Fjern svartebørsen – vi krever aldersgrense og moms!

Av Stein Hoftvedt og Arild Knutsen

Det er på høy tid at flere begynner å se utover den forbudspolitikken som i sin tid ble innført etter amerikansk rasistisk initiativ. Norske myndigheter har gjennom førti år prøvd å forhindre hasjbruk ved forbud. I samme periode har hasj vokst fra å være et symbol for en relativt liten subkultur, til å bli et etablert rusmiddel i nesten allslags miljøer. Også blant titusener voksne som ikke skiller seg vesentlig ut fra andre ved annet enn nettopp at de røyker cannabis. Om forbudet var et forsøk på å begrense eller stanse hasjrøykingen, kan det konstateres at forsøket var mislykket. Men konsekvenser har det hatt .

Stigmatisering og kriminalisering.

Myndighetene har oppnådd å kriminalisere mange tusen norske borgere. Dessuten har utallige ungdommer gjennom årene fått forsterket sitt inntrykk av ikke å være ønsket av samfunnet. Vi har fått et finfordelt illegalt apparat over hele landet som ikke bare distribuerer hasj, men som også er innfallsport til kriminell virksomhet og rusmiddelbruk langt utover det de fleste er ”disponert for” i utgangspunktet.

Det er vanskelig å finne noen rimelighet i dette. Hasjens mulige skadevirkninger kommer i skyggen av de skadevirkningene som håndhevelsen av forbudet fører til. De siste årene har såkalt skadereduseringspolitikk fått et visst fotfeste her i landet. Cannabisforbudet kan ikke sees å ha annet enn skadevirkninger, og dette er ikke skadevirkninger som bør ”reduseres”, men som vi overhodet ikke burde finne oss i.

Frihet, restriksjoner eller statsundertrykkelse?

Noen vil formodentlig finne det sært å snakke om undertrykkelse i en sak som hasj. De har nok ikke opplevd å få horder av politifolk med aggressive hunder brasende inn i stua si nattetid. Eller å bli stemplet kriminell narkoman på grunn av et rusmiddel så mildt at de færreste kan merke sin nestes beruselse. Det er ikke selve hasjbruken som rammes av forbudet, men noen av røykerne. Lovforbudet er en restriksjon som rammer relativt tilfeldig. Det rammer ikke tilfeldig i forhold til samfunnsklasser, men tilfeldig innen de lavere lag. Om de allment frihetsbejaende politikere nesten uansett politisk ståsted hadde blitt møtt med liknende reaksjoner mot eget forbruk av øl – et atskillig mer destruktivt rusmiddel – ville det blitt et ramaskrik som ville kunne høres så langt ut i atmosfæren at ikke en gang Knut Jørgen Røed Ødegård kunne registrert det.

Det vil selvfølgelig ikke skje. Alkohol er anerkjent rusmiddel blant de etablerte og skikkelige. En undersøkelse fra i fjor røpet at en gruppe på høyde med oppslutningen om et parti som SV er for fri hasj. Men er full frihet et alternativ? Frihet er ikke noe absolutt begrep. Det er alltid hensyn å ta. Når det gjelder rusmiddelbruk er det vesentligste ikke å hindre rus, men skadevirkninger og den rusatferd som går ut over andre . Bortsett fra at noen blir skremt av forestillinger de har møtt i pressen, kan man ikke si at hasjbruk i seg selv er av en slik karakter at den rammer andre. Riktignok er rusmønsteret sterkt preget av kulturen den foregår i, men norske hasjrøykere utmerker seg veldig i forhold til alkoholbrukere ved en temmelig utpreget fredelig og tilbaketrukket holdning. Man finner sjelden voldelige eksesser annet enn ved samtidig påvirkning av alkohol eller narkotika. Forbudet mot voksne menneskers hasjbruk er rett og slett absurd. Men hva med ungdommen?

De som rammes hardest av forbudet.

”Krigen mot narkotika” oppnår sin følelsesmessige tyngde ved påstanden om at ungdommer blir ødelagt av (fellesbetegnelsen) narkotika. Det er selvfølgelig ikke bra at unger og tenåringer ruser seg bort, noe de alt for ofte gjør med alkohol. Men det er heller ikke bra at realistisk opplysning og begrunnede advarsler er erstattet av et regime som føyser alle som vil tøye grensene med litt ”eksperimentering” inn i utstøtte miljøer hvor man virkelig står i fare for å miste kontakten med det øvrige samfunn. Samtidig som de som på forhånd – ofte med rette – føler seg undervurdert eller unyttige i kapitalistsamfunnet, eller som har vært utsatt for psykisk og/eller fysisk mishandling får forsterket sine negative selvbilder. I dag er det nettopp dette siste som skjer.

Forbudspolitikken virker således mot sin hensikt. Den legitimerer og forsterker utstøtingsmekanismen. Svartebørsmiljøet utgjør en selvstendig fare for ungdommen. Ikke bare står den for et økonomisk ran av dimensjoner, men kyniske spekulanter manipulerer med den største enkelhet de utstøtte som de forespeiler svimlende inntekter og økt prestisje i miljøene. Det er i stor grad disse som etterhvert fyller fengslene og deltar i dannelsene av uheldige relasjoner med kriminalitet i høysetet.

Hva bør vi så gjøre?

Realistisk opplysningsarbeid er et veldig nytt, men allikevel virksomt virkemiddel. Vi bør fremme sannferdige og sunne holdninger til rusmidler og reaksjonsmønstre knyttet til det. Og cannabis bør gjøres lovlig. Alt dette henger sammen. Det er rimelig og fornuftig at samfunnet har visse restriksjoner for omsetning av rusmidler. Når man legaliserer et rusmiddel, vil man mislykkes i forhold til intensjonene om mindre forbruk og færre konsekvenser dersom man innfører ufornuftige restriksjoner. Restriksjoner må man ha. De fungerer likt på alle, unntatt drøye prisrestriksjoner.

Vi har ingen ruskultur å være spesielt stolte av her i landet. Legaliseringstilhengere bør også ha klare holdninger knyttet til slik tilbakelent innstilling til overdreven alkoholbruk som man møter i vårt samfunn. Det er ingen grunn til å gi inntrykk av at hasj er noe man naturlig skal begynne med ved en viss alder. Det er ingen grunn til å bagatellisere ulempene ved daglig bruk. Det er all mulig grunn til å gå til angrep mot samfunnstendenser som gjør at vi hvert år sender titusener av ungdommer ut i samfunnet uten skikkelige utdanningsmuligheter, uten jobb og uten håp om ett liv i framtida.

Vi har all mulig grunn til å øke satsingen på fritids- og omsorgstilbud. Og det er all mulig grunn til å begrense egen rusmiddelbruk. Den som drikker alkohol jevnlig og har liten selvkontroll, kan rett og slett ikke regne med noen respekt fra ungdommer som blir fortalt at de er fordømt fordi de har røkt hasj. De fleste rusavhengige kommer fra alkoholiserte hjem.

Det er på tide at fornuftige mennesker i de politiske partiene, bryter selvpålagt sensur og sier klart fra at vi er på ville veier. Ungdommen fortjener deres politiske mot! Politikk skal være å ville noe og ikke bare tilpasse seg tidens fordommer. Det er på høy tid med en ansvarlig legaliseringspolitikk fremfor en uansvarlig forbudspolitikk.

N.B. Foreningen for Human Narkotikapolitikk, ble fødd ved et stiftelsesmøte den 28. april hvor forsamlingen valgte Arild Knutsen til leder i styret.
De øvrige styremedlemmene er:

Nestleder: Stein Hoftvedt

Styremedlem: Øystein Aanrud

Styremedlem: Peter Mikkelson

Styremedlem: Grethe Frogopsahl

1.varamedlem: Trond Corneliussen

2.varamedlem: Ulla Bjørndahl

Kontroller: Harald Nicolaisen

Kontakt med foreningen: Arild Knutsen, tlf. 413 20 864

Narkoplan Vesterbro

Vesterbro er en bydel, der har store problemer med stofmisbrugere, kanyler og stofhandel. Det er problemer, der kræver en løsning. For stofmisbrugernes skyld. Og for beboernes skyld. Med Narkoplan Vesterbro kommer vi med et samlet forslag til løsning af misbrugsproblemerne på Indre Vesterbro.

Forslaget er skrevet som et samlet valgoplæg fra Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten her på Vesterbro. Vi har skrevet det i fællesskab, fordi vi som partier og som lokale kandidater har et fælles politisk og etisk ståsted når det gælder løsningen af misbrugsproblemerne og en række andre svære sociale problemer i byen.

Grundlaget for Narkoplan Vesterbro bygger på et humanistisk og solidarisk menneskesyn. Fordi vi – på trods af uenigheder partierne imellem – alle har et fælles udgangspunkt.

· Vi vil give københavneren frihed til at være og frihed til at træffe sine egne valg.
· Vi vil give københavneren lige muligheder for at udnytte sine evner på trods af, at vi er vokset op med vidt forskellige forudsætninger.
· Vi vil et København, der tager ansvar for de svageste i samfundet og udviser solidaritet med de svageste københavnere. Fordi ethvert menneske skal have mulighed for at virkeliggøre sine drømme om et godt liv.
· Vi vil et København, hvor borgerne kan leve trygt og uden frygt for at gå på gaden og lade deres børn lege på legepladserne.

Papiret er bygget op omkring de fire mål, vi har med vores misbrugspolitik. Vi vil gøre Indre Vesterbro til en bydel, der er til at leve i (del 1). Vi vil styrke den forebyggende indsats, og dermed reducere antallet af stofmisbrugere (del 2). Vi vil give stofmisbrugerne et værdigt liv (del 3). Og vi vil have misbrugerne i behandling (del 4).
Ingen lette løsninger!
Løsningen af Vesterbros misbrugsproblemer har ingen lette løsninger. Vi er Danmarks hovedstad, og vi finder det af samme grund urealistisk, at vi som land og som by kan komme alle misbrugsproblemer til livs. Men med de forbehold, vil vi gøre alt, hvad der står i vores magt for at give stofmisbrugerne et værdigt liv og få dem ud af misbruget. På samme måde som vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at beboerne på Vesterbro kan leve med stofmisbrugerne. I Narkoplan Vesterbro har vi bl.a. ladet os inspirere af de mange gode forslag, der er kommet fra folkene bag Dugnad og Narkoløsninger Vesterbro.

For os er det vigtigt, at indsatsen overfor Vesterbros stofmisbrugere bygger på forbedring af de socialt udstødtes forhold, både når de er i misbruget, og når de ønsker at komme ud af misbruget.

For os er det vigtigt, at indsatsen overfor Vesterbros beboere bygger på en accept af de problemer, beboerne oplever som relevante, og en accept af den utryghed mange beboere oplever i kraft af stofmisbrugernes tilstedeværelse.

1. Indre Vesterbro – en bydel der er til at leve i

Beboerne på Indre Vesterbro bor og lever med stofmisbrugerne. De lever med sprøjter i opgange, baggårde og legepladser. De lever med narkohandlerne, og de lever med de narkoprostituerede. Vi kan ikke acceptere, at der er beboere på Indre Vesterbro, der er utrygge, at der er beboere, der er bange for at gå på møntvaskeri og bange for at sende deres børn ned på den lokale legeplads. Det er ikke acceptabelt. Skal forholdene forbedres, kræver det en indsats fra beboernes side og fra kommunens, politiets og narkomanernes side.

Konkrete forslag:
· Intensivér kanyleindsamlingen – med det samme. Der skal være kanyleoprensning i alle Istedgades sidegader. Bygge- og Teknikudvalget har besluttet at etablere en særlig renholdelses-task force, som skal i gang med det samme. Pengene er afsat med en halv million kroner allerede fra i år samt en million kroner i både 2006 og 2007.

· Den styrkede renholdelsesindsats tilføres en social dimension ved at kombinere den med et aktiveringsprojekt i fleksjobordningen, hvor stofmisbrugerne kan komme i dag-beskæftigelse som kanyle-opsamlere uden træk i kontanthjælpen.

· Nedsæt lokalt konfliktråd bestående af lokale beboere, socialarbejdere, brugere og politifolk. Rådet skal have fokus på løsning af beboer-konflikter og konflikter stofmisbrugere imellem.

· Udlevering af ”sikre” kanyler til stofmisbrugerne i København. Sikkerhedssprøjter er engangssprøjter, som man ikke kan stikke sig på efter brug. Forslaget er i politisk behandling. Tilbagemeldingen fra brugere og behandlere er imidlertid, at sprøjterne ikke vil blive brugt pga. deres konstruktion.

· Udvikling af nye ”sikre” sprøjte-typer, der bedre kan tilfredsstille stofmisbrugernes ønsker.

· Send de lokale viceværter og gårdmænd på kursus, så de ved hvordan de skal håndtere kanylerne og selv kan samle dem ind i baggårdene.

· Ansvarliggørelse af stofmisbrugerne. Lav fx øget informationsmateriale til stofmisbrugerne om renholdelse af lokalmiljøet. Dette kan ske i samarbejde med Brugerforeningen.

· Gratis indsamlingsudstyr og nye affaldsspande til lokale viceværter og gårdmænd.

· Opret bemandede fixerum på Indre Vesterbro. Fixerummene skal have åbent døgnet rundt og have tilknyttet sundhedspersonale og socialarbejdere. Fixerummet er en sundhedsmæssig foranstaltning, der kan forhindre sygdomme og overdosis hos misbrugeren. Det er samtidig en indgang til behandlingssystemet. En mulighed for at etablere kontakt til misbrugeren.

· Kanylebokse i alle berørte baggårde på Indre Vesterbro.

· Alle børn skal have et tilbud om en hepatitis B-vaccine.

· Kommunalt oplysningsmateriale om håndtering af sprøjter målrettet de lokale beboere.

