(C) Københavns Kommune
November 2010.
For ni måneder siden kunne København som den første by i landet tilbyde lægeordineret heroin, og brugere og personale er nu klar til at sige, at det var en god idé.
Spørger man brugeren Sanne, hersker der ingen tvivl:
” Det er det bedste, der er sket, simpelthen. Jeg kan huske mine drømme nu, hvor jeg ikke ligger vågen hele natten og tænker på, hvordan jeg skal lave penge dagen efter.”
Netop den faldende kriminalitet kendetegner de fleste forløb i heroinbehandlingen, da stort set alle brugere oplyser, at de en har nedsat kriminaliteten eller helt er stoppet.
Heroin ikke det farligste
For nogle kan det virke paradoksalt, at staten skal udlevere et stærkt afhængighedsskabende stof.
Sygeplejerske Sissel Bruun forklarer:
”For os at se, er heroinen ikke det farligste i deres liv, det er kriminaliteten, prostitutionen, ikke at have en bolig og at skulle jagte stoffer hele tiden. Så selv om det virker underligt, at man giver dem en medicin, der handler om nydelse, så giver det god mening.” Hun tror på, at det kan få brugerne ud af deres misbrug: ”Det giver det overskud efter en periode, så de har lyst til at gøre andre ting med livet. Flere snakker om døgnbehandling, og én er startet.”
Peter og Erling tegner i et af værkstederne.
Demokratiet har talt: snak ordentligt
Valmuen, som heroinudleveringen hedder, har lige nu 33 brugere i behandling, og målet er 120.
Personalet lægger vægt på, at brugerne selv tager ansvar for Valmuen.
”Vi accepterer ikke gadens normer og sprog. Man skal tale ordentligt til hinanden. Det har brugerne selv vedtaget på et månedligt brugermøde, hvor brugerne beslutter så meget som muligt om den daglige drift,” fortæller pædagog Britt Overbye.
Beboerne beslutter på et møde, hvordan ugemenuen skal se ud. Den bliver bl.a. lavet af medhjælperen Janine.
Flere faser
Sissel Bruun ser, at brugerne typisk gennemlever nogle ganske bestemte faser.
”Når de indskrives, skal de gå op til to uger på metadon, og det kan være hårdt. Så kommer forelskelsen, hvor de opdager, at her får de heroin og mad, og alle er søde. Efter tre måneder kommer muren, for så er det første spændende overstået, og så oplever de et tomrum, fordi de har været vant til at skaffe stoffer.”
Britt Overbye supplerer: ”Der skal vi være klar til at sætte ind med aktiviteter, så brugerne ikke bliver for rastløse. Vi har syværksted, musiklokale, maleværksted, motionsrum, badminton og Wii.”
Familie
For en del brugere betyder behandlingen, at de får bedre kontakt med deres familie.
Erik, Sannes kæreste, fortæller:
” Min far var glad, da jeg fortalte ham, at jeg havde taget 10 kilo på. Vi har også aftalt at mødes nu.” Alle pårørende kan dog ikke acceptere en behandling, der betyder, at man indtager heroin. Det oplever Sanne: ”Min familie ved godt, at jeg går her, men ikke, at det er heroin, så jeg har bare sagt, at det er behandlingstilbud. Hvis de opdager, at jeg tager heroin, så vil de ikke snakke med mig.”
For få gange
Alt i alt har Erik kun ét kritikpunkt: ”En forbedring ville være, hvis man kunne få et skud tre gange om dagen. For når vi kommer hjem, så kan man sidde om aftenen, og så kan man falde i med sidemisbrug.”
Nyt tøj
For brugerne betyder behandlingen et mere normalt liv. Erik fortæller: ”Før skulle jeg bruge mellem 500-1000 kr. hver dag, så der var aldrig penge på kontoen, og jeg lavede tyveri konstant. Det er fantastisk, at der pludselig står penge på kontoen. Nu kan vi købe mad, og for første gang i flere år har jeg købt nyt tøj.”
Originalartiklen med fotos:
