner är Stockholm i dag redo att införa ett sprututbytesprogram för narkomaner som använder injektionsverktyg. Men i sista ronden lyckades Moderaterna blockera beslutet och skjuta upp det. Berne Stålenkrantz, ordförande i Svenska brukarföreningen, ifrågasätter Moderaternas vilja att följa internationella konventioner och framför allt att ge samhällets mest utsatta stöd.

Publicerad: Fredag 10 december 2010 | 07:00

I dagarna har årets internationella hiv-dag passerat revy utan att någon nämnt sprututbyte. Samtidigt bestämde Moderaterna i Stockholms kommun att skicka frågan om sprututbytesprogram på remiss till samtliga stadsdelsnämnder i Stockholm. Är det här Moderaternas sista försök att stoppa sprututbyten i Stockholm, eller har de något annat i bakfickan som kommer presenteras ifall svaret inte blir som de hoppats på?

Under tiden det politiska käbblet fortsätter om rena sprutors vara eller inte vara nysmittas cirka 200 människor i månaden av den dödliga infektionen hepatit C.

För att få lite perspektiv på frågan är det viktigt att veta att ungefär 42 500 narkomaner är smittade av hepatit C, och att 2 000–2 500 nysmittas varje år i Sverige, bland annat på grund av att vi förnekas rätten till smittskydd. I hela världen finns det upp emot 300 miljoner människor som är smittade med hepatit C och cirka 35 miljoner av hiv/aids.

80 procent av oss som har hepatit C får den kroniskt, av dessa utvecklar 30 procent skrumplever eller levercancer, och många dör av det. Det finns en hepatit C-behandling med interferon, som kostar 15 000 kr per person i månaden enbart för läkemedlet. En behandling kan pågå i upp till 18 månader.

Lägg ihop kostnader för forskning, behandling, läkare och annan personal samt lokaler så blir summan enorm. Multiplicera sedan alla dessa kostnader med flera tusen människor så förstår vi alla att det blir väldigt kostsamt för samhället. Vi har då inte ens nämnt det personliga priset den enskilde och deras anhöriga får betala, vilket inte går att mäta i pengar.

Ta det mänskliga lidandet plus kostnaderna i rena pengar, ställ det sedan i proportion med den ynka enkrona (1 kr!) en ren, steril spruta kostar. En enkrona som kan rädda ett liv!

Stockholmsmoderaterna i Stadshuset avfärdar den enkla kunskapen om att sprututbyten räddar liv. Sprutbyte är en metod som stöds och rekommenderas av smittskydds- och infektionsläkare, Socialstyrelsen, Folkhälsoinstitutet, Smittskyddsinstitutet, Landstinget, samtliga FN-organisationer och inte minst av Internationella röda korset.

Hur kan det vara möjligt att vi har en lagstiftning som kan tillåta att kommunpolitiker, som inte har ansvaret över hälso- och smittskyddsfrågor, kan tillåtas avgöra frågan om rena sprutor?

Som moderata kommunpolitikern Anna König-Jerlmyr så omtänksamt säger i en artikel i senaste Situation Stockholm: ”Vi måste ha respekt för att det finns olika åsikter.” Vems åsikter är det hon bryr sig om och vill ska få avgöra frågan? Istället borde ni kommunpolitiker ha kurage att erkänna att ni inte besitter kunskap i frågan och överlämna beslutet till de som är bäst lämpade att avgöra infektion- och smittskyddsfrågor, exempelvis till era kollegor i Landstinget.

Tänk om det handlat om ett dödligt virus som riskerade att smitta 2 000 pensionärer, barn eller hbt-personer, då hade ni moderata politiker stått i rad och krävt att smitt- och infektionsläkarna omgående gjorde något åt saken. Men nu är det ju bara ”knarkarna” som drabbas. Att måna om oss ger väl inga röster, tänker ni väl, enkelt uttryckt, en attitydfråga.

Sverige har skrivit under Declaration of commitment on hiv/aids, även kallad UNGASS-deklarationen, där man förbinder sig att kunskapen om hiv, hepatit C och sexuellt överförbara infektioner ska förbättras och stigman associerade med dessa ska reduceras. Vi har också skrivit under de mänskliga rättigheterna formulerade i FN:s Artikel 12 där konventionsstaterna erkänner rätten att alla har rätt att ”fysiskt som i psykiskt avseende åtnjuta bästa uppnåeliga hälsa.”

Följer vi dessa förbindelser genom Moderaternas beslut? Svaret är nej.

I regeringskansliets egen rapport om implementering av UNGASS-deklarationen erkänner man öppet att Skåne med sitt sprututbytesprogram har haft en positiv effekt för att förhindra spridning av hiv medan Stockholm, utan ett sprututbytesprogram, fortsätter att rapportera in nya hiv-infektioner.

Vidare uppmanar FN alla medlemsländer att erbjuda gruppen som injicerar narkotika tillgång till sterila injektionsverktyg, utan diskriminering. Vi kan ärligt påstå att Sverige inte lever upp till sina internationella åtaganden om att förhindra blodsmitta.

I slutändan, när alla politiker gått hem för dagen och argumenten lagt sig, är ändå en ren spruta, för en ynka krona, bättre än en smutsig infekterad. Vem kan vara emot det? Kan föräldrar vars barn injicerar vara det? Kan sjukvården tycka det? Däremot vet vi att vissa politiker anser det, för det är kontentan av deras beslut.

Som lagen kring sprututbytesprogrammen är skriven i dag kan en moraliserande grupp kommunpolitiker agera hur omoraliskt som helst. Utan att de tillräckligt ställs till svars. Det finner vi svårt att svälja.

Regeringen bör se över lagstiftningen, och våga göra de justeringar som krävs för att rätt kompetens ska kunna avgöra behovet av ett sprututbyte.

SBF ställer en enkel fråga till politiker som motarbetar rena sprutor: är politiska ideologier och signaler viktigare för er än att rädda liv?

Berne Stålenkrantz • Ordförande i Svenska brukarföreningen

Läs mer: http://www.stockholmsfria.nu/artikel/86263#ixzz18HTMij00

(C) Københavns Kommune

November 2010.

For ni måneder siden kunne København som den første by i landet tilbyde lægeordineret heroin, og brugere og personale er nu klar til at sige, at det var en god idé.

Spørger man brugeren Sanne, hersker der ingen tvivl:

” Det er det bedste, der er sket, simpelthen. Jeg kan huske mine drømme nu, hvor jeg ikke ligger vågen hele natten og tænker på, hvordan jeg skal lave penge dagen efter.”

Netop den faldende kriminalitet kendetegner de fleste forløb i heroinbehandlingen, da stort set alle brugere oplyser, at de en har nedsat kriminaliteten eller helt er stoppet.

Heroin ikke det farligste
For nogle kan det virke paradoksalt, at staten skal udlevere et stærkt afhængighedsskabende stof.

Sygeplejerske Sissel Bruun forklarer:

”For os at se, er heroinen ikke det farligste i deres liv, det er kriminaliteten, prostitutionen, ikke at have en bolig og at skulle jagte stoffer hele tiden. Så selv om det virker underligt, at man giver dem en medicin, der handler om nydelse, så giver det god mening.” Hun tror på, at det kan få brugerne ud af deres misbrug: ”Det giver det overskud efter en periode, så de har lyst til at gøre andre ting med livet. Flere snakker om døgnbehandling, og én er startet.”

Peter og Erling tegner i et af værkstederne.

Demokratiet har talt: snak ordentligt
Valmuen, som heroinudleveringen hedder, har lige nu 33 brugere i behandling, og målet er 120.

Personalet lægger vægt på, at brugerne selv tager ansvar for Valmuen.

”Vi accepterer ikke gadens normer og sprog. Man skal tale ordentligt til hinanden. Det har brugerne selv vedtaget på et månedligt brugermøde, hvor brugerne beslutter så meget som muligt om den daglige drift,” fortæller pædagog Britt Overbye.

Beboerne beslutter på et møde, hvordan ugemenuen skal se ud. Den bliver bl.a. lavet af medhjælperen Janine.

Flere faser
Sissel Bruun ser, at brugerne typisk gennemlever nogle ganske bestemte faser.

”Når de indskrives, skal de gå op til to uger på metadon, og det kan være hårdt. Så kommer forelskelsen, hvor de opdager, at her får de heroin og mad, og alle er søde. Efter tre måneder kommer muren, for så er det første spændende overstået, og så oplever de et tomrum, fordi de har været vant til at skaffe stoffer.”

Britt Overbye supplerer: ”Der skal vi være klar til at sætte ind med aktiviteter, så brugerne ikke bliver for rastløse. Vi har syværksted, musiklokale, maleværksted, motionsrum, badminton og Wii.”

Familie
For en del brugere betyder behandlingen, at de får bedre kontakt med deres familie.

Erik, Sannes kæreste, fortæller:

” Min far var glad, da jeg fortalte ham, at jeg havde taget 10 kilo på. Vi har også aftalt at mødes nu.” Alle pårørende kan dog ikke acceptere en behandling, der betyder, at man indtager heroin. Det oplever Sanne: ”Min familie ved godt, at jeg går her, men ikke, at det er heroin, så jeg har bare sagt, at det er behandlingstilbud. Hvis de opdager, at jeg tager heroin, så vil de ikke snakke med mig.”

For få gange
Alt i alt har Erik kun ét kritikpunkt: ”En forbedring ville være, hvis man kunne få et skud tre gange om dagen. For når vi kommer hjem, så kan man sidde om aftenen, og så kan man falde i med sidemisbrug.”

Nyt tøj
For brugerne betyder behandlingen et mere normalt liv. Erik fortæller: ”Før skulle jeg bruge mellem 500-1000 kr. hver dag, så der var aldrig penge på kontoen, og jeg lavede tyveri konstant. Det er fantastisk, at der pludselig står penge på kontoen. Nu kan vi købe mad, og for første gang i flere år har jeg købt nyt tøj.”

Originalartiklen med fotos:

http://www.kk.dk/Nyheder/2010/November/SOF_Valmuen.aspx

af Arild Knutsen

http://www.facebook.com/arild.knutsen

Den 4. januar 2011.


På Plata i dag. Det er en stor ansamling der. Jeg synes miljøet har vokst de siste ukene. Jeg observerer en mann som har to karer på hver side av seg. Det er noe i luften. De ser ut til å begynne å plage han. Han bare står der, men redselen begynner å lyse i øynene hans. Ingen av de tre ser hverandre i øynene, de to drar liksom i armene hans fra hver sin side, fekter, mer og mer intenst. 

Jeg begynner å tipse rundt om at det er en som kanskje er i problemer i det de plutselig knebler han ned på den snødekte bakken. Han skriker i smerte, etterhvert med ansiktet begravet i den skitne snøen. Flere strømmer til for å se.