2. Færre stofmisbrugere
Et misbrug er ofte et socialt betinget misbrug, der bunder i dårlige opvækstvilkår og dårlige levevilkår. Det gør forestillingen om, hvad politi, forbud, kontrol og straf kan gøre, naiv. Kun gennem en ordentlig socialpolitik kommer vi problemerne til livs.
På det mere konkrete plan er det selvfølgelig vigtigt, at vi styrker den forebyggende indsats overfor bl.a. unge mennesker og det opsøgende sociale arbejde. Ligesom politiets indsats i højere grad skal målrettes bagmændene. For at afhjælpe de akutte problemer på Vesterbro foreslår vi her og nu:

Konkrete forslag:
· Det forebyggende arbejde begynder i den allertidligste barndom. Vi vil have en mere konsekvent politik omkring tvangsfjernelse af truede børn fra misbrugsmiljøer. Børn af misbrugere er særligt udsatte for selv at blive misbrugere. Vi skal kunne bryde den negative sociale arv.

· Afkriminalisering af hash. Det er uhensigtsmæssigt, at politiet i dag bruger så store ressourcer på at jagte landets mange hash-rygere, og det er ikke smart, at man skal købe sit hash samme sted, som der handles hårde stoffer.

· Skån stofmisbrugerne. Massiv indsats mod bagmændene. Det vil reducere tilgængeligheden af kokain.

· Nedsættelse af et lokalt narkotikaråd, der består af beboere, politifolk, brugere og socialarbejdere. Rådet skal komme med lokale løsningsforslag.

· Sundhedsstyrelsen skal igangsætte et større medicinsk udredningsarbejde, så vi får større viden omkring stoffernes vanedannende effekt. Vi mangler viden!

· Det forebyggende arbejde skal omfatte alle steder, hvor unge mødes – og ikke kun skoler og uddannelsesinstitutioner. Den oplysende indsats skal målrettes unge mennesker gennem fx ung-til-ung dialog.

· Diskoteker skal omgående lukkes, hvis der er bestyrket mistanke om, at der sælges stoffer på stedet. Det gælder uanset, om det er gæster eller personalet, der står for salget.

3. Livet som misbruger – et værdigt liv

Stofmisbrugerne på Vesterbro lever en næsten umenneskelig tilværelse. Hver dag er en kamp for at skaffe penge til det næste fix, undgå infektioner og slippe udenom politiet. Den kamp er intet menneske værdigt. Samfundets indsats overfor stofmisbrugerne bygger på en opfattelse af det fortsatte misbrug som et frit valg. Vi ser det som en sygdom eller en lidelse. Det er derfor, at det er så vigtigt, at vi giver misbrugerne et mere værdigt liv. Indsatsen skal bygge på forbedring af de socialt udstødtes forhold, når de er i misbruget.

Forslag:
· Nedkriminalisering af illegale rusmidler til eget forbrug. Gør det lovligt at besidde stoffer til eget forbrug, så stofmisbrugerne kan tage deres stoffer med hjem i stedet for at fixe på åben gade. Straf bagmændene i stedet for misbrugerne.

· Pusherloven skal afskaffes. Den virker stik imod hensigten og blev lavet i en situation, som ikke længere er aktuel. Den rammer IKKE bagmændene.

· Lav forsøg med lægeordineret heroin til de hårdest ramte misbrugere. Stofmisbruget er for mange næsten umuligt at komme ud af. Giv dem et værdigt liv. Lægeordineret heroin vil samtidig nedsætte antallet af dødsfald og prostitution og føre til mindre kriminalitet og mindre blandingsmisbrug.

· Langt flere sprøjteudleveringssteder og flere former for sprøjteudlevering, fx en ”kanylebus”, som man tidligere har haft. Der er stor forskel på, hvilke former for sprøjteudlevering, forskellige stofmisbrugere bruger eller foretrækker at bruge.

· Opret bemandede fixerum på Indre Vesterbro. Fixerummene skal have åbent døgnet rundt og have tilknyttet sundhedspersonale og socialarbejdere. Fixerummet er en sundhedsmæssig foranstaltning, der kan forhindre sygdomme og overdosis hos misbrugeren. Det er samtidig en indgang til behandlingssystemet. En mulighed for at etablere kontakt til misbrugeren.

· Efteruddannelse af det lokale politi på Vesterbro, så de kan blive bedre til at håndtere misbrugerne og bedre til at sætte sig ind i deres sociale situation.

· Flere reelle væresteder for stofmisbrugere.

· Etablering af flere lav-tærskel væresteder.

· Afskaf politiets forbudszoner og erstat politivedtægtens bøder og fængselsstraffe af et konfliktråd.

4. Ud af misbruget – i behandling, og i gang med livet

Det, vi allerhelst vil, er at få stofmisbrugeren ud af misbruget. Give ham eller hende noget at leve for. Det er svært, for indgangen til behandling er tit vanskelig. Som misbruger kan man være på metadon i mange år uden at ville behandles, men så lige pludselig er incitamentet der. Som misbruger er man nødt til at have et vist menneskeligt overskud for at kunne stoppe. Netop derfor er harm reduction så vigtigt.

Konkrete forslag:
· Kvalitetssikring af behandlingen. Behandlingsgarantien er kun noget værd, hvis behandlingstilbudene er kvalificerede. Det er de ikke i dag.

· Behandlingsgaranti for dobbeltdiagnosticerede misbrugere. Behandlingsgarantien gælder ikke i f.t. de dobbeltdiagnosticerede. Er du psykisk syg og misbruger, er du kastebold mellem to systemer. Det er ikke acceptabelt. Skal der ændres på tingene, skal der være flere pladser på Københavns ”dobbeltdiagnose-ambulatorium”, ligesom samarbejdet mellem hospitalsvæsen og behandlingssystem skal øges.

· Lettere adgang til akut skadestuehjælp.

· Kvalitetssikring af misbrugsbehandlingen i fængslerne.

· Udbygning af Rådgivningscentrenes arbejde til også at lave visitation og behandlingssamtaler i fængslerne, hver gang en stofmisbruger kommer i fængsel. Det kræver på Vesterbro et øget samarbejde mellem Rådgivningscenter Vest og Vestre Fængsel.

· Bredere tilbudsvifte i behandlingen.

· Generel opkvalificering og efteruddannelse af behandlerne.

· Oprettelse af særlig diplomuddannelse i misbrugsbehandling på DPU.

· Frit behandlingsvalg for misbrugere. Indfør en model som indenfor sygehusvæsenet (frit sygehusvalg), så undgår vi, at misbrugeren bliver kastebold mellem Københavns kommune og dennes hjemkommune.

· Forbedring af det tværkommunale samarbejde, så ikke-københavnske stofmisbrugere kan modtage substitutionsbehandling i København.

· Etablering af lav-tærskeltilbud, forstået som tilbud, hvor der ikke stilles krav om forandring for at man kan indgå, og hvor man ikke kan blive bortvist. Det virker.

· Udbyggelse af botilbud til hjemløse stofmisbrugere.

· Etablering af særlige tilbud for unge weekend-misbrugere og førstegangs misbrugere.

· Øjeblikkelig behandling til unge og mennesker, der ikke tidligere har været i kontakt med behandlersystemet. De skal ikke igennem de sædvanlige møder hos sagsbehandleren, der så skal klarlægge, om de er motiverede. De skal af sted med det samme.
Valget den 15. november
Valget den 15. november er et vigtigt valg for københavnerne og for vesterbroerne. Et valg mellem et borgerligt København og et solidarisk København. Vi vil de solidariske løsninger, der er baseret på respekt for fællesskabet og det enkelte menneske. Det er derfor vi har lavet Narkoplan Vesterbro.

ENCOD was founded in 1993, in order to build a platform of European citizens’ associations who wish to campaign for new drug policies that are “just and effective”, referring above all to the effects of this policy on the involved population in North and South. At this moment, about 70 organisations are member of ENCOD, whereas approx. 200 organisations from about 40 countries from allover the world have signed up to the International Coalition of NGOs for Just and Effective Drug Policy, that was created by ENCOD in 1998.

Our mission is to contribute to adequate policies concerning the drug phenomenon in all its aspects -production, distribution and consumption. We are convinced that current policies on drugs, including those of European Union countries, are counterproductive, as they are creating significant harms, not only to public health and human rights, but also to sound economy. Firstly because of the creation of a huge criminal empire, secondly because of the costs of maintaining prohibition for public expenditure, and finally because of the fact that developing countries are unable to apply concrete opportunities for sustainable development due to the fact that these opportunities involve crops that are currently illegal.

Even official figures from the UN Office on Drugs and Crime show clearly that the fight against illicit drugs is completely useless. Since 1998, the year in which the governments of the world announced their commitment to eliminate or significantly reduce the drug phenomenon by 2008, the amounts of illicit drugs have increased again. Experts calculate that police operations against international drug trafficking will first be succesful in reducing the profits if they are able to seize 70 to 80 % of the produced amounts. At the moment, they are not able to capture more than 10-20%. And even if they succeed in stopping more, the only impact will very likely be a change of routes or a decrease in purity.

If drug prohibition were a commercial enterprise, it would soon go broke. However, it is a public enterprise, that is run with tax payers money. Contrary to what one may expect from open and democratic societies, there is virtually no debate on the question whether it should continue. On international fora such as the annual meetings of the UN Commission on Drugs in Vienna, government delegates tend to repeat the same rhetoric, blaming all the problems that are related to drugs to the fact that they exist, in stead of the approach that has been taken so far to deal with them. So what are the reasons for this silence?

Today, traders in illegal drugs operate in an environment that could best be described as a truely ‘free market’, without any rules or limitations. Drugs are easily available to anyone including children. There exists no control whatsoever on the quality, price or ways of production and distribution. Production costs represent between 1 and 5 % of the final price drugs are sold for, so profits involved in the illegal drug industry are enormous. According to UN estimations, every second, around 12.500 EURO is earned through the sale of illegal drugs, up to a total of 4 to 500 billion EURO a year. After oil, drugs trade is the second largest economic sector in the world. It is one of the key engines of organised crime.

As the recent reforms of the international markets tend to facilitate the circulation and recycling of dirty money in the international banking system, legal and illegal businesses are increasingly intertwined. Thus, illicit money enters normal financial and business operations as well as the organs of state power.

Michel Chossudowsky, professor of the University of Ottawa, describes this process as follows:

“Criminal organisations (e.g. with interest in the drug economy) acquire banking and productive assets in the legal economy; on the other hand legal economic and financial interests have a financial stake in the illicit economy. There is in this context a consequent distortion in political structures and social relations which has a direct bearing on policy formulation by national governments, including the articulation of macro-economic and financial reforms. Criminal organisations involved in illicit trade increasingly constitute a powerful undercover lobby operating both at the national and international levels influencing the scope and direction of government policy.”(in: Drugs and dependence, Conference organised by the Council of Europe and ENCOD in Lisbon, March 1996)

Needless to say that one of the issues that this undercover lobby will continue to strongly put forward is the need to fight against drugs. In this effort they will surely count with the support of the public entities that benefit from the maintenance of drug prohibition and particularly the investment of public funding into law enforcement that can be justified with the need to fight against drugs. According to the European monitoring centre on drugs and drug addiction, during the decade of the 1990s EU countries spent 5,2 billion EURO a year as public expenditure related to drugs of which 70 procent to law enforcement and 30 procent to health care. This means that every day in the 1990s almost 10 million EURO was spent in Europe to pay the wages of people working for police, customs, prisons and the legal apparatus, not counting the expenditure on health care or international programmes aiming to counter the flow of drugs from developing countries. If drugs were legal, this money could be spent in another way.

Drug prohibition hands a monopoly of these substances or services to provide them to criminal groups who are greedy by nature and avoid accountability and responsibility. Much like other legal enterprises, they benefit from the conditions offered in both the poorest and richest parts of the world. In drug producer countries in Latin America or Asia, farmers are faced with sheer poverty, armed conflicts and a repressive state. Their answer is destroy large areas of tropical forests in order to produce coca leaves or opium, selling their harvest to middlemen for a price that is lower than 1 procent of the street value in the industrialised world.

European Union policy towards drug production has been focusing primarily on so-called ‘alternative development programmes’ that aim to replace illegal crops with legal sources of income. But this approach has been unable to address the determining factors for the increase of cultivation of coca leaves, opium and cannabis. These problems are, of course, lack of land reforms, lack of basic infrastructure, unstable and decreasing prices for traditional crops, in short, problems that are maintained by economic policies oriented towards the promotion of liberal and free-market principles.

Coca leaves, cannabis and opium are crops that can be used in many other ways. As a matter of fact, they have been useful to mankind during thousands of years, as medicine or food supplement, element of rituals and social life, and in the case of cannabis or hemp, as raw material for construction, clothes, as an energy source etcetera. If hemp could be grown without restriction, it could become a serious alternative for the import of synthetic textiles or the products of the oil industry that so many developing countries are dependent on. If coca leaves could be commercialised in the form of coca tea, countries like Bolivia or Peru could not only stop erradicating the source of income of millions of their inhabitants, they could even increase coca cultivation and improve their population’s life conditions in a sustainable way.

There is no doubt that the only way to really minimise all harms related to drug production, distribution and consumption is to change the basic logic of traditional drug policies: to stop prohibiting and start regulating. This is not an ideological position; it is simply a prediction of the logical order of events that WILL happen, sooner or later. What we urgently need is an international agreement on the regulation of Production, Trade and Consumption of Drugs (including those that are legal today). Only when society through its legitimate representatives regains control of the market, will it be able to get to grips with all the social evils that are related with it today.

According to this agreement, every single country in the world should be allowed to establish its own mechanisms to regulate the production and consumption of drugs, and form bilateral agreements with other countries concerning the supply of drugs they cannot produce themselves. Sustainable relationships could be fostered between drug producers and consumers, based on mutual respect that includes the recognition of the fact that fair trade relationships serves mutual benefits. Establishment of basic health care and education facilities, measures to avoid environmental damage and mechanisms to ensure food security, fair prices and market access for any products, also including legal outlets for plants like coca, cannabis and opium, will contribute to a rationalization of drug production.

Regulation of the market will also act to counter the intervention of unscrupulous middlemen with measures that protect the interests of producers and consumers. These can include quality control in places of consumption, accurate information on prices and quality to producers and consumers, and methods of controlled distribution. Countries, which decide to allow the distribution of drugs could do this either through the public provision or through the private market. Social and health authorities could be supervising the drug trade, and specific limitations (with regards to advertising or sale to minors, for instance) could be maintained.

Access to drugs that present significant risks to the user should be controlled in one way or another. Drugs with a greater potential for harmful use may be more tightly regulated. However, this regulatory scheme should not be so restrictive as to produce a significant illegal market in the substance. Once a significant illicit trade in a substance appears, we can be sure that our policy is a failure and bound to contribute to, rather than minimize the harms of the commerce and use of that substance. Therefore, the lack of impact of the current UN Conventions is best illustrated by the dimension of the criminal industry, which, as mentioned before, makes 12.500 USD a second dealing drugs.

Now what can be done to achieve this major shift in drug policy, that will undermine the interests of the world’s largest criminal interests and saving at least 10 million EURO a day in the “old” EU alone? Money that could be used in health care, development cooperation and other ways to improve living conditions of millions of people around the world?

As an international coalition of organisations, representing citizens and independent experts, ENCOD has been trying to use every opportunity to show that UN Conventions need to be reviewed in order to allow countries to implement policies that manage to cope with drugs rather than eliminate them and the people who are involved.

We sent public letters to EU and UN authorities, organised several events in various countries, and among others a large international demonstration in Vienna during the days of the UN Meeting to evaluate drug policy that took part in April 2003. We never got any official reply, but instead were accused of making pro-drug publicity, collaborating with drug maffia, etc. We also found out through research that the major part of information dealing with the drug issue in the European media is about the war against drug trafficking, and is based on information coming from one side, the law enforcement agencies.

Therefore we will continue these public appearances, as the drug policy debate is more than ever an issue of democracy. We need to inform the people of Europe that another drug policy is possible. Already on a local level, authorities are increasingly convinced of the need to get rid of drug prohibition. Local politicians, who are supposed to have a better knowledge of the concerns of citizens, have been among the first to recognise that we should start live with the phenomenon, that we should reduce harms in stead of drugs. Authorities of Amsterdam, Zürich, Geneva, Frankfurt, Barcelona and many other cities have implemented harm reduction policies, whereas national governments and the UN maintain prohibition as the only basis for drug policy.

So the role of ENCOD will continue to be to link local groups and motivate them to use each other’s experiences and work on a common strategy. One concrete goal is to motivate local authorities throughout Europe to convince their national colleagues to put a review of the UN Conventions on the agenda next time the UN Commission meets in Vienna. Another one is to ensure continuous presence of citizens affected and concerned by drug prohibition in forums like this one, and particularly around the UN meeting, that takes place every March or April.

Our current campaign, “springtime to end the war on drugs” has been succesfull to a certain extent. We have been invited to several conferences in Spain, United Kingdom and to the EU Summit on Drug Policy that is organised in ten days from now in Dublin, Ireland. Tomorrow and next Saturday, various ENCOD members will actively participate in Marches for the Liberation of Cannabis and other illicit plants allover Europe. And we hope to organise a large assembly of members in the town of Copenhagen, Denmark, on 25 and 26 June, among others to support our danish friends who face the repression against the 15 year old cannabis market in Christiania that Danish government decided to in March this year.

Joep Oomen

European NGO Council on Drug Policy

www.encod.org

The Independent UK

6 March 2004.

The best treatment for addiction: Free heroin!
It is the best way to slash crime

By Johan Hari

When Erin O’Hara was using street heroin, she explains, “I was supporting myself either by drug dealing or sex work. I was constantly thinking about my next fix. Then, when I went into treatment I entered the nightmare merry-go-round of trying to get something to treat my addiction from the NHS, I went through 10 methadone programmes trying to find one that worked for me. Because of inflexible regimes and restrictions on what doctors are allowed to prescribe, I lived in a limbo land of trying to get what I needed.” She developed vicious abscesses. Her veins were corroded because of the impurities in street heroin.

Yet today, Erin, 34, is a dazzling success story. She edits an acclaimed magazine, Black Poppy, discussing harm reduction. She neither deals nor sells her body. Her veins are healing and there are no abscesses on her flesh. Except she isn’t a poster girl for abstinence, a “Just Say No” calendar girl. She is still using heroin – but this time, it’s legal. She is one of 450 people who is being given on the NHS the heroin her body is chemically dependent on.

The debate about heroin in Britain rampages without ever mentioning the people at the frontline of the war on drugs: heroin addicts themselves. But now the junkies are fighting back. Since 1971, the British government has waged war not just on heroin but on heroin addicts; and they have been treated not as victims of an illness but as morally fallen criminals.

Over the past two days, heroin addicts have been gathering in London for a National Treatment Conference where they are liaising as equals with health professionals and drug workers. Organised by the Alliance, an advocacy group for opiate-dependent people, they are no longer prepared to be passively pushed around a punitive system. Now that they have (to the Government’s credit) been given statutory rights to be consulted, there is a large and growing heroin users’ movement which is demanding that the wider public acknowledges some basic – if uncomfortable – truths.

Lesson one: detox very rarely works. Even the most successful detox programmes in the world have a success rate of just 25 per cent when it comes to heroin. The average is closer to 10 per cent. This means that for three quarters of the people who go through gold standard, lavishly-funded detox, it fails completely, and they return to heroin on their release. How can it be sensible for this failing approach to be the only treatment we offer to addicts on a national scale through the NHS?

Lesson two: prescribing opiates works. Mike Trace, the former deputy drugs tsar and an international expert on harm reduction, explains: ”There’s a huge amount of research – so conclusive that it is not even disputed – that methadone prescription can have a spectacular impact on both the health and social functioning of an opiate-user and on the wider crime rate. The recent Swiss experiment – where they have begun at a national level to prescribe heroin to anyone who needs it – seems to indicate that heroin prescription can be even more effective.”

Lesson three: pure, pharmaceutical heroin can be taken indefinitely without any negative effects. This is so counter-intuitive that it needs to be explained. If an alcoholic like George Best continues to drink indefinitely, the alcohol itself will destroy his liver and kill him. Isn’t giving heroin to a junkie every morning like handing a crate of whisky to an alcoholic at dawn? Every single doctor agrees that heroin is not like that. If an addict is using pure heroin, it does not damage their bodies at all.

It is true heroin rapidly makes you completely dependent on getting more heroin. That’s why anybody would be very foolish to start using it. And street heroin screws you up badly, because it is cut with all sorts of – to use the term doctors repeatedly use – “crap”.

In light of these truths – which are considered totally uncontroversial by all policy experts – we all, as citizens, need to ask what to do now for the 280,000 heroin addicts in Britain. The Alliance, and most heroin addicts I have met, argues that the Government needs to offer much more widespread maintenance prescription of heroin on the NHS. This won’t be the solution for everyone. The Alliance supports people who think detox is the best solution for them, because some extraordinary people do manage to wean themselves off completely. But for most people whose bodies have a desperate chemical need for heroin, the best way to live a normal life is to be prescribed heroin.

It is natural for some people to object to this on the grounds of cost. “Why should my taxes pay for a load of junkies to get stoned?” they might well howl. Simple: because it saves vast sums of money overall. Half of all burglaries are, according to the Home Office, committed by people driven by opiate dependency. If diabetics could not get their insulin without paying, they would do the same.

Prescribing heroin saves money further down the system in policing, inflated insurance premiums, hospitalisation, and prisons. When we prescribed heroin in Britain, until 1971, our crime rates were far lower. The Swiss experiment has seen a staggering fall in crime – over 20 per cent in some areas. As one heroin addict who asked not to be named explained to me, “Of course, I stopped stealing when I got a prescription. I wasn’t doing it for fun.”

The story of New Labour’s policy in this area has barely been told. As in so many areas, ministers are split between their “tough on crime” neurosis and their sensible, centre-left natures. We all know the “tough” bit: drug-testing in schools and other impractical nonsense. Yet who has heard the pragmatic side? Who knows that the dramatic fall in crime the Government boasts about is not due to its “toughness”, but to its centre-left spirit?

Look at the facts. In 1997, there were 40,000 methadone prescriptions in Britain – enough to cover around 15 per cent of our opiate dependents. Today, there are 70,000 prescriptions – enough to cover around 25 per cent of addicts – and the number doctors are giving out is rapidly rising. Is it pure coincidence that the crimes most often committed by junkies (burglary, muggings, shoplifting) have plummeted as prescriptions have risen?

Government policy is working – but the Government is so afraid of public prejudice it won’t boast or take its success to the logical conclusion by offering full heroin prescription to all addicts. David Blunkett will reply, no doubt, he is trying. He recently made an eloquent case for increasing not just methadone prescription but licences to prescribe heroin. The Government has projected a further 2,000-3,000 heroin prescription, but nobody at the Home Office press office believed there had been any progress on this. The addicts I know haven’t seen any increased rate.

Until this legal heroin starts getting to people, they will continue to get it the only way most know: through crime. So every time you are burgled, curse the Government’s refusal to prescribe heroin. Every time your car radio is stolen, curse the Government’s refusal to prescribe heroin. Every time your child is mugged, curse the Government’s refusal to prescribe heroin. Blair and Blunkett’s own policies have demonstrated that prescribing opiates directly slashes crime. Never imagine this is an issue only for them, Erin and the other addicts in the Alliance arguing for humane treatment. It is an issue for you too.

Skal vi “hjælpe rygere” ved at gøre dem fredløse, og lave razziaer i kiosker, hvor de lagt i håndjern får valget mellem at komme i fængsel eller blive indlagt på tobaksafvænningsinstitutioner ?

Skal vi indfange Danmarks mange alkoholikere på landets udskænkningssteder og give dem samme valg for deres eget bedste. Skal vi sætte afvæningspistolen for panden af de nerve-sovemedicin-afhængige når de ankommer på apoteket med deres recepter i lommen.

Og skal vi lægge os på lur ved bagerbutikkerne for at give overvægtige valget mellem straf eller Nupo-tvangsaffedning ?

Selv om de 4 største misbrugsproblemer i Danmark er tobaksrygning, alkoholmisbrug, afhængighed af legal nerve-sovemedicin samt fedme (“madmisbrug”), så vil Venstres københavnsafdeling givetvis tage afstand fra den slags forrykte løsningsmodeller.

Mysteriet er så, hvordan man dog kan komme på den tanke, at der vil komme noget som helst godt ud af at indlede en jagt på narkomaner med henblik på at tvinge dem i behandling. Forslaget er mildest talt hverken tynget af viden eller omtanke.

For det første er det værd at gøre opmærksom på at behandling for afhængighed er en langvarig affære, som oftest i de første mange år resulterer i tilbagefald på tilbagefald. Når tilbagefaldet sker, er det mere risikabelt og mere kaotisk, når der har været brugt tvang.

Denne realitet må man forholde sig til, sådan at en urealistisk behandlingsoptimisme ikke udarter til en behandlingsfanatisme, hvor et mål om stoffrihed helliger alle midler herunder at dødeligheden fordobles eller tredobles.

For det andet har de der tror på tvangsbehandling som et fix af problemet en afgrundsdyb mangel på forståelse af hvordan afhængighed og misbrug kan afhjælpes. Afhængighed er ikke en lidelse for hvilken der eksisterer en kur i den forstand, at man passivt kan lade sig indlægge – eller ved tvang blive indlagt – og lade behandlerne gøre det fornødne.

At frigøre sig fra en afhængighed er et langt og svært projekt, som trækker på den afhængiges motivation, vilje, og håb. Behandlingen fordrer en god terapeutisk relation kendetegnet ved fortrolighed, tryghed, samarbejde, imødekommenhed, kærlighed, omsorg, værdighed og socialt netværk.

Tvang er ganske enkelt ikke en farbar vej til at opnå gode behandlingsudfald, tværtimod ! Man skader mere end man gavner ved at bruge tvang. Tvang er gift for meget at det som virker i behandling. Tvang umyndiggør og undergraver mulighederne for gode behandlingsresultater. Tvang gør hjælperne til mere kontrollanter end godt er.

For det tredje må enhver politiker med ambitioner om at effektivisere offentlig virksomhed og at holde et skattestop spørge sagkundskaben om tvang er ‘cost effective’ ?

Svaret er nej, tværtimod ! Tvangsbehandling er den dyreste og mindst effektive behandlingsform. Tvang er skatteydermidler hældt direkte i kloakken.

Endeligt kunne man da også fristes til at spørge venstrefolkene i København om tvangsbehandling rimer med erklærede liberalt, borgerlige målsætninger, som at mindske statens indflydelse og at give den enkelte mere frihed. Mig forekommer det at en behandlerstat, der tvinger sine borgere i terapi under trusler om straf, benytter sig af noget der til forveksling ligner Stalin-metoder.

Hvor bliver respekten for frihedsrettighederne og individets selvbestemmelse af ?

Kan man tillade sig i den grad at ville umyndiggøre vores stofafhængige medborgere og fortsat kalde sig liberal ?

Enkelte juridiske betragtninger om kriminalisering af brug af stof

Af Nanna W. Gotfredsen, gadejurist

Forslaget om tvangsbehandling og den deri indbyggede kriminalisering af selve brugen og brugerne selv samt i øvrigt også et enkelt punkt i teologens udmærkede beskrivelse af observationer på Maria Kirkeplads tidligere i denne e-gruppe, foranlediger dette mere juridiske indlæg.

Politikere og andre giver med jævne mellemrum det indtryk, at skulle være forbudt at bruge stoffer. Selve brugen af stoffer eller “narkotika” – der jo alene har mening som et juridisk begreb og som dermed ikke rummer absolutte sandheder om f.eks. fare eller det onde selv, men blot er udtryk for en beslutning på basis af f.eks. kulturelle, geografiske, historiske og tidsmæssige forhold – er ikke kriminaliseret i den danske narkotikalovgivning. Og dette er på ingen måde en tilfældighed.

Når vi nu ikke kan forlade os trygt på en sådan absolut sandhed, ville det måske være klædeligt med lidt ydmyghed? Måske burde vi ligefrem påtage os et medansvar – selvsagt ikke for vedtagelsen af lov om euforiserende stoffer i 1955 – men for opretholdelse af en kriminalisering der vel med rette kan anklages for i sig selv at udrette mere skade, end det den i intentionen skulle beskytte i mod.

Vi må i det mindste til stadighed have for øje, om det er stofferne i sig selv eller kriminaliseringen af dem, der er skadelige for brugerne. En tysk bekendt med den forbudte “heroin-glæde” har udtrykt det ganske godt: “I don´t have a drug problem, I have a money problem”. Af flere af de interviews jeg har gennemført under og som opfølgning på min tid som “gadejurist” er der fremkommet tilsvarende meldinger. Her et citat fra et interview:

“Jeg har sgu´ ikke noget problem med dope. Jeg har alle mulige andre problemer…. både fra tiden før jeg mødte den bedste løsning, jeg til dato har mødt på mine problemer og fra tiden efter. Det største af mine problemer lige nu er, at jeg mangler penge. Det næste problem er, at de forventer, at jeg fravælger min løsning. Jeg bilder dem hvad som helst ind bare for at få lidt fred”.

At kriminalisere og dermed straffe er en bevidst påførsel af lidelse, hvilket der selvsagt skal særdeles gode grunde til. Den oprindeligt gældende hævnret, blodhævnen, afløstes fra reformationen i 1536 efterhånden af den kristne kirkes opfattelse af, at det var den onde vilje bag forbrydelsen, forstået som den onde vilje til at skade andre mennesker eller andres goder, der burde straffes.

Når brugerne forretter skade på andre eller andres goder, sker det vel nærmere som følge af kriminaliseringen af stof, end som følge af brugen af stof. Derfor kan brugerne vel ikke siges at have en strafværdig ond vilje. Ser man isoleret på dét at bruge stoffer, skader brugerne jo ikke andre end allerhøjst sig selv. Vil man hævde, at brugerne skader sig selv, sker det så med (ond) vilje eller har vi blot tilrettelagt en tilværelse for dem, hvori de ikke kan undgå de skadelige følger af kriminaliseringen? Kan brugerne bebrejdes det og måske endda ligefrem strafferetligt forfølges?

Når brugerne ikke kan pålægges ansvaret for den skade der følger af kriminaliseringen, kan tilslutningen til kriminalisering af brugerne selv (selve brugen) alene basere sig på antagelsen om, at de skader sig selv ved at bruge stof. Dette kan og bør efter min bedste overbevisning drages i tvivl – det er i hvert fald ikke mit indtryk at dette generelt er brugernes hensigt, snarere tværtimod – de lindrer og med blot et begrænset kendskab til deres bagage, kan man vel ikke have andet end forståelse herfor.

At de kommer til at “genere” det øvrige samfund, som følge af at samfundet har kriminaliseret elementer der er uløseligt forbundet med deres løsning, kan selvsagt ikke være en bærende begrundelse. Ligeledes kan selvfølgelig ej heller en lille gruppe rabiate pårørendes behov for at deres afkom er buret inde, legitimere et sådant overgreb.

At staten skulle beskytte borgeren mod borgeren selv, ville stride imod principperne for retsstaten. Når de strenge betingelser herfor i øvrigt er opfyldte, kan man tvangsindlægge eller umyndiggøre den der skader sig selv, men det strafferetlige system er som udgangspunkt uanvendeligt i denne henseende. Det savner ganske enkelt mening. Således var for eksempel (forsøg på) selvmord kriminaliseret i Christian d. V´s Danske Lov af 1683 (6-6-21), men blev afkriminaliseret ved straffeloven af 1866 § 308. Når man i dag undtagelsesvist kriminaliserer handlinger eller undladelser der rummer (risiko for) skade på individet selv, som f.eks. ved kørsel uden sikkerhedssele, holder man sig i øvrigt til den mindst mulige straf, nemlig bødestraffen.

Netop lov om euforiserende stoffer (som vedtoges i 1955, altså adskillige år før et egentlig “narkotikaproblem” opstod) er faktisk et udmærket eksempel på, at dansk lovgivning er i overensstemmelse med retsstatstanken.

Loven kriminaliserer så godt som alle måder at omgås narkotika på (d.v.s. køb, salg, overdragelse, indførsel, udførsel, udlevering, modtagelse, fremstilling, forarbejdning og besiddelse), men ikke selve brugen. Når det nu ikke er muligt at bruge narkotika, uden også at besidde det, kunne man måske forledes til at tro, at det kun er en omgang ordkløveri (der f.eks. primært tjener opretholdelsen af behovet for jurister …). Det er det ikke. Af forarbejderne til lovgivningen om euforiserende stoffer fremgår det flere steder eksplicit, at det ikke er hensigten at ramme brugerne, men derimod den såkaldte bagmandsvirksomhed.

Når man i sin tid kriminaliserede også besiddelse, var det således heller ikke for at ramme brugerne, men derimod alene for at imødekomme anklagemyndighedens ønske om at kunne dømme bagmænd i sager, hvor man ikke var i stand til at føre tilstrækkeligt bevis for handel. Narkotikalovgivningen afholder sig dog fra præcist at definere “bagmand” og “bruger” og den praktiske virkelighed kan forekomme i nogen grad at være “skredet fra” de oprindelige intentioner.

En op gennem 1990erne støt voksende andel (38 pct. i 2001) af de indsatte i vore fængsler er stofbrugere, mens andelen af stofkriminelle ikke-brugere i fængslerne (altså “bagmænd”) er langt lavere og i øvrigt – naturligvis – upåvirket af mere eller mindre intensiv politiindsats på gadeplan, er vel de tydeligste tegn på at afstanden mellem lov og liv er stor og stadig større.

De brugervenlige intentioner blev f.eks. også understreget i 1969, da Folketinget, i øvrigt med stort flertal, vedtog at skærpe straffen for narkotikakriminalitet, således at grovere overtrædelser af lov om euforiserende stoffer kunne straffes med fængsel i indtil seks år. Allerede på det tidspunkt herskede der stor uenighed og usikkerhed om prioriteringen af den kontrolpolitiske indsats og som betingelse for en tilslutning til forslaget om strafskærpelse krævede et folketingsflertal, at rigsadvokaten skulle udarbejde retningslinier for praksis i narkotikasager.

Det drejede sig især om en mild påtalepraksis overfor brugerne og en sådan kommer til udtryk i det stadigt gældende rigsadvokatcirkulære nr. 144 af 15. juli 1969. Et centralt element heri var netop, at det efter forarbejderne til lov om euforiserende stoffer ikke har været hensigten at kriminalisere forbrug af euforiserende stoffer og dermed heller ikke besiddelse af stoffer med henblik på eget forbrug.

Som det også fremgår af dette cirkulære, blev besiddelse således primært kriminaliseret af “retstekniske grunde”, i det man fra politimæssig side forudså, at det i visse sager kunne blive vanskeligt at føre bevis for salg, distribution, import og eksport i forhold til “bagmændene” og at man i disse tilfælde måtte have mulighed for at ramme forhandlerleddet alene på besiddelse.

“Forbuddet mod besiddelse – og tilsvarende regler gælder køb og modtagelse – er ifølge lovens forarbejder navnlig begrundet i retstekniske hensyn: besiddelse vil ofte være indikation for en udbredelse, som ikke lader sig bevise.

Som følge heraf vil der i reglen ikke være anledning til at indlede undersøgelse med henblik på at pålægge strafansvar for besiddelse (køb eller modtagelse), når mistanken alene angår eget forbrug af euforiserende stoffer.”

Domstolene er, især fra forsvarerside, i gennem mange år blevet kritiseret for, at kravene til bevis i narkotikasager er for lavt. Og mon ikke de fleste vil huske scener fra Lars Engels´ usmagelige “dokumentar”-programmer, hvor civilklædt politi i stort tal ligger på lur bag hotel-persienner overfor Maria Kirkeplads? Dagens fangst var f.eks. en stofafhængig gennem mere end 20 år med to brugerdoser skjult i den materiefyldte forbinding om et stort og væskende skinnebenssår.

Er han en “bagmand”? Når der er langt mellem lov og liv, kan loven – eller dens praktiske anvendelse – komme til aldeles at savne mening. Helt grotesk bliver det i den ene lejr at lægge øre til den opfattelse, at enhver der sælger stof må kategoriseres som bagmand, når det på Maria Kirkeplads mest er tilfældigheder der afgør, om den ene eller den anden en given dag er sælger eller køber. Og når brugerne sælger stof i Gaden, vel at mærke med stor opdagelsesrisiko og minimal fortjeneste, begrundes det oftest med, at man netop ikke vil skade andre, som man føler sig skyldig i at gøre, når man begår berigelseskriminalitet (tyveri og indbrud).

Det vanvittige forslag om “frit valg” mellem fængsel og tvangsbehandling, som i øvrigt kunne mistænkes for at have en anden eller i det mindste supplerende dagsorden; nemlig den at give sundhedsministeren lejlighed til at fremstå som den rolige og velafbalancerede mellem to “rabiate” forslag af tiden; med brugerrum/fixerum på den ene side og tvangsbehandling/fængsel på den anden, er dermed ikke alene i strid med retsstatstanken, men også med intentionerne bag den danske narkotikalovgivning og principperne for behandling af stofafhængighed.

Når jeg undrende har spurgt politikere mv. om årsager til områdets sørgelige tilstand, har svaret ofte lydt på henvisninger til “moral” eller “samfundsmoral”. Hvad det så end er for størrelser, kan det da være udmærket at have “høj moral”, når det vel at mærke ikke er andre der betaler prisen herfor.

EMCDDA anbefalede i juli måned d.å. EU-landene at afskaffe retsforfølgelse af besiddelse af stoffer til eget brug. Så måske er vi på rette spor!? Det er og bliver dog svært, så længe det primært er medier og politi der sætter dagsordenen for debatten og så længe det politiske niveau stædigt fastholder deres selvbestaltede patent på dette område. “Den farligste brug af narkotika er den politiske” (Nils Christie og Kettil Brun, 1995).

Kilder:

· Ditlev Tamm og Jens Ulf Jørgensen, “Dansk retshistorie i hovedpunkter fra Landskabslovene til Ørsted”, 1978
· Jørgen Jepsen, “Hvor kommer narkotikapolitikken fra?”, NAD-publikation nr. 24
· Vagn Greve, “Narkotikalovgivningen i Danmark set fra en retspolitisk synsvinkel: en kritisk vurdering af gældende lovgivning”, Juristen 1986, p. 92f samt indlæg på Nordisk Seminar om Narkotika og Kontrolpolitik, april 1985
· Flemming Balvig, “Det strafferetlige system vs. Narkotika”, bidrag til bog/samleværk, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, København 1991
· Anette Storgaard, “Straf for narkotikahandel”, CANFAU, 1992
· Flemming Balvig, “Kriminalitet og social kontrol”, 1995
· Nils Christie og Kettil Bruun, “Den Gode Fiende”, 1995
· Cesare Beccaria, “Om forbrydelse og straf (1765)” & Voltaires kommentarer”, 1998
· Vagn Greve, “Det strafferetlige ansvar”, Jurist- og Økonomforbundets Forlag Forlag, 1999
· Lau Laursen Storgaard, “Konstruktionen af dansk narkotikakontrolpolitik siden 1965″, 2000
· Jørgen Jepsen, “Fixerum – hvad kan Danmark gøre?”, Stof nr. 13, december 2000
· Kriminalforsorgens Statistik, 2001 (www.kriminalforsorgen.dk)
· TekstTV, TV2, p. 139 d. 24. juli 2002:

“EMCDDA: Drop de små narkostraffe.

EU-landene bør afskaffe retsforfølgelse af personer, som bliver anholdt med små mængder narkotika til eget forbrug.

Anbefalingen kommer fra Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug, som opfordrer landene til at “se virkeligheden i øjnene” og ændre lovgivningen på området. Begrundelsen er, at myndighederne i samtlige EU-lande ofte nøjes med advarsler eller afvænning til folk med narkotika til eget brug. Kun fire lande har hidtil taget konsekvensen og gjort forseelsen straffri ifølge loven.”

Og EMCDDA:

www.emcdda.org/data/docs/36en.doc og

www.emcdda.org/multimedia/publications/insights/prosecution_executive_summary.pdf

U.N. Treaties and the Legalization of Drugs

 
By Peter Webster

As dissatisfaction with the results of drug prohibition mounts once again,
it is natural to expect that analysts of the situation will propose a wide
variety of ways to “improve” legislation, enforcement, addiction treatment,
and other currently popular “remedies” for illegal drug use. The scenario
is not new, although recently the perceived failure of prohibitionist
policies seems to be reaching new heights.

With each outbreak of recognition of prohibition’s faults, however, a few
observers dare to question the very concept of prohibition, trying to
convince authorities and the public at large that perhaps prohibitionist
policy is itself the root of the problems we have habitually ascribed to
the prohibited substances. This view rejects in principle the idea that
prohibition can be “fixed” or “improved,” its results made at least
somewhat less disastrous by tinkering with the details of prohibitionist
policies.

The current outbreak of disillusionment with prohibition seems also to be
producing unprecedented numbers of critics in this camp. Not only
independent researchers and writers, but notable political figures in
several countries have suggested outright that prohibition’s Golden Age is
over, and in the interests of public health, control of powerful and
world-wide criminal syndicates, protection of human rights and other
necessary goals, a complete reversal of prohibition is not only justified
but obligatory and long overdue.

Such currents of dissent exist widely today not only in European societies
known for their pragmatism and tolerance, but also in countries hard hit by
the negative results of the U.S. Drug War.

Parliamentarians, governors, police, and even presidents in several
countries of Latin America have thus joined in with long-enduring reform
voices in Europe and North America in calling for a repeal of drug
prohibition, recognizing that only a system of controlled legalization can
provide a measure of control over the manufacture and access to drugs.

The U.S. federal government is likely to be on the caboose of this train of
reform, however, for several reasons that need not be examined here. The
U.S., with the assistance of its handmaiden U.N. drug control agencies, is
instead trying to reinforce drug prohibition and has cajoled, intimidated,
and threatened no small number of nations that have made moves away from
U.S./U.N. dictates. A major tool in this process has been the U.N.
international drug treaties that were essentially forced upon their
signatories by the U.S. These treaties today provide the U.S. federal
authorities with an immediate rejoinder to any moves or even suggestions
for drug policy reform that might tend to discredit U.S. prohibitionist policy.

For example, on August 16, 2001, the Jamaica Observer reported on the
results of an enquiry by its National Ganja Commission, which recommended
“the decriminalization of ganja for personal, private use by adults and for
use as a sacrament for religious purposes.”

Within hours, the U.S. Embassy was already “hinting” that Jamaica could
face certification problems during its next annual narcotics review:

“The US government will consider Jamaica’s adherence to its commitments
under the 1988 UN Drug Convention when making its determination under the
annual narcotics certification review,” US Embassy spokesman Michael
Koplovsky said.

A similar threat was issued by U.S. Ambassador Anne Patterson in response
to a legalization debate in the Colombian Congress, an event reinforced by
a “Historic Resolution” by the National Assembly of Colombian Governors
recommending an end to drug prohibition.

Pressure to reform cannabis laws in Britain has also been mounting during
the past year, and although such direct threats to a major U.S. ally were
not immediately obvious, a story from the U.K.’s GUARDIAN newspaper
indicated that reformers in the U.K. had been anticipating U.S. objections
based on the U.N. treaties:

Pubdate: Tue, 28 Aug 2001 Source: Guardian, The (UK)

UN TREATY ‘NO BAR’ TO EASING DRUG LAWS

Special Report: Drugs In Britain

A reform of Britain’s drug laws could be introduced without the government
breaching its international obligations under UN drug control conventions,
according to a legal study published today….

The conclusions of the study, entitled European Drug Laws: the Room for
Manoeuvre, are important because opponents of drug law reform have argued
that Britain could not liberalise its drug laws even if it wanted to
because it would breach the UN treaty.

I would like to suggest, however, that there exists an important loophole
in the 1988 U.N. Treaty that would not only allow some leeway for countries
to “ease drug laws” and soften the impact of radical prohibition, but to
declare the treaty entirely inapplicable and void.

The UNDCP World Drug Report (New York: Oxford University Press, 1997: p185)
states:

“…[none of the] three international drug Conventions insist on the
establishment of drug consumption per se as a punishable offense. Only the
1988 Convention clearly requires parties to establish as criminal offenses
under law the possession, purchase or cultivation of controlled drugs for
the purpose of non-medical, personal consumption, UNLESS TO DO SO WOULD BE
CONTRARY TO THE CONSTITUTIONAL PRINCIPLES AND BASIC CONCEPTS OF THEIR LEGAL
SYSTEMS.” (Capitals added)

It would appear that if the highest court of a nation would rule that the
prohibition of a drug such as cannabis is unconstitutional, it would
automatically render null and void all the problematic restrictions of the
U.N. treaties in question. This is the very road that Canada appears to be
following, with a Supreme Court decision on the constitutionality of
cannabis prohibition expected later this year.

Any nation that recognizes that drug prohibition infringes human rights,
produces millions of victims, threatens the world economy, creates powerful
international criminal syndicates, and thus constitutes what may well be
seen someday as a crime against humanity, should seriously consider
employing this loophole, declaring prohibitionist policy to be
unconstitutional and abusive of human rights guaranteed by national and
international documents and treaties that must take precedence over the
U.N. drug control treaties. A group of nations which, as a bloc, issued
such a resolution, might well provide the needed catalyst that would topple
a century-long folly and lead the way to intelligent and effective drug
policy for societies the world over.

Peter Webster is Review Editor for the International Journal of Drug Policy
- http://www.elsevier.nl/ – the Official Journal of the International Harm
Reduction Association. For subscriptions: usinfo-f@elsevier.com
nlinfo-f@elsevier.nl

He is also co-Webmaster of the DRCNet Online Library of Drug Policy -
http://www.druglibrary.org/ – and The Psychedelic Library -
http://www.psychedelic-library.org/

I Australien kalder man en sådan facilitet for injecting centre eller medically supervised injecting centre. I Schweiz bruger man flere betegnelser, herunder Fixerstübli og Gassenzimmer. I Tyskland siger man enten Gesundheitsräume, Fixerstuben eller – og det er det nyeste og formentlig også fremtidens benævnelse – Drogenkonsumräume. Den gængse hollandske betegnelse er gebruiksruimte, og når hollænderne udtaler sig på engelsk om sådanne tiltag, anvendes den neutrale betegnelse user room, en betegnelse der formentlig bedst oversættes til dansk med ordet brugerrum.
Der er i flere lande gjort overvejelser om retorikken. Især er det fremhævet, at betegnelsen fixerum og tilsvarende er misvisende, da muligheden for superviseret overvåget indtagelse af medbragte stoffer kun udgør et mindre hjørne af de etablerede faciliteters vifte af tilbud, ligesom selve stofindtagelsen tidsmæssigt kun udgør en beskeden del af den enkeltes besøg på en sådan facilitet. Når fixerum således ikke vil være en dækkende betegnelse og da området i forvejen er ladet til bristepunktet med mere eller mindre underbyggede antagelser, holdninger, forestillinger og myter, kunne man med fordel vælge en på én gang så neutral og samtidig dækkende betegnelse som mulig. Sundhedsrum kunne være en relevant betegnelse, men af de nævnte grunde vil begrebet brugerrum blive anvendt i det følgende.

I de lande, hvor man har suppleret den skadesreducerende indsats på narkotikaområdet med tilbud om brugerrum, har man gjort sig mange overvejelser om tilbuddets målsætninger, former og indhold samt om forholdet til og overensstemmelsen mellem et sådant tilbud og den nationale hhv. internationale ret. Ligeledes foreligger der efterhånden ganske megen dokumentation om brugerrums evne til at nå den definerede målgruppe, potentiale i forhold til at reducere dødelighed, smitterisiko mv. samt effekt i forhold til at formidle kontakt til det øvrige offentlige sociale, sundhedsfaglige- og/eller behandlingssystem.

Nærværende notat vil tilstræbe at give en summarisk gennemgang af disse punkter.

1. Baggrund.
Fra starten af 1990erne har der været bred faglig og politisk enighed om, at der – i erkendelse af, at der var behov for differentierede og individualiserede behandlingstilbud – skulle satses på en bredspektret behandlingsindsats på narkotikaområdet. Med den daværende regerings narkotikapolitiske redegørelse i 1994 kom behandlingsindsatsen for alvor på dagsordenen. En betydelig udbygning af behandlingsindsatsen og forskningsindsatsen blev indledt. Med henblik på at sikre en større koordination blev visitationskompetencen omlagt til amtskommunerne i 1996. I løbet af ganske få år blev ressourceanvendelsen på behandling for stofafhængighed mere end fordoblet Se f.eks. ”Indsatsen for de hårdest belastede stofmisbrugere”, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, februar 2000: De kommunale og amtskommunale regnskaber og budgetter viste, at der i 2001 var afsat 569,7 mio. kr., mens det tilsvarende regnskabstal for 1995 var på 196,7 mio. kr. Via puljen til forbedring af den sociale indsats for stofmisbrugere er der fra 1995 til 1998 bevilget 15-20 mio. kr. årligt til stofmisbrugsområdet. Frem til 2001 er de samlede statslige bevillinger steget til over 52 mio. kr.. Den politiske narkotikafølgegruppe, Agerschou-udvalget, konkluderede i Agerschou-rapporten i 1998”Agerschou-rapporten”, Socialministeriet, juni 1998, at aldrig havde vi haft så mange behandlingspladser og aldrig havde så mange været i behandling.

Paradokset er, at denne markante fremgang ikke har afspejlet sig tilsvarende i antallet af narkotikarelaterede dødsfald. Alt efter opgørelsesmetode er der fortsat mellem 250 og 350 stofafhængige der dør hvert år i Danmarkwww.politi.dk/Statistik/NarkStat01/omkomne/Omkomneudvikling.htm og ”Nye tal fra Sundhedsstyrelsen”, april 1999. Konklusionen må være, at der er en gruppe vi aktuelt ikke når eller som aktuelt ikke i tilstrækkelig grad kan profitere af det etablerede behandlingssystem. Eller sagt med andre ord; der er noget vi endnu ikke er gode nok til, hvilket også underbygges af den fortsat meget lave succesrate i forhold til opnåelse og bevarelse af stoffrihed. Især den fortsat høje dødelighed har ført til tiltagende krav om lettere adgang til behandlingssystemet Dette er til dels sikret med vedtagelse af den såkaldte ”behandlingsgaranti”, jfr. servicelovens § 85, der dog ikke omfatter den for de dårligste og mest udsatte stofmisbrugere nok så relevante medicinsk understøttede behandling., mere realistiske behandlingsmålsætninger, sikring af kvalitet i den udbudte offentlige hhv. private behandling samt en større åbenhed overfor alternative tiltag, herunder f.eks. forsøg med heroinunderstøttet behandling og etablering af brugerrum.

Etablering af tilstrækkelige skadesreducerende tiltag er nærliggende at påpege i det mindste som nødløsninger, der kan kompensere indtil den nødvendige kvalitet i behandlingsindsatsen er sikret, således at den udbudte behandling – når succeskriteriet er stoffrihed – efter relevant tilpasning formår at gavne og rumme også de hårdest belastede og mest udsatte stofafhængige.

Skadesreduktion er en integreret og anerkendt del af den danske narkotikaindsats; en strategi der blev indledt, med f.eks. metadonunderstøttet behandling og siden også sprøjteudleveringsprogrammer, allerede i 1980erne F.eks. knæsat og defineret i Socialministeriets vejledning til serviceloven af 10. marts 1998 p. 118. Det karakteristiske for skadesreducerende tiltag er, at de mere moralske og idealistiske ofte langsigtede målsætninger nedtones, mens man i højere grad forholder sig til og tager udgangspunkt i fakta. I forhold til spørgsmålet om etablering af brugerrum er det et faktum, at en gruppe stofafhængige mennesker, for hvem stofafhængigheden (aktuelt) har kronisk karakter, lever under så kummerlige vilkår på de åbne stofscener i de større danske byer, at deres risiko for at dø af en overdosis eller at blive smittet – og smitte andre – med alvorlige og dødelige sygdomme som følge af ekstrem risikoadfærd og manglende kompetence er ekstremt høj. Generelt for stofafhængige gælder det, at deres dødelighed er 15 gange højere end normalbefolkningens ”Nye tal fra Sundhedsstyrelsen”, april 1999. Dødeligheden for de svageste og mest udsatte stofafhængige er ikke beregnet særskilt, men må formodes at være højere. Denne gruppes absolut foretrukne stof er morfinpræparatet heroin ”Sygepleje blandt stofmisbrugere”, 1998-1999, FAF, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Københavns Kommune. Mere end 200.000 danskere indtager hvert år forskellige morfinpræparater uden af den grund at have en overdødelighed svarende til de dårligst stillede og mest udsatte stofmisbrugere Ifølge en ny dansk undersøgelse, omtalt i Berlingske Tidende d. 25. januar 2003, indtager 130.000 danskere jævnligt/dagligt morfin.. Det er da også ofte anført, at det ikke så meget er selve anvendelsen af heroin, der er årsag til disse alvorlige problemer for det enkelte individ og for samfundet generelt, men derimod de betingelser hvorunder de mest udsatte stofafhængige er henvist til at skaffe og indtage stoffet der er afgørende. Når dette sammenholdes med den lave succes med den stoffrie behandling, er det nærliggende at stille krav om eller formulere behov for, at man – i det mindste midlertidigt eller så længe der er behov herfor – ændrer betingelserne for stofindtagelsen gennem etablering af brugerrum.

Den politiske debat er tilbøjelig til at blande moralske og idealistiske målsætninger med det faktuelle. At målet for den enkelte er stoffrihed, er først og fremmest et politisk mål, et idealistisk mål, mens det faktuelt er et fuldstændigt urealistisk mål. I det mindste i den faglige diskussion om etablering af brugerrum må tingene skilles ad. Det kan i den forbindelse være værd at erindre sig Nils Christie´s ord: ”Den farligste brug af narkotika er den politiske””Den Gode Fiende”, Nils Christie og Kettil Bruun, p. 17, 1995. Mens den politiske debat er tilbøjelig til at fremføre, at et sådant tiltag er et skridt på vejen til legalisering, starten på en glidebane, der ikke siden kan stoppes og andre utopier, bør den faglige og saglige diskussion tage sit udgangspunkt i en faktisk, praktisk erkendelse af, at en gruppe mennesker bruger stoffer under livsfarlige og ydmygende omstændigheder. Hvorledes forholder vi os bedst til dette faktum? Kunne der præsteres et relevant og kvalificeret behandlingstilbud til de svageste og mest udsatte stofafhængige, ville diskussionen selvsagt være mindre relevant. Brugerrum er et praktisk indiskutabelt relevant tiltag der bør anses som et sikkerhedsnet, der spændes ud under en gruppe nødlidende mennesker, indtil vi bliver bedre til at behandle, bedre til at imødekomme også denne gruppes særlige behov. Det spørgsmål der skal tages stilling til er således ikke, om det f.eks. er godt eller dårligt at bruge illegale stoffer eller om stofafhængige bør holde op med at bruge stoffer eller ej. Faktum er, at der bliver indtaget stoffer. Det valg der skal træffes er dermed under hvilke betingelser vi vil lade stofindtagelsen foregå; dødelige, smittefarlige og stærkt nedværdigende, eller livreddende, omsorgsfulde, reelt hjælpende betingelser?

2. Definition af brugerrum, målgruppe, betingelser mv.
Baseret på andre landes beskrevne overvejelser, indsamlede erfaringer og dokumentation sammenholdt med danske behov og traditioner formuleres her et forslag til indholdsmæssige krav til og mål for (forsøgsordning med) brugerrum på dansk grund.

Målgruppen vil være de hårdest belastede stofmisbrugere, der enten er udenfor behandlingssystemet eller (åbenbart) ikke profiterer i tilstrækkelig grad af den behandling de aktuelt er i, som ellers ville være henvist til at indtage stoffer, som ville blive indtaget under alle omstændigheder blot under ekstremt uhygiejniske omstændigheder og med stor risiko for liv, helbred og lemmer.
Der foretages på stedet en vis registrering af data (i anonymiseret form). Den i Tyskland anvendte model kunne overvejes anvendt. I Tyskland gennemføres en såkaldt ”midlertidig registrering”. Der indgås en slags kontrakt mellem bruger og facilitet ved hvert besøg. Denne kontraktindgåelse har to erklærede formål; først og fremmest følger det af den tyske lovgivning, at brugerrummene skal evalueres som videnskabelige forsøg og til dette formål indsendes der månedligt data indeholdende oplysninger om brugernes alder, stofkarrierens længde, hvilket stof de agter at indtage, behandlingserfaringer, antal overdoser mv. Sådanne data anføres i skema. Dernæst er underskrivelsen af kontrakten tænkt potentielt konfliktforebyggende, i det brugeren ved underskrivelsen ved hvert besøg samtidig informeres om de betingelser og husregler der gælder for at benytte faciliteterne. Kontrakten makuleres så snart data er registreret.

Brugerrummet omfatter en indgang eller et venteværelse, hvor den midlertidige registrering gennemføres, hvor bemandingen består af f.eks. socialpædagogisk personale. Dernæst er der et særligt indrettet lokale (let at sterilisere, relevant indrettet med særligt lys etc.), hvor de medbragte stoffer indtages under overvågning af og supervision fra sundhedsfagligt personale. Brugerrummet bør indrettes således, at det er muligt for brugerne at vælge anden administrationsrute end den intravenøse (dvs. rygning, ”up-your-bum” etc.). Især sygeplejersker varetager den nødvendige skadesreducerende undervisning i injektionsteknik, mens f.eks. ambulancebehandlere (niveau 2), udover læger, vil være særligt kompetente til at yde overlevelseshjælp ved overdosis. Alt personale skal have særlig omsorgs- og skadesreducerende kompetence. Brugerrummet bør derudover udgøre et egentligt værested, hvor man kan tilbydes en snak, en kop kaffe, lidt mad, evt. også bad og tøjvask. Værestedet danner således rammen om adækvat og relevant egentligt socialpædagogisk arbejde. Udover at være rummelige, skal personalet også kunne formidle kontakt til eller i det mindste informere om behandlingsmuligheder, etablere ønsket kontakt med visiterende eller øvrige sociale myndigheder og til det almene sundhedsfaglige system. Der bør være mulighed for at kunne afsætte eller indkalde personale til akutte opgaver (f.eks. unge eller gravide stofmisbrugere).

Betingelser for at benytte rummet:

· Man tilhører målgruppen.
· Man registreres midlertidigt (garanteres anonymitet) og oplyser (bl.a.) hvilket stof man (tror, at man) indtager – dette først og fremmest af hensyn til muligheden for at tilrettelægge akut indsats og overlevelseshjælp ved overdosis eller andre fatale hændelser – samt besvarer øvrige spørgsmål af relevans for evalueringen.
· Brugerne accepterer at stofindtagelsen overvåges og superviseres af det sundhedsfagligt uddannede personale, dels med henblik på at give skadesreducerende information, dels for at kunne gribe hurtigt ind ved eventuel overdosis.
· Brugerne af stedet kan assistere hinanden med at injicere, men modtager ikke aktiv hjælp hertil fra personalet.
· Der må (naturligvis) ikke handles eller på anden måde ske overdragelse af narkotika. Man indtager alene de stoffer, man selv har medbragt. Dermed vil der alene blive indtaget stoffer i brugerrummet som brugerne under alle omstændigheder ville have indtaget.
· Der må (naturligvis) ikke begås andre former for kriminalitet, f.eks. salg eller overdragelse af hælervarer, vold eller trusler om vold.

Førstegangsbrugere og rekreative (dvs. lejlighedsvise) brugere kan således ikke benytte brugerrummet.

3. De nationale regler.
Politikere og andre giver med jævne mellemrum det fejlagtige indtryk, at det skulle være forbudt at bruge stoffer i Danmark. Selve brugen af stoffer eller ”narkotika” Begrebet ”narkotika” har alene mening som et juridisk begreb og rummer dermed ikke absolutte sandheder om f.eks. fare eller det onde selv, men er mere udtryk for en beslutning på baggrund af f.eks. kulturelle, geografiske, historiske, politiske og tidsmæssige forhold, om, at visse præparater – der endda i vid udstrækning svarer til tilsvarende stoffer på apotekernes hylder – skal være ulovlige. er ikke kriminaliseret i den danske narkotikalovgivning. Og dette er på ingen måde en tilfældighed.

Kriminalisering og strafpålæggelse er en bevidst påførsel af lidelse, hvilket der selvsagt altid skal særdeles gode grunde til. Den oprindeligt gældende hævnret, blodhævnen, afløstes fra reformationen i 1536 efterhånden af den kristne kirkes opfattelse af, at det alene var den onde vilje bag forbrydelsen, forstået som den onde vilje til at skade andre mennesker eller andres goder, der burde straffes. Når stofafhængige forretter skade på andre eller andres goder, sker det vel nærmere som følge af kriminaliseringen af stof, end som følge af brugen af stof. Kan brugerne så siges at have en strafværdig ond vilje? Ser man isoleret på dét at bruge stoffer, skader brugerne ikke andre end allerhøjst sig selv. Vil man hævde, at brugerne skader sig selv, sker det så med (ond) vilje eller er der blot tilrettelagt en tilværelse for dem, hvori de ikke kan undgå de skadelige følger af kriminaliseringen? Det kan vel ikke bebrejdes brugerne, at de tilgængelige stoffer er urene og koncentrationen ukendt og at brug af stoffer af disse grunde kan være skadeligt. Uanset om man hælder til at brugerne med eller uden (ond) vilje skader sig selv eller ej, må man spørge om en strafferetlig forfølgelse af dem på nogen som helst måde kan være legitim?

At staten skulle beskytte borgeren mod borgeren selv, ville stride imod principperne for retsstaten. Når de strenge betingelser herfor i øvrigt er opfyldte, kan man tvangsindlægge eller umyndiggøre den der skader sig selv, men det strafferetlige system er som udgangspunkt fuldstændigt uanvendeligt i denne henseende. Det savner ganske enkelt mening. Således var for eksempel (forsøg på) selvmord kriminaliseret i Christian d. V´s Danske Lov af 1683 (6-6-21), men blev afkriminaliseret ved straffeloven af 1866. Når man i dag undtagelsesvist kriminaliserer handlinger eller undladelser der rummer (risiko for) skade på individet selv, som f.eks. ved kørsel uden sikkerhedssele, holder man sig i øvrigt til den mindst mulige straf, nemlig bødestraffen.

Netop lov om euforiserende stoffer Lov om euforiserende stoffer (nr. 391 af 21. juli 1955) blev vedtaget i 1955, altså adskillige år før et egentlig ”narkotikaproblem” opstod fra 1955 er et udmærket eksempel på, at dansk lovgivning er i overensstemmelse med retsstatstanken. Loven kriminaliserer så godt som alle måder at omgås narkotika på (d.v.s. køb, salg, overdragelse, indførsel, udførsel, udlevering, modtagelse, fremstilling, forarbejdning og besiddelse), men ikke selve brugen. Når det nu ikke er muligt at bruge narkotika, uden også at besidde det, kunne man måske forledes til at tro, at det kun er ordkløveri. Det er det ikke. Af forarbejderne mv. til lov om euforiserende stoffer fremgår det flere steder eksplicit, at det ikke er hensigten at ramme brugerne, men derimod den såkaldte bagmandsvirksomhed. Når man i sin tid kriminaliserede også besiddelse, var det således heller ikke for at ramme brugerne, men derimod alene for at imødekomme anklagemyndighedens ønske om at kunne dømme bagmænd i sager, hvor man ikke var i stand til at føre tilstrækkeligt bevis for handel.
Narkotikalovgivningen afholder sig dog fra præcist at definere ”bagmand” og ”bruger” og den praktiske virkelighed forekommer at være skredet i forhold til intentionerne. En op gennem 1990erne støt voksende andel – fra ca. 30 pct. i 1993/94 til 38 pct. i 2001Opgørelse over antallet af stofmisbrugere og stofkriminelle ikke-brugere inden for Kriminalforsorgen den 21. november 2000, Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Statistiksektionen, j.nr. sfk. 00-1615-59, juli 2001 – af de indsatte i vore fængsler er stofafhængige, mens andelen af stofkriminelle ikke-brugere i fængslerne (altså ”bagmænd”) er langt lavere og i øvrigt upåvirket af mere eller mindre intensiv politiindsats på gadeplan, er vel de tydeligste tegn på at afstanden mellem lov og liv er stor og stadig større. Ca. 20 pct. af de indsatte i 2000 var hårdt belastede stofafhængige. Denne gruppes andel af fængselspopulationen er således fordoblet op gennem 1990erne! Tal fra 2000, se www.kriminalforsorgen.dk/publika/stat2000/stat2000-6.htm
De brugervenlige intentioner i lovgivningen blev f.eks. også understreget i 1969, da Folketinget, i øvrigt med stort flertal, vedtog at skærpe straffen for narkotikakriminalitet. Allerede på det tidspunkt herskede der dog stor uenighed og usikkerhed om prioriteringen af den kontrolpolitiske indsats og som betingelse for en tilslutning til forslaget om strafskærpelse krævede et folketingsflertal, at Rigsadvokaten skulle udarbejde retningslinier for praksis i narkotikasager. Det drejede sig især om en mild påtalepraksis overfor brugerne og en sådan kommer til udtryk i det stadigt gældende rigsadvokatcirkulære nr. 144 af 15. juli 1969. Et centralt element heri er netop, at det efter forarbejderne til lov om euforiserende stoffer ikke har været hensigten at kriminalisere forbrug af euforiserende stoffer og dermed heller ikke besiddelse af stoffer med henblik på eget forbrug. Som det også fremgår af dette cirkulære, blev besiddelse således primært kriminaliseret af ”retstekniske grunde”, i det man fra politimæssig side forudså, at det i visse sager kunne blive vanskeligt at føre bevis for salg, distribution, import og eksport i forhold til ”bagmændene” og at man i disse tilfælde måtte have mulighed for at ramme forhandlerleddet alene på besiddelse:
”Forbuddet mod besiddelse – og tilsvarende regler gælder køb og modtagelse – er ifølge lovens forarbejder navnlig begrundet i retstekniske hensyn: besiddelse vil ofte være indikation for en udbredelse, som ikke lader sig bevise.
Som følge heraf vil der i reglen ikke være anledning til at indlede undersøgelse med henblik på at pålægge strafansvar for besiddelse (køb eller modtagelse), når mistanken alene angår eget forbrug af euforiserende stoffer.” Rigsadvokatens cirkulære nr. 144 af 15. juli 1969
Det er således ikke forbudt at bruge stoffer i Danmark. Og da besiddelse blev kriminaliseret skete det for bedre at kunne ramme bagmændene – ikke brugerne. EMCDDA, EU´s overvågningscenter på narkotikaområdet, anbefalede i juli måned 2002 EU-landene at afskaffe retsforfølgelse af besiddelse af stoffer til eget brug. Man havde dokumenteret, at det allerede var praksis de fleste steder og at fire lande med henblik på at bringe overensstemmelse mellem praksis og lovgivning havde taget skridtet fuldt ud og afkriminaliseret besiddelse til eget forbrug TekstTV, TV2, p. 139 d. 24. juli 2002: “EMCDDA: Drop de små narkostraffe”.
og http://www.emcdda.org/data/docs/36en.doc og www.emcdda.org/multimedia/publications/insights/prosecution_executive_summary.pdf. Det skal også nævnes, at stofkriminalitet, i det mindste den milde form (besiddelse til eget forbrug), ofte benævnes som offerløs. Når straffelovgivningen og straffeapparatet aktiveres, er der normalt et offer; oftest et menneske der oplever sig krænket. Således forholder det sig ikke ved besiddelse til eget forbrug, ligesom der ej heller er et konkret offer i de grovere sager. Kilder: ”Narreskibet”, Jacob Hilden Winsløv, 1984, ”Narkotikakontrol i Danmark”, Sysette Vinding Kruse, Jacob Hilden Winsløv og Anette Storgaard, Alkohol og Narkotikarådets skriftsserie 14, juni 1989 og Lau Laursen, ”Konstruktionen af dansk narkotikakontrolpolitik siden 1965”, 2000, se også Vagn Greve, ”Narkotikalovgivningen i Danmark set fra en retspolitisk synsvinkel: en kritisk vurdering af gældende lovgivning”, indlæg på Nordisk Seminar om Narkotika og Kontrolpolitik, april 1985 og Vagn Greve, Det strafferetlige ansvar, 1999 (p. 65), hvor det påpeges at hverken lov eller forarbejder på nogen måde beskæftiger sig med hvad der nærmere måtte ligge i begrebet ”fare”. Således er loven en beskyttelseslov mod fare, men den siger intet om, hvilken fare der skal beskyttes imod. Selvom forarbejderne taler meget om farlighed, afklares spørgsmålet ej heller der. Begrebet analyseres ikke og det er ikke muligt at sige, om farlighed i lovens forstand betyder risiko for fysisk eller psykisk afhængighed, for social deroute, kriminelle handlinger m.v.

At politi og presse har haft afgørende indflydelse på dagsordenen for dansk narkotikakontrolpolitik er påpeget af Lau Laursen Lau Laursen, ”Konstruktionen af dansk narkotikakontrolpolitik siden 1965”, 2000. Et eksempel herpå, hvor nævnte aktører gik hånd i hånd, er forløbet op til vedtagelsen af den såkaldte ”pusherlov” i 1996. I september 1996 gennemførte EkstraBladet en kampagne mod påståede sælgere af narkotika på gadeplan. Enkeltindivider udstilledes i avisen og på reklamer. Efter intens og målrettet observation på Vesterbro, iværksatte Københavns Politi en ”nøje planlagt” aktion d. 17. september 1996. En række mennesker af primært afrikansk eller anden udenlandsk herkomst blev anholdt. Udover at blive udstillet i EkstraBladet, blev de også fremstillet for retten og begæret varetægtsfængslede. Da de kun var i besiddelse af meget små mængder stof, blev anklagemyndighedens påstand om varetægtsfængsling i hovedparten af sagerne ikke imødekommet i byretten. Hovedparten af disse afgørelser blev dog omgjort i Landsretten. Den efterfølgende politiske debat var intens og de anholdte blev omtalt som ”dødens købmænd”, der spekulerede i den bløde linie overfor brugernes besiddelse af små mængder stof til eget forbrug. I løbet af meget kort tid vedtog Folketinget en strafskærpelse ved gentagen handel med små mængder hårde stoffer, således at det ved strafudmålingen skulle betragtes som en betydeligt skærpende omstændighed, at der var tale om gentagne tilfælde af salg. Lbkg. nr. 1054 af 11. december 1996 om ændring af lov om euforiserende stoffer Det fremgår af forarbejderne at bestemmelsen skulle finde anvendelse på ikke blot tilfælde af gennemførte salg, men også på besiddelse med henblik på salg. Man var opmærksom på, at en vis andel af dem der dømmes for gadesalg af mindre mængder narkotika, selv er stofafhængige. Det var da heller ikke denne gruppe der var primært mål for strafskærpelsen, men derimod ”pusherne”, forstået som stofkriminelle ikke-brugere, der sælger stof med profit for øje. For det tilfælde at strafskærpelsen imidlertid skulle betyde, at flere stofafhængige blev dømt, var man opmærksom på at udvide behandlingsmulighederne i fængslerne eller øge antallet af § 49, stk. 2-overførsler. Det understreges dog i Justitsministeriets bemærkninger til lovforslaget, at den bløde linie overfor de stofafhængiges besiddelse af stof til eget forbrug skulle opretholdes:
”Det er imidlertid ikke hensigten med dette lovforslag at ændre strafudmålingen for andre typer af overtrædelser af lov om euforiserende stoffer […]. Det forudsættes således, at strafskærpelsen i sager om gentagen handel med små mængder hårde stoffer ikke får afledede virkninger overfor […] mildere lovovertrædelser (f.eks. besiddelse til eget forbrug) …”.
Hensigten var blot, at politiet skulle kunne gribe ind med det samme, når der konstateres handel med selv små mængder hårde stoffer. Men det understreges i bemærkningerne såvel somi en orienterende cirkulæreskrivelse af 9. december 1996 fra Justitsministeriet til domstole, politi og anklagemyndighed, at lovændringen ikke indebærer, at politiet skal observere mistænkte over en længere periode med henblik på at samle beviser for et stort antal handler, inden sagen indbringes for retten.

Når målsætningen for den danske narkotikalovgivning opsummeres, må den lyde således: Det er bagmændene og salget af narkotika man har til hensigt at ramme – ikke brugerne. De grovere tilfælde mødes af bestemmelser i straffeloven, mens de mindre grove sager behandles efter lov om euforiserende stoffer. Man kunne formode, at statistikkerne afspejlede målsætningen som følge af at politiet prioriterer i overensstemmelse med målsætningen. Sådan forholder det sig tilsyneladende imidlertid ikke:

Det samlede antal narkotikasager, hvor der er rejst sigtelse (ekskl. et mindre antal sager om dopingmidler):

Heraf antal grovere narkotikasager (straffelovens bestemmelser):

Heraf antal mindre grove narkotikasager (lov om euforiserende stoffer):

Rigspolitiets statistik, se note Se Rigspolitiets hjemmeside, www.politi.dk/Statistik/NarkStat01/sigt/SigtelserDK.htm (2001)
Lægges de grove sager sammen, salgssagerne ”Salgssager” er således antal sager om salg af narkotika og antal sager om besiddelse af stof ”med henblik på salg”., og sættes dette tal i forhold til det samlede antal sager, viser det sig, at brugssagerne – dvs. de mildeste tilfælde af overtrædelse af narkotikalovgivningen, som lovgiver gang på gang har fremhævet ikke var mål for kontrolindsatsen – udgør hele 81 pct. af det samlede antal sager, mens de grovere sager kun udgør en beskeden andel på 19 pct. Det er således stort set kun de lidet strafværdige forhold og brugerne selv der rammes af kontrolindsatsen. Vi har dermed en lovgivning med de bedste intentioner, men som på ingen måde evner – i hvert fald ikke som den praktiseres – at bringe de ønskede resultater. Snarere tværtimod. De groveste narkotikaforbrydelser udgør kun 6 pct. af det samlede antal sager om overtrædelse af narkotikalovgivningen (2001).

Når dømte i henhold til narkotikalovgivningen udgør så stor en andel af fængselspopulationen (op imod halvdelen), kunne man forledes til at tro, at narkotikakriminalitet også udgør en markant del af den samlede kriminalitet i Danmark. Det er ikke tilfældet. Der anmeldes hvert år knap 500.000 overtrædelser af straffeloven og lige så mange overtrædelser af særlovgivningen (hvorunder lov om euforiserende stoffer hører). I 2001 udgjorde narkotikakriminalitet kun 1,3 pct. af den samlede kriminalitet, mens de grove sager, ”salgssagerne”, kun udgjorde 0,2 pct. af den samlede kriminalitet. De groveste narkotikaforbrydelser, som behandles efter straffeloven, består i en yderst beskeden andel på 0,08 pct. af den samlede kriminalitetsmængde. Man kan sige, at narkotikakriminalitet fylder meget i medierne, i den politiske debat, i politiets arbejde, ved domstolene og i fængslerne, men ikke i virkeligheden.

Det er fra forskellig side hævdet Se f.eks. ”Fixerum – hvad kan Danmark gøre?”, Jørgen Jepsen, Stof nr. 13, december 2000 og responsum afgivet til Pompidou-gruppen d. 4. august 2000 af professor i strafferet Brice de Ruyver, Universitetet i Gent., at en fortsat anvendelse af det gældende opportunitetsprincip Opportunitetsprincippet betyder, at det beror på anklagemyndighedens skøn, om den vil rejse tiltale for en begået lovovertrædelse. Der er i dansk ret således ikke pligt til at rejse tiltale for enhver begået overtrædelse. (som også rigsadvokatcirkulæret fra 1969 er udtryk for) under visse betingelser kunne udgøre de tilstrækkelige retlige rammer for etablering af brugerrum. Dog har Rigsadvokaten i 1999 på forespørgsel fra Narkotikarådet givet udtryk for, at der skulle etableres direkte lovhjemmel for etablering af brugerrum, herunder afkriminalisering af besiddelse til eget forbrug på givne lokaliteter.

4. De internationale regler.
På foranledning af det danske Sundhedsministerium er INCB i 1999 anmodet om en udtalelse om brugerrums overensstemmelse med de internationale konventioner og der henvises ofte og gerne til dette svar som årsagen til afvisning af etablering af fixerum i Danmark med henvisning til at sådanne tiltag er i strid med de internationale konventioner. INCB har som opgave, at overvåge konventionernes overholdelse på vegne af UNCDP og ECOSOC. INCB afgiver årlige rapporter til disse om udviklingen i overholdelsen og anvendelsen af konventionerne og kan i denne sammenhæng fremhæve forhold, man anser for problematiske – og som man eventuelt har henvendt sig til de enkelte lande om. I denne forbindelse kan INCB gøre sig til talsmand for fortolkning af konventionerne, men man kan ikke sige, at disse fortolkninger er absolut autoritative – de enkelte lande har en vis adgang til at anlægge deres egne fortolkninger Jfr. også en generalklausul i den såkaldte “håndhævelses-konvention” fra 1988, art. 3, stk. 2, der indebærer at konventionsbestemmelserne må læses med forbehold af grundlæggende principper i de enkelte landes forfatninger og retssystemer. På dette tidspunkt har f.eks. den milde påtalepraksis jfr. rigsadvokatcirkulæret være gældende i dansk ret i næsten 20 år.. Ud fra INCB´s årsberetning fra 1999 Report of the International Narcotics Control Board, 1999, www.incb.org/e/ar/1999/menu.htm, p. 26-27 , kan det forekomme som om, at det man konkret har udtalt sig om, nærmere er spørgsmålet om lovligheden af lokaliteter som shooting galleries, der direkte dyrker stofkulturen og dermed også rummer potentiale for en udvidelse af kredsen af brugere samt en forøgelse af omsætningen. INCB henviser nemlig til, at de internationale konventioner blev vedtaget for mange årtier siden netop for at eliminere steder, som f.eks. ”opiumshuler”, hvor indtagelse af stoffer har rekreativt formål. Det står klart, at konventionerne forhindrer både generel legalisering og lokaliteter med sådanne rekreative formål. Det er da heller ikke sådanne intentioner eller hensigter man har med etablering af brugerrum, jfr. ovenfor.

Uanset INCB´s erklærede holdning, har lande som f.eks. Tyskland, Schweiz og Norge taget specifikt stilling til spørgsmålet om brugerrums overensstemmelse med de internationale konventioner. Alle kommer de til det samme resultat. I Norge er det fremhævet, at det samaritanske princip skal gælde også for stofafhængige; de skal hjælpes og støttes – uanset om deres adfærd i øvrigt måtte anses som ”dadelværdig”. Det norske Justitsministerium har udtalt, at de nationale regler må læses og fortolkes med forbehold for undtagelsessituationer, som det ikke har været hensigten at ramme med straf og at det ikke kan være lovens fornuftige mening, at tiltag som vil kunne redde menneskeliv og hindre smittespredning af alvorlige smitsomme sygdomme og som er iværksat af sundhedsmyndighederne, skulle være ulovlige eller strafbare. Også i Tyskland lægges der særlig vægt på sundhedsfaglige tiltags forrang.
En af de mest grundige analyser af de internationale konventionsforpligtelser er gennemført i Schweiz. Det schweiziske Sundhedsministerium anmodede det uafhængige institut Swiss Institute of Comparative Law om en vurdering af spørgsmålet På http://www.bag.admin.ch/sucht/therapie/e/expe.htm (det schweiziske Sundhedsministeriums hjemmeside) findes den juridiske analyse fra Swiss Institute of Comparative Law. . Instituttet fastslår indledningsvist, at ingen af konventionerne overhovedet nævner begrebet brugerrum. Af konklusionen fremgår følgende (uautoriseret oversættelse):
”Teksterne i de relevante internationale konventioner angiver ingen retningslinier for det grundlæggende spørgsmål om hvorvidt offentlige brugerrum faktisk bidrager til rehabilitering og social reintegration af stofmisbrugere på kort sigt samt reducerer menneskelig lidelse og eliminerer det økonomiske incitament ved illegal handel på længere sigt [og dermed ikke strider imod konventionsforpligtelserne]. Den aktuelle praksis i konventionslandene kan på dette punkt angive nogle retningslinier, såfremt denne praksis er indholdsmæssigt ensartet. Hvis ikke, må det konkluderes, at konventionslandene bevarer kompetencen til at træffe deres egne politiske valg i forhold til tolerance overfor brugerrum. Konventionerne forpligter ikke staterne til at retsforfølge og straffe stofmisbrugeres besiddelse og brug af stoffer i brugerrum (bortset fra de psykotrope stoffer der er opregnet i Schedule I i 1971-konventionen [herunder LSD]). Denne konklusion gælder med det forbehold, at aktiviteter der strider imod hensigter og mål i konventionerne ikke må tolereres[som f.eks. handel med stof], men dette er blot for igen at understrege spørgsmålet om brugerrums grundlæggende sociale og sundhedsfaglige nytte.”
Når der f.eks. ikke må handles med eller ske anden udbredelse af narkotika, således at der alene indtages stoffer der under alle omstændigheder ville blive indtaget og når tiltaget er defineret således, at det sigter på at reducere dødeligheden og den menneskelige lidelse samt øge mulighederne for social (re-) integration og rehabilitering på længere sigt, er det således konkluderet, at etablering af brugerrum ikke strider imod de internationale konventioner. Det bemærkes, at også udviklingen i praksis har betydning for hvorledes konventionsforpligtelser skal fortolkes. Som det vil fremgå i det følgende er der efterhånden etableret ganske mange af sådanne faciliteter i Europa.

5. Dokumentation og praktiske erfaringer.
I 2000 blev antallet af brugerrum i Europa opgjort til mere end 45 i en opsummerende artikel i Drug and Alcohol Review Drug and Alcohol Review (2000) 19, 337-346, Harm Reduction Digest 10, ”Drug Consumption Facilities in Europe and the establishment of supervised injecting centres in Australia”, Kate Dolan et al. (forskere ved University of New South Wales, Australien). Selvom brugerrummene kan fremstå forskellige, fremgår det af artiklen, at der er en række fællestræk. De er offentligt godkendte, adgangen til brugerrummene er reguleret, stofindtagelse overvåges og superviseres, der er adgang til sterilt injektionsudstyr og særligt uddannet personale til varetagelse af øjeblikkelig genoplivning ved overdosis, (tertiær) forebyggelse og primær sundhedsfaglig hjælp- og pleje, samt formidling af eller visitation til behandlingstilbud (både substitutionsbehandling og stoffri behandling). Dertil kommer, at det alle steder er specificeret, at handel med eller anden overdragelse af narkotika er forbudt. Stort set samtlige brugerrum har en række supplerende tilbud, f.eks. mad og drikke, bad og mulighed for tøjvask. Ifølge forfatterne til nævnte artikel er det desuden et fællestræk, at brugerrummene generelt fungerer med succes i et godt samarbejde med lokalsamfundet, de lokale myndigheder og politiet. På baggrund af den på det tidspunkt foreliggende dokumentation, karakteriserede forfatterne de etablerede brugerrums funktion og effekt som ”opmuntrende”; antallet af overdose-dødsfald og komplikationer ved ikke-fatale overdoser var reduceret, risikoadfærd i forhold til smittespredning var reduceret, brugernes fysiske og sociale funktionsniveau var forbedret og forstyrrelse af den offentlige orden var reduceret.
Forfatterne opsummerer landenes hovedformål med etablering af brugerrum således:

1. Reduktion i antallet af overdoser (både fatale og non-fatale)
2. Reduceret smitterisiko
3. Øget tilgang til behandlingstilbud mv.
4. Reduceret forstyrrelse af den offentlige orden, herunder bortkastet brugt injektionsudstyr, synlig stofindtagelse og åben stofhandel.

Forfatterne kategoriserer etableringen af brugerrum som udtryk for en pragmatisk skadesreduktions strategi i forhold til de åbne stofscener, der er karakteriseret ved forringende sundhedsmæssige betingelser og stigende forstyrrelse af den offentlige orden og fremhæver, at der ikke er sket et eneste dødsfald i de etablerede brugerrum. Ligeledes nævner forfatterne, at sandsynligheden for at have behov for indlæggelse efter en overdosis i det offentlige rum, altså på gaden, er 10 gange større, end for den der får en overdosis i et brugerrum.

Offentligt godkendte brugerrum, eller forsøgsordninger hermed, findes i dag i en række lande, f.eks. i Holland, Tyskland, Schweiz og Australien. Flere lande er på vej, herunder Spanien og Canada. I Norge er brugerrum (sprøyterom) lovliggjort. Det er hensigten, at det første offentligt godkendte brugerrum skal åbne i Oslo ca. 1. marts 2003. I endnu flere lande findes der lignende faciliteter, som det offentlige har viden om, men ikke officielt godkendt.

5.1. Holland.
I Holland findes der i dag knap 20 offentligt godkendte brugerrum. Den hollandske model generelt på narkotikaområdet har formodentlig vist sig ikke kun at være modig, men også effektiv. De hollandske heroin-afhængige udviser lavere risikoadfærd (kun 15 pct. injicerer heroin, resten ryger stoffet), de har en langt lavere dødelighed og som udtryk for en lav tilgang af nye unge stofafhængige også en langt højere gennemsnitsalder end stofafhængige i det øvrige Europa. De fleste brugerrum i Holland giver primært mulighed for at ryge heroin, men også den intravenøse administrationsrute er der givet plads til I Amsterdam er der i et samarbejde mellem Tyskland og Holland etableret et brugerrum, AMOC/DHV, særligt for udenlandske stofafhængige, som stort set alle injicerer.
Hovedparten af de hollandske brugerrum drives af de amtslige (regionale) myndigheder og tilbyder en bred vifte af behandlingstilbud. Brugerrummene er ofte integrerede i eksisterende lavtærskeltilbud og rummer sundhedsfaglig pleje, rådgivning, mad, tøjvask og bad.
Der er ikke gennemført særlig lovgivning om brugerrum. I 1996 erklærede den hollandske Rigsadvokat at besiddelse af narkotika i forbindelse med brugerrum ville blive tolereret, når brugerrummene var godkendte af de lokale ”trekants-komitéer”. Disse består af den lokale borgmester, politimester og anklager og er tildelt markante beføjelser i det hollandske system. Flere af de hollandske brugerrum har tilkoblede beskæftigelsesprojekter. Der formidles således diverse jobs på daglejer-basis til brugerne af faciliteten. Oplyst på konference i Zaandam, Holland, d. 1. november 2002.

5.2. Schweiz.
I Schweiz åbnede det første brugerrum i 1986. Der er i dag ca. 20 brugerrum. Brugerrummene er generelt accepterede i de schweiziske lokalsamfund og der er ligeledes tæt samarbejde mellem personale og politi.
Af de schweiziske overvejelser fremgår det, at man på baggrund af den konkrete erfaring, at ikke alle stofafhængige hurtigt har succes med opnåelse af stoffrihed samt den videnskabelige dokumentation for, at stofafhængighedsfasen gennemsnitligt varer 10 år, ønskede at etablere brugerrum der kunne bidrage til først og fremmest overlevelse af denne høj-risiko fase samt muligheden for at gennemleve denne fase med den bedst mulige sundhedstilstand, der senere vil øge de stofafhængiges muligheder for at blive og forblive stoffrie. Et skadesreducerende tilbud som brugerrum anses som en forudsætning for at de svageste og mest udsatte stofafhængige kan tage yderligere skridt på vejen mod stoffrihed. Det er i øvrigt også schweizisk erfaring, at der alene er grund til at etablere brugerrum i større byer med synlige åbne stofscener.
En schweizisk politiker har udtrykt sig således: ”En død stofmisbruger, kan ikke blive stoffri”. Det markante fald i antallet af narkotikarelaterede dødsfald kædes bl.a. sammen med etableringen af brugerrum. Fra 1994 er dødstallet mere end halveret i Schweiz AP-Nachrichten – The Associated Press News Service, 12. juli 1999. Se også det schweiziske Sundhedsministeriums hjemmeside, www.bag.admin.ch. Ifølge rapporten ”Evaluation der Gassenzimmer I, II og III in Basel”, har brugerrum sørget for hygiejniske og kontrollerede betingelser, forebygget smitte, øget især den fysiske sundhedstilstand og reduceret dødeligheden. Det konkluderes, at fordelene ved etablering af brugerrum klart opvejer omkostningerne.
Også i de schweiziske brugerrum praktiseres diverse beskæftigelse af brugerne, herunder frivilligt arbejde i selve brugerrummene.

5.3. Tyskland.
Det første offentlige brugerrum i Tyskland blev åbnet i 1994. Der er i dag 19 brugerrum og det forventes at yderligere to til tre brugerrum – med særlig opbakning fra politiet – vil åbne i starten af 2003.
Planlægningen, udviklingen og driften af de tyske brugerrum er oftest etableret og udført i grundigt samarbejde mellem politi, borgere, lokale erhvervsfolk og myndigheder. De er oftest placerede i tilknytning til allerede eksisterende lavtærskeltilbud og rummer en række supplerende tilbud, herunder visitation til behandlingssystemet – både medicinsk og stoffri behandling.
De tyske overvejelser op til Forbundsdagens vedtagelse af lovgivning om brugerrum d. 25. februar 2000 baserede sig især på, at brugerrum blev anset som et pragmatisk forsøg på at reducere dødeligheden, smitterisikoen samt forstyrrelsen af den offentlige orden og det fremhæves, at brugerrum repræsenterer en ”logisk udvidelse af accept-orienterede tiltag på narkotikaområdet og en human narkotikapolitik”. Det er forbundsregeringens opfattelse, at lovgivningen om brugerrum opfylder de folkeretlige forpligtelser i henhold til de internationale konventioner. Der henvises bl.a. til, at de internationale konventioner ”indrømmer forebyggende sundhedsfaglige tiltag forrang frem for strafferetlig forfølgelse, når kontrol og forebyggelse i øvrigt er sikret””Koalitionsvereinbarung, Aufbruch und Erneuerung”, Bonn 20. oktober 1998 og det tyske Sundhedsministeriums hjemmeside: http://bmgesundheit.de/inhalte-frames/inhalte_themen/drogen/.

En endnu ikke offentliggjort særdeles omfattende undersøgelse af de aktuelt eksisterende 19 brugerrum i Tyskland blev iværksat i januar 2002 på foranledning af det tyske Sundhedsministerium. Undersøgelsen er gennemført af ZEUS (Zentrum für angewandte Psychologie)”Evaluation der Arbeit der Drogenkonsumräume in der Bundesrepublik Deutschland. Endbericht in Auftrag des Bundesministerium für Gesundheit“, ZEUS (Udgives primo 2003, Nomos-Verlag). For uddrag af evalueringens resultater se “GERMANY: Study Shows Drug Consumption Rooms Lower the Number of Drug-related Deaths (NEW: Oct 14 2002), http://www.opiateaddictionrx.info/whatsnew.asp?id=326 og sammenholder lovgivningens krav med praksis, indhentede data, gennemførte interviews med ledelse, medarbejdere og brugere samt en tidssekvens analyse med henblik på at undersøge brugerrummenes effekt i forhold til den narkotikarelaterede dødelighed.
Enkelte resultater skal her nævnes. Fra 1995-2002 er der indtaget 2.100.000 brugerdoser i de tyske brugerrum. I den samme periode er der registreret 5.426 nødsituationer, som kunne have haft dødelig udgang, såfremt der ikke var ydet akut sundhedsfaglig indsats. En årsrapport fra brugerrummet i Münster konkluderer direkte, at der er reddet adskillige menneskeliv. Se”Summary of the most important data and experiences”, report period April 10, 2001 to February 28, 2002, Ralf Gerlach and Wolfgang Schneider, INDRO e.V., Münster, Germany, March 7, 2002, se http://www.indro-online.de/sir.htm
På basis af interviews og indsamlede data er følgende yderligere dokumenteret; brugerrummene når præcis den definerede målgruppe, dvs. de hårdest belastede stofmisbrugere, der ellers ville have indtaget stofferne på den åbne stofscene, man er ikke blevet opsøgt af mindreårige, 96 pct. af de interviewede brugere har adskillige års stofkarriere bag sig og brugerrum øger tilgangen til det offentlige sundheds- og behandlingssystem.
På baggrund af indsamlede tal for narkotikarelaterede dødsfald i Tyskland, fra årene 1990-2001, er der med ARIMA-modellen (Auto-Regressive Integrated Moving Average-Model) gennemført en tidssekvens analyse. Konklusionen er, at de tyske brugerrum statistisk signifikant har bidraget til en reduktion i antallet af narkotikarelaterede dødsfald

5.4. Australien.
Australske undersøgelser fra slutningen af 1990erne dokumenterede, at handel med heroin i stigende grad var gadebaseret, at priserne var faldet og koncentrationen af stoffet steget, at der forekom et stigende antal overdoser, at der fortsat var høj forekomst af hepatitis C og kontinuerlig smittefarlig injektionsadfærd trods diverse skadesreducerende tiltag, at der var markante øvrige fysiske skader i kølvandet på gade-heroinen, samt øget forstyrrelse af den offentlige orden, herunder bortkastet injektionsudstyr, kriminalitet og bortvisning af stofafhængige fra offentlige pladser. Undersøgelserne skærpede den australske interesse for etablering af brugerrum som et fordelagtigt tiltag i den skadesreducerende strategi. Idéen fik markant opbakning af meningsmålinger i 1997 og 1998, ligesom undersøgelser blandt brugerne selv dokumenterede stort behov for og vilje til at anvende et sådant tilbud. I 1999 introducerede regeringen en ny strategi, ”From Harm to Hope”, der inkluderede etablering af brugerrum. 9. december 2000 blev der vedtaget lovgivning der angiver de retlige rammer for en forsøgsordning med etablering af brugerrum. Forud gik en heftig debat med en massiv sammenblanding af fakta og myte. Det er hævdet, at det især var en avisforside, der overbeviste skeptikerne. Kort før det seneste valg, bragte en søndagsavis på forsiden et billede af en 12-årig, der injicerer i en baggård. Herefter kapitulerede modstanderne og stillede krav om alternative tilgange. Der var dog også et andet formodet vendepunkt i den følelsesladede politiske debat. En landspolitiker erklærede nemlig, at en så vigtig afgørelse af så konkret karakter ikke burde træffes af Parlamentet. Om der konkret var behov for etablering af brugerrum måtte derimod afgøres lokalt og det mindste Parlamentet herefter kunne gøre var, at etablere de retlige rammer for etableringen af brugerrum. Personlig oplysning.
En australsk læge, Dr. Andrew Byrne, der tidligere højst kunne betegnes som ”varsom tilhænger” af brugerrum, skriver i en artikelhttp://www.lindesmith.org/library/injection_index.html, at han endelig fik overbevist sig selv, da det gik op for ham at åbning af brugerrum med de synlige hvide kitler og diverse genoplivningsudstyr var det mest klare signal til omverdenen om, hvor farligt det er at bruge illegale stoffer.

Af en delrapport om brugerrummet i Sydney i Australien”Eightteen-month Process Evaluation Report on the Medically Supervised Injecting Centre (MSIC)”, udkast november 2002, National Drug and Alcohol Research Centre, University of New South Wales, Australien. fremgår det, at 3.818 stofafhængige i løbet af de første 18 måneder var registrerede som brugere af brugerrummet. Disse brugere har frekventeret brugerrummet 56.861 gange, hvor medbragt stof er injiceret. Knap ¾ af brugerne af faciliteten var mænd. Heroin var det primært anvendte stof. I 1.385 tilfælde blev brugere visiteret til eller hjulpet i kontakt med andre tilbud, knap halvdelen til diverse behandlingstilbud (substitutions- og stoffri behandling), knap en tredjedel til primær sundhedspleje og ca. ¼ til det sociale system. Der er registreret i alt 13.696 tilfælde af rådgivning, der fordeler sig på information om injektionsteknik, prævention, behandlingsmuligheder, stoffer og alkohol, seksuelt overførte sygdomme, diverse fysiske lidelser (bylder, sår, infektioner mv.), psykosocial- og/eller kriserådgivning, juridisk og/eller finansiel rådgivning, samt rådgivning om overnatningsmuligheder på herberger mv.

Der skete i perioden 424 overdoser, primært heroinrelaterede. Der skete ingen dødsfald.