(C) GlobalSecurity.org

November 2010.

Udryddelse af opiums produktionen i Afghanistan er afgørende for at løse den fattige stats mange andre problemer, sagde den russiske præsidents særlige udsending den 28 maj 2010. “Uden at løse problemet med narkotika, kan intet gøres i Afghanistan. Der vil ikke være bekæmpelse af korruption, ingen indenlandsk sikkerhed, og ingen beskyttelse for nabostater,” sagde Anatoly Safonov, præsidentens udsending med ansvar for det internationale samarbejde mod terrorisme og grænseoverskridende organiseret kriminalitet. “Når vi taler om vores samarbejde med USA, noterer vi os med tilfredshed, hensigtsmæssige løsninger og tilgange, navnlig med hensyn til Afghanistan. Men afghansk narko er fortsat et problemområde,” Sagde Safonov, under hans tale ved Center for Strategiske og Internationale Studier i Washington. Moskva har gentagne gange kritiseret USA-ledede styrker i Afghanistan for ikke at udrydde heroinproduktion og advaret om, at narkotikahandel truer Ruslands nationale sikkerhed.

Et internationalt forum, Afghan Drug Produktion – En udfordring for verdens Fællesskabet, organiseret i forening af Ruslands Federal Drug Control Service og RIA nyhedsbureau, blev afholdt i Moskva den 9-10 juni. Ruslands præsident Dmitry Medvedev talte til forummet. Han fremhævede den alvorlige trussel mod international fred ved ulovlig handel med afghanske opiater, en trussel ikke kun mod Rusland, men også andre lande i Europa og Nordamerika.

En undersøgelse om stofbrug i Afghanistan, der er udsendt den 21 juni, 2010 af FN’s Kontor for Narkotika og Kriminalitet (UNODC), viste, at omkring en million afghanere (alder 15-64 år) lider af stofmisbrug. Med otte procent af befolkningen, er det to gange det globale gennemsnit. Mange afghanere tager stoffer som en slags selvmedicinering mod livets prøvelser.

Opiumspriserne er steget voldsomt til næsten $ 115-125 pr kilogram fra en stabil US $ 25 – $ 35 på visse områder. Antonia Maria Costa, leder af FN’s Kontor for Narkotika og Kriminalitet (UNODC), rapporterede maj 2010, at Afghanistans forventede opiumshøst for 2010 sæsonen vil være tre-fjerdedele af sidste års produktion – en væsentlig reduktion på 2.600 tons. En naturligt forekommende plantesygdom forværret af klimatiske forhold er årsag til denne sæsons mislykkede høst. Svampe spredt af lille plante-ædende lus, der kan bære svampe og vira. Beviser peger på en svamp, eventuelt macrosporium papaverus, der forårsager at rod og kapsel rådner. Taliban oprørere skyder skylden på internationale styrker for sprøjtning af ukendte kemikalier over det sydlige Afghanistan. Tidligere bestræbelser forsøgt at “bevæbne” Fusarium oxysporum, en plante svamp i stand til at fortære koka buske, valmuemarker og marihuana planter. Projektet blev afsluttet i 2002, uden at svampen bliver brugt.

En FN beregning, hævder at Taliban tjener op til $ 300-millioner om året fra narkohandel. Detailsalget på verdensplan af det afghanske heroin er beregnet af nogle til at være i størrelsesordenen 200 milliarder dollars om året, men dette antal er sikkert alt for højt. Af en konto, kan forbrugeren tallene for Vesteuropa omkring 20 milliarder dollar for heroin, og i 2001 ONDCP anslåede samlede amerikanske forbrug af heroin på omkring $ 12 mia. I 2005 antog FN’s Kontor for Narkotika og Kriminalitet den anslåede samlede værdi af den globale opium og heroin på markedet, skal værdiansættes til 65 milliarder dollars, med omkring 11 millioner heroinbrugere på verdensplan. [Forenede Nationer, "2005 World Drug Report," Kontor for Narkotika og Kriminalitet, juni 2005, pg. 132.]

De Forenede Nationers rapporterede i 2008, at detailprisen på heroin i USA har svinget mellem ca $ 100 og $ 200 per gram i de seneste år, mens udsalgspriser i Europa har fluctated mellem $ 70 og $ 100 per gram i de seneste år. Engrospriserne er generelt omkring halvdelen af detailpriserne. I løbet af de seneste to årtier, globale opiums produktionsbrancher har et samlet ensartet gennemsnit omkring 5.000 tons hvert år, eller omkring 500 tons heroin. Heraf er bliver ca. 20% konsekvent beslaglagt af de retshåndhævende myndigheder, så der er ca 400 tons til rådighed for forbrugerne [dvs ca 400.000.000 gram, som med de europæiske gadepriser vil være mellem $ 30 og 40 milliarder dollar værd, mens amerikanske gadepriser, ville ligge mellem $ 40 og $ 80 milliarder. [SOURCE]

De Forenede Nationer oplyser, at den samlede farmerværdi af opiumsproduktionen i Afghanistan steg 32% til USD 1 milliard dollars i 2007 på grundlag af den enorme stigning i produktionen. Den samlede eksportværdi af opiater til nabolandene menes at være omkring USD 4 mia. [SOURCE]

$ 1 B landmænd $ 4 B eksportører $ 25 B importører $ 50 B detail

I de senere år, lå midlerne til amerikanske militære operationer i Afghanistan på omkring 20 milliarder dollars om året, men steg med 75% til omkring $ 35 milliarder i regnskabsåret 2007, derefter faldt beløbet til 33 milliarder dollars i 2008, med flere midler inkluderet for operationer og mindre til uddannelse afghanske sikkerhedsstyrker.

Tendenser i dyrkningen af opiumsvalmuer i Afghanistan været stigende siden begyndelsen af 1990′erne, og accelererer hurtigt efter Taliban mistede regeringen. I 2007 nåede dyrkningen af opiumsvalmuer en alle-tiders højeste med 193.000 hektar og hvor størstedelen af dyrkningen (69 procent) finder sted i de fem sydlige provinser. Samtidig med stigningen i dyrkning af opiumsvalmuer har opiumsproduktionen været i stigning. 2007 oplevede en væsentlig 34 procents stigning i opiumsproduktionen nu på 8.200 tons. Denne stigning i produktionen i Afghanistan kombineret med effektiv indsats på at begrænse produktionen i andre lande har gjort Afghanistan næsten den eneste leverandør af opium, som tegner sig for 93 procent af den globale produktion.

Der er forskellige kvaliteter af opium. I Nangarhar, findes for eksempel ‘spin’, ‘Barani’ og ‘sur’ opium. Spin og Barani opium betragtes som dårlig kvalitet, der er reduceres af overskydende grundvand (spin) eller af nedbør under høsten (Barani). »Sur ‘opium, som har en mørk rød eller brun farve, der anses for at være af højere kvalitet og henter en pris, der er det dobbelte af prisen på spin eller Barani opium. I det sydlige Afghanistan, handles andre kvaliteter. Der er Tor (sort), sur (rød) og JAR (gul) opium. Den bedste kvalitet i det sydlige Afghanistan er ikke sur, men tor opium; den laveste kvalitet er jar. Igen, den højeste kvalitet henter en pris, der ligger omkring det dobbelte af prisen på den laveste kvalitet.

Ca. to tredjedele af opiumsproduceres i Afghanistan, bliver omdannet til heroin eller morfin før eksport. Det sædvanlige 10 : 1 opium til heroin omsætningsforhold er ikke egnet til Afghanistan. Der er faktisk opskrifter, der kun kræver 7 kilo af afghansk opium for at producere 1 kg morfin og dermed 1 kg brun heroin49. Tilsvarende undersøgelser fra begyndelsen af 1990′erne i Pakistan foreslog, at for at producere brun heroin, det sædvanlige forhold indberettet fra illegale laboratorieoperatører gik der kun 6 kg opium til 1 kilogram heroin.