Neida, det er bare nok en pågripelse. De snakker ikke til dem på forhånd, men knebler dem som om de per definisjon skulle være truende til hva som helst. 

– De gjorde det samme med en kamerat av meg for bare fem minutter siden, forteller en jeg står sammen med. 

De var tre stykker som hadde stått og snakket da den ene plutselig ble revet til siden, slengt i bakken og kneblet hardt, før de dro han opp igjen og gikk av gårde med han. 

Men gjorde han ikke noe? Spurte jeg. Nei, vi sto bare og snakket. Da må han vel ha hatt noe på seg da, svarer jeg, men så kommer han plutselig tilbake. Så det kan han altså ikke ha hatt.
 
Han er helt vill i blikket. Sånn føler jeg meg inni meg også, tenker jeg, når jeg har opplevd urettferdighet. Man blir jo sint. Vi står og ser hverandre i øynene en stund, han kommer ikke en gang bort for brukerutstyr. Jeg kjenner han fra før og han kjenner meg. Han klarer ikke å vise en følelse, øynene lyser av frykt. Jeg synes jeg kan lese av øynene hans at han har blitt utsatt for urettferdighet og i en uansett uforholdsmessig grad. Hva jeg vil karakterisere som et overgrep.

Jeg er bortvist, sier han, og må gå. Han piler raskt avgårde. 

Personlig bryr jeg meg ikke om hvem personene er eller hvilken instans de jobber for. De begår overgrep og ser åpenbart ikke på dem som de kaster seg over som mennesker. De er brutale, trenger ikke være det i det hele tatt. 

Han jeg så bli kneblet var mørkhudet og det føltes for meg som om de gjorde jobben for de foraktfulle høyrekonservative rasister. De så ut som de var mobbens utsendte, med sin høyst urimelige fremferd. Men den øverste ansvarlige for instansen er en sosialdemokrat fra Arbeiderpartiet. Jeg tenker meg at noen er fornøyd med dette. Selv blir jeg kvalm.

De jobber for det norske samfunn og er finansiert av offentlige midler, men aktiviteten står i grell kontrast til samfunnets utviklingsstadium og samfunnets øvrige verdier. 

Jeg forteller han jeg står sammen med om politimannen som i dag går ut i VG og foreslår avkriminalisering. Først lyser øynene hans opp, men så ser han raskt ned igjen. – For en kontrast til hvordan de oppfører seg mot oss her, sier han.

——o0o——

Fredag, 21 januar, 2011

KRONIK: Velfærdsstaten spiser forandring til morgenmad.Udvikling og innovation af nye velfærdsløsninger bliver stoppet af gamle organisationer, bureaukrati og ”moderne” styringssystemer. Nye løsninger skal komme fra uafhængige sociale virksomheder.

Af: Michael Lodberg Olsen

DUGNAD er norsk – men DUGNAD Vesterbro er dansk. DUGNAD betyder at et lokalområde går sammen for at løfte en fælles sag. 101 løsningsforslag er Vesterbros bud på en over 40-årig gammel konflikt mellem nogle af de mest udsatte i landet og et lokalområde. Mellem stofmisbrugere og Indre Vesterbro.
Vi skulle over de norske fjelde for at huske på, at vi selv kan definere løsninger på det vi oplever i vores lokalområde – opleve at de bedste løsninger er lokale.

Lokale løsninger til nationale problemer
Norsk og Vesterbro er en historie om at verden er blevet global og at man lærer eller lader sig inspirere over nationalgrænserne. Vi taler om globaliseringens positive sider – og den rammer helt ind i lokalområdet til selve borgeren, individets hverdag og de mest udsatte der dagligt kommer på Vesterbro. Men nissen flytter med. Gamle konflikter og modsætninger lever videre – ja de kan forstærkes og rammer de mest udsatte. DEM der er udenfor. Og de får kød og blod og bliver synlige i lokalområdet. DEM er stofmisbrugere. De er et globalt fænomen, men de er et lokalt problem for OS.
Men de bedste løsninger er lokale. Det kan godt være man bevæger sig i en global verden, men dagliglivet folder sig ud lokalt. Og det er her vi agerer: Over 350 borgere, erhvervsfolk og stofbrugere arbejder sammen og kommer med 101 løsningsforslag og en konkret prissat indsats.

KBH kommune og staten lytter. De har ingen løsningsforslag selv og medierne dækker sagen: De bliver nødt til at lytte. Ritt og Warming bakker op – det samme gør Lars Løkke og Lene Espersen der kommer ud på Vesterbro med en pose penge og betingelser: Vesterbro skal lave partnerskab med KBH kommune der skal drive sundhedsrummet og vi et værested. Lykke og Espersen tør ikke lade os drive et Sundhedsrum af frygt for, at vi vil drive det som et fixerum. (De havde nok ret. Så vi tager værestedet.)

På knæet af KBH kommune fortæller vi lokalområdet, at det nok skal gå at være nabo til et sundhedsrum og et værested for stofbrugere. Langt om længe finder vi lokaler. Kommunen skal have flest m2 for de er flest fastansatte – 200 m2. Vi får 65 m2 til at drive et værested, der hurtig kommer til at hedde en café, for stofbrugerne vil så gerne behandles normalt. For første gang i 40 år fortæller vi stofbrugerne ”her må i gerne være”. Politiet går med til at ophæve flere af de forbudszoner, hvor stofbrugere ikke må opholde sig på Vesterbro. Så de må faktisk være der – også udenfor når solen skinner!

Kommunens Sundhedsrum åbner med mest plads, flest penge og 20 stofbrugere dagligt. Løbende regulerer de deres åbningstid så de til sidst er nede på 22½ time. Café Dugnad åbner på 65 m2 der dagligt får besøg af 150-200 stofbrugere der benytter sig af et sted at være, rygerum, toiletter og adgang til gratis sund mad. Vi er det eneste værested, hvor stofbrugerne på Vesterbro har adgang til åbne toiletter. Vi køber også et pissoir der bliver opsat udenfor cafeen. Det er velfærdsløsninger for gadens folk anno 2009! Vi arbejder med at regulere vores åbningstid så vi til sidst når op på 7 dage med 51 timer om ugen. Sidst men ikke mindst: Vi redder liv! Ved at være der og acceptere stofbrugerne på vores café redder Café Dugnad over 35 overdosis tilfælde. Ingen dør i Cafeens åbningstid!

Det lyder smukt – et lokalområde tager ansvar og skaber nye løsninger der for første gang i mange år skaber bedre forhold for stofbrugerne i lokalområdet. Vesterbro Lokaludvalgt gav da også en ildsjæls pris til Dugnad samarbejdet. De begrundede det med: ”De (Dugnad) er gået foran i en meget svær problemstilling på Vesterbro, som Københavns Kommune og mange andre offentlige instanser ikke har formået at afhjælpe i nær det samme omfang som Dugnad”.

Langt inden vi starter forsøger Københavns Kommune at lave en organisering, hvor de har magten over foreningen Dugnad. Kommunen vil gerne styre og sikre sig. Det fik de ikke lov til – men det lykkedes dem senere at overtage projektet.
Københavns Kommune får os smidt på porten med hjælp fra Mændenes Hjem – en privat kristen organisation, der blandt andet driver herberg og kontaktsted på Vesterbro med overenskomst med København Kommune. Kommunens lokale lakaj. Sommeren 2010 er det Mændenes Hjem – der med udtalelse om, at der bliver indtaget stoffer i Café Dugnad – der giver det endelige dødsstød og ifølge politikerne nok til at Københavns Kommune afbryder partnerskabsaftalen med DUGNAD Vesterbro og sætte en anden aktør ind. Den nye aktør bliver Mændenes Hjem!

Gamle velfærdsløsninger til nye problemer?
I decemberkuldens kulde anklager Hus Forbi østeuropæere for at tage deres salg fra de ”rigtige sælgere” – de politianmelder dem.
Kofods skole er ude at kritisere væresteder med adgang til gratis mad. ”Det tiltrækker i busse-vis af østeuropæere. KBH kommune kritiserer også gratis mad. Til Café Dugnad siger en vicekontorchef i København Kommune ” .. at stofbrugerne skal lære at når de kommer ud i det virkelige liv – så skal de også betale for mad”. Dette – selv om evalueringsfirma Rambøll Management og Politiet siger at ”gadens folk er mere rolige og lettere tilgængelige pga. adgang til gratis sund mad i Café Dugnad.”

Det er nye udfordringer der kræver nye måder at håndtere tingene på. Det nytter ikke at politianmelde eller holde fast i gamle pædagogiske principper, som selv børnehavebørn ikke bliver mødt med – men som de mest udsatte i landet møder som hverdag, som arrogant velfærd, der ønsker at kontrollere og styre folk. Tænk at det kan komme som et chok at der bliver indtaget stoffer i en café for stofbrugere – når det selv samme system ikke kan udrydde det i fængslerne. Tænk at vi i over 40 år har råbt op om dårlige forhold for stofbrugere og dermed for vores lokalområde – uden der er sket det store.

Spørgsmålet er om man overhovedet kan forvente social innovation i den eksisterende statslige og kommunale velfærd og hos dens lakajer? Ifølge norske Dr. Jan-Urban Sandal, der forsker i vækst indenfor innovation og iværksætteri kan det ikke lade sig gøre. ”Medarbejdere i stat og kommune kan ikke skabe innovation da det overordnede styringssystem er partipolitisk” sagde han på en konference som Center for Socialøkonomi havde arrangeret. Alle løsninger vil være underlagt dette styringssystem, frem for nye måder at løse borgernes problemer på.

En stor aktør indenfor social iværksætteri og innovation er Jerr Boschee, der er stifter af Social Enterprise Alliance. Den største organisation i USA der hjælper sociale iværksættere med at realisere deres mål og forandringer. Han siger ”organisationer spiser forandring til morgenmad”. Den kultur organisationer af natur udvikler, bliver en form for resistent overfor nye innovative forandringer. Han opfordrer sociale iværksættere til at skabe nye organiseringer, når de skal udleve deres mission om nye løsninger. Ofte er de nye løsninger baseret på nye måder at se og løse et problem på, hvorfor det også kræver nye organisationskulturer. En anden baggrund er at social iværksættere ofte skal have albuerum og er risikovillige – hvilket ofte heller ikke spiller ind i gamle organisationer der lever med cover my ass systemet.

Nye løsninger på nye problemer
Tilbage på Vesterbro står vi med en dårlig smag i munden. Vi står med en forståelse af nydansk i velfærdens tegn. Først nu forstår jeg hvordan stofbrugerne dagligt bliver behandlet af velfærdens retorik: ”Integration” betyder vær som os eller skrid. ”Aktivering” betyder tvang. ”Normalisering” betyder ensretning. ”Behandling” betyder adfærdsregulering. ”Samarbejde” betyder vær som os. ”Partnerskab” betyder vi overtager jer langsomt ….

Nu overgiver Vesterbro sig aldrig – så vi bruger disse dyrekøbte erfaringer til at udvikle nye former for samarbejder og partnerskaber, der kan skabe nye og bedre velfærdsløsninger for gadens folk. Vi arbejder med organiseringer, på tværs af samfundet og med international kontakt.
Vi arbejder med organiseringer i x-feltet mellem civilsamfund, erhvervslivet og private organisationer. Vi skaber nye social virksomheder – med udgangspunkt i de konkrete behov gadens folk har. – Lige nu har den kommunale del meldt fra i iver efter driftsikkerhed. – SÅ vi arbejder desværre videre uden dem.

Vi skal nedbryde de siloer og kasser vi har opbygget i samfundet. Vi skal skabe en ny velfærd, der konstant er baseret på de behov vi som borgere har – og ikke partipolitiske eller ”moderne” velfærds-styringssystemer. Vi skal sikre, at enhver borger der har et givent problem kan få den hjælp han eller hun har brug for – frem for en velfærd der skal sikre at alle får samme behandling (”cover my ass” styringssystemet). DET vil skabe en bedre og langt billigere velfærd. En velfærd i topform er drevet af borgernes behov – i samarbejde med samfundets aktører! En velfærd i konstant udvikling og søgen efter de behov der er – uden at partipolitik og enkeltsager skal definere den.

Vi skal skabe organiseringer der spiser problemer til morgenmad. Organiseringer der tør at tænke nyt, handle på nye måder – og tør fejle med handlinger der ikke virkede men som skulle afprøves. Vi skal se hele samfundet som en del af løsningen og ikke en silo på rådhuset der på ingen måde han løse hele samfundets problemer.

ENCOD’s februar bulletin

Den 1.2. 2011.

Af Jorge Roque Portugal – bearbejdet og oversat af Jørgen Kjær

Vi lever i en tidsalder, hvor de rusmidler, der produceres i de vestlige lande er tilladt, mens rusmidlerne der stammer fra ikke-vestlige lande er forbudt. Alkohol er opreklameret som et ”herligt” rusmiddel i hele verden, mens reklame- og marketingskampagner for tobak får alle til at glemme, at lungekræft er en af de vigtigste årsager til narkotikarelaterede dødsfald.

Sundhed har aldrig haft noget at gøre med narkotikapolitikkerne. Vestlige lande har været i stand til at kontrollere de globale lovgivninger på en sådan måde, at kun deres narkotika bør være lovligt og narkotika fra andre lande eller kulturer bør forbydes.
Det vestlige rusmiddel alkohol forårsagede store katastrofer i det nittende århundredes Amerika og i mange andre lande hvor lokale samfund blev totalt ødelagt af dette “ildvand”. Mange blev afhængige og holdt drikkelag hele dagen, men myndighederne besluttede aldrig at kontrollere eller forbyde dette rusmiddel på det tidspunkt. For et og en halvt århundrede siden, blev opiumskrige udkæmpet for at tvinge kineserne til at forbruge opium fra de britiske kronkolonier i Indien.

I disse dage, er narkotika forbudt efter et økonomisk incitament, for at begrænse udbuddet og øge prisen. Kriminelle organisationer ved aldeles udmærket hvordan man drager fordel af sådanne naive politikker.

I denne måned er vi blevet konfronteret med nyheden om, at flere vestlige lande (JK – herunder også Danmark) har gjort indsigelser mod forslaget fra den bolivianske regering om at ophæve embargoen mod forbrug af traditionelle kokablade.
Disse lande er bange for at hvis det bolivianske folk igen får lov til at tygge kokablade, vil de blive nød til at stoppe udryddelsen af koka plantager. Hvorfor forfølger de ikke bare de industrier, der fremstiller kemikalier som kaliumpermanganat eller de andre stoffer, der er nødvendige for at fremstille kokain fra kokablade? Disse industrier er baseret i den vestlige verden og de ønsker ikke at se dem tabe penge og sende folk ud i arbejdsløshed.

Angrebet på kokablade er en handling baseret på racisme og manglende respekt for kulturelle traditioner, tro og religion. Vestlige lande ville sagtens kunne forstå dette, hvis de pludseligt selv oplevede at deres vin eller tobaksområder blev giftgasset af fremmede lande.

Da stofferne blev forbudt så denne politik ud til at være en måde at kontrollere kriminelle og undergravende bevægelser.
Vi kan selvfølgelig ikke sige, at denne politik har bragt stoffer i munden eller i årerne på mennesker, men så snart noget forbydes synes nogle kloge fyre at analysere situationen og finde en ny måde at lave profit.

Vestlige lande præsenterer sig selv som ofre for narkotikaproducerende lande og internationale narkohandlere, der har været i stand til at undgå de stærkt bevogtede grænser og sælge narkotika til uskyldige mennesker.

Men sandheden er meget anderledes. De vestlige lande er skaberne af FN’s konventioner. De er ansvarlige for, at mange stofproducerende lande anvender dødsstraf til smuglere, efter at have lidt under kritik og pres fra de vestlige lande for ikke at gøre mere for at stoppe narkotikahandel og eksport fra deres lande. De er ansvarlige for “kulturelle folkedrab”, med deres forsøg på at ødelægge den tusindårige kokabladskultur, hvilket får folk til at tro, at det er lettere at forfølge en gammel kultur i Sydamerika, end at gøre det muligt for Euro-American Chemical virksomheder at tjene penge!

Måske er det tid for os aktivister at stoppe kampen for et bestemt stof og i stedet kæmpe for en “Ny stof kultur”. Vi kunne hævde at tilhøre en ny stamme, der er et mindretal i denne verden, men som findes i alle lande på denne planet. En stamme der ikke er forbundet med religiøse eller økonomiske interesser, men en stamme drevet af kulturen i idealisme og sikkert meget forskellige fra de fleste, men en stamme, der tror på sin egen livsstil og som vil kæmpe for den!

Jorge Roque

Januar 2011.

I et område på godt og vel én kvadratkilometer har Danmarks største narkoscene haft 40 års jubilæum.

Af ROBERT OLSEN M.fL.

Forandringer har der været mange af gennem 40 år, men i et område på godt og vel én kvadratkilometer finder man fortsat Danmarks største narkoscene.

Én bydel har mere end nogen anden i Danmark været hjemsted for brug og forhandling af narkotika: Vesterbro.

Alt er centreret i dette område. Her er Hovedbanegården, Københavns største hotelområde omkring Istedgade, talrige restauranter og et af byens for tiden mest mondæne cafemiljøer på Halmtorvet. Øksnehallen med modeshows og livsstilsmesser. Landets største politistation. Byens tætteste koncentration af ’liveshows’, værtshuse og restauranter. Og en lang række steder, gader og pladser, som den dag i dag tilsammen udgør Vesterbros stofmiljø.

Læs resten af historien her:

http://www.stofbladet.dk/6storage/586/43/stof16.36-42.pdf

Fra www.fhn.no

februar 2011.

Sprogligt misbrug skaber begrebsforvirring og irrationel forskelsbehandling

Af Arild Knutsen FHN, Norge

Beruselsen har en kulsort skyggeside. Straf og udstødelse. Og dertilhørende kreativt brug af alt fra tvangsarbejde, fængsel, bøder, samfundsstraf, tab og muligheder og rettigheder og andre ekskluderende tiltag. Det er ikke bare sanktionsstrategier der sortmaler men også, sprog- og begrebsforvirring medvirker til mistolkning på en sådan måde, at det fører til blindhed og udstødelse og en irrationel forskelsbehandling.

Alkohol og andre rusmidler
Alkohol anses som et rusmiddel, men ikke nødvendigvis som narkotika. Narkotikum betyder egentlig ”søvnbringende” som alkohol jo ofte er, men juridisk bruges narkotika som samlet betegnelse for mange vidt forskellige substanser. Journalister forvirres ofte af dette, så det medfører at de på forhånd skriver i aviserne, at vedkommende der begik en kriminel handling, havde indtaget narkotika.
Læseren fik altså slet ikke at vide hvilket rusmiddel det drejede sig om. Sådan journalistik skaber absolut mere end noget andet, forvirringstilstande. Og begrebet rus forvirrer endnu mere. Så meget at selv deltagere indenfor stofområdet let påvirkes, til trods for en forventet tillempet tolerance.

Privatsfæren Når jeg bliver spurgt om jeg stadig bruger rusmidler, plejer jeg at sige, at jeg ikke kan svare på spørgsmålet. For hvis jeg fortsat bruger andre rusmidler end alkohol bliver udtalelsen misvisende og hvis jeg siger jeg helt har sluttet, så forstås det og opfattes det på en helt anden måde. Begge dele er fejlagtige og helt forkerte. I øvrigt indrømmer jeg gerne at jeg et par gange om året presser lidt alkohol i mig, da jeg har set hvad total afholdenhed kan føre til.
Jeg oplever særlig modstand bland aktører indenfor stofområdet når jeg siger, at mit eventuelle brug af rusmidler i bund og grund er min privatsfære. Og, at jeg anser dette spørgsmål for ligeså privat, som hvis jeg blev spurgt om hvilket præventionsmiddel jeg foretrækker. Når jeg svarer sådan bliver jeg beskyldt for at være både individualist og usolidarisk med dem som får problemer med samme rusmiddel. Selvom de der udspørger syntes det er helt fint med alkoholservering på restauranter og pubber og også selv plejer at benytte sig af muligheden.

Åbenlyst De samme personer syntes samtidig at det er i orden at der åbenlyst drikkes alkohol på fortovet på Karl Johan, blandt andet på de opstillede stole ved ”Spikersuppe”. Det til trods for at eksponering af stofbrug kan smitte andre, og på trods af at alkohol er det rusmiddel som påfører samfundet flest problemer.
Men bruger nogen cannabis hjemme hos sig selv, uden at udsætte og påvirke andre, så anses det for individualistisk og usolidarisk. Ruspolitikken har en skyggeside som er af irrationel natur. Stærkt præget af moralisme og langt væk fra virkeligheden. Er det fornøjeligt at indtage alkohol på fortovet på Karl Johan? Jo, det er det. Og promenaden er da også præget af overstadige berusede mennesker. Det er dejligt at beruse sig åbenlyst, vel at mærke hvis man holder sig til de stole, der tilhører dem der tjener penge på at sælge dig rusmidlet. Hvis nogen derimod tager alkoholen med hen til den nærmeste kommunale bænk og fortsætter indtaget der, da risikerer de politikontrol og straf for at drikke offentligt. Så kriminaliseres man, akkurat som de der vælger alternativer til cellegiften alkohol.

Tilsløring Et andet problem omkring begrebet rus, er at der findes mange forskellige substanser som skaber forskellige psykoaktive reaktioner. Samtlige reaktioner betegnes under et som rus. Her er det atter alkoholen som frikendes. Jeg har aldrig hørt nogen sige, at de vil bedøve sig med alkohol, bortset fra i humoristiske vendinger. De bliver i stedet omtalt som beduggede, lettere opstemte, overrislede, har en kæp i øret eller er fulde. Man undgår f.eks. ordet påvirkede og fremmedgør konsekvensen af alkoholbruget. På rusmiddelområdet kan ordet rus eller påvirket, alene misforstås og af alle opfattes på en ganske bestemt måde. Så flere organisationer fremstår som langt mere accepterende på alkoholområdet end hvad mange andre ønsker.
Hvis du nu får associationer til en alkoholpåvirket person der hænger på skulderen af dig og med en talestrøm du absolut ville protestere over, men ikke finder anledning til og ikke orker, så er det lykkedes mig at skabe en assosiationsoverføring.

Kært barn Dette handler især om dem som altid bruger ordet stof eller stofmisbrug i deres organisationsnavn. Det kan opfattes som om der ikke findes flere forskellige instanser på stofområdet, når f.eks. én præsenterer sig som ”Stofområdets samarbejdsorgan”. Eller at der eksisterer flere fagråd når man kan læse om ”Fagrådet for Stoffeltet”. Det kan man også opfatte når man hører om ”Stofmisbrugernes Interesseorganisation”, at det netop drejer sig om alle der har engageret sig indenfor stofmisbrug, legalt som illegalt, både nu eller tidligere.
Stortingspolitikere og andre er faktisk blevet så overbeviste af dette begreb eller nærmere misbrug, at de har udtalt, at de har støtte for deres politiske holdning af både misbrugernes egen organisation og fra stofområdets egen samarbejdsorgan. Dette misbrug af begrebet stof kan påvirke grammatikken i så høj grad at det udtrykkes i overdrevent bestemte vendinger. Måske det hjælper at belyse stofmisbrugsområdet, og måske ikke. Uanset hvad de bagvedliggende årsager er, kan intentionerne være nok så gode. Hvis flere sider blev belyst ville stofpolitikken garanteret blive langt mere hensigtsmæssig og fremstå mere ædruelig i fremtiden end den gør i dag.

Fra www. punditokraterne.dk
18.3. 2011.
Da Weekendavisens artikler ikke kan læses på nettet, kan denne uges kronik læses på punditokraterne.dk. Jeg har skrevet kronikken sammen med Lars Kragh Andersen, der er tidligere politibetjent i København. Lars opsagde sin stilling sidste år efter at have meldt ud, at han som politibetjent ikke var villig til at forfølge narkotika-forbrydelser.
I artiklen nævnes beregninger for offentlige udgifter og tabt fortjeneste, der er en konsekvens af den førte narkotikapolitik. Hvis nogen skulle have interesse i at studere beregningerne nærmere, kan man finde Jeffrey Mirons seneste beregninger her.

Et forbud, der dræber

Kronik i Weekendavisen uge 11, 2011

Af Niels Westy Munch-Holbek & Lars Kragh Andersen

En forbrydelse kræver normalt et eller flere ofre. Det gælder, uanset om der er tale om vold, røveri eller udledning af urenset spildevand for den sags skyld. I de tilfælde er de fleste af os formentlig enige om, at der må være en sanktion, og at ofrene bør ydes erstatning.

Men ikke alle forhold og aktiviteter, der ifølge dansk lovgivning anses for kriminelle, opfylder kravet om et offer. Herunder hører forbud mod køb, salg og nydelse af en række rusmidler. Et forbud, der ifølge undersøgelser af blandt andet Verdenssundhedsorganisationen WHO formentlig har en ganske behersket betydning for forbruget af de pågældende rusmidler. WHO kommer således frem til, at der ingen sammenhæng eksisterer på tværs af lande og forskellig lovgivning. For eksempel har Sverige et relativt lille forbrug af illegale rusmidler, mens USA og England er blandt de lande i verden med det højeste forbrug af illegale rusmidler. Alle tre lande har en yderst restriktiv lovgivning. Portugal, der er det europæiske land, som er kommet længst i afkriminalisering af brugerne, har til gengæld et forbrug på svensk niveau.

Inddrager vi erfaringer med alkoholforbuddet i USA i 1920rne, tyder meget på, at forbruget – især af mere potente rusmidler – øges ved forbud mod rusmidler i forhold til, at samme rusmidler er legale. Efter et umiddelbart fald i alkoholforbruget ved indførelsen af alkoholforbuddet i 1920 steg forbruget herefter hastigt, mens alkoholiske drikke med et relativt lavt indhold af alkohol fortrængtes til fordel for stærk spiritus (»bang for the buck«). Efter ophævelsen af det federale alkoholforbud i 1933 faldt både alkoholforbrug og kriminalitet.

Mens køb, salg og brug af illegale rusmidler i sig selv ikke skader andre end de (frivilligt) involverede, kan det samme desværre ikke siges om myndighedernes tiltag og den nuværende lovgivning.

For det første er der stofbrugerne selv. Formentlig er mere end 90 procent af registrerede narkodødsfald – cirka 5.000 dødsfald gennem de seneste to årtier – en direkte konsekvens af den første narkotikapolitik. En utilsigtet konsekvens er nemlig, at stoffernes renhed og styrke tit er totalt ukendt for brugerne. Ligesom livet som kriminaliseret og jaget stofbruger formentlig heller ikke forlænger brugernes liv eller forbedrer deres generelle helbred. Det er ikke stofferne som sådan, der oftest slår stofbrugerne ihjel, men derimod forbuddet og politiets indsats. Det tænker den enkelte betjent, der finder narkomaner døde og opsvulmede – stadig med en nål i armen – muligvis ikke over.
For det andet er gældende lovgivning og de redskaber, man udstyrer politiet med, en reel trussel mod vores retssikkerhed. Dansk politi visiterer hvert år store grupper af mennesker på et ofte meget tyndt grundlag. Det kan for eksempel være, fordi »sigtede havde blanke og røde øjne« eller »sigtede talte sløret og lugtede svagt af cannabis«.

Sammenblandingen af personlige præferencer, der muligvis deles af store dele af befolkningen, og loven om illegale rusmidler indebærer hermed reelt en trussel mod den grundlæggende ide om »lighed for loven«, som vores samfund bygger på.

En standardjoke inden for politiet i forbindelse med narkosager er, at »der er en grund til, at retsplejeloven har blødt omslag, så er den lettere at bøje«. Den tankegang er et udtryk for en pervertering af grundlæggende retsprincipper.

Det er desværre almindeligt kendt blandt gadebetjente, at man altid kan »gå i lommerne« på en borger, der i påklædning eller væremåde falder en smule uden for hr. og fru Danmark-modellen. Man sigter nemlig bare for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og er lidt fantasifuld med det efterfølgende skrivearbejde. »Banditterne« klager alligevel ret sjældent. Og det er ikke kun visitationer, som Lov om euforiserende stoffer åbner rigelig mulighed for. Ransagninger af borgernes boliger kan tilskrives enten fund af ganske små mængder cannabis/narkotika på borgeren eller slet og ret, at der lugtede af hash gennem en brevsprække. Hvis man som gadebetjent vil have action, er Lov om euforiserende stoffer et bemærkelsesværdigt godt politifagligt værktøj. Ovennævnte burde langt fra være almindelig fremgangsmåde i en liberal retsstat. Desværre hører det ikke til sjældenhederne i en politibetjents hverdag. Den ene kronikør har selv ladet fantasien råde flere gange, end han er stolt af.

For det tredje medfører gældende narkotikalovgivning og politiets indsats, at både berigelses- og voldskriminaliteten stiger. Da indsatslederen i forbindelse med en nylig aktion mod narkotikaforhandlere på Vesterbro blev spurgt, om det gjorde nogen forskel på sigt, måtte han erkende, at det gjorde det nok ikke. I det omfang, der har været et fald i udbuddet, har det primært indebåret, at stofbrugerne har begået mere kriminalitet i deres jagt på penge til stoffer.

I en nyligt offentliggjort afhandling kommer Kim Møller fra Center for Rusmiddelforskning frem til, at effekten af en række konkrete lovændringer og politi-indsatser i perioden 2001-2007, blandt andet rydningen af Pusher Street og den øgede strafferamme for at sælge cannabis, kun har haft meget marginal effekt på priser og forbrug. Derimod indebar rydningen af Pusher Street, at handlen med hash er flyttet til andre dele af København og er en af grundene til den øgede banderelaterede vold de senere år. En vold, der også rammer »uskyldige« borgere, hvis eneste brøde er, at de er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Der er intet nyt eller uforudsigeligt i denne udvikling. Den er parallel med, hvad der sker andre steder i verden. Mekanismerne er præcis de samme, som man så under alkoholforbuddet i USA i 1920rne. I lighed med udviklingen dengang ser vi i dag en fortsat forråelse og styrkelse af den organiserede kriminalitet. I 1920rne var det mafiaen, der profiterede på forbuddet i USA. I dag er det rocker- og indvandrerbander, der profiterer på gældende lovgivning herhjemme.

Man bør spørge sig selv, hvem der er de værste forbrydere. Er det køberne og sælgerne af de forbudte stoffer? Eller er det dem, der støtter en fortsat kriminalisering af køb og salg af bestemte former for rusmidler? Besvares spørgsmålet ud fra, at en forbrydelse kræver et offer, peger pilen entydigt på lovgiverne.

Endelig er der tale om en meget dyr lovgivning. Hvor meget den koster skatteyderne er vanskeligt at fastslå. Der eksisterer stort set ingen dansk forskning på området. Anderledes forholder det sig i USA. Jeffrey Miron fra Harvard har i en årrække lavet beregninger af, hvor meget det offentlige ville spare i direkte udgifter, og hvor meget det ville indbringe, hvis man beskattede illegale rusmidler, som vi i dag beskatter alkohol og tobak. Overført til danske forhold er resultatet, at den førte narkotikapolitik koster de danske skatteydere cirka ni milliarder kroner om året. Var det ikke på tide, at man erkendte, at den førte politik kun gør ondt værre? At bruge tæt ved ti milliarder kroner om året på en politik, der først og fremmest styrker den organiserede kriminalitet, øger usikkerheden i samfundet og indebærer betydelige menneskelige omkostninger for tusindvis af vores medborgere, kan vi ganske enkelt ikke være bekendt.