Traditionelt, skete forarbejdningen af opium til heroin i Afghanistans nabolande, især Pakistan, Iran og Tyrkiet, med meget få heroin produktionsfaciliteter beliggende i Afghanistan. De seneste år har imidlertid oplevet en stigning i antallet af laboratorier, der flyttes opstrøms langs smuglerruter og Afghanistan er nu i sig selv en vigtig central ikke bare for opiumsproduktionen, men også for dens konvertering. Omdannelse af opium til heroin og morfin kræver store mængder af kemiske prækursorer særligt eddikesyreanhydrid (AA). AA er hverken fremstilles i Afghanistan og har heller ikke noget lovlige formål i landet.

Stigningen i opiumsproduktionen i Afghanistan var fra 185 tons i 2001 til 6.100 tons i 2006. I 2007 producerede Afghanistan 8.200 tons opium, der tegner sig for 93 procent af illegale globale opiatproduktion. Heroin og opiumspriserne er opdelt i Grade A og B med Grade A er generelt eksportkvalitet og klasse B for hjemmemarkedet. Regionale varianter af priserne afspejler forskelle i tilgængeligheden, efterspørgsel på markedet, nem levering og geografisk placering. Klasse A opiumspriser i Pakistan steg fra Rs. 17.545 [$ 220] pr kg i juni 2006 til Rs. 19.065 [$ 240] pr kg i juni 2007, mens klasse A heroin faldt fra Rs. 190.901 til 188.674 i juni 2007. Hvis man antager et gennemsnit på $ 250 per kg for opium, ville de 8.000 tons opium produceret i Afghanistan i 2008 have en salgsværdi på runde 2 milliarder dollars.

UNDCP har jævnligt indsamlet opiumslandmandspriser over hele landet. Priserne på denne tid af året er som regel lav fordi forhandlerne forsøger at sælge ud af det foregående års lagre for at have tilstrækkelig plads til den kommende høst. Beregninger baseret på disse priser, afslører, at i 1999, året for Afghanistans rekordhøst, udgjorde den potentielle indkomst for afghanske landmænd fra salg af opium US $ 183 mio. I 2000 udgjorde indtægterne 91 millioner dollars. Alternativt, under de gennemsnitlige årlige indberettede opiumspriser fra de største opiumsbasarer, kunne den gennemsnitlige årlige indkomst have været næsten dobbelt så høj og nåede næsten US $ 180 millioner om året i løbet af 1994-2000 perioden. Opium steg omkring ti gange mellem 2000 og 2002. Givet med en produktion på 3.422 tons opium og en gennemsnitlig opium pris (vægtet efter produktion) på $ 350 per kilogram, kunne bruttoindtægten til afghanske landmænd have udgjort til 1,2 milliarder kroner eller i gennemsnit, $ 6000 per landmand. Selv med mulighed for en eventuel stigning i den gennemsnitlige indkomst for ufaglært arbejdskraft til omkring 1,4 dollar per dag eller 500 dollar om året, vil opium landmændenes gennemsnitlige indkomst have svaret til omkring 12 gange den gennemsnitlige indkomst for ufaglært arbejdskraft.

Samlede indtægter fra opiater handel ud af Afghanistan til nabolandene kunne godt have oversteget 1 milliarder dollar i 2000 med en betydelig margin. Overskud på op til 1.700 millioner dollar kunne have været teoretisk muligt. For mange år i 1990′erne, gik denne form for indkomst i krigsherrernes kasser, der primært brugte det til at finansiere deres private militser, og til køb af våben, der skulle importeres.

Fattigdom er den mest almindelige begrundelse fra landmændene til at dyrke valmuer (29 procent). Andre udækkede økonomiske behov, herunder “muligheden for at opnå et lån” (16 procent) og “høje bryllupsomkostninger” (13 procent) er andre hyppigt citeret årsager til at dyrke valmuer. Dog skal det bemærkes, at de vigtigste opiumsproducerende regioner er de forholdsvis velhavende syd, som er udstyret med overlegen jordbundsforhold i forhold til resten af landet og giver således mulighed for at dyrke en række andre afgrøder, i stedet for opiumsvalmuen.

Oversat fra engelsk af JK/BF

Originalartiklen findes online her: http://www.globalsecurity.org/military/world/afghanistan/drugs-market.htm

John efterlader sig et kæmpe tomrum i BF hvor han var en skattet og meget pligtopfyldende frivillig medarbejder og god kollega i over 13 år. John var i årene 1998-2001 medlem af bestyrelsen – hvorefter han påtog sig embedet som husinspektør – en dont som han passede stabilt og pligtskyldigt og uden én eneste sygedage i over 12 år lige indtil han blev syg i løbet af efteråret 2009.

Alle der kender John husker ham for hans glade og smilende personlighed og han var udstyret med en smittende – udsøgt – og grænsende til det morbide sorte, humor. John var aldrig selvhøjtidelig og kunne sagtens grine af sig selv og især hans udprægede samlermani. John var nemlig en gudbenådet klunser/samler og han tjekkede altid containerrummet nede i gården ved foreningen, lige inden han kørte hjem om aftenen. Han samlede og byggede mange små og større lagre flere steder, stort set alle steder hvor han kunne efterlade sine sidste klunsede effekter i Korsgade indtil han fik dem transporteret sikkert hjem i ejendommen, hvor han boede og gennem årene også som bestyrelsesmedlem havde tilranet sig rådighed over adskillige loft- og kælderrum – alle steder blev stoppet til bristepunktet med ting og sager – ikke med ting der var specielt kostbare – men dog for værdifulde for John, til at han ville kassere dem. John havde en særlig forkærlighed for standerlamper – dem havde han samlet rigtigt mange af – og hjemme på 5-etage stod der en større samling i stuen der ventede på at blive repareret – der var nemlig ikke én eneste af dem der virkede ordentligt.

John har i gennem årene i BF også samlet på venner og fået utrolig mange venner også internationalt – hans brede smil gjorde uudsletteligt indtryk og han ”gik i folk med træsko” ligesom han var en rigtig gavmild og trofast ven og kammerat. John tog altid smilende og venligt imod foreningens internationale gæster, mens han dog stadig godt kunne være temmelig privat og reserveret omkring sine egne personlige forhold.

John havde mange evner og passede også i gennem mange år foreningens kæmpestore akvarium og han havde også grønne fingre, så han var ligeledes havemand i sin mors kolonihave – men det med maling måtte vente til han fik tid. Når han skulle flytte i haven eller hjem igen efter sommeren, rekvirerede han altid Tom med BF’s varevogn til at hjælpe ham med opgaven. De to har kørt rigtigt mange kilometer sammen og f.eks. når aktivistgruppen skulle på teambuildingtur eller strand- og skovture eller andre udflugter, var John altid fast co-driver for Tom i varevognen.

Når John havde holdt juleaften hjemme hos sin mor kom han altid lige forbi og fejrede højtiden sammen med alle os andre i BF.

John surmulede kun når han ikke vandt noget når vi afholdt bankospil – men når han vandt delte han alligevel gavmildt ud især af de søde og spiselige præmier.

John havde som husinspektør i mange år fast siddeplads for bordenden af det store spisebord med formanden i den modsatte ende – og her hyggede han sig altid gevaldigt med de omkringsiddende – og når han var rigtig god så underholdt han hele spisebordet.

Men, var der slet ikke noget som John var mindre god eller dårlig til – jo, han var rigtig dårlig til at passe på sig selv – når han var syg og især når Eva så plagede ham om at gå til lægen svarede han altid: ”Det skal jeg også nok – lige så snart jeg får det lidt bedre.”

John planlagde også flere gange at han ville ud og rejse – men det blev desværre aldrig til noget, for der kom altid noget i vejen. For eksempel da Jytte og han planlagde at rejse på nilcruise til Egypten, skete der desværre det at Jytte blev for syg til at rejse udenlands og nogle måneder senere døde hun. Det var ellers nok det nærmeste som John kom på at rejse udenlands. Men drømmene havde han i behold i masser af år og han samlede på rejsekataloger. Han talte især om at rejse når nogle af de andre i BF havde været sydpå – så ville John også af sted, men der var altid lige noget der lige skulle overstås forinden og så fadede ønsket ud i løbet af nogle uger. Men John var altid med på BF’s teambuildingture – og han var også på tjenesterejse til Oslo sammen med Steen i 2005 og tilbage i 1999 var John inviteret til New York for at deltage på en NAMA konference. Der fik han en del nye venner som han udvekslede mails med i nogle år.

John havde også sin egen bærbare computer, men det var ikke ret meget at han brugte den – lige bortset fra de år hvor han var bestyrelsesmedlem i ejendommen hvor han boede. Der fik han en del mails som skulle hentes, så i den periode startede John sin computer regelmæssigt. Ellers så stod computeren urørt hen måske lige bortset fra de mange gange hvor Eliot fra London var på besøg i BF. Eliot fik altid tilladelse af John til at bruge hans computer og når det skete så blev styresystemet altid opdateret ligesom en ny version af virusprogrammet blev installeret. Sådan var Johns computer også næsten altid køreklar, men det var John bare ikke – han gad ikke rigtigt at sætte sig ind i alle de ting som man skal vide for at have fuldt udbytte og gavn af en computer.
John var til gengæld ret ferm til at skrive vagtrapporter – det skete tit at han hankede op og tilføjede en masse i de andres vagtrapporter – og der havde han sine helt egne formuleringer såsom: ”John har taget toilettet” – det morede vi os meget over – når jeg påtalte at han snart havde taget alt for mange toiletter – og at det i virkeligheden var totalt forbudt at tage toiletterne, for der var jo også andre der skulle bruge dem og det var jo umuligt når John havde taget dem. I virkeligheden mente han jo også bare at han havde rengjort dem – men det ville han ikke skrive. Sådan havde han sine små og større pudsigheder som gjorde ham til den fantastisk hyggelige personlighed, som han var.

Som husinspektør var det Johns sure pligt at udskifte låse på garderobeskabene når nogen havde smidt nøglen væk eller når nogen bare var forsvundet med nøglen – men den slags gad han altså ikke rigtigt, så det var altid nærmest umuligt at finde et ledigt skab indtil jeg selv eller andre blev bedt om at udskifte låsene. Men John klarede dog at holde styr på foreningens Ruko nøglesystem – når nye aktivister skulle have nøgler til BF skulle de altid først udfylde og underskrive en særlig formuler som John så efterfølgende opbevarede i hans skrivebordskuffer sammen med et utal af udrangerede Ruko nøgler, som efterhånden hobede sig op når ejendommen fik udskiftet låse – det skete mange gange – især når biblioteket havde haft indbrud og tyvene havde haft held til at fjerne en eller flere nøgler i bundter.

John var heller ikke specielt god til at holde orden – på depotet hvor SprøjtePatruljen holder til i BF – havde han altid en samling klunsede effekter stående og somme tider fyldte det voldsomt og formanden måtte tale med store bogstaver for at få ham til at fjerne dem – men så tog han sig som regel sammen og fik Tom til at hjælpe sig med at transportere et helt læs hjem til sin kælder eller ud i kolonihaven i Herlev hvor han også havde rigtigt mange ting samlet.

John kunne godt lide at ”køre en tur” med støvsugeren og gjorde det næsten dagligt – ligesom han også elskede at tage svaberen og vaske gulvene og til tider kunne han ligefrem være usædvanlig energisk – og tage sig af at fjerne ”svineriet” når nogen fra medborgerhuset for eksempel havde smidt affald i elevatoren, i kælderen eller i trappeskakten – så var det altid John der til sidst tog sig af problemet. Én gang havde nogen efterladt flere affaldssække med noget væske i som sivede ud og stivnede og antog form som hårdt plastic og limede sig fast til betongulvet. Her var det nærmest umuligt at fjerne fra igen. Men det kunne John dog ikke holde ud at se på, så han tog en hammer og en mejsel og huggede det af i små bidder – et job der tog flere timer og gav meget sved på panden. Til gengæld var der ikke mange i BF der opdagede det for det er de færreste der bruger kældergangen – og kun få går den vej når de skal i gården.

John kunne være utroligt sød og charmerende og han var kendt som en ”damernes ven”. Selv om der var flere der gennem årene fik et godt øje til ham blev det dog aldrig til mere end sjov og ballade mellem ham og pigerne i BF, for John ville ikke forpligtes på den måde. John forblev altid en meget privat person og det var kun de allerfærreste der kendte til Johns privatadresse og som havde besøgt ham hjemme i privaten.

Til gengæld stillede han altid op når BF skulle optræde offentligt – undtagen med SprøjtePatruljen – han ville bare ikke risikere at træffe nogle af sine naboer i den gule jakke selvom den ellers er kendt for at blive båret af folk som udfører et fantastisk vellidt og populært arbejde. Sådan kunne John også være en lidt underlig og kompleks person. Men elskelig var nok det ord der beskriver John bedst og vi er utroligt mange som savner John hver eneste dag..

Jørgen Kjær/formand

Landsforeningen for Human Narkobehandlings kvartalsblad “Afhængig – og hvad så?” no. 4 2010.

Af formand Karen Groos

BrugerVenDagen 2010 Blev afholdt i BrugerForeningen d. 3.nov. 2010 på foreningens 17 års fødselsdag. Festen blev ligesom de senere år startet i kulturhus ”Støberiets” teatersal (nabo til BF) der var udstyret med bar, talerstol og adskillige rækker siddepladser.

Formand Jørgen Kjær bød gæsterne velkommen og fortsatte: ”John der var BF’s husinspektør i over 12 år – blev bisat den 14. Oktober. John havde en herlig tør lettere mørk men også selvironisk humor. John havde masser af venner over alt fordi han var en stor personlighed, som vi alle sammen savner utroligt meget og jeg håber I vil være med til at holde et minuts stilhed for John og alle de andre der har forladt os i år og tidligere – Tak!”

Efter stilheden fortsatte JK med et tilbageblik på det seneste år der har været noget af en prøvelse med hele fem indbrud indenfor bare 6 måneder. Året blev også indledt med en meget anstrengt økonomi da budgettet på forhånd var reduceret med 400.000 fra Københavns Kommune og Miljø & Teknik, havde på grund af de vanskelige tider inddraget SprøjtePatruljens honorar.

JK: fortsatte ”Det er heldigvis ikke sygdom og elendighed alt sammen. Det som vi har kæmpet mest for i over 15 år – lægeordineret heroin, blev langt om længe realiseret i år. Den 15. marts åbnede ”Valmuen”, på Tomsgårdsvej i København og samme dag åbnede KABS i Hvidovre for heroinbehandling. Naturligvis ser vi med kæmpestor tilfredshed på at heroinbehandlingen endeligt langt om længe er realiseret. Men vi kritiserer stadig Sundhedsstyrelsens vejledning om hvordan og hvornår heroinen skal indtages. Stofbrugere, der bliver tildelt heroin, forventes at møde op til overvåget indtagelse af præparatet to gange dagligt, syv dage om ugen. Det betyder i praksis en genindførelse af ”stavnsbåndet” og det er meget vanskeligt at indpasse de to besøg i en hverdag med job, studier eller andre normale forpligtelser. Aftendoseringen består også stadigt af metadon – dog til hjemtagelse ligesom ved weekendfri eller ferier, og dette på trods af at de udvalgte ikke på noget tidspunkt har profiteret af den forudgående årelange metadonbehandling, der forlanges for at få adgang til heroinbehandlingen. Sidst men ikke mindst finder BF også at det er stærkt kritisabelt at stofbrugere der ikke fixer, skal starte med det før de kan komme i betragtning, ligesom de der er inde og gerne ville stoppe med at fixe, heller ikke har nogen mulighed for at ændre på denne mere risikable og belastende indtagelsesform. Men nu er heroin ikke længere udelukkende forbudt, men også lovligt lægeordineret medicin – og Rom blev heller ikke bygget på én dag.”

”I år lykkedes det os også endeligt at få naloxone – det startede vi med at tale om helt tilbage i 2001 hvor jeg på Internettet læste om hvordan stofbrugere i Chicago var blevet udstyret med overdosisredningsudstyr og naloxone. Den gang havde vi GadePatruljen der under de daglige patruljer mødte mange overdoser. Hvis de havde haft naloxone ville de have kunnet starte livsreddende indsats på stedet. Socialoverlæge Peter Ege, syntes også det var en rigtig god ide – og så tog det lige nogle år med at få bevilget midlerne. Men så skulle det altså også lige implementeres fra en institution i Københavns Kommune. Jeg mente jo bare at vi skulle udstyres med nogle ampuller og så ellers starte med at redde liv. Men jeg kan også sagtens se at det giver god mening – sådan behørigt at registrere og evaluere, så der også fremover kan bevilges midler til det gode formål. Det blev således først aktuelt i 2009 hvor Sundhedsrummet kom på banen, med en passende institutionsstruktur, en læge og nogle søde sygeplejersker. I januar 2010 arrangerede de et førstehjælpskursus som 12 aktivister fra BF bestod og de blev således de allerførste ikke sundhedsuddannede personer i Danmark der blev udrustet med livsreddende naloxone og en lille taske med det øvrige udstyr – og med det har vi siden reddet 5 stofbrugere fra døden af en overdosis.”

- ”I begyndelsen af året blev vi opmærksomme på avisskriverier om at nogle stofbrugere på Vesterbro have anvendt salmiakspiritus som voldsinstrument – og at flere blev blindet herunder en 17-årig der var permanent blindet på begge øjne. Det er en meget tragisk historie. Jeg erindrede at man kunne bruge noget andet til at frembringe freebase – og kontaktede derfor vores kollega Raffi Balian i Toronto der bekræftede, at man også sagtens kunne fremstille freebase/crack med bikarbonat i stedet for salmiakspiritus – og så startede vi snart herefter med at pakke de små plastposer med bikarbonat – og i sidste optælling for nyligt havde vi produceret og distribueret over 20.000 poser siden vi startede i marts.”

”I løbet af sommeren udvidede vi samarbejdet med Sundhedsrummet til også at omfatte indkøb, pakning og distribution af crack-kits og dem har vi pt. lavet 2.000 poser af.”

”BF er ”høringsberettiget” i forhold til flere ministerier, styrelser og forvaltninger og vi har siden starten siddet med i følgegruppen ift. Københavns Kommunes Sundhedsrum og cafe Dugnad og BF er nu også blevet indbudt til at repræsentere stofbrugere i Københavns Kommunes nye Udsatteråd. BF huser ligeledes arrangørgruppen for den årlige Brugernes Bazar i Odense. Vi oplever at have rigtigt mange gode samarbejdspartnere.

”Vi har desværre måttet sløjfe alle årets sædvanlige udflugter – såsom museumsbesøg, biografture, koncerter og andre aktiviteter der koster penge – det er meget svært at arrangere noget med mange mennesker uden at det koster noget, men vi har dog både været et par gange på stranden og et par ture i skoven – men Zoo turen i maj og den årlige sommer kanoudflugt blev der ikke til.”

- Og med 5 indbrud kan vist med en vis ret kalde 2010 for BrugerForeningens første ”Annus Horribilis” – og så alligevel ikke – idet det blev min store glæde med stolthed at modtage en rigtig international hæderspris – the ”Carol & Travis Jenkins Award” – i april på den store internationale Harm Reduction konference i Liverpool – prisen gives for outstanding harm reduction work – og som det blev fremhævet ved prisoverrækkelsen, så opfattes BF af andre stofbrugeraktivister som ”fyrskibet” eller ”ledestjernen”, som alle gerne vil kopiere i deres hjemlande. Vores forening er også ganske unik med eget dagligt åbent værested med brugerstyring og rådgivning og masser af forebyggende arbejde med skolebørn og studerende, samt mange sociale og skadesreducerende aktiviteter. Alt sammen på frivillig basis – og vel at mærke udelukkende udført af aktive stofbrugere. Mange ude i verden kalder BF for ”Utopia” – og det må vi jo erkende langt hen af vejen – og der var sikkert heller ikke ret mange der tilbage i november 1993 troede at BF ville eksistere i, om end ikke allerbedste velgående, så dog stadigt i live og altid optimistiske – og til trods for sygdom og dødsfald og svækket økonomi, så holder vi både værested og forening åbent i ca. 12 timer om dagen – og der er morgenbord og tilberedt aftensmad på samtlige af årets hverdage. SprøjtePatruljen har været på gaden hver eneste dag også i weekenderne – så det er rigtigt som fremhævet i Liverpool ved prisoverrækkelsen, at BF er en meget dynamisk interesseorganisation og også en stor international medspiller i INPUD og vi samarbejder nært med vores søsterorganisationer i både Norge og i Sverige hvor der findes hele 7 lokale foreninger. Det sidste er også et tydeligt udsagn om at det er svært at være stofbruger i Sverige og derfor organiserer de sig i meget større omfang end det er tilfældet i Danmark.”

- ”Men hvis vi ikke havde vores trofaste aktivister så eksisterede BrugerForeningen slet ikke – det er dem der åbner foreningen hver eneste morgen og det er dem der dagligt kører ud med ”SprøjtePatruljen” både når det er sommer og solskin men også når det er regnvejr – eller vinterkoldt med snevejr og frostgrader. Uden foreningens flittige aktivister så kunne vi ikke være her i dag og fejre foreningens 17 års fødselsdag. Så vil I ikke hjælpe mig med at give BF’s aktivister en ordentlig klapsalve som tak for deres kæmpestore indsats? Tak skal I have”

Herefter overtog BrugerForeningen husmusikus Henrik Svale mikrofonen og fortsatte med sang og guitarspil med ”Peers from INPUD” en sang af egen musikkomposition og tekst af Jørgen Kjær.

Efter Svales sang og spil overtog Socialoverlæge Peter Ege, fra Socialforvaltningen i Københavns Kommune. Peter holdt en herlig tale og med højt humør og stort vid præsenterede han årets modtager af BrugerVenPrisen 2010, overlæge Christian Hvidt der velvilligt og med stor glæde modtog prisen og samtidigt i sin takketale berettede lidt om sin tid som læge både her og flere år i Zambia i Afrika og om, hvordan han fik interesse for området stofbrug/ misbrug og lyst til at hjælpe og behandle stofbrugere.

Talerne og prisoverrækkelsen i teatersalen afsluttedes med stor applaus til prismodtageren og formanden erklærede, at festen og baren nu flyttede, og fortsatte inde ved siden af i BF’s hyggelige lokaler, hvor der stod en veludrustet buffet og ventede med en masse dejlige ting til ganen – herunder selvfølgeligt BF’s hjemmelavede speciale – chokoladedyppede jordbær, der som sædvanligt blev spist i stort antal og med stor nydelse.

Karen Groos. Nov.2010.

www.lfhn.dk

BILD: HENRIK MONTGOMERY/SCANPIX
Teaser:
En krona, en ren spruta, ett liv

Debatt |

Efter många års infekterade diskussioner är Stockholm i dag redo att införa ett sprututbytesprogram för narkomaner som använder injektionsverktyg. Men i sista ronden lyckades Moderaterna blockera beslutet och skjuta upp det. Berne Stålenkrantz, ordförande i Svenska brukarföreningen, ifrågasätter Moderaternas vilja att följa internationella konventioner och framför allt att ge samhällets mest utsatta stöd.

Publicerad: Fredag 10 december 2010 | 07:00

I dagarna har årets internationella hiv-dag passerat revy utan att någon nämnt sprututbyte. Samtidigt bestämde Moderaterna i Stockholms kommun att skicka frågan om sprututbytesprogram på remiss till samtliga stadsdelsnämnder i Stockholm. Är det här Moderaternas sista försök att stoppa sprututbyten i Stockholm, eller har de något annat i bakfickan som kommer presenteras ifall svaret inte blir som de hoppats på?

Under tiden det politiska käbblet fortsätter om rena sprutors vara eller inte vara nysmittas cirka 200 människor i månaden av den dödliga infektionen hepatit C.

För att få lite perspektiv på frågan är det viktigt att veta att ungefär 42 500 narkomaner är smittade av hepatit C, och att 2 000–2 500 nysmittas varje år i Sverige, bland annat på grund av att vi förnekas rätten till smittskydd. I hela världen finns det upp emot 300 miljoner människor som är smittade med hepatit C och cirka 35 miljoner av hiv/aids.

80 procent av oss som har hepatit C får den kroniskt, av dessa utvecklar 30 procent skrumplever eller levercancer, och många dör av det. Det finns en hepatit C-behandling med interferon, som kostar 15 000 kr per person i månaden enbart för läkemedlet. En behandling kan pågå i upp till 18 månader.

Lägg ihop kostnader för forskning, behandling, läkare och annan personal samt lokaler så blir summan enorm. Multiplicera sedan alla dessa kostnader med flera tusen människor så förstår vi alla att det blir väldigt kostsamt för samhället. Vi har då inte ens nämnt det personliga priset den enskilde och deras anhöriga får betala, vilket inte går att mäta i pengar.

Ta det mänskliga lidandet plus kostnaderna i rena pengar, ställ det sedan i proportion med den ynka enkrona (1 kr!) en ren, steril spruta kostar. En enkrona som kan rädda ett liv!

Stockholmsmoderaterna i Stadshuset avfärdar den enkla kunskapen om att sprututbyten räddar liv. Sprutbyte är en metod som stöds och rekommenderas av smittskydds- och infektionsläkare, Socialstyrelsen, Folkhälsoinstitutet, Smittskyddsinstitutet, Landstinget, samtliga FN-organisationer och inte minst av Internationella röda korset.

Hur kan det vara möjligt att vi har en lagstiftning som kan tillåta att kommunpolitiker, som inte har ansvaret över hälso- och smittskyddsfrågor, kan tillåtas avgöra frågan om rena sprutor?

Som moderata kommunpolitikern Anna König-Jerlmyr så omtänksamt säger i en artikel i senaste Situation Stockholm: ”Vi måste ha respekt för att det finns olika åsikter.” Vems åsikter är det hon bryr sig om och vill ska få avgöra frågan? Istället borde ni kommunpolitiker ha kurage att erkänna att ni inte besitter kunskap i frågan och överlämna beslutet till de som är bäst lämpade att avgöra infektion- och smittskyddsfrågor, exempelvis till era kollegor i Landstinget.

Tänk om det handlat om ett dödligt virus som riskerade att smitta 2 000 pensionärer, barn eller hbt-personer, då hade ni moderata politiker stått i rad och krävt att smitt- och infektionsläkarna omgående gjorde något åt saken. Men nu är det ju bara ”knarkarna” som drabbas. Att måna om oss ger väl inga röster, tänker ni väl, enkelt uttryckt, en attitydfråga.

Sverige har skrivit under Declaration of commitment on hiv/aids, även kallad UNGASS-deklarationen, där man förbinder sig att kunskapen om hiv, hepatit C och sexuellt överförbara infektioner ska förbättras och stigman associerade med dessa ska reduceras. Vi har också skrivit under de mänskliga rättigheterna formulerade i FN:s Artikel 12 där konventionsstaterna erkänner rätten att alla har rätt att ”fysiskt som i psykiskt avseende åtnjuta bästa uppnåeliga hälsa.”

Följer vi dessa förbindelser genom Moderaternas beslut? Svaret är nej.

I regeringskansliets egen rapport om implementering av UNGASS-deklarationen erkänner man öppet att Skåne med sitt sprututbytesprogram har haft en positiv effekt för att förhindra spridning av hiv medan Stockholm, utan ett sprututbytesprogram, fortsätter att rapportera in nya hiv-infektioner.

Vidare uppmanar FN alla medlemsländer att erbjuda gruppen som injicerar narkotika tillgång till sterila injektionsverktyg, utan diskriminering. Vi kan ärligt påstå att Sverige inte lever upp till sina internationella åtaganden om att förhindra blodsmitta.

I slutändan, när alla politiker gått hem för dagen och argumenten lagt sig, är ändå en ren spruta, för en ynka krona, bättre än en smutsig infekterad. Vem kan vara emot det? Kan föräldrar vars barn injicerar vara det? Kan sjukvården tycka det? Däremot vet vi att vissa politiker anser det, för det är kontentan av deras beslut.

Som lagen kring sprututbytesprogrammen är skriven i dag kan en moraliserande grupp kommunpolitiker agera hur omoraliskt som helst. Utan att de tillräckligt ställs till svars. Det finner vi svårt att svälja.

Regeringen bör se över lagstiftningen, och våga göra de justeringar som krävs för att rätt kompetens ska kunna avgöra behovet av ett sprututbyte.

SBF ställer en enkel fråga till politiker som motarbetar rena sprutor: är politiska ideologier och signaler viktigare för er än att rädda liv?

Berne Stålenkrantz • Ordförande i Svenska brukarföreningen

Läs mer: http://www.stockholmsfria.nu/artikel/86263#ixzz18HTMij00

(C) Københavns Kommune

November 2010.

For ni måneder siden kunne København som den første by i landet tilbyde lægeordineret heroin, og brugere og personale er nu klar til at sige, at det var en god idé.

Spørger man brugeren Sanne, hersker der ingen tvivl:

” Det er det bedste, der er sket, simpelthen. Jeg kan huske mine drømme nu, hvor jeg ikke ligger vågen hele natten og tænker på, hvordan jeg skal lave penge dagen efter.”

Netop den faldende kriminalitet kendetegner de fleste forløb i heroinbehandlingen, da stort set alle brugere oplyser, at de en har nedsat kriminaliteten eller helt er stoppet.

Heroin ikke det farligste
For nogle kan det virke paradoksalt, at staten skal udlevere et stærkt afhængighedsskabende stof.

Sygeplejerske Sissel Bruun forklarer:

”For os at se, er heroinen ikke det farligste i deres liv, det er kriminaliteten, prostitutionen, ikke at have en bolig og at skulle jagte stoffer hele tiden. Så selv om det virker underligt, at man giver dem en medicin, der handler om nydelse, så giver det god mening.” Hun tror på, at det kan få brugerne ud af deres misbrug: ”Det giver det overskud efter en periode, så de har lyst til at gøre andre ting med livet. Flere snakker om døgnbehandling, og én er startet.”

Peter og Erling tegner i et af værkstederne.

Demokratiet har talt: snak ordentligt
Valmuen, som heroinudleveringen hedder, har lige nu 33 brugere i behandling, og målet er 120.

Personalet lægger vægt på, at brugerne selv tager ansvar for Valmuen.

”Vi accepterer ikke gadens normer og sprog. Man skal tale ordentligt til hinanden. Det har brugerne selv vedtaget på et månedligt brugermøde, hvor brugerne beslutter så meget som muligt om den daglige drift,” fortæller pædagog Britt Overbye.

Beboerne beslutter på et møde, hvordan ugemenuen skal se ud. Den bliver bl.a. lavet af medhjælperen Janine.

Flere faser
Sissel Bruun ser, at brugerne typisk gennemlever nogle ganske bestemte faser.

”Når de indskrives, skal de gå op til to uger på metadon, og det kan være hårdt. Så kommer forelskelsen, hvor de opdager, at her får de heroin og mad, og alle er søde. Efter tre måneder kommer muren, for så er det første spændende overstået, og så oplever de et tomrum, fordi de har været vant til at skaffe stoffer.”

Britt Overbye supplerer: ”Der skal vi være klar til at sætte ind med aktiviteter, så brugerne ikke bliver for rastløse. Vi har syværksted, musiklokale, maleværksted, motionsrum, badminton og Wii.”

Familie
For en del brugere betyder behandlingen, at de får bedre kontakt med deres familie.

Erik, Sannes kæreste, fortæller:

” Min far var glad, da jeg fortalte ham, at jeg havde taget 10 kilo på. Vi har også aftalt at mødes nu.” Alle pårørende kan dog ikke acceptere en behandling, der betyder, at man indtager heroin. Det oplever Sanne: ”Min familie ved godt, at jeg går her, men ikke, at det er heroin, så jeg har bare sagt, at det er behandlingstilbud. Hvis de opdager, at jeg tager heroin, så vil de ikke snakke med mig.”

For få gange
Alt i alt har Erik kun ét kritikpunkt: ”En forbedring ville være, hvis man kunne få et skud tre gange om dagen. For når vi kommer hjem, så kan man sidde om aftenen, og så kan man falde i med sidemisbrug.”

Nyt tøj
For brugerne betyder behandlingen et mere normalt liv. Erik fortæller: ”Før skulle jeg bruge mellem 500-1000 kr. hver dag, så der var aldrig penge på kontoen, og jeg lavede tyveri konstant. Det er fantastisk, at der pludselig står penge på kontoen. Nu kan vi købe mad, og for første gang i flere år har jeg købt nyt tøj.”

Originalartiklen med fotos:

http://www.kk.dk/Nyheder/2010/November/SOF_Valmuen.aspx

af Arild Knutsen

http://www.facebook.com/arild.knutsen

Den 4. januar 2011.


På Plata i dag. Det er en stor ansamling der. Jeg synes miljøet har vokst de siste ukene. Jeg observerer en mann som har to karer på hver side av seg. Det er noe i luften. De ser ut til å begynne å plage han. Han bare står der, men redselen begynner å lyse i øynene hans. Ingen av de tre ser hverandre i øynene, de to drar liksom i armene hans fra hver sin side, fekter, mer og mer intenst. 

Jeg begynner å tipse rundt om at det er en som kanskje er i problemer i det de plutselig knebler han ned på den snødekte bakken. Han skriker i smerte, etterhvert med ansiktet begravet i den skitne snøen. Flere strømmer til for å se.

Neida, det er bare nok en pågripelse. De snakker ikke til dem på forhånd, men knebler dem som om de per definisjon skulle være truende til hva som helst. 

– De gjorde det samme med en kamerat av meg for bare fem minutter siden, forteller en jeg står sammen med. 

De var tre stykker som hadde stått og snakket da den ene plutselig ble revet til siden, slengt i bakken og kneblet hardt, før de dro han opp igjen og gikk av gårde med han. 

Men gjorde han ikke noe? Spurte jeg. Nei, vi sto bare og snakket. Da må han vel ha hatt noe på seg da, svarer jeg, men så kommer han plutselig tilbake. Så det kan han altså ikke ha hatt.
 
Han er helt vill i blikket. Sånn føler jeg meg inni meg også, tenker jeg, når jeg har opplevd urettferdighet. Man blir jo sint. Vi står og ser hverandre i øynene en stund, han kommer ikke en gang bort for brukerutstyr. Jeg kjenner han fra før og han kjenner meg. Han klarer ikke å vise en følelse, øynene lyser av frykt. Jeg synes jeg kan lese av øynene hans at han har blitt utsatt for urettferdighet og i en uansett uforholdsmessig grad. Hva jeg vil karakterisere som et overgrep.

Jeg er bortvist, sier han, og må gå. Han piler raskt avgårde. 

Personlig bryr jeg meg ikke om hvem personene er eller hvilken instans de jobber for. De begår overgrep og ser åpenbart ikke på dem som de kaster seg over som mennesker. De er brutale, trenger ikke være det i det hele tatt. 

Han jeg så bli kneblet var mørkhudet og det føltes for meg som om de gjorde jobben for de foraktfulle høyrekonservative rasister. De så ut som de var mobbens utsendte, med sin høyst urimelige fremferd. Men den øverste ansvarlige for instansen er en sosialdemokrat fra Arbeiderpartiet. Jeg tenker meg at noen er fornøyd med dette. Selv blir jeg kvalm.

De jobber for det norske samfunn og er finansiert av offentlige midler, men aktiviteten står i grell kontrast til samfunnets utviklingsstadium og samfunnets øvrige verdier. 

Jeg forteller han jeg står sammen med om politimannen som i dag går ut i VG og foreslår avkriminalisering. Først lyser øynene hans opp, men så ser han raskt ned igjen. – For en kontrast til hvordan de oppfører seg mot oss her, sier han.

——o0o——

Fredag, 21 januar, 2011

KRONIK: Velfærdsstaten spiser forandring til morgenmad.Udvikling og innovation af nye velfærdsløsninger bliver stoppet af gamle organisationer, bureaukrati og ”moderne” styringssystemer. Nye løsninger skal komme fra uafhængige sociale virksomheder.

Af: Michael Lodberg Olsen

DUGNAD er norsk – men DUGNAD Vesterbro er dansk. DUGNAD betyder at et lokalområde går sammen for at løfte en fælles sag. 101 løsningsforslag er Vesterbros bud på en over 40-årig gammel konflikt mellem nogle af de mest udsatte i landet og et lokalområde. Mellem stofmisbrugere og Indre Vesterbro.
Vi skulle over de norske fjelde for at huske på, at vi selv kan definere løsninger på det vi oplever i vores lokalområde – opleve at de bedste løsninger er lokale.

Lokale løsninger til nationale problemer
Norsk og Vesterbro er en historie om at verden er blevet global og at man lærer eller lader sig inspirere over nationalgrænserne. Vi taler om globaliseringens positive sider – og den rammer helt ind i lokalområdet til selve borgeren, individets hverdag og de mest udsatte der dagligt kommer på Vesterbro. Men nissen flytter med. Gamle konflikter og modsætninger lever videre – ja de kan forstærkes og rammer de mest udsatte. DEM der er udenfor. Og de får kød og blod og bliver synlige i lokalområdet. DEM er stofmisbrugere. De er et globalt fænomen, men de er et lokalt problem for OS.
Men de bedste løsninger er lokale. Det kan godt være man bevæger sig i en global verden, men dagliglivet folder sig ud lokalt. Og det er her vi agerer: Over 350 borgere, erhvervsfolk og stofbrugere arbejder sammen og kommer med 101 løsningsforslag og en konkret prissat indsats.

KBH kommune og staten lytter. De har ingen løsningsforslag selv og medierne dækker sagen: De bliver nødt til at lytte. Ritt og Warming bakker op – det samme gør Lars Løkke og Lene Espersen der kommer ud på Vesterbro med en pose penge og betingelser: Vesterbro skal lave partnerskab med KBH kommune der skal drive sundhedsrummet og vi et værested. Lykke og Espersen tør ikke lade os drive et Sundhedsrum af frygt for, at vi vil drive det som et fixerum. (De havde nok ret. Så vi tager værestedet.)

På knæet af KBH kommune fortæller vi lokalområdet, at det nok skal gå at være nabo til et sundhedsrum og et værested for stofbrugere. Langt om længe finder vi lokaler. Kommunen skal have flest m2 for de er flest fastansatte – 200 m2. Vi får 65 m2 til at drive et værested, der hurtig kommer til at hedde en café, for stofbrugerne vil så gerne behandles normalt. For første gang i 40 år fortæller vi stofbrugerne ”her må i gerne være”. Politiet går med til at ophæve flere af de forbudszoner, hvor stofbrugere ikke må opholde sig på Vesterbro. Så de må faktisk være der – også udenfor når solen skinner!

Kommunens Sundhedsrum åbner med mest plads, flest penge og 20 stofbrugere dagligt. Løbende regulerer de deres åbningstid så de til sidst er nede på 22½ time. Café Dugnad åbner på 65 m2 der dagligt får besøg af 150-200 stofbrugere der benytter sig af et sted at være, rygerum, toiletter og adgang til gratis sund mad. Vi er det eneste værested, hvor stofbrugerne på Vesterbro har adgang til åbne toiletter. Vi køber også et pissoir der bliver opsat udenfor cafeen. Det er velfærdsløsninger for gadens folk anno 2009! Vi arbejder med at regulere vores åbningstid så vi til sidst når op på 7 dage med 51 timer om ugen. Sidst men ikke mindst: Vi redder liv! Ved at være der og acceptere stofbrugerne på vores café redder Café Dugnad over 35 overdosis tilfælde. Ingen dør i Cafeens åbningstid!

Det lyder smukt – et lokalområde tager ansvar og skaber nye løsninger der for første gang i mange år skaber bedre forhold for stofbrugerne i lokalområdet. Vesterbro Lokaludvalgt gav da også en ildsjæls pris til Dugnad samarbejdet. De begrundede det med: ”De (Dugnad) er gået foran i en meget svær problemstilling på Vesterbro, som Københavns Kommune og mange andre offentlige instanser ikke har formået at afhjælpe i nær det samme omfang som Dugnad”.

Langt inden vi starter forsøger Københavns Kommune at lave en organisering, hvor de har magten over foreningen Dugnad. Kommunen vil gerne styre og sikre sig. Det fik de ikke lov til – men det lykkedes dem senere at overtage projektet.
Københavns Kommune får os smidt på porten med hjælp fra Mændenes Hjem – en privat kristen organisation, der blandt andet driver herberg og kontaktsted på Vesterbro med overenskomst med København Kommune. Kommunens lokale lakaj. Sommeren 2010 er det Mændenes Hjem – der med udtalelse om, at der bliver indtaget stoffer i Café Dugnad – der giver det endelige dødsstød og ifølge politikerne nok til at Københavns Kommune afbryder partnerskabsaftalen med DUGNAD Vesterbro og sætte en anden aktør ind. Den nye aktør bliver Mændenes Hjem!

Gamle velfærdsløsninger til nye problemer?
I decemberkuldens kulde anklager Hus Forbi østeuropæere for at tage deres salg fra de ”rigtige sælgere” – de politianmelder dem.
Kofods skole er ude at kritisere væresteder med adgang til gratis mad. ”Det tiltrækker i busse-vis af østeuropæere. KBH kommune kritiserer også gratis mad. Til Café Dugnad siger en vicekontorchef i København Kommune ” .. at stofbrugerne skal lære at når de kommer ud i det virkelige liv – så skal de også betale for mad”. Dette – selv om evalueringsfirma Rambøll Management og Politiet siger at ”gadens folk er mere rolige og lettere tilgængelige pga. adgang til gratis sund mad i Café Dugnad.”

Det er nye udfordringer der kræver nye måder at håndtere tingene på. Det nytter ikke at politianmelde eller holde fast i gamle pædagogiske principper, som selv børnehavebørn ikke bliver mødt med – men som de mest udsatte i landet møder som hverdag, som arrogant velfærd, der ønsker at kontrollere og styre folk. Tænk at det kan komme som et chok at der bliver indtaget stoffer i en café for stofbrugere – når det selv samme system ikke kan udrydde det i fængslerne. Tænk at vi i over 40 år har råbt op om dårlige forhold for stofbrugere og dermed for vores lokalområde – uden der er sket det store.

Spørgsmålet er om man overhovedet kan forvente social innovation i den eksisterende statslige og kommunale velfærd og hos dens lakajer? Ifølge norske Dr. Jan-Urban Sandal, der forsker i vækst indenfor innovation og iværksætteri kan det ikke lade sig gøre. ”Medarbejdere i stat og kommune kan ikke skabe innovation da det overordnede styringssystem er partipolitisk” sagde han på en konference som Center for Socialøkonomi havde arrangeret. Alle løsninger vil være underlagt dette styringssystem, frem for nye måder at løse borgernes problemer på.

En stor aktør indenfor social iværksætteri og innovation er Jerr Boschee, der er stifter af Social Enterprise Alliance. Den største organisation i USA der hjælper sociale iværksættere med at realisere deres mål og forandringer. Han siger ”organisationer spiser forandring til morgenmad”. Den kultur organisationer af natur udvikler, bliver en form for resistent overfor nye innovative forandringer. Han opfordrer sociale iværksættere til at skabe nye organiseringer, når de skal udleve deres mission om nye løsninger. Ofte er de nye løsninger baseret på nye måder at se og løse et problem på, hvorfor det også kræver nye organisationskulturer. En anden baggrund er at social iværksættere ofte skal have albuerum og er risikovillige – hvilket ofte heller ikke spiller ind i gamle organisationer der lever med cover my ass systemet.

Nye løsninger på nye problemer
Tilbage på Vesterbro står vi med en dårlig smag i munden. Vi står med en forståelse af nydansk i velfærdens tegn. Først nu forstår jeg hvordan stofbrugerne dagligt bliver behandlet af velfærdens retorik: ”Integration” betyder vær som os eller skrid. ”Aktivering” betyder tvang. ”Normalisering” betyder ensretning. ”Behandling” betyder adfærdsregulering. ”Samarbejde” betyder vær som os. ”Partnerskab” betyder vi overtager jer langsomt ….

Nu overgiver Vesterbro sig aldrig – så vi bruger disse dyrekøbte erfaringer til at udvikle nye former for samarbejder og partnerskaber, der kan skabe nye og bedre velfærdsløsninger for gadens folk. Vi arbejder med organiseringer, på tværs af samfundet og med international kontakt.
Vi arbejder med organiseringer i x-feltet mellem civilsamfund, erhvervslivet og private organisationer. Vi skaber nye social virksomheder – med udgangspunkt i de konkrete behov gadens folk har. – Lige nu har den kommunale del meldt fra i iver efter driftsikkerhed. – SÅ vi arbejder desværre videre uden dem.

Vi skal nedbryde de siloer og kasser vi har opbygget i samfundet. Vi skal skabe en ny velfærd, der konstant er baseret på de behov vi som borgere har – og ikke partipolitiske eller ”moderne” velfærds-styringssystemer. Vi skal sikre, at enhver borger der har et givent problem kan få den hjælp han eller hun har brug for – frem for en velfærd der skal sikre at alle får samme behandling (”cover my ass” styringssystemet). DET vil skabe en bedre og langt billigere velfærd. En velfærd i topform er drevet af borgernes behov – i samarbejde med samfundets aktører! En velfærd i konstant udvikling og søgen efter de behov der er – uden at partipolitik og enkeltsager skal definere den.

Vi skal skabe organiseringer der spiser problemer til morgenmad. Organiseringer der tør at tænke nyt, handle på nye måder – og tør fejle med handlinger der ikke virkede men som skulle afprøves. Vi skal se hele samfundet som en del af løsningen og ikke en silo på rådhuset der på ingen måde han løse hele samfundets problemer.

ENCOD’s februar bulletin

Den 1.2. 2011.

Af Jorge Roque Portugal – bearbejdet og oversat af Jørgen Kjær

Vi lever i en tidsalder, hvor de rusmidler, der produceres i de vestlige lande er tilladt, mens rusmidlerne der stammer fra ikke-vestlige lande er forbudt. Alkohol er opreklameret som et ”herligt” rusmiddel i hele verden, mens reklame- og marketingskampagner for tobak får alle til at glemme, at lungekræft er en af de vigtigste årsager til narkotikarelaterede dødsfald.

Sundhed har aldrig haft noget at gøre med narkotikapolitikkerne. Vestlige lande har været i stand til at kontrollere de globale lovgivninger på en sådan måde, at kun deres narkotika bør være lovligt og narkotika fra andre lande eller kulturer bør forbydes.
Det vestlige rusmiddel alkohol forårsagede store katastrofer i det nittende århundredes Amerika og i mange andre lande hvor lokale samfund blev totalt ødelagt af dette “ildvand”. Mange blev afhængige og holdt drikkelag hele dagen, men myndighederne besluttede aldrig at kontrollere eller forbyde dette rusmiddel på det tidspunkt. For et og en halvt århundrede siden, blev opiumskrige udkæmpet for at tvinge kineserne til at forbruge opium fra de britiske kronkolonier i Indien.

I disse dage, er narkotika forbudt efter et økonomisk incitament, for at begrænse udbuddet og øge prisen. Kriminelle organisationer ved aldeles udmærket hvordan man drager fordel af sådanne naive politikker.

I denne måned er vi blevet konfronteret med nyheden om, at flere vestlige lande (JK – herunder også Danmark) har gjort indsigelser mod forslaget fra den bolivianske regering om at ophæve embargoen mod forbrug af traditionelle kokablade.
Disse lande er bange for at hvis det bolivianske folk igen får lov til at tygge kokablade, vil de blive nød til at stoppe udryddelsen af koka plantager. Hvorfor forfølger de ikke bare de industrier, der fremstiller kemikalier som kaliumpermanganat eller de andre stoffer, der er nødvendige for at fremstille kokain fra kokablade? Disse industrier er baseret i den vestlige verden og de ønsker ikke at se dem tabe penge og sende folk ud i arbejdsløshed.

Angrebet på kokablade er en handling baseret på racisme og manglende respekt for kulturelle traditioner, tro og religion. Vestlige lande ville sagtens kunne forstå dette, hvis de pludseligt selv oplevede at deres vin eller tobaksområder blev giftgasset af fremmede lande.

Da stofferne blev forbudt så denne politik ud til at være en måde at kontrollere kriminelle og undergravende bevægelser.
Vi kan selvfølgelig ikke sige, at denne politik har bragt stoffer i munden eller i årerne på mennesker, men så snart noget forbydes synes nogle kloge fyre at analysere situationen og finde en ny måde at lave profit.

Vestlige lande præsenterer sig selv som ofre for narkotikaproducerende lande og internationale narkohandlere, der har været i stand til at undgå de stærkt bevogtede grænser og sælge narkotika til uskyldige mennesker.

Men sandheden er meget anderledes. De vestlige lande er skaberne af FN’s konventioner. De er ansvarlige for, at mange stofproducerende lande anvender dødsstraf til smuglere, efter at have lidt under kritik og pres fra de vestlige lande for ikke at gøre mere for at stoppe narkotikahandel og eksport fra deres lande. De er ansvarlige for “kulturelle folkedrab”, med deres forsøg på at ødelægge den tusindårige kokabladskultur, hvilket får folk til at tro, at det er lettere at forfølge en gammel kultur i Sydamerika, end at gøre det muligt for Euro-American Chemical virksomheder at tjene penge!

Måske er det tid for os aktivister at stoppe kampen for et bestemt stof og i stedet kæmpe for en “Ny stof kultur”. Vi kunne hævde at tilhøre en ny stamme, der er et mindretal i denne verden, men som findes i alle lande på denne planet. En stamme der ikke er forbundet med religiøse eller økonomiske interesser, men en stamme drevet af kulturen i idealisme og sikkert meget forskellige fra de fleste, men en stamme, der tror på sin egen livsstil og som vil kæmpe for den!

Jorge Roque

Januar 2011.

I et område på godt og vel én kvadratkilometer har Danmarks største narkoscene haft 40 års jubilæum.

Af ROBERT OLSEN M.fL.

Forandringer har der været mange af gennem 40 år, men i et område på godt og vel én kvadratkilometer finder man fortsat Danmarks største narkoscene.

Én bydel har mere end nogen anden i Danmark været hjemsted for brug og forhandling af narkotika: Vesterbro.

Alt er centreret i dette område. Her er Hovedbanegården, Københavns største hotelområde omkring Istedgade, talrige restauranter og et af byens for tiden mest mondæne cafemiljøer på Halmtorvet. Øksnehallen med modeshows og livsstilsmesser. Landets største politistation. Byens tætteste koncentration af ’liveshows’, værtshuse og restauranter. Og en lang række steder, gader og pladser, som den dag i dag tilsammen udgør Vesterbros stofmiljø.

Læs resten af historien her:

http://www.stofbladet.dk/6storage/586/43/stof16.36-42.pdf

Fra www.fhn.no

februar 2011.

Sprogligt misbrug skaber begrebsforvirring og irrationel forskelsbehandling

Af Arild Knutsen FHN, Norge

Beruselsen har en kulsort skyggeside. Straf og udstødelse. Og dertilhørende kreativt brug af alt fra tvangsarbejde, fængsel, bøder, samfundsstraf, tab og muligheder og rettigheder og andre ekskluderende tiltag. Det er ikke bare sanktionsstrategier der sortmaler men også, sprog- og begrebsforvirring medvirker til mistolkning på en sådan måde, at det fører til blindhed og udstødelse og en irrationel forskelsbehandling.

Alkohol og andre rusmidler
Alkohol anses som et rusmiddel, men ikke nødvendigvis som narkotika. Narkotikum betyder egentlig ”søvnbringende” som alkohol jo ofte er, men juridisk bruges narkotika som samlet betegnelse for mange vidt forskellige substanser. Journalister forvirres ofte af dette, så det medfører at de på forhånd skriver i aviserne, at vedkommende der begik en kriminel handling, havde indtaget narkotika.
Læseren fik altså slet ikke at vide hvilket rusmiddel det drejede sig om. Sådan journalistik skaber absolut mere end noget andet, forvirringstilstande. Og begrebet rus forvirrer endnu mere. Så meget at selv deltagere indenfor stofområdet let påvirkes, til trods for en forventet tillempet tolerance.

Privatsfæren Når jeg bliver spurgt om jeg stadig bruger rusmidler, plejer jeg at sige, at jeg ikke kan svare på spørgsmålet. For hvis jeg fortsat bruger andre rusmidler end alkohol bliver udtalelsen misvisende og hvis jeg siger jeg helt har sluttet, så forstås det og opfattes det på en helt anden måde. Begge dele er fejlagtige og helt forkerte. I øvrigt indrømmer jeg gerne at jeg et par gange om året presser lidt alkohol i mig, da jeg har set hvad total afholdenhed kan føre til.
Jeg oplever særlig modstand bland aktører indenfor stofområdet når jeg siger, at mit eventuelle brug af rusmidler i bund og grund er min privatsfære. Og, at jeg anser dette spørgsmål for ligeså privat, som hvis jeg blev spurgt om hvilket præventionsmiddel jeg foretrækker. Når jeg svarer sådan bliver jeg beskyldt for at være både individualist og usolidarisk med dem som får problemer med samme rusmiddel. Selvom de der udspørger syntes det er helt fint med alkoholservering på restauranter og pubber og også selv plejer at benytte sig af muligheden.

Åbenlyst De samme personer syntes samtidig at det er i orden at der åbenlyst drikkes alkohol på fortovet på Karl Johan, blandt andet på de opstillede stole ved ”Spikersuppe”. Det til trods for at eksponering af stofbrug kan smitte andre, og på trods af at alkohol er det rusmiddel som påfører samfundet flest problemer.
Men bruger nogen cannabis hjemme hos sig selv, uden at udsætte og påvirke andre, så anses det for individualistisk og usolidarisk. Ruspolitikken har en skyggeside som er af irrationel natur. Stærkt præget af moralisme og langt væk fra virkeligheden. Er det fornøjeligt at indtage alkohol på fortovet på Karl Johan? Jo, det er det. Og promenaden er da også præget af overstadige berusede mennesker. Det er dejligt at beruse sig åbenlyst, vel at mærke hvis man holder sig til de stole, der tilhører dem der tjener penge på at sælge dig rusmidlet. Hvis nogen derimod tager alkoholen med hen til den nærmeste kommunale bænk og fortsætter indtaget der, da risikerer de politikontrol og straf for at drikke offentligt. Så kriminaliseres man, akkurat som de der vælger alternativer til cellegiften alkohol.

Tilsløring Et andet problem omkring begrebet rus, er at der findes mange forskellige substanser som skaber forskellige psykoaktive reaktioner. Samtlige reaktioner betegnes under et som rus. Her er det atter alkoholen som frikendes. Jeg har aldrig hørt nogen sige, at de vil bedøve sig med alkohol, bortset fra i humoristiske vendinger. De bliver i stedet omtalt som beduggede, lettere opstemte, overrislede, har en kæp i øret eller er fulde. Man undgår f.eks. ordet påvirkede og fremmedgør konsekvensen af alkoholbruget. På rusmiddelområdet kan ordet rus eller påvirket, alene misforstås og af alle opfattes på en ganske bestemt måde. Så flere organisationer fremstår som langt mere accepterende på alkoholområdet end hvad mange andre ønsker.
Hvis du nu får associationer til en alkoholpåvirket person der hænger på skulderen af dig og med en talestrøm du absolut ville protestere over, men ikke finder anledning til og ikke orker, så er det lykkedes mig at skabe en assosiationsoverføring.

Kært barn Dette handler især om dem som altid bruger ordet stof eller stofmisbrug i deres organisationsnavn. Det kan opfattes som om der ikke findes flere forskellige instanser på stofområdet, når f.eks. én præsenterer sig som ”Stofområdets samarbejdsorgan”. Eller at der eksisterer flere fagråd når man kan læse om ”Fagrådet for Stoffeltet”. Det kan man også opfatte når man hører om ”Stofmisbrugernes Interesseorganisation”, at det netop drejer sig om alle der har engageret sig indenfor stofmisbrug, legalt som illegalt, både nu eller tidligere.
Stortingspolitikere og andre er faktisk blevet så overbeviste af dette begreb eller nærmere misbrug, at de har udtalt, at de har støtte for deres politiske holdning af både misbrugernes egen organisation og fra stofområdets egen samarbejdsorgan. Dette misbrug af begrebet stof kan påvirke grammatikken i så høj grad at det udtrykkes i overdrevent bestemte vendinger. Måske det hjælper at belyse stofmisbrugsområdet, og måske ikke. Uanset hvad de bagvedliggende årsager er, kan intentionerne være nok så gode. Hvis flere sider blev belyst ville stofpolitikken garanteret blive langt mere hensigtsmæssig og fremstå mere ædruelig i fremtiden end den gør i dag